ondskabens selv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2015
  • Status: Igang

2Likes
1Kommentarer
370Visninger
AA

2. dæmoner

Omsider lød råbene: "Nu kommer de." Folk var ved at falde over hinanden for at komme hen til hjulsporene og tage opstilling, så de kunne overdænge heksene med rådne æg, gammel frugt og sten.
   "Jeg kan ikke se noget," klagede Jeff, så Dave løftede ham op på sine stærke, brede skuldre. Flere andre løftede også deres børn op.
   Der kom præsten, dommeren og nogle opsynsmænd. De gik ved siden af kærren, som blev trukket af nogle usle øg, der ludende slæbte sig fremad. De to af kællingerne sad ned i kærren og blev siddende selvom opsynsmændene hev i dem, men den tredje stod op. Hun var godt nok hvid, hvidere end et kalket hus. Skaldet isse og fjæset fyldt med skidt og størknet blod. Selv ned over hagen løb der sortrødt blod, men hendes kæft stod åben og hun spyede om sig med forbandelser. "I skal fortryde! Han kommer og henter mig. Han kommer og I skal selv brænde op. I er så dumme. Dumme!"
   Stemmen var hæs, nærmest kvækkende, men bitter og hadefuld.
   Et råddent æble stoppede hendes ordstrøm. Hun vaklede og vred sig. Anstrengte sig for at spytte æblet ud.
   Det var ikke rart at se på. Bag ham lo folk og han tvang sig til at le med. Heksen havde jo fortjent det. Hun var farlig, men han var ikke bange. Han lod sig heller ikke fortrylle og formilde, som det skete for andre.
   Dristigt gik han nærmere og flåede æblet ud. Han ville tvære det rundt i hendes fjæs. Hun lukkede ikke munden. Læberne var ophovne, skorpede og væskende. Han så opad og mødte hendes blik. Øjnene var kattegrønne brønde, hvor rædselsslagne engle cirklede rundt, mens de bønfaldt om en smule medfølelse.
   Det er en fælde, formanede han sig selv og trak sig bort. Hans fingre knuste det bløde æble til en kummerlig omgang mos, som han tørrede af i sine bukser.
   En fælde, en fælde, en fælde, skreg det i hans hoved.
   "Du får vel ikke ondt af hende," hvæsede Isabella i hans øre og tilføjede angst: "Hvis du lader dig fortrylle, går det ud over os. Du kaster ondt over mig og børnene.!"
   "Jeg har ikke ondt af nogen," gispede han vredt og lod sig puffe til side. Der var andre, der ville til.

Kærren nærmede sig kvasbunkerne. Mænd stod parate med stiger, reb og fakler. Fire mand ved hver kvasbunke.
   Om lidt brændte de fordærvede fruentimmere og ondskaben i verden ville være mindre.
   Det lod til at Den Hvide Heks helt havde tabt mælet nu.
   En forventningsfuld stilhed svøbte sig om dem.
   Så kom de lyde alle havde ventet.
   Først som en torden i det fjerne. Kort efter som Helvedesklove mod sten og som vrinsk, stemmer og støvletramp.
   Dave havde sat Jeff ned igen og nu trak drengen ivrigt i hans ærme: "Kommer djævlene, far? Er troldmanden med? Johnny siger at han er fantastisk! Faar ..."
   Drengens øjne skinnede. Isabella gloede vredt og angst på ham og Dave stak ham en lussing. Drengen vidste vel knapt, hvad han stod og sagde, men tænk, hvis nogen hørte det.
   Mens drengen græd forurettet spændte Dave hanen på snaplåsebøssen og tog bestik af situationen.
   Flere af mændene og de allerfleste kvinder virkede opskræmte og forfjamskede.
   En folkesoldat med høj rang talte:
   "Folkens! Lad jer ikke gribe af angst. Fortsæt henrettelserne! Er du klar, præst?"
   Kvinderne blev trukket op af kærren og bundet til stigerne. De sprællede lidt, men det var nytteløst.
   Alt var klart til at antænde bålene.
   En tyk lille kone holdt et pigebarn op foran den hvide heks og talte vist til det. Det var en lille, køn unge, men hun var rasende. "Dumme - dumme - dumme," skreg hun vredt.

Pludselig var der djævle alle vegne. Ikke direkte fra Helvede, men mænd der hærgede landet med deres uvæsen. Som røde pile sprang de ind i kvasdyngerne, sprang over de ulmende gløder og spiddede modstanderne med skarpe sværdklinger.
   I hælene på de, der befriede heksene fulgte folk, der greb faklerne ud af hænderne på de døende mænd, der lige havde båret dem. Gispende, skrigende eller rallende dumpede de ned i kvaset.
   Der stod flere djævle omkring Den Hvide Heks. En løste hendes bagbundne hænder.
   En anden stod med hende i sin favn, men slap hende og sagde noget til de andre. Den djævel, der havde løst hendes hænder, løftede hende op i en vogn, der var spændt efter to solide heste. De to taterkællinger var der allerede.

