ondskabens selv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2015
  • Status: Igang

2Likes
1Kommentarer
369Visninger
AA

1. djævleurt

 

En tidlig morgen så David Brennan en klynge djævleurt i sin have.
   Han kvalte et skrig, pressede læberne sammen, lukkede øjnene og fortalte sig selv, at han så syner.
   Men da han åbnede øjnene stod planterne der stadig og deres kradse svovlstank rev i hans næsebor.
   De blodrøde kronblade havde deforme, hvidgule kranie-mønstre.
   Så store som de var, skulle Isabella, hans kone, for længst have opdaget dem og luget dem bort. Hun var så påpasselig med den slags, men her stod de, mellem grønkål og persille, og grinede ondt mod ham. Enten havde de været forklædt som kål eller også havde nogen plantet dem i nat.
   Havde en dæmon set sig sur på ham og ville gøre ham fortræd?
   Dave så op mod solen, der netop var brudt frem, kløede sig i nakken og tænkte: det var da mærkeligt. Så rynkede han brynene, for han kom til at tænke på andre mærkværdigheder; vinteren havde været kort, men blæsende og regnfuld. Sommeren havde været lang, men kølig og våd. Mange store snegle og sære lilla insekter havde hærget og ædt af afgrøderne. Verden var ved at forandre sig.
   Nogle blandede sig i Vorherres skaberværk og vilje.
   Og disse "nogle" var troldtøj, hekse, djævle og dæmoner.
   Tænk at dette pak endnu ikke var udryddet, men tværtimod fik større magt.
   Kong Leopolds folkesoldater havde hvervet mange mænd. Daves lillebror havde meldt sig frivilligt. Det var der mange der havde. Og alle holdt de øje med mistænkelig adfærd, men selvom både adelsmænd, gejstlige og retskafne folk kæmpede mod uvæsnet bredte det sig.
   Der var indført stramme love og snævre regler for anstændighed.
   Men det hjalp ikke nok.
   Alle måtte være på vagt. Men nogle gange virkede det forkert at sladre om en nabo. Han havde set den anden vej mere end en gang. Måske en gang for meget?
   Dave hev urterne op og slængte dem over i en bunke ukrudt.
   Han kunne vel brænde dem senere?
   De skulle jo ikke komme for sent i kirke. Og nu var de vel klar? Han var gået ud for at få lidt frisk morgenluft, mens ungerne skændtes om vaskebaljen og konen gjorde sig fin.
   Med sindige skridt gik han mod stuehuset. Det summede foran ham og han veg til siden.
   Det var endnu et af de satans nye insekter, der var dukket op; på størrelse med en velvoksen guldsmed, med en underlig snoet krop og tynde, farvede vinger. Dette her eksemplar havde røde vinger. Han daskede ud efter det, men det cirklede bare rundt om hans hoved og pludselig var der endnu et bæst. De støjede. Han stoppede op og tog mål af dem. Sådan nogle latterlige insekter skulle ikke plage ham og stikke ham, så han blev syg.
   Måske var han allerede syg?
   For det så ud som om de små væsner havde både arme og ben. Og et lillebitte hoved, der mindede om et menneskes.
   Sludder!
   Det var bare kæmpe-guldsmede, som sikkert var kommet fra et af de varme lande, hvor der var så meget uvæsen.
   De havde helt bestemt følehorn som biller og snegle. Men at de også havde horn som køer og ører som elvere - det måtte være indbildning.
   Han fejede dem bort med hastige kuskeslag. Væk var de.
   Af bare lettelse børstede han sin trøje, som for at verfe den fjollede angst bort. Noget havde filtret sig ind i ulden og han lukkede fingrene om det.
   Uden at tænke over det åbnede han hånden.
   Der lå tre djævleurt-kronblade. Kranierne så ud som om de var ved at flække af grin.
   Pjat! Vinden havde vel ført dem der hen - eller han havde ikke opdaget dem før nu.
   Du er en mand, formanede han sig selv, en mand og ikke en mus.

