Frostbid

(Deltager i 48-timers one-shot julekonkurrencen 2015) Joshua gruer for fremtiden. Broren er syg og kan knap gå, moren er død af kulde, og faren er der ingen, der har set i månedsvis. Den lille dreng går rundt på gaden juleaften, prøver at klare sig gennem kulden og skaffe mad, som han kan tage med hjem til broren. Verden er stor for en tiårig dreng, og når han at lære, at ikke alle engle bærer hvidt?

2Likes
2Kommentarer
393Visninger

1. Frostbid

Kirkeklokkerne rungede over byens tage, fløj med duerne og spredte budskabet. "Julen er her! Julen er her!" På gaderne gik travle mennesker rundt, forsøgte at nå de sidste indkøb, inden de skulle hjem og fejre højtiden med familien.

   Fru Miller, for eksempel, gik med sin store hat med den hvide fjer, betragtede de fine pyntegenstande af glas med tilbageholdt interesse og kynisk kritik. "Den er for dyr, den er ikke det værd, er det virkelig af ægte glas?". Sådan lød det altid fra hende, de samme gamle fraser, som alle kendte og nok også inderst inde holdt af.

   Hr. Montgommery, byens borgmester, stod på sin altan og røg cigar, betragtede juletravlheden med milde øjne og nød synet af den succes, han selv mente, han var ansvarlig for. Den lille mand smilede og nikkede til alle, han fik øjenkontakt med, det store, buskede overskæg lignede et dødt, pjusket egern, som var klistret fast på overlæben.

   Duften af gran sivede rundt mellem alle menneskene, kom fra en købmand, der solgte juletræer og -pynt. Vejene var dækkede af sne, arbejdsomme borgere hjalp hinanden med at rydde dem, så automobiler kunne komme forbi.

   Langs vejene stod hyggelige huse med bindingsværk i bedste engelske stil. Gran og julepynt hang i vinduerne, varme og dufte sivede ud ad døre og sprækker. Inde bag de trygge mure sad familier samlet foran pejsen, fortalte historier og sang sange, børn glædede sig til at vågne op næste morgen, og forældre smilede hemmelighedsfulde til hinanden.

   Men i udkanten af byen, et sted, de fleste overså, stod en gammel, faldefærdig hytte. De tynde vægge var skæve og lod kulden sive ind, ilden var kun svage gløder, og sne lå som en tung byrde på taget.

   I en gammel treseng i hyttens hjørne, så nær ilden som muligt, lå en ung mand, bleg som papir og uden farve i kinderne. Han havde kun et tyndt tæppe over sig, sokkerne var hullede og tøjet var laset. Ved hans side sad en tiårig dreng, holdt med lukkede øjne om den syges hånd, og bad en stille bøn til Herren i Himlen. Snavset på kinderne og det fedtede hår vidnede om, at begge drenge ikke havde set et bad i lang tid.

   "Joshua," lød det rustent fra den syge. Drengen så op med tårer i øjnene. "Min bror... Vær sød at smide brænde i pejsen." Den yngste bror snøftede.

   "Vi er løbet tør," sagde han skælvende. Storebroren sukkede. Han satte sig besværet op. Joshua rykkede væk, så bekymret på broren. "Noah, du er syg..." Noah holdt tæppet om sig, da han forsigtigt lod de tynde ben falde ud over sengekanten. Han sad et øjeblik og sundede sig, så tomt ud i luften og svajede lidt med hovedet. Da han var kommet lidt til kræfter, rejste han sig op, holdt tæppet om sig som en kappe og gik hen mod en kommode med et brækket ben. Med rystende hånd åbnede han en skuffe. Et uldent garnnøgle og et sæt strikkepinde, som ingen af brødrene vidste, hvordan man brugte, lå side om side med fem små mønter.

   Noah tog mønterne op i sin kolde hånd, vendte sig mod Joshua.

   "Hjælp mig over i sengen," sagde storebroren svageligt. Joshua kom hen og støttede ham, sørgede for, at han lå godt på sit leje. Broren rakte ham mønterne. "Stik ud og skaf noget brænde og noget at spise. Borgmesteren har altid lidt ekstra mad i sit køkken."

   Joshua nikkede. Han var gået af den vej mange gange, siden moderens død den foregående vinter. Den arme kvinde var død af kulde, efter faderen en dag var forsvundet. Noah havde forsørget moderen og lillebroren i nogle uger ved at arbejde på fabrikken, indtil moderen var gået bort. Foråret og sommeren var passeret, og da efteråret kom, havde brødrene kun hinanden og den lille hytte. Men så var Noah blevet syg i starten af den nådesløse november...