Djævlen, der havde favnet Den Hvide Heks, vendte sig og Dave stod nærmest ansigt til ansigt med ham. Fra hans kjortel lyste guldstjerner som tegn på høj rang og disse modbydelige gradstegn blev spyet ud af en perlebroderet tryllestav. Dave behøvede ikke se den grinende perledjævel på det andet kjortelbryst, for at vide, at han stirrede på den onde troldmand. I hattebåndet på den bredskyggede hat, hang en djævleurt og om den kredsede et insekt mage til de, han havde verfet bort derhjemme. Det summede så det skar i Daves ører og mens troldmanden sprang ned af kvasbunken, der brændte, holdt Dave sig for ørerne. Anføreren tog barnet ud af favnen på den tykke kone og rakte hende videre til kusken, der rakte hende videre til en person, der sad i vognen.
   "De tager et barn!" skreg Isabella, "de tager et barn."
   "Åh Gud, barnet er en dæmon!" skreg derimod den tykke kone, "det fortjener at dø i flammerne som sin mor!"
   Måske skulle hun klappe i, nåede Dave at tænke. Så stod anføreren lige over for hende. Daves ben rystede og hans mave slog kludder, men han spændte modigt hanen på sin pistol.

"Du kan selv brænde op!" hvæsede anføreren. Han havde ikke noget tørklæde for sit underansigt.
   men han havde en brændende fakkel og hans ansigt var som hugget i is. Hans øjne var dybe lokkende brønde, der opfordrede til kvalfuld druknedød. Der stod fråde om hans smalle læber. Hans hånd førte roligt faklen mod konens ansigt, så flammerne slikkede hende under næsen. Hun spærrede øjne og mund op. Trak sig baglæns. Katteblødt fulgte anføreren med. Langsomt, legende let og frysende ondt, lod han faklen danse forbi hendes ansigt og ind mod håret.
   Hun kom på at rende sidelæns for at undslippe, men blev holdt fast af en der dukkede op bag hende. En bonde. En overløber med et spraglet tørklæde for underansigtet. Den lille korpulente bondetamp skubbede kvinden sidelæns og frem. På vaklende usikre ben nærmest gled hun - i en ujævn bevægelse - frem mod anføreren. Dave var parat og spændte hanen. Dø, din Satan, tænkte han. Hanen gav sig lidt. Den trængte til smørelse. Men man skulle have overnaturlig hørelse, for at høre det. Og kun en dæmon ville kunne nå at reagere. Eller en troldkarl.
   Alt eksploderede.
   Stønnende og omtåget stirrede Dave ind i sit eget bøsseløb. Stirrede op i kolde, vrede øjne, hørte han en kæde af rædselsslagne, forpinte skrig.
   "Kravl væk, kryb!" opfordrede stemmen over ham.
   Da han adlød forsvandt bøsseløbet. Dave satte sig over ende. Han havde kun ormet sig få skridt, men befandt sig op mod galgen. Angst fik ham til at krybe ind under den. Nysgerrighed fik ham til at se ud mod det, der foregik på pladsen.
   Rædsel fik ham til at pibe som den mus han ikke var.
   Den tykke kones hår stod i lys lue. Flammer slikkede ned mod hendes forvrængede ansigt og fra tøjet slikkede andre flammer op mod hendes hals.
   Djævle svingede med brændende fakler, folk skreg og gennem rædsels-scenariet rungede det fra djævelsk kåde struber: "Brænd dem! Brænd dem!"
   Dave så ikke den tykke kone dø, men han hørte hendes isnende skrig og trykkede sig ned mod jorden.
   Der lød flere skingre rædselsskrig og høj, ondskabsfuld latter.
   Han måtte redde Isabella. Og børnene.
   Han styrtede frem. Rasende og planløst.
   Igen sprang djævlene og deres medløbere blandt mængden rundt. Kvinder, mænd og børn blev skubbet op i kvasdyngerne, der brændte.
   Nogle få djævle faldt, men mange munke, folkesoldater og andre tapre mænd var på vild flugt.
   Dave ramlede ind i en tyk vom og hørte en skræmt stemme jamre; "De er jo værre end vilde dyr.
   Min Gud har forladt mig."
   Dave puffede til den fede munk og så sig om efter Isabella og børnene.
   Gennem infernoet løb han, kun opfyldt af at finde sin familie.
   Og der var Isabella jo. Hun skreg. Håret brændte, kjolen var flænset og flammer krøb op af hendes ben. Djævle var klar med fakler. De lo.
   Dave ville springe frem, men et skrig overdøvede hans kones rædselsslagne dødsskrig. Det skingrede tyndt og fik Dave til at ændre retning.
   Jeff!
   Faklerne blafrede tæt mod hans lyse hår. Det lille ansigt var forvrænget. Stemmer brølede og rå latter flød sammen med varmen og stanken af brændt kød. Et skud flænsede alt og Dave sank sammen. Han famlede efter noget at støtte sig til i en verden, der drejede rundt.
   Så forsvandt alt for ham.