Inde i den lune stue var Isabella vågen og redte sit lange, gyldne hår. Det faldt i tykke, bløde bølger ned over hendes runde, særkedækkede skuldre. I døråbningen tittede børnene frem med vådt hår. Nyvaskede og i de hvide søndagssærke lignede de små engle. Når de fik søndagstøjet over særkene kunne de sagtens være bekendt at vise dem for den øvrige menighed.
   "Far, må jeg rende over og se, om Johnny og hans mor er klar?" spurgte den syvårige Jeff.
   Johnny var vaskekonens søn og selv om Mary Vaskekone var halvblodstater og ungen uægte, så var hun gudfrygtig, proper og flittig. Hver søndag agede hun med dem til kirke, for hun boede lige om hjørnet.
   Dave skulle til at nikke, smile og give lov. Men smilet døde ved synet af Isabellas glippende øjne og desperate, afværgende hovedrysten.
   "De er ikke hjemme," mumlede hun.
   Hun var bleg og små røde plamager sneg sig frem på hendes kinder. Hun havde let ved at rødme, men i dag var det særlig slemt. De mange små, røde pletter lignede kronbladene på de ildevarslende djævleurt-blomster. Gennem dem skinnede hudens kalkagtige bleghed som små forsagte kranier.
Folk strømmede mod galgebakken, der i disse tider blev flittigt brugt til afbrænding af hekse, kættere, unaturlige folk og andre mørkevæsner.
   Dave og hans familie fulgte med strømmen.
   Herremanden og birkedommeren havde bestemt, at der skulle bygges et højt plankeværk om pladsen, men det var aldrig blevet færdigt. Der gik meget tid med at udbedre skader og bygge nyt, for tyvepak stjal af stolper og brædder.
   Det halvfærdige, hærgede plankeværk kunne umuligt holde djævle og dæmoner ude. Og de fleste var sikre på, at de kom.
   De tre hekse, som skulle brændes i dag, var nemlig i ledtog med De Ondes Udvalgte; en ond og frygtelig troldmand, der kunne påkalde alskens dæmoner og var gennemsyret af ondskab. Han havde ladet sig slå ihjel for at skaffe ond energi - og Den Hvide heks havde vakt ham til live igen. Hun var den farligste af de tre og det var klart, at Den Onde ville befri hende.
   De to taterkællinger var i familie med troldmanden. Den ene var Mary vaskekone.
   Dave var blevet forfærdet, da han fik bekræftet, at Isabella havde meldt hende, men da præsten sagde, at vaskekonen var søster til den onde troldmand, forstod han det lidt bedre. Den sidste af heksene var bæstets mor.
   Det virkede grusomt at brænde den gamle kælling og vaskekonen, fordi de var troldmandens familie, men det var nødvendigt, for de var smittet af kontakten med ham. Det havde præsten forklaret dem fra sin prædikestol. Han havde også sagt, at nu måtte de være modige og kæmpe mod ondskaben.
   Heldigvis skulle Dave og de andre retskafne bønder og håndværkere ikke kæmpe alene. Her var to snese folkesoldater og en samling raske karle med høtyve og leer. Desuden var her lidt mere end et dusin munke med kors og vievand.
   Og flere af folkesoldaterne havde sølvkugler i deres pistoler.
   De skulle nok få ram på udyret og hans håndlangere.
   Selv havde han også puttet en sølvkugle i krudtkammeret. Under skjorten hang korset og lidt vievand havde han også skaffet sig, så nu kunne troldkarlen bare vente sig.

Omsider lød råbene: "Nu kommer de." Folk var ved at falde over hinanden for at komme hen til hjulsporene og tage opstilling, så de kunne overdænge heksene med rådne æg, gammel frugt og sten.
   "Jeg kan ikke se noget," klagede Jeff, så Dave løftede ham op på sine stærke, brede skuldre. Flere andre løftede også deres børn op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...