The Story Of Us

Claire er en pige på 21, og som arbejder på caféen Hard Rock Café. Claire er en pige, som er bange for kærlighed, men vil stadig gerne prøve og se hvad det er, men usikkerheden ligger altid i tankerne hos hende. Harry er en frisk og romantisk fyr, som er 21 år. Harry kommer på caféen op til flere gange sammen med hans venner. Claire's veninde, Ellie, er ret opmærksomhedskrævende, og vil gerne være den person, der fører Claire sammen med en fyr. Derfor arrangerer Ellie en blind date for Claire, men Claire er ret meget i mod det, men bliver overtalt til sidst. Ellie finder en blind date til Claire, og Claire tager selvfølgelig afsted. Hun finder ud af, at hendes blind date er Harry. Efter noget tid er Harry kommet ind i Claire's liv.

28Likes
9Kommentarer
15389Visninger
AA

16. 15

Harry's synsvinkel​

  Jeg havde sovet forfærdeligt de sidste par nætter. Jeg følte mig.. Jeg vidste ikke engang, hvad jeg følte. Jeg kunne ikke sætte ord på det. Jeg burde egentlig være i julehumør. Det var trods alt julemorgen. Men det eneste jeg følte mig var tom​. Jeg havde sagt de 3 gyldne ord til Claire, for to dage siden, men hun havde ikke sagt dem igen. Hun havde bare siddet, helt stivnet og kigget på mig i skræk. Jeg vidste jo godt, at det var dumt at sige, men det var jo det, som jeg følte? Det var bare røget ud af munden på mig. Jeg fortrød ikke, at jeg havde sagt det. Tværtimod. Hun fortjente at vide det. ​​

"Harry?" ​

Jeg kiggede over i døråbningen, hvor min mor stod. Jeg var taget direkte over til hende, efter jeg havde sat Claire af. Jeg havde altid haft et tæt forhold til hende. Jeg mumlede "mh", for at signalere, at jeg var vågen. Jeg kunne mærke hvordan sengen gav sig lidt, fordi min mor satte sig. Jeg kiggede op på hende, og hun prøvede at sende mig et beroligende smil. Men sandheden var, at hun virkelig godt kunne lide Claire. Jeg havde haft en fortid med alverdens piger, som ikke just var søde.​

"Hun skal bare lige fordøje det," sagde hun. En hånd blev lagt på min skulder, og jeg kiggede igen op i min mors øjne. Jeg nikkede svagt, men inderst inde, håbede jeg virkelig at der var beskeder fra hende, når jeg fik mig taget sammen, til at stå op. Jeg smilede svagt, og håbede at det så troværdigt nok ud. Mor så tøvende på mig i et godt stykke tid. "Kom ind når du er klar. Gemma er ved at blive utålmodig," sagde hun så. Og med de ord lukkede hun døren.​

Jeg tog tøvende min mobil, og stirrede bare på den sorte skærm. På en måde turde jeg ikke at kigge, og på den anden side, ville jeg gerne. Ingen notifikationer. Hvor længe kunne hun blive ved? Der var gået to dage. To dage. ​Jeg havde sagt, at jeg elskede hende, og hun havde ikke sagt det tilbage. Var hun bange, eller var det rent faktisk sandheden? Jeg sukkede og gik tøvende hen mod døren. Hvis hun ikke havde skrevet efter vi havde åbnet pakker, måtte jeg selv tage initiativet, og gøre et eller andet. ​

❋❋❋

Efter en times tid - eller mere - var vi endelig færdige med gaverne. Gemma insisterede på, at vi skulle have gaver først, og så morgenmad. Min mave var ret meget imod den idé, men jeg sagde intet. Det eneste jeg kunne gøre, var at håbe på, at de ikke hørte rumlen der kom fra min mave hvert femte minut. Jeg lå henslængt i sofaen og kiggede på Gemma, der sad på gulvet og beundrede det armbånd, som jeg havde givet hende. Det var egentlig et meget enkelt armbånd, men det var smukt. Det havde en guldkæde, og så var der i midten af armbåndet, en diamant, der var formet som en firkant.