En tidlig morgen, en uge senere, så Dave igen djævleurt i sin have. Måske? Samme slags stængler og samme form for kållignende blade. De måtte være vokset frem af rødder, han ikke havde fået med op. Men kronbladene var hvide med røde kranier. På et blad, der hang udstrakt sad et af de underlige insekter. Det havde hvide vinger.
   "Se far," sagde hans lille datter, "der sidder mor. Hun er en lillebitte engel nu."
   "Sludder," mumlede Dave. Han følte sig som en tom skal. Isabellas forbrændte lig var blevet jordfæstet ved en begravelse, hvor hun ikke var den eneste døde. Jeff var borte. Nogle bønder mente de havde set ham på en djævelhest. Så var han måske fange i bjergene, hvor bæsterne holdt til? Mange tanker tumlede rundt bag tomheden i Daves sind. Ville troldmanden og hans ækle djævle da tage alt fra ham?
   Tilbage var jo datteren, men hun forvekslede et djævelsk insekt med sin fromme, døde mor. Nu sad det på barnets udstrakte håndflade og gned sine vinger. Det ville vel fortrylle hende og få hende over på den mørke side, men det skulle blive løgn.
   "Giv mig den lille dæmon!" forlangte han. Pigen brast i gråd, men lod ham snuppe væsnet. Der hang det så og sprællede mellem langfinger og pegefinger.
   "Nu skal du brænde op," bestemte Dave og var på vej ind for at rode op i ildstedets gløder.
   "Det er mor eller en anden engel," klynkede hans datter, "den er sød. Den er så lille. Du må ikke brænde den, far."
   Dave gjorde sig hård. Inde i den dystre stue rodede han op i gløderne og smed en brændeknude på.
   Så placerede han det lede insekt på bordet.
   "Se nu rigtigt på det, Patty, det er ikke en engel."
   Væsnet rystede over hele sin lillebitte krop. Dets små spidse ører dirrede og dets store øjne så på ham, fulde af rædsel. Det baskede med vingerne, men kom ingen vegne. Så satte det sig ned og krøb opgivende sammen.
   "Hvis det ikke er mor og slet ikke en engel, så er det en alf," sagde Patty trodsigt.
   "Alfer er mørkevæsner," udslyngede Dave og først da gik det op for ham, at han vidste det ikke var et insekt.
   "Så kommer det måske fra troldmanden for at sige, at han ikke ville brænde mor, men bare frelse de tre stakkels koner."
   Det jog gennem Dave. Hvordan kunne et femårs barn sige sådan noget, når hun netop var blevet moderløs på grund af onde dæmoner? Hun var da vel ikke besat? Han stirrede på det lille ansigt, der mindede så meget om Isabellas. Det bævede om hendes læber og de store grågrønne øjne så alvorligt på ham. Der var intet ondt i dem, men angst, tab og længsel efter at forstå.
   "Hvis den ved, hvor de udyr gemme sig, skal den vise vej," afgjorde Dave, "så snart dens vinger er i orden. Eller om vi så skal lære dens sprog, så den kan sige os vejen. Så henter vi Jeff og hævner din mors død, for nogle af de djævle dræbte hende. Og det er troldmandens djævle, Patty, så du skal få at se, han er ond. Så er du ude af fare for at blive fortryllet."
   Hvis han gjorde mor død, er han ond," sagde Patty, "men alfen siger ..."
   "Kan du forstå den?"
   "D - det tror jeg nok, far."
   "Så lad os tale med den."
   Men enten var alfen ikke i snakkehjørnet eller også så havde Patty bare drømt, for alt hvad der kom ud af dens lille mund var en sagte summen, der lød både vred og skræmt.
   Dave satte den ind i et tomt kaninbur, smed nogle blomsterknopper og lidt vand der ind og forsikrede både Patty, sig selv og alfen:
   "En dag inden længe finder vi troldmanden og hans udyr. De skal komme til at betale, skal de."   Nye Noveller  
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...