The Story Of Us

Claire er en pige på 21, og som arbejder på caféen Hard Rock Café. Claire er en pige, som er bange for kærlighed, men vil stadig gerne prøve og se hvad det er, men usikkerheden ligger altid i tankerne hos hende. Harry er en frisk og romantisk fyr, som er 21 år. Harry kommer på caféen op til flere gange sammen med hans venner. Claire's veninde, Ellie, er ret opmærksomhedskrævende, og vil gerne være den person, der fører Claire sammen med en fyr. Derfor arrangerer Ellie en blind date for Claire, men Claire er ret meget i mod det, men bliver overtalt til sidst. Ellie finder en blind date til Claire, og Claire tager selvfølgelig afsted. Hun finder ud af, at hendes blind date er Harry. Efter noget tid er Harry kommet ind i Claire's liv.

28Likes
9Kommentarer
15388Visninger
AA

11. 10

Claire​'s synvinkel

  Det var i dag mig og Harry skulle besøge min mor. Lægerne mente ikke, at hun havde lang tid tilbage. Det gjorde ondt, men jeg blev jo nødt til at være der for hende, og ikke være en total egoist. Jeg satte mig op i min seng og nød at have jule ferie. Jeg skulle først på arbejde den tredje, og det var lige nu den nittende. Jeg sukkede og svingede mine ben ud af min seng, og slog mine fødder da de landede hårdt mod gulvet. Jeg jamrede og tog mig til mine fødder. Jeg kiggede op i loftet. Hvorfor er du så meget imod mig, Gud? ​Jeg jamrede lidt mere og valgte så at gå i bad. Jeg fandt noget rent undertøj og min yndlings grå sweater, som jeg havde fået af min mor på min tyveårs fødselsdag. Jeg gik ud på badeværelset og tog min oversized bluse af, som jeg altid sov i. Jeg trådte ind under bruseren og gispede da det kolde vand ramte min hud. Vandet begyndte at blive varmere. Jeg smilede lidt. Jeg lukkede mine øjne lidt, men da mine øjne lukkede og alt blev sort, så jeg hans smukke, dybe, grønne øjne med den der specielle gnist. Jeg gispede og åbnede mine øjne. Jeg rystede på hovedet af mig selv og tvang mine tanker hen på noget andet. Jeg puttede shampoo i mit hår og masserede blidt min hovedbund. Jeg skyllede shampooen ud af mit hår, og tog derefter balsam i mit hår. Jeg kunne mærke at vandet begyndte at blive koldt, så jeg skyllede hurtigt balsammen ud og steg ud af badet. Jeg fandt et håndklæde og tørrede min krop. Jeg fandt undertøjet og tog det på. Derefter tog jeg den grå sweater og trak den over hovedet. Jeg havde taget et par hvide bukser med herud, så dem skyndte jeg mig at få på. Jeg fandt hårtørreren og begyndte at føntørrer mit hår.

 ​❋❋❋ 

Da jeg fik øje på Harry's bil, løb jeg ud og tog fat i mine elskede sorte støvler. Jeg fandt min jakke på stolen, hvor jeg havde lagt den i går. Jeg kiggede mig hurtigt i spejlet, tog en dyb indånding og nikkede til mig selv. Jeg kunne godt klare det. Jeg tog en dyb indånding og trådte ud af døren til min lejlighed. Jeg fik hurtigt låst døren og løb ned ad trapperne. Jeg sendte Harry et lille smil, da jeg så ham stå foran bilens døre. Han åbnede døren for mig og mumlede et eller andet, som jeg ikke nåede at opfange. Tanken om, at jeg snart skulle se min mor igen, liggende helt svag og hjælpeløs, kunne jeg ikke klare lige nu. Alt skulle nok blive godt. Hun ville overleve, lægerne havde bare lavet en fejl, ikke? Hun kunne ikke bare dø. Ikke her i december, hvor der burde være jule mirakler. Men så tænkte jeg; Måske havde jeg fået mit jule mirakel. Og det var ham. ​    

❋❋❋ 

Vi stod foran hospitalet igen. Det føles som om, at mit hjerte blev mere og mere knust, for hver gang jeg så det. Bare det, at vide at min mor lå derinde, i et rum med intet andet end lægemidler, en seng i midten og hvide vægge. Der var så tomt. ​Der var ingen personlighed i det rum. Selv min mor, der lå i sengen, faldt i ét med væggene. Hendes ansigt var så blegt, hendes grimme hospitals kjole var hvid, med få sorte prikker rundt omkring. Det eneste der ikke faldt i ét med væggene, var hendes brune øjne der udstrålede så meget sympati og kærlighed. Hendes øjne var det eneste der ikke afspejlede de hvide vægge. Hendes øjne faldt ikke i ét med de grimme hvide vægge. Jeg lagde min hånd på dørhåndtaget og åbnede døren. Min mor lå som sædvanlig i sengen, men denne gang gispede jeg, fordi at jeg ikke havde forventet at se Isaac sammen med hende. Isaac lagde mærke til, at jeg var kommet og løb hen til mig. Jeg kastede mig ind i hans trygge favn. Et lavt grin undslap Isaac's læber. Jeg kiggede henover hans skulder, og så at mor var vågnet. Hun smilede og hendes øjne havde den fantastiske gnist. Måske gik det alligevel fremad? Jeg smilede svagt til hende. Hun gengældte det, men det var dog stadig det der akavede smil, fordi at hun ikke havde kræfterne til det. Isaac trak sig lidt væk, og jeg kunne se, at det tog en del energi fra ham. Hans øjne var blodskudte og jeg bed mig i indersiden af min kind. Hvordan kunne jeg gå og have så ondt af mig selv, når han tydeligvis havde det værre? Han kiggede om bag min skulder, og jeg fulgte hans blik. Harry stod med et skævt smil, og et ukontrolleret smil kom frem på mine læber. "Hvem er det?" spurgte Isaac. Jeg rettede mit blik mod Isaac, som kiggede afventende på mig. Jeg rømmede mig og åbnede munden, men inden jeg nåede at sige noget, afbrød Harry mig.

"Jeg hedder Harry," sagde han høfligt og rakte hans hånd frem mod Isaac. Isaac tog imod hans hånd og rystede den lidt. Han grinede lavt. "Det må jeg sige, Claire. Du har gjort et godt stykke arbejde," sagde han drillende. Jeg rullede øjne af ham, men kunne ikke holde et smil inde. Han havde jo ret. Jeg rettede mit blik mod min mor igen, og gik langsomt hen imod hende. "Hej mor," hviskede jeg og kyssede hende på kinden. Hun rømmede sig og fik fremstammet et "hej". Jeg tog hendes hånd og gav den et blidt klem. Isaac kom hen på mors anden side og tog hendes anden hånd. Mit blik faldt automatisk hen på Harry, som kiggede på mig med et lille smil. Så slog en tanke mig.

"Hvor er far, mor?" spurgte jeg undrende. Hun kiggede op på mig med et sørgmodigt blik.

"Han, uhm, er på arbejde," fik Isaac fremstammet. Vreden bølgede ind over mig. Var han på arbejde imens mor lå her og var døende​? Jeg kunne mærke tårerne titte frem, men jeg blinkede dem hurtigt væk. Jeg ville ikke være svag. Min mor skulle ikke tro, at hun skuffede os ved at dø. Hun skulle ikke have dårlig samvittighed. Hun skulle ikke dø, imens hun vidste, at vi ikke ville kunne klare os. For sandheden var nok, at nej, vi kunne ikke klare os uden hende. Men på et tidspunkt ville alt blive bedre. Det valgte jeg at tro på. Jeg havde trods alt Harry, og jeg kunne ikke være mere taknemmelig. Jeg måtte bare se min største frygt i øjnene, og lade være med at flygte fra mine problemer.

​​❋❋❋ ​ ​​

   "Er du okay, love?" spurgte Harry. Jeg nikkede fraværende. Han tog fat i min hånd og flettede vores fingre sammen. Jeg kunne ikke svare på spørgsmålet. Jeg var så forvirret. Hvordan havde jeg det egentlig? Jeg havde aldrig set min familie så knust, så ødelagt. Min far dukkede ikke engang op. Det gjorde mig så vred. Men Harry var ved min side, og det fik mig til at føle mig.. levende. Jeg rynkede min pande. Varmen fra Harry's hænder varmede mine. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke nød det.  "Hvad siger du til en lille skøjtetur?" Harry's stemme var så tæt på, at jeg hoppede lidt af chok. Jeg kiggede op på ham, og han havde det der drillende glimt i sine øjne. Jeg smilede svagt. "Det ville jeg elske. Det vil du sikkert også, med det show du får dig. Bambi på glat is og det hele." ​

Han grinede og førte mig hen mod skøjtebanen. Det var ved at blive mørkt. Lysene fra skøjtebanen var nemme at se, fordi at mørket havde lagt sig over London. Jeg smilede og kom til at tænke på vores første date. Harry gik hen for at hente vores skøjter. Jeg sad og kiggede betaget på lysene, der lyste i forskellige farver, ligesom jeg gjorde første gang vi var her. Det blev aldrig kedeligt at se på. Mine tænder begyndte at klapre lidt. Jeg trak min beanie længere ned over mine øre. Jeg kiggede hen på Harry, som var på vej tilbage. Han sendte mig et af de mest fortryllende smil. Han var uden tvivl den mest charmerende dreng, jeg nogensinde havde mødt. Han hjalp mig med at få skøjterne på, og jeg kiggede lidt på dem. Sidste gang var jeg faldet, og jeg landede endda på Harry, for at det ikke skulle være løgn. Han havde flyttet en hårtot fra mit ansigt, og i det øjeblik, havde jeg mest lyst til at kysse ham. Men jeg var blevet bange. Han rakte sin hånd frem, og jeg tog imod den uden at tøve. Vi kom ind på selve skøjtebanen uden at jeg faldt. Jeg var faktisk ret stolt af mig selv. ​ ​Harry prøvede at guide mig. Et skridt frem ad gangen. Det lykkedes til sidst, efter rigtig mange fald på min bagdel. Jeg ville uden tvivl have blå mærker over det hele i morgen. Efter jeg havde faldet hundredevis af gange på min stakkels bagdel, besluttede Harry, at det nok var bedst, at lade være med at torturere min bagdel mere i dag. Jeg havde hurtigt givet ham ret, fordi min bagdel var temmelig øm. Nok om min bagdel. Vi gik sammen, hånd i hånd, rundt i Londons gader, som var pyntet op til jul. Det var utrolig smukt og jeg nød det. Harry's hænder varmede mine og forhindrede mig i, at fryse ihjel. Han stoppede pludselig op og kiggede ned på mig, med et meget mærkeligt blik. Hans hoved kom tættere og tættere på, indtil vores næser ramte hinanden. ​"Må jeg?" hviskede han. Jeg sank en klump. Han så på mig, med et afventende blik. Jeg bed mig i læben, lagde mine arme rundt om hans hals, og kiggede ham dybt ind i øjnene. "Så kys mig dog."​ ​Og det gjorde han. Under de mange julelys i London, fik jeg det kys jeg havde ventet på, siden jeg så ham ind i hans dybe, grønne øjne for første gang. Jeg var ikke længere i tvivl. Jeg var ved at falde for ham, og jeg kunne ikke gøre andet, end at blive ved med at falde. Jeg vidste, at i sidste ende, ville han gribe mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...