ET JULE MIRAKEL

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 dec. 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
90Visninger

1. EN NY DAG

"Det er da stadig jul, skat." Man kunne knap nok høre min mor ude fra køkkenet. Alt boblede, stegte og sydede derude. Grydelåg blev fjernet og sat på igen i en symfoni af klirrende metal. En skarp duft af rødkål havde snart fyldt hele huset, og eddiken hang i luften. Der var dog et lille snert af flæskesteg, fedt og sovs.
   "Det er det vel," mumlede jeg vrissent. Mit blik var utålmodigt vendt mod vinduet, men der var stadig intet at se. I baggrunden skrattede tv’et med en af de dér dårlige komedieserier, som min bror absolut insisterede på at se. Jeg vendte mig mod tv’et med foldede arme. Min bror fokuserede så meget på skærmen, at jeg var bange for, at dette ville være dagen, hvor han ikke ville kunne rive sig fri fra den.
   "Det er juleaftensdag i dag. Glæder du dig ikke til alle de gaver, du får?" Jeg rullede øjne af min mors ynkelige forsøg på at muntre mig op. I samme øjeblik kom min far ind i stuen. Han var ikke iført andet end hans slåbrok og hans gamle, nedslidte sutsko. Sålerne var efterhånden ved at separere sig fra resten af sutskoen, og den blå farve var for længst falmet af slåbrokken, men det var sådan, vi var vant til at se ham. Han var ubarberet og havde ikke redt sig. Alt i alt skulle man tro han ligefrem gik efter vagabond looket.
   "Så er det jul," smilede han, mens han gik over imod os.
   "Ej, far fjern dig lige!" råbte min bror, lige idet min far kom en smule foran skærmen. Min far grinede og gjorde sig endnu langsommere. Det var et meget modigt træk fra min far, da det så ud som om, at min bror kunne eksplodere hvert øjeblik. Min bror syntes ikke det var spor sjovt og blev mere og mere manisk. Han råbte flere gange efter min far. Til sidst kaldte min mor dog på min far, og han traskede ud i køkkenet, og væk fra tv-narkomanen i stuen.
   Jeg så mod vinduet igen. Nej, heller ikke denne gang var der noget at se. Det så faktisk ud som om, at solen tittede frem fra nogle grålige skyer. Jeg forstod ikke, hvorfor det ikke bare kunne sne. Bare lige på denne dag. Det eneste jeg helt og holdent ønskede, var, at det ville sne juleaften, men det virkede ikke som om, det ville komme til at sne dette år. Det var bare ikke rigtig jul, når der ingen sne faldt. Jeg sukkede og vendte mig om igen.
   "Så er det tid til at skifte tøj. Vi skal i kirke om…" Der kom ikke noget tidspunkt på, men da det var juleaftensdag, var det klogeste at gøre, hvad der blev sagt, når det blev sagt. Langsomt traskede både min bror og jeg ind på vores værelser.
   Jeg havde helt glemt, hvor varmt der var indenfor før, jeg kom udenfor. Mine hænder fandt straks mine lommer og pakkede sig godt ned i dem. Jeg stak hagen og munden ned i min jakkes krave og pustede min varme ånde derned. Hvis det ikke engang sner, hvorfor skal det så være så koldt? tænkte jeg gnavent, mens jeg igen pustede noget varm luft ned i min jakke.
   Stadig ingen sne. Jeg var begyndt at tabe håbet. Af hvad grund kunne det så ikke bare sne? Som i julefilmene eller bøgerne, hvor der med ét bliver stille, og sneen dryssede ud over landskabet. Hvor der var tændt op i kaminen, og man sad under et stort tæppe og så ud mod en tom gade belagt med skumgummilignende sne. Nu havde vi ikke nogen kamin, men så måtte vi jo nøjes med en varm radiator. Jeg forstod bare ikke, hvorfor det ikke kunne være sådan? Sådan hvor hele min familie stod et øjeblik, bare et enkelt øjeblik, ved vinduet og så på den største af julens vidundere. Alle mine gaver ville jeg give væk, for at se sne på denne dag.