   Den tiårige dreng greb en gammel, hullet frakke og løb udenfor. Kulden bed i hans næse, han skuttede sig og var glad for, at frakken var alt for stor, så han kunne holde den tæt om sig.

   Han knugede de fem pund i hånden, gik gennem snedriverne mod bymidten. Folk hilste stadig på ham, moderens gamle veninder, faderens gamle kollegaer fra fabrikken, samt forældre og elever fra den skole, begge drenge havde måtte droppe ud af.

   Men ingen hjalp. Ingen stoppede op i mere end fem sekunder, for at give drengene en kærlig hånd. Ingen rakte ud mod dem i venskab, tilbød dem varme for vinteren, ikke så meget som en cent. Kun et goddag Joshua!, eller Nå, så er du på farten igen, hva'?.

   Det var ikke kærlige ord, Joshua havde brug for. Det var penge. Medicin til Noah. Varme. Ord var der nok af, medicin var en mangelvare...

   Drengen var på vej igennem et jævnt kvarter, her havde nogle af beboerne det også svært, dog ikke i samme grad som Joshua og broren. Mennesker med stabil økonomi og milde pengeproblemer boede side om side her, hvor de to brødre også engang havde levet. Dengang, moderen og faderen levede. Dengang, de var en rigtig familie.

   "Undskyld mig, min lille ven!" Joshua stoppede op, så sig omkring. En gammel kone sad i læ mellem to bygninger, smilede tandløst til ham. Hun havde en træskål i hånden, en gammel, sort jakke svøbt om sig. Hendes grå hår strittede og fik hende til at ligne en heks fra de eventyrbøger, moderen engang havde læst for Joshua. "Kom herhen, så er du sød!" Joshua tøvede. Så frem for sig ad den vej, han egentlig skulle. Heksen lo. "Så så, jeg gør dig ikke noget."

   Joshua trådte varsomt nærmere. Heksen rykkede på sig.

   "Hvad laver sådan en sød ung mand ude på gaden den 24. december? Skal du ikke hjem til din familie?" Joshua tøvede igen.

   "Min familie er død," sagde han så. "Min bror er derhjemme. Han er meget syg, og vi har ikke mere brænde." Heksen nikkede.

   "Så sød du er," sagde hun. "Og hvor lyder det dejligt. Så din bror venter på dig derhjemme?" Hun sukkede. "Jah, det er længe siden, jeg har haft nogen at vende hjem til. Husk nu at nyde det." Hun strøg hans brune, filtrede hår med en tør, gammel og rynket hånd, smilede varmt til ham.

   Det skar Joshua i hjertet. Han legede lidt med en mønt i lommen. Så i konens tomme træskål. Joshua havde et sted at vende hjem til, en smule varme at få. Det havde konen ikke.

    Forsigtigt fiskede han et pund op ad lommen, lagde den i den gamles skål. Hun så på ham med milde øjne. Nikkede.

   "Tak skal du have," sagde hun lavt. "Må Guds engle våge over dig og din bror." Hun puffede blidt til ham. "Og se så at komme videre! Lad være med at lytte til en sentimental gammel kone som mig!" Joshua smilede lidt, nikkede og løb videre med konens rare latter bag sig.

 

Himlen var grå og varslede om mere sne. Joshua frøs, da en kold vind føg gennem hans klæder og rev i hans hud. Vinden var taget til, men han var næsten nået til bymidten. Borgmesterens kone havde kendt moderen længe, de havde gået i skole sammen. Drengen glædede sig til at kunne komme hjem med brænde til broren, varme huset og glemme kulden for en stund. Så ville han krybe ned under tæppet, lytte til Noahs hjerteslag, som, skønt det var uroligt og til tider svært at høre, var en betryggende og mindefremkaldende vuggevise.

   En liflig duft kom med vindens hjælp til Joshua. Han stoppede op og så sig omkring.

   Ikke langt væk stod en mand med et hvidt forklæde og solgte snekarameller. De gyldne lækkerier skinnede som små dråber af solskin, der på denne triste decemberdag var faldet ned. Som en lille gave fra Gud lå de dér, skinnede på et tørklæde og hviskede til Joshua. Han drejede af fra sin vej, kom hen mod boden og så nysgerrigt på det stivnede sukker.

   "Kun 50 cent for tre stykker," sagde en stor, rødmosset mand, hvis vom hoppede op og ned, hver gang han lo. Joshua krummede tæerne i sine gamle sko, bed sig i læben og rystede på hovedet. Han holdt de fire mønter frem.