"Der er mad!" råbte mor ude fra køkkenet. Jeg gik dovent derud og satte mig tungt på en af stolene. Jeg trak vejret dybt, og hævede mit øjenbryn i mens et lille smil bredte sig på mit ansigt. "Er det pandekager, jeg kan dufte?" spurgte jeg. Mor grinede​ og nikkede. Hun stillede tallerknen på bordet, hvor der var en stor stak pandekager. Jeg tog en med det samme, og Gemma fulgte mit eksempel. Jeg tog ahornsiruppen og hældte noget udover pandekagerne.

"Harry, din mobil ringer," sagde mor pludselig. Jeg kiggede forvirret rundt, og hørte først der ringetonen. Jeg skyndte mig ind på værelset, hvor den lå. Jeg nåede ikke at se hvem det var, før jeg havde taget den. "Glædelig jul, Hazza!" råbte Niall, Louis og Liam ind i telefonen. Jeg tog min mobil lidt væk fra øret og bed mig i læben. Jeg havde virkelig håbet, at det var Claire. Jeg slog en falsk latter op, men vidste inderst inde godt, at de ikke ville hoppe på den.

"Hvad sker der, Harry? Har hun stadig ikke skrevet?" spurgte Liam. Jeg fik mumlet "nej", og kiggede derefter ned i jorden. "Hey, det skal nok gå," lød det fra Louis. Jeg havde mit blik limet fast til væggen, og rystede på hovedet med et fnys.​ Jeg vidste udmærket godt, at uden hende, ville alt være lige meget. Jeg var virkelig forelsket i hende. Et tungt suk undslap mine læber.

"Jeg klarer mig, drenge. Vi ses," sagde jeg og lagde på med det samme. Jeg gad ikke at snakke med dem. Mit blik var limet fast til pejsen, som stod i stuen. Den var tændt, og jeg kiggede på flammerne. Pludselig fik jeg en idé. Hvis hun ikke kom til mig, måtte jeg komme til hende.

❋❋❋

  Jeg stod foran hendes dør. Mit blik var stift rettet mod døren, men jeg kunne ikke få mig selv til at banke på. Hvad skete der med mig? Så meget krævede det heller ikke at banke på døren. Hvis jeg virkelig ville have, at hun skulle være min - og det ville jeg, uden tvivl. Men hvorfor tøvede jeg så? Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Jeg havde en sidste chance for, muligvis at kunne høre hendes stemme. Hvorfor tøvede jeg? Hvorfor?

Jeg ignorerede mine tanker og bankede på. Jeg kunne ikke høre nogen på den anden side af døren. Men jeg blev alligevel stående. Min hånd blev ved med at ramme døren i forsigtige bank. Ingen lyde. Kun lyden af min hånd der bankede på døren, om og om igen.  

Jeg sukkede frustreret og kiggede desperat op i loftet. Hvorfor, vidste jeg ikke. Det var vel blevet en vane. Jeg bed mig hårdt i læben. Hvor kunne hun være? Burde hun ikke være hjemme og fejre julemorgen med sin familie? Vent. Hospitalet. ​

 Jeg satte i løb, og snublede ned ad trapperne. Men jeg var ligeglad. Jeg skulle se hende. Jeg blev nødt t​il at se hende. Jeg satte mig ind i bilen, og fik den startet. Det gik overraskende hurtigt, og jeg kørte ud af parkeringspladsen. Jeg tændte radioen, for at slappe lidt af. "Stay with me - Sam Smith" strømmede ud i hele bilen. Ikke just en stor hjælp, så jeg slukkede hurtigt igen. ​

 Mine fingre trommede på rattet, da jeg var fanget i trafikken. Jeg tog hårdere fat i rattet. Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg havde, før chancen var væk igen. Et par bandeord forlod min mund. Jeg bed mig hårdt i læben og fokuserede på vejen. Jeg var der snart.

❋❋❋

Jeg stod ude foran hospitalet. Hvad nu hvis hun ikke ville se mig? Jeg kiggede frustreret på skiltet. Med bestemte skridt gik jeg ind af døren og hen til skranken. En midaldrende dame ​sad omme bag skranken, og jeg smilede høfligt til hende. Jeg sagde Claire's mors navn, og fik stuenummeret at vide.

 Med bestemte skridt nærmede jeg mig hendes stue. Jeg kiggede på dørhåndtaget, men tænkte mig egentlig ikke om, før jeg havde åbnet døren. Alle blikke blev rettet mod mig, og Claire så mildest talt skræmt ud. Jeg fik øje på en, som jeg ikke havde set før. Det måtte være hendes far.

 "Harry!" udbrød Claire's mor, Jeanne, og smilede varmt til mig. Jeg smilede tilbage, for at være høflig. Claire sad bare og lignede et spørgsmålstegn. Hun rejste sig op, tog min hånd og trak mig med ud på gangen.

"Hvad laver du her, Harry?" spurgte hun. Hun viste ingen følelser, og det gjorde mig sindssygt nervøs. Havde jeg misfortolket alle hendes signaler? Havde hun overhovedet sendt nogle? Tvivlen ramte mig. Hårdt. Mit blik blev slørret, og jeg blinkede stædigt tårerne væk. Fandeme nej. Jeg skulle ikke græde overfor den pige, som jeg var helt væk i, men som tydeligvis var fuldstændig ligeglad.

"Jeg vil have en forklaring," fik jeg fremstammet, og prøvede at virke så ligeglad som muligt. Hun skulle ikke vide, hvor meget det egentlig sårede mig. Hun skulle ikke have lov til, at fryde sig over det. Det skulle ikke undre mig, hvis hun var i gang med en sejrsdans mentalt. Ej, okay.. Det var nok en overdrivelse, men det gjorde ondt alligevel. Jeg ville ikke vise det. Men det mislykkedes, da min stemme knækkede.

Hendes blik ændrede sig straks, og hun rakte ud efter mig. "Harry," hviskede hun, men jeg flyttede mig hurtigt. Jeg prøvede virkelig at virke ligeglad, men jeg kunne mærke tårerne løbe ned af mine kinder. Jeg kneb mine øjne sammen. Ikke græd. Stop. Lad være med at græde. ​Jeg åbnede mine øjne igen. Denne gang var det ikke et iskoldt blik, jeg mødte men noget der lignede.. medlidenhed? Det var sikkert bare en del af hendes skuespil. Jeg vendte mig om for at gå, stadig med tårerne løbende ned af mine kinder.

 Jeg ignorerede det, og begyndte at gå. "Harry, jeg-" begyndte hun, men jeg vendte mig hurtigt om, og afbrød hende. "Ved du hvad? Glem det. Glem os. Jeg troede faktisk, at du kunne lide mig," sagde jeg, og kunne selv høre hvor kold min stemme var. Jeg kunne ikke lade være med at blive lidt tilfreds, med den effekt sætningen havde på hende. Hun krympede sig.

Jeg vendte mig endnu en gang om, og begyndte at gå. Jeg ignorerede alle de blikke, jeg fik fra dem der var på gangen. Samt de ord, som hun halvråbte, efter jeg var 3 meter væk fra hende. ​

"Det er derfor, jeg er bange for kærlighed."​

Jeg stoppede op og kiggede på hende. Hun stod med tårer i øjnene. Jeg løftede det ene øjenbryn, og fik ondt af hende. Hvad var det jeg lavede? Jeg kiggede ned i jorden, og slog tanken ud af mit hoved. Hun elskede mig jo ikke, så hvorfor stod hun og græd? Jeg kunne straks mærke, hvordan jeg blev mere pissed. Jeg kiggede på hende, hun kiggede på mig, og sådan stod vi og stirrede på hinanden. "Farvel Claire," og med de ord forlod jeg hende​, stående midt ude på gangen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...