Wonder Child, første del

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2015
  • Status: Igang
Det er begyndelsen på en svær tid i livet - gymnasiet. Forude venter lange skoledage, mange mennesker og tonsvis af lektier, men ikke bare nok med det: Oven i kommer en svær angst, et dødsønske og en fremmed, der kommer alt, alt for tæt på.

0Likes
0Kommentarer
86Visninger
AA

1. Prolog - Begyndelsen

Jeg strakte mine arme i endeløs fortvivlelse i håbet om, at jeg ville have muligheden for at nå overfladen af vandet. Jeg vidste godt at det ikke var muligt – også at det heller aldrig blev det – men jeg holdte aldrig op med at forsøge.

For et ganske kort øjeblik var jeg sikker på, at jeg kunne mærke den kolde luft mod mine fingerspidser. Undrende over hvor vidt jeg havde nået overfladen eller ej, forsøgte jeg at gribe ud efter den. Der skete ingenting. Der var slet ikke noget at tage fat i. Overhovedet ingenting.

Som noget koldt tog fat i mit ben, blev jeg trukket ned. Og det stoppede aldrig. Jeg blev ved med at blive trukket ned, dybere og dybere, indtil vandet var ved at gøre mig sindssyg. Mit syn var sløret, og jeg kunne mærke, at mine knogler var begyndt at blive lige så kolde som is.

Der var ikke noget at komme efter, ikke hernede, ikke for mig. Så hvorfor var jeg her overhovedet til at begynde med? Jeg kunne ikke huske hvorfor. Det eneste jeg havde var frygten for at nå bunden, noget jeg håbede, at jeg aldrig ville. Bare tanken fik mig til at føle mig død. Glemt. Efterladt.

Smerten fik mig til at lukke øjnene, og jeg lyttede til mit hjerte der slog i mit bryst. En rytme der aldrig sluttede, der gjorde alt det her meget sværere at kapere.

Jeg vil ikke høre det. Jeg vil ikke mærke det. Få det til at stoppe. Jeg beder dig.

Hvorfor jeg bad om hjælp vidste jeg ikke, eftersom der ikke var nogen til at høre mit kald. Dette var et sted jeg havde lavet for lang, lang tid siden, og jeg var den eneste der kunne være her. Ingen andre havde nøglen til denne verden, hvilket gav mening eftersom mit væsen var både nøglen og døren.

Frygt. Usikkerhed. Foragt. Ubeslutsomhed. Smerte.

Disse følelser var alt bag og i denne verden. De var i vandet. De var i den luft jeg indåndede når jeg sov, og jeg var inficeret. Jeg var rådden. Jeg led. Jeg var døende.

Jeg åbnede øjnene og skuede ind i et tæt mørke. Jeg var et andet sted, men ikke et sikkert sted. Jeg var aldrig sikker, ville aldrig blive sikker.

Jeg kunne mærke mit hjerte slå hårdt imod mine ribben. Jeg følte mig svedig og kvalm, og jeg havde grædt optil nu. Jeg brugte begge hænder til at tørre tårerne væk, men endte med at tvære noget andet ud i mit ansigt. Jeg inhalerede og genkendte den metalliske lugt af blod, endte med at bide mig selv i kinden i ren afsky.

"Fanden tage min sjæl," åndede jeg bittert og lukkede øjnene.

Jeg havde kradset mig i søvne igen. På det seneste var det blevet en dårlig vane, og selvom jeg havde en T-shirt på endte jeg med at gøre det alligevel. Det fik mig til at føle mig svag, for ikke at tale om bange, hvis ikke direkte afskrækket.

Jeg satte mig op og mærkede den tykke, varme væske løbe ned ad min hud. Selvom jeg efterhånden var vandt til fornemmelsen af blod på min hud, forekom den mig stadig klam, og nu var ikke anderledes. Jeg holdt vejret mens jeg overvejede, om jeg skulle gøre noget ved det, men jeg var for træt.

Jeg lænede mig op ad væggen og lukkede øjnene. Jeg ville gerne sove, men min miserable hulken holdt mig vågen indtil solen stod op på den sene sommerhimmel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...