   "Jeg skal købe brænde," sagde han spagt. Manden nikkede forstående.

   "Nåh nåh, det er måske en stor dreng, jeg taler med? Har dine forældre ladet dig købe brænde helt alene?" Joshua nikkede, orkede ikke at forklare sin situation igen. Manden lagde sine tykke arme over kors, så alvorligt på drengen. "Men du ved jo godt, at brænde er meget tungt. Og for at løfte det, er du nød til at have masser af energi!" Manden spændte sine arme, men hans muskler hang på besynderlig vis nedad. "Og det kan du kun få ved hjælp fra mine karameller."

   Joshua bed sig i tungen. Derhjemme lå Noah og frøs. Undrede sig sikkert over, hvor lillebroren blev af.

   Det var længe siden, Joshua havde smagt slik. Det duftede godt, sødt, trygt. Den søde fært bragte ham tilbage til en forgangen tid, hvor julen var fyldt med godter og glæde. Og selvom glæden kæmpede bravt for at blive, var godterne forsvundet sammen med faderen.

   "Okay." Joshua lagde en mønt på disken. Manden smilede, gav ham 50 cent tilbage og rakte ham en lille pakke med tre gyldne solskinsdråber.

   "Mange tak - og glædelig jul!"

 

Joshua ville selvfølgelig dele med Noah. Men Noah behøvede jo ikke at vide, at Joshua havde købt tre. Desuden, så kunne tre ikke deles mellem to. Det havde Noah lært Joshua, da han var yngre. Derfor tog den tiårige dreng én af de tre gyldne klumper i munden, gik mod borgmesterens hus.

   Han ville først hente maden, derefter købe brænde. Det nyttede ikke at slide på kræfterne mere end højst nødvendigt.

   Borgmesterboligen kom i syne. Det var et stort, firkantet hus med snylteplanter op langs de tykke mure. Taget var pænt med fine, lige teglsten, inde i stuen glimtede et juletræ noget så fint. På døren hang en julekrans.

   Joshua bankede på og trådte høfligt et skridt tilbage. Det havde moderen nemlig lært ham at gøre. Efter et øjeblik åbnede husets frue op. Mrs. Montgommery skævede først til Joshua, hans slidte tøj og fedtede hår, men lyste så op i et medfølende smil, da hun genkendte ham.

   "Kæreste Joshua," sagde hun fromt. "Glædelig jul! Hvad bringer dig hertil?" Joshua sank en enkelt gang.

   "Noah er syg," sagde han ængsteligt. "Han bad mig tage herhen. Han sagde, at I altid havde lidt mad til overs?" Borgmesterfruen holdt en hånd for brystet, så ømt på drengen og nikkede.

   "Ja... Ja, men selvfølgelig. Kom indenfor og få varmen, så skal jeg hente noget til dig!"

   Joshua fulgte med ind i stuen. Duft af and ramte ham straks, guirlander og julegran mødte hans blik med en så glædelig udstråling, at hans hjerte sprang et slag over. Julelys stod på fade, i kaminen blussede en dejlig ild. Et juletræ stod og passede på sine gavebørn med udstrakte arme, nød sin pragtfulde juledragt. Sneen lå højt i vinduerne, spredte et hyggeligt, betryggende mørke i rummet. Stearinlysene klarede fint at udbrede deres flakkende skær.

   "Sæt du dig bare på sofaen," sagde borgmesterfruen. "Jeg får vores kokkepige til at samle lidt mad til dig og Noah."

   Det var med stor lettelse, Joshua satte sig ned og hvilede de små, ømme fødder. Han strakte dem hen mod pejsen, vand var trængt ind gennem de hullede sko, og tæerne føltes som små frosne terninger.

   Udenfor var solen så småt ved at gå ned. Noah lå derhjemme og frøs. Joshua rørte forsigtig ved indpakningspapiret omkring karamellerne, dvælede ved tanken om at tage en, bare én mere. Hvis han og Noah alligevel skulle dele, var én af karamellerne jo også Joshuas. Så kunne han spise den, når han ville - ikke?

   En køn pige kom hen til ham, forhindrede ham i den gerning, han var ved at udføre. Hendes brune hår var sat op i en knold, hun havde en sort og hvid uniform på.

   "Fruen bad mig give dig det her." Hun rakte ham en byld, et tykt tæppe, sikkert pakket om noget indpakket mad. Joshua tog imod det, smilede, da en salig duft af and og kartofler nåede hans næse.