   Nu var solen praktisk taget begyndt at skinne bag to grå skyer. Min mor så bekymret på mig flere gange i løbet af turen hen til kirken. Til sidst brød hun dog ud med en tale om, at det stadig kunne nå at sne, og at jeg ikke burde tage sorgerne på forskud. Jeg kunne intet andet end at nikke og smile. Jeg elskede min mor, for at være så overbeskyttende og positiv, og alligevel hjalp det mig i det hele taget ikke.
   Da jeg sad i kirken, under præstens lange og meget højlydte tale, lod jeg tankerne flyve. Det slog mig, at det ikke var særlig høfligt at lade tankerne sejle i Guds hus, men den kedelige præst nærmest bad mig om det.
   Det var hele tiden det med sneen, der plagede mine tanker. Det var efterhånden knap et år siden, at hele min familie var kommet til Danmark fra vores 4 års ophold på den hawaiianske ø Kauai. Der sneede det aldrig, og min bror og jeg måtte mange gange bare lytte til min mor højtlæse en julehistorie med sne på juleaften. Men det havde ikke engang sneet i år. Ikke én eneste gang! Var det for meget at bede om? Var det for meget, at bede om bare én dags sne, og gerne i dag? Klokken var allerede 6 og det var så småt ved at blive mørkt udenfor. Hvis det skulle ske, så skulle det til at ske nu.
   Det tog lang tid inden præsten var færdig, og jeg kunne se på min bror, at han for længst havde opgivet at lytte. Hans hoved hang en smule, mens hans øjne søgte mod vægmalerierne ved siden af ham. En enkelt gang vendte han hovedet mod mig og rakte tunge, skar en grimasse, før han vendte sig om igen. Kirken stank af gammel træ og stearinlys, der var tændt. Lysene pyntede overalt den lille kirke. De flerfarvede glas fra vinduerne malede dele af de knoprede vægge.
   Snart var prædikenen alligevel slut, og folk fik nyt liv. Da vi sad bagerst i kirken, kom vi først ud. Jeg blev nærmest presset ud af dem bag mig. Den cremehvide måne hang lavt på himlen, selvom klokken ikke var meget over 6. Så stor tror jeg aldrig, at jeg har set den. Himlen var mørkeblå med indigo anstrøget, og de enkelte skyer, der var på himlen, havde ladet månens guldglinsende skær illuminere dem.
   Da det første snefnug ramte mig, sendte det et lille stød gennem mig. Det næste fulgte hurtigt efter, og snart endnu et. Først da jeg kiggede op mod himmelen, så jeg en masse snefnug falde om kap mod jorden. I et stor virvar dalede de ned, og mine øjne kunne ikke spærres nok op. Som havde Gud hørt min bøn og svaret den med det samme.
   Tak, jublede jeg for mig selv, mens jeg stadig stod helt stille. De hvide fnug spillede op mod det mørke nattelærred. Min store fleecejakke samlede fnuggene til sig, som de strømmede ned, og hurtigt dannede der sig et tyndt lag på mine ærmer. Også på mine hænder kunne jeg mærke, de små vidundere lande og roligt smelte. De var som små dun, når man så dem lande elegant. Aldrig havde jeg set noget så tryllebindende og magisk. Luften blev frisk og sprød, og jeg sugede den livskraftige oxygen ekstra godt ind og hele vejen ned til lungerne.
   Alt blev tavst. Menneskerne, der strømmede ud af kirken, stoppede alle op, og helt stumme så de på de mange iskrystaller i alle størrelser. Det var som om, der pludselig ingen trafik var, ingen lyde, ikke engang en eneste tanke. Kun den larmende stilhed af frossen vand, der faldt.
   "Det er et julemirakel," kunne jeg kun hviske, da min stemme var lige så tryllebundet, som jeg selv var.
   "Hold kæft, hvor er det kliché." Min bror ruskede mig i håret, mens han grinede. Jeg grinede også, mens jeg spekulerede over, hvad kliché betød. Det var nu også lige meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...