The Story Of Us

Claire er en pige på 21, og som arbejder på caféen Hard Rock Café. Claire er en pige, som er bange for kærlighed, men vil stadig gerne prøve og se hvad det er, men usikkerheden ligger altid i tankerne hos hende. Harry er en frisk og romantisk fyr, som er 21 år. Harry kommer på caféen op til flere gange sammen med hans venner. Claire's veninde, Ellie, er ret opmærksomhedskrævende, og vil gerne være den person, der fører Claire sammen med en fyr. Derfor arrangerer Ellie en blind date for Claire, men Claire er ret meget i mod det, men bliver overtalt til sidst. Ellie finder en blind date til Claire, og Claire tager selvfølgelig afsted. Hun finder ud af, at hendes blind date er Harry. Efter noget tid er Harry kommet ind i Claire's liv.

28Likes
9Kommentarer
15399Visninger
AA

13. 12

Claire's synsvinkel​

 

Jeg havde fået et opkald fra hospitalet. Harry var kørt galt og de troede i starten, at det ikke var slemt. Jeg sad ved siden af ham og holdt hans kolde hånd. Lægerne havde taget fejl. Han var i en kritisk tilstand, fik jeg at vide længere henne på dagen. En tåre forlod min øjenkrog. Smerten var ikke til at bære. Jeg kiggede rundt på de hvide vægge og pludselig bølgede alle følelserne ind over mig. Jeg druknede i mine følelser. Jeg havde aldrig fået en chance for, at fortælle ham, at jeg elskede ham. Apparatet ved siden af Harry's seng, sagde en sær lyd. Lægerne kom farende ind, og jeg så forvirret på dem. Jeg blev ført ud af rummet og jeg råbte og skreg. Jeg ville være hos ham. Lægen fortalte mig, at hans tilstand var meget kritisk. De ville prøve, men de kunne ikke love noget. Jeg sank ned mod væggen og gemte mit hoved i mine hænder. Der blev prikket til min skulder et kvarter efter, og lægen havde et sørgmodigt ansigtsudtryk. Jeg rystede voldsomt på hovedet. Det eneste jeg kunne sige var "nej".  

V​æggeuret ringede og jeg satte mig op. Hvor var jeg overhovedet? Hvor var Harry? Jeg fandt hurtigt min mobil og fandt Harry under mine kontakter. Jeg trykkede på hans navn og den ringede op. Det lød adskillige bib lyde. Jeg hviskede "nej" op til flere gange. Jeg kunne mærke, at panikken var ved at brede sig i hele min krop. Jeg begyndte, at ryste i mens jeg stadig hviskede "nej". Bib lydene fortsatte, men pludselig blev mobilen taget. "Hallo?" lød hans hæse, dybe stemme. Et hulk forlod mine læber, og tårerne strømmede ned over mine kinder. Lettelsen skyllede ind over mig. Det var bare et mareridt. "Love? Hvad er der galt?" han lød nervøs og derefter kom der et par skrattende lyde. "Jeg er på vej," sagde han og lagde på. Endnu et hulk forlod mine læber.    

Et kvarter efter blev der banket på min dør. Jeg trak mig selv hen til døren med tunge skridt og åbnede døren. Jeg sprang ind i hans trygge favn og hulkede endnu mere. Hans varme hænder gled op og ned af min ryg, i mens han hviskede beroligende ord. Jeg knugede hans bluse i mine hænder og indåndede hans duft. Det var bare et mareridt. Jeg kiggede op på ham, og hans grønne øjne lyste af bekymring. Et lavt hulk forlod mine læber, hvorefter han tyssede på mig. Han lagde sin pegefinger mod mine læber, og kiggede kærligt på mig. Tårerne løb stadig ned af mine kinder, men jeg kunne ikke holde et lille smil tilbage. Hans tommeltot tørrede tårerne væk og kærtegnede derefter mine kinder. Han smilede ned til mig, og jeg kunne mærke hvordan varmen strømmede op i mine kinder.

 ❋❋❋

"Du ved.. Drengene vil gerne møde dig," sagde Harry ud af det blå. Jeg stivnede i det, han sagde sætningen. Jeg kiggede op på ham med store øjne. Han havde godt nævnt, at drengene var utålmodige efter at se mig. Jeg havde dog ikke rigtig troet, at det var for real, fordi at han ikke havde sagt andet. Jeg havde også svært ved at kapere det, på grund af at folk ikke ligefrem ville møde mig. Men det ville de, og jeg kunne mærke et lille smil. Jeg havde jo mødt Harry's mor og søster, som var vildt søde. Jeg kunne da godt klare 3 drenge? Harry snakkede hele tiden om, hvor søde og sjove de er, så hvorfor ikke?

"Du må gerne invitere dem over," hørte jeg mig selv sige, og blev overrasket over mig selv. Harry så også temmelig overrasket ud.​ Han fik fremstammet et "okay", og fandt et nummer under kontakter, som han så ringede op. Uden jeg havde opdaget det, havde han sat højtaler på, så jeg også kunne høre dem. Jeg hoppede lidt, da en stemme pludselig skar igennem luften.

"Heeeej Hazzaaaa," lød det fra den anden ende. Harry grinede lidt af mig, fordi jeg havde rynket panden i forvirring. "Hazza?" spurgte jeg grinende. Jeg gik ud fra, at personen var sammen med de andre drenge. Da de hørte min stemme snakkede de i munden på hinanden, og Harry så i det hele taget meget pinligt berørt ud. Han fik dem inviteret herhen, og de var allerede på vej ud af døren, da han spurgte. Jeg kunne ikke lade være med at grine. ​  

 

 En halv time efter, blev min lejlighed invaderet af 3 humørbomber. Jeg kunne nemt genkende Niall, og han kom hen for at få et kram. Louis og Liam gav mig også et kram. Jeg fik et indtryk af, at Liam var mere indelukket end de andre. Louis var spasmageren og Niall var bare.. Niall. De var skønne, måtte jeg indrømme. Men jeg havde også på fornemmelsen, at hvis jeg havde mødt dem alle 4 på samme tid, ville jeg alligevel have Harry. Der var et eller andet specielt over ham. Især når han var sammen med de andre drenge. Han var fri, havde ingen bekymringer, han levede i nuet. Han var anderledes når man var alene med ham. Der var han mere følsom, sårbar, charmerende og romantisk. ​Jeg elskede begge sider. Jeg spærrede øjnene op da en tanke ramte mig. Jeg elskede ham. Well.. fuck.

"Claire, sover du?" spurgte Louis grinende. Jeg blinkede et par gange og rettede mit blik mod Louis. Jeg rystede svagt på hovedet, og kiggede fraværende ud af vinduet. Så slog en tanke mig. "Harry, vi har glemt min mor," sagde jeg lettere panisk. Harry løftede det ene øjenbryn, men forstod så, hvad det var jeg mente. Han spærrede øjnene op. Han strøg hurtigt hånden igennem sit hår. "Vi kan tage af sted, men så bliver drengene jo nødt til, at komme med," sagde han usikkert. Jeg skævede hen til de andre drenge, som sad og smilede beroligende til mig, i mens de nikkede langsomt. Et suk undslap mine læber, og jeg kiggede opgivende hen på Harry. "Fint," sagde jeg, og så satte vi kurs mod hospitalet.

❋❋❋

  Jeg stod bare og stirrede på døren ind til mors stue. Jeg vidste godt, hvad der gemte sig bagved døren, og det var det, som gjorde mig bange. De hvide vægge og møbler ville nærmest blænde mig. Min mor ville være helt grå i ansigtet, og alligevel prøve at fortælle mig en løgn, for eksempel: "Jeg er okay", "Det skal nok gå" og "Jeg skal nok blive rask igen". Sandheden var bare, at 1) det var hun ikke. 2) Det ville ikke gå, hvis hun ikke var i denne verden mere. 3) Hun ville ikke blive frisk igen. ​

"Claire?"​ var der en stemme der spurgte. Jeg lagde ikke mærke til, hvem det var. Mine øjne var stift rettet mod min hånd og dørhåndtaget. En hånd lagde sig ovenpå min, og jeg kiggede direkte op i de velkendte grønne øjne. Han smilede svagt til mig, og jeg fik endelig modet til at åbne døren. Min hånd tog hårdere fat om håndtaget, og pressede så ned. Døren gik op og jeg kiggede ind i midten af rummet, hvor sengen stod. Jeg gipsede og fik tårer i øjnene. Mor var her ikke. Jeg gik længere ind i rummet, for at se om hun stod op. Men det gjorde hun ikke. Jeg lagde min hånd over min mund, og et lille hulk forlod mine læber.

​"Claire?"

Denne gang kiggede jeg op, og der stod hun. Jeg løb hen til hende og omfavnede hende. "Åh mor," hviskede jeg og var ligeglad med, hvor hårdt jeg havde fast i hende. Jeg havde troet, at hun var død i et kort øjeblik. Mor stivnede pludselig. Jeg flyttede mig lidt, for at se på hende. Hendes blik var rettet mod drengene og et smil bredte sig på hendes ansigt. "Hvem er de?" spurgte hun, og hendes smil blev større, da Harry omfavnede hende blidt. Jeg smilede og havde aldrig troet, at min mor og kæreste - vent hvad? Okay, jeg måtte seriøst stoppe med det der. Jeg havde aldrig troet at min mor og Harry, ville blive tætte. Men efter de mange gange, vi havde været her sammen, var de blevet det. De andre drenge gav hende høfligt hånden og præsenterede sig selv. Jeg kunne ikke lade være med at smile ved synet. Niall kiggede hen på mig, og sendte mig et strålende smil, hvorefter han vendte opmærksomheden over på min mor, der var ved at fortælle dem en pinlig historie om mig. De grinede højt og Harry lagde en arm om mig, hvorefter jeg puttede mig ind til ham. Jeg havde ikke set min mor så ​glad i lang tid, men drengene havde bare positive reaktioner på alle. Jeg slappede også af i deres selskab, og jeg var ellers personen, som tit var indelukket. Men de gjorde et eller andet, så jeg følte mig tryg. Især Harry. ​ ​​

  Jeg havde fået lumske planer i løbet af aftenen. Både Niall, Louis og Liam var single, så jeg havde tænkt, at de kunne møde Aria og Ellie. Jeg sad med et lumsk smil, og det opdagede Louis hurtigt. Han sendte mig et sært blik, og prikkede til Liam og Niall. De kiggede hen på mig med et opmærksomt blik, men kunne ikke holde masken, da jeg smilede sukkersødt til dem. Jeg kunne dog heller ikke holde masken. Vi sad stadig hos mor, og jeg måtte indrømme, at det var vildt hyggeligt, selvom vi var inde i en hospitalsstue. Mor havde fået mere farve i kinderne, og jeg kiggede forundret hen på hende. Det var helt klart en fantastisk idé, at tage drengene med herhen. De bekymrede sig ikke om hende hele tiden, og behandlede hende derfor normalt, og man kunne se, at hun nød det. Hun tænkte ikke på sygdommen, der var ved at tage over hendes krop. Hun havde ingen bekymringer. Selvom far ikke var her, formåede hun at smile større end hun havde gjort, de sidste par uger, og det gjorde mig glad. Selvom mine bekymringer lurede lige på den anden side af hjørnet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...