   "Tak!" sagde drengen og sprang op.

   "Bliver De ikke her lidt, lille herre? Bare indtil De har fået varmen?" Joshua rystede på hovedet.

   "Jeg kan ikke," svarede han. "Jeg skal også købe brænde og nå hjem, inden det bliver mørkt. Farvel!" Han strøg ud af døren uden yderligere ord, havde bylden på ryggen og styrede hen mod bagerbutikken. Udenfor stod en mand under en baldakin og solgte brænde til en pris, Joshua kunne leve op til.

   "Goddag min ven!" sagde manden, da Joshua kom hen til ham. Han havde et stort, busket fuldskæg og en lys, ternet skjorte på. Joshua så på brændet og rakte manden sine resterende 3,5 pund.

   "Mange tak, hr.," sagde Joshua høfligt.

   Men manden så lidt på pengene, rynkede panden. Snerrede:

   "Hva', tror du jeg er idiot?" Joshua fór sammen. "Det er 4 pund, ikke 3,5! Fis af med dig, hvis du ikke har råd!" Joshua så på ham med store, bedende øjne.

   "Jamen... Min bror... Han er syg, og han sagde, at det her var..."

   "Jeg er ligeglad med, hvad din bror har sagt!" knurrede manden. "Det er 4 pund, hverken mindre eller mindre! Mere accepteres, men ellers må du gå, fattiglus!" Joshua fik tårer i øjnene. Han så sig forvildet omkring.

   Dér, mellem de andre boder, var karamelmanden ved at pakke sammen. Joshua løb over mod ham. Måske var det ikke for sent?! Måske kunne han nå at få de sidste 50 cent tilbage?!

   Netop som han fremdrog indpakningen og karamellerne, for at række dem til manden, gled han og slog hagen ned i isen. Så sprang tårerne frem. Han hylede og hulkede, munden smagte af jern og hovedet var ømt. Han rejste sig, stod og vrælede dér midt på pladsen. Karamellerne havde han tabt i faldet, de to små solskinsdråber lå og skinnede i sneen. Han samlede dem op. De kunne stadig spises, men nu ville manden da aldrig tage dem retur! Joshua kunne ikke få de sidste 50 cent tilbage, og Noah ville dø af kulde inden julen var omme! Al den elendighed...

   Joshua så sig omkring. Det var håbløst. Hans sidste chance var hos borgmesteren. Han begav sig hen mod huset, bankede forsigtigt på døren. Da ingen åbnede, tog han i håndtaget.

   Den var låst.

   Ulykkelig over det, han havde gjort, satte Joshua sig i sneen og græd. Bylden var der gået hul på, han prøvede at lukke det så godt som muligt, men nogle af kartoflerne var allerede faldet ud.

   Uden noget håb om at skaffe varme til Noah, begav Joshua sig slukøret hjemad. Med bylden på ryggen og de snevåde karameller i lommen, gik han med bøjet nakke og snøftede. Salte tårer ramte sneen, smeltede den og dannede små huller. Måske kunne ormene komme op gennem dem? Og så ville de ødelægge alt det brænde, Joshua ikke kunne få?

   Hytten var i syne, og Joshua satte farten ned. Der kom ingen røg op ad skorstenen, der var ingen lys i vinduerne. Alt var stille, alt var koldt.

   Drengen stak i løb, holdt på bylden og sørgede for, at der ikke gik hul på den igen. Han var flere gange ved at glide i sneen, men holdt sig i gang, og fik til sidst åbnet døren ind til huset.

   Ilden i kaminen var næsten gået ud. Kold luft smygede sig rundt i hyttens ene lille rum. I hjørnet lå Noah i sengen, hans øjne var lukkede og huden var porcelænsagtig bleg. Joshua satte bylden ned på gulvet, gik rystende hen mod sin bror.

   Øjnene var lukkede, hænderne var kolde. Der var intet liv at spore i den blege hud, intet åndedræt at høre. Joshua fik tårer i øjnene. Han bed sig i læben, faldt på knæ ved sin brors side. Den tiårige dreng lagde hovedet på sengen, hulkede, ulykkelig over den ugerning, han var skyld i. Havde han ikke brugt tiden på karamelmanden, og i stedet bare havde købt brænde, ville Noah stadig være i live! Havde han ikke givet den gamle heks pengene, ville der nu være ild i pejsen, og han var kommet hjem i tide.

   "Undskyld," hulkede Joshua sart. "Undskyld, Noah, det hele er min skyld!" Han snøftede og begyndte endnu engang at vræle. Verden var sådan et ondt og uretfærdigt sted!

   Udenfor var mørket ved at sænke sig, stjernerne tonede langsomt frem. Det ville blive en måneløs nat, ensom og kold for Joshua, der ikke agtede at forlade sin døde brors side før daggry.

   En stille banken nåede det hulkende barn. Drengen så ulykkeligt hen mod døren, hvor den gamle kone stod og smilede tandløst til ham. Hun kom ind i huset, havde et net med træ over skulderen.

   "Tak for pengene, min lille ven," sagde hun. "Det var lige det, jeg havde brug for!" Hun smed nettet med træ foran kaminen, lagde forsigtigt et stykke tørt brænde på de næsten udslukte gløder. "Du er en god dreng. Vorherre kan være stolt!" Joshua snøftede.

   "Men jeg kom for sent. Jeg... Jeg brugte pengene på karameller, jeg spildte tiden!" Konen sukkede, rystede på hovedet.

   "Tiden er aldrig spildt, når man har de bedste hensigter. Forstår du det, lille ven?"

   "Men Noah er død! Og det er min skyld!" Konen klukkede stille, rystede på hovedet.

   "Nej, min kære. Din bror sover bare. Du skal ikke være bange, alting skal nok gå godt." Joshua så forvirret på den gamle. Hun smilede til ham. "Du skulle ikke have givet mig pengene, hvis du bare ville have brænde til din bror. Men ikke alle engle bærer hvidt. Du, Joshua, er virkelig en lille engel." Et øjeblik så hun ung ud, rynkerne syntes at forsvinde, og klare, skønne øjne kiggede tilbage på Joshua. Øjnene vendte sig mod sengen.

   Da Joshua vendte blikket, åbnede Noah forsigtigt øjnene. Først så han op i loftet. Så fik han øje på lillebroren og smilede.

   "Du fik hentet brænde?" Joshua snappede lidt efter vejret. Faldt sin bror om halsen og begyndte at hyle. Noah lagde forsigtigt armene om ham. "Så så," lo han varmt. Han kyssede Joshua på håret. "Hvad er der galt?"

   "Det var tiggerkonen, hun..." Joshua havde drejet hovedet for at takke kvinden, men hun var væk. Hvor hun havde stået, fyldte nu et lille juletræ med glaskugler på grenene. Ilden knitrede lystigt i pejsen, bylden med mad lå i hjørnet.

   Noah satte sig forsigtigt op. Så som fortryllet på det lille sceneri.

   "Joshua," sagde han, lagde en hånd på lillebrorens ryg. "Har du skaffet alt det her?" Joshua rejste sig op. Så sig forvirret omkring. Konen havde været der, ikke sandt? Han så hen mod døren. Gik hen mod den.

   Udenfor var mørket faldet på. Sneen føg svagt over de hvide driver. Foroven glitrede stjernerne. Én lyste klarere end de andre, den, der stod i zenit over huset.

   Inde fra hytten kaldte Noah. Joshua lukkede døren, tog bylden med mad og kravlede op ved siden af storebroren i sengen.

   "Her," sagde Noah, rakte ned under sengen og fremdrog en pakke, hvorom der var viklet brunet avispapir. "Måske skulle jeg have givet dig den, da jeg sendte dig af sted, men..." Joshua tog imod den lille pakke. Han åbnede den, og et par aflagte men uhullede sko mødte hans blik. Drengen så med store øjne på den unge mand, der bare smilede tilbage til ham.

   Joshua trak karamellerne op ad lommen. Noah smilede, da Joshua lagde den ene i hans hånd.

   "Er den til mig?" spurgte han. Joshua nikkede.

   "Jeg var lige ved at spise den," mumlede han syndigt. Noah lo bare, rodede op i sin lillebrors hår.

   "Men du gjorde det ikke. Og dét er en god gave!" Han puttede den lille solstråle ind i munden. "Hvad gav mrs. Montgommery dig med?" Joshua åbnede bylden. Andesteg, kartofler, to stykker flæsk og to gamle mælkeflasker: Den ene indeholdt mælk, men den anden var fyldt med en duggende, lunken, brun væske. "Kakao," sagde Noah. "Har du nogensinde fået det før?" Joshua rystede på hovedet. Så op på sin bror.

   Noah sad med tårer i øjnene, smilede. Han kyssede Joshua på panden.

   "Glædelig jul," sagde han. Joshua smilede tilbage.

   "Glædelig jul."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...