københavns samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2015
  • Opdateret: 23 sep. 2016
  • Status: Igang
De blev forelskede, mens Københavns arme omfavnede dem og trak dem væk fra hinanden.

15Likes
17Kommentarer
869Visninger
AA

1. starbucks

Jeg har aldrig været særlig vild med kaffe. Den bitre smag minder mig om den første dreng, der knuste mit hjerte. Hans kys var altid lidt for ivrige, og hans hænder lidt for voldsomme.

Nu drikker han kaffe med en anden naiv pige, der drømmer om den store kærlighed og tror, det er det, hun ser i hans øjne. Men hun bliver klogere. Kaffen vil ikke altid have den samme smag, og hans øjne vil blive mørkere og mørkere. Til sidst kan hun slet ikke genkende ham, og det er der, hun indser, at han bare var endnu en i rækken, selvom det gør så fandens ondt at  indrømme.

Jeg har aldrig været særlig vild med kaffe. Men siden jeg så dig for første gang, har jeg været på Starbucks hver eneste dag. Nogen gange har jeg veninder med, men oftest er jeg alene. Mine veninder kan heller ikke lide kaffe. Det var derfor, vi blev venner i første omgang.

Jeg har forberedt mig på det her øjeblik, siden jeg var helt lille. Men alligevel kom det fuldstændig bag på mig, da det skete. Dit smil fik blomster til at gro i mit hjerte første gang, du smilede til mig, og jeg har overvejet at åbne en blomsterbutik, så jeg kan komme af med alle de følelser, jeg har for dig.

Jeg bestiller en grande Frappuchino caramel uden kaffe. Du smiler skævt, da du spørger om mit navn, og mumler det hæst for dig selv, mens du skriver det på koppen. Jeg smiler igen. Betaler med rystende hånd, mens en rose vokser inden i mig. Tornene kradser, da du vender blikket bort igen.

Jeg ved det er ægte kærlighed. Jeg ved det, fordi du udtaler mit navn helt perfekt, da min Frappuchino er færdig. Og ingen kan udtale mit navn helt perfekt. Men du kan. Du ruller helt perfekt med tungen.

Jeg sætter mig ved bordet tættest på dig. Holder øje med enhver af dine bevægelser. Jeg tænker på, hvad dit navn mon er. Om jeg også er den eneste, der kan udtale det perfekt. Og om du ved, hvilken effekt du har på mig.

Jeg tager en tår af min Frappuchino og nyder smagen af caramel. Men pludselig smager den mere bitter end den sorteste kaffe. En høj pige med englehår stiller sig på tær over disken og planter et kys på dine sukkersøde læber.

Blomsterne i mit hjerte visner, og der går det op for mig. Du er blot endnu en dreng, med en bitter eftersmag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...