Dukkespil

Dukken vælger sine ofre, de uheldiges sjæl bliver fanget. Fanget til den tager en ny, men lidelserne slutter ikke når dukken har sluppet en. For sjælen er blevet beskidt, den bliver dømt til evigt at befinde sig på jorden, gå hvileløst omkring. Ingen kan se en ingen kan høre en... Ingen kan hjælpe en...// Bidrag til så vi får gåsehud?! Konkurrencen, valgmulighed 3. ^.^ o_O xD

6Likes
0Kommentarer
571Visninger
AA

5. Historien om DukkeLise

"Mor!... Se der er noget i vandet!" Moderen kigger ud over søen, tæt ved den lille rampe flyder der en dukke. Datteren Lise, løber mod søen. Hun tager en hånd ned i vandet og fisker dukken op. Hun spurter tilbage til moderen. "Mor, Mor...! Må jeg beholde hende?" Moderen kigger på dukken, den er fint lavet ud af porcelæn den skinner som var den hel ny. "Måske er der nogen der ejer den?" Moderen snupper porcelændukken ud af hånden på Lise. Hun kigger under dens ene fod brændt fast ind i porcelænet står der, "Penelope... Det er personen der ejer den"

Lise begynder at græde, store ulykkelige tåre triller ned af hendes kinder. "Fint så behold hende..." Siger moderen opgivende. Lise snupper hurtigt den fugtige dukke, og smiler lykkeligt over sit nye legetøj. Hun kigger på dukken, til ære for den der ejede den sidst, beslutter hun sig for af kalde den Penelope. Navnet moderen havde sagt. "Penelope... Du skal hede Penelope" Hun krammer dukken, "Jeg elsker dig."

 

"Mor!" Skriger Lise grædende. Moderen kommer løbende ind til hende. "Hvad er der Lise?"  Lise begynder af græde mere. "Jeg havde et, et mareridt" Mumler hun ulykkeligt. "hvad handlede den om?" Spurgte moderen datteren. "Den" Snøfter hun "... Handlede om at, at der var en død pige, hun druknede i søen. Der hvor jeg fandt Penelope" Hun skriger da hun bliver mindet om drømmen. "Så, så skat der er ikke nogen pige i søen" Siger moderen beroligende. " Nej hun er der! Mor find hende!" 

 

"Ja! Hun sagde der var et lig af en død pige i søen... Jeg ved ikke hvor hun har det fra, men hun har aldrig opført sig på den måde før... " Råber moderen frustreret ind i telefonen. "Det er en meget grov anmelding, du siger der befinder sig en død pige i den nationale sø!" Råber en mand tilbage fra telefonen. " Send nu nogle folk ud, bare for en sikkerhed skyld!" Moderen ånder tungt ud. "Tak..." Når hun at sige, inden manden ligger på.

 "Wiu, wiu, wiu. Ba bu ba bu ba bu..." Lyder sirenerne støjende over ved den lokale sø. Moderen og datteren Lise, var kørt ud til søen da de hørte udrykningen. Det blå blink kunne ses hundrede meter væk fra søen. Da moderen og datteren ankom, holde moderen Lise for øjnene, og vendte hende om. Nogen ambulancefolk hev en lille nøgen pige op på en bore, huden rynket, øjnene åbne og pludselige begynder liget at græde blod. Blodet trillede ned af kinderne og farvede dem svagt sorte. Den dag sