Disturbed


0Likes
0Kommentarer
84Visninger

1. Mistolket

Jeg er ikke en bitch, det er bare noget folk tror om mig.

En fordom, som folk havde fået efter jeg flyttede væk derfra og havnede her.

Jeg kan altid hører stemmerne fra dem, fordomme blive kastet rundt og rygter blive startet.

"Se, der går hun. Det er hende der prøvede, at slå Kristiane ned" deres blikke blev altid kastet på mig, og deres stemmer var altid halvt hviskende, men alligevel højt nok til, at alle mennesker kunne høre det.

Så folk kunne få flere fordomme, starte flere rygter og opbygge flere grupper mod mig.

Hver gang jeg tanker tilbage på den skole, er det eneste der fylder de mange kommentarer, de stikkende øjne fra de forskellige grupperinger af mennesker. Og ikke mindst synet af Kristiane der lå på gulvet ude i gangen, bevidstløs, rastløs og så nærmest død ud. Jeg vil altid kunne huske lyden af sirener, den skingre tone der blot kom tættere og tættere på. Menneskerne der samlede sig omkring Kristiane og jeg.

Men jeg slog ikke Kristiane ned, jeg rørte hende knap nok. Hun kom vaklende ind på mit værelse kl 04.00 om natten, helt rastløs og på alle måder beruset. Hun virkede så hjælpeløs, og jeg ville var, at få hende ind til sig selv og få hende i seng. Men hun kæmpede imod, hun gjorde alt hvad der stod i hendes magt for IKKE, at komme ind til hende selv. Hun slog, sparkede, græd. Hun var som et lille barn. Forvirret og fortrumlet af alle de mennesker til den skide elevfest.

Jeg trak i hende, men det var for hendes egen skyld. Hun var beruset og handlede ikke som hun normalt ville gøre. Hendes handlinger var ikke bevidste, de var heller ikke aggressive, da alkoholen sløvede hende og tog på hendes kræfter. Men de var der, og det forhindrede mig i, at få hende ind til sig selv på en ordenligt og venlig måde.

Jeg havde lige fået hende udenpå gangen, da hun stødte hendes hoved ind i kanten, af det bord der stod langs væggen. Fordi hun i forvejen var beruset, blev slaget en smule hårdere for hende. Der løb blod ned fra hendes hoved, langs hendes kind. Og jeg vidste, at det ikke ville ende godt.

Hun snakkede ikke længere, hun kæmpede ikke længere imod. Hun lå bare på det grå beton gulv, nærmest livløs. Jeg var skræmt, i panik. Hurtigt satte jeg mig ned på hug, tog hendes hånd og holdte den på hendes hoved.

Mennesker begyndte, at samle sig rundt om os. Snakkende begyndte og der sad jeg. Klar til, at blive dømt. Klar til, at folk skulle starte rygter om mig. Og det gjorde de. Der gik ikke engang 20 min, så var det første rygte spredt. Folk snakkede i krogene om, hvorvidt jeg havde været skyld i Katrinas ulykke, eller ej. Og de havde alle samme konklusion. Det VAR min skyld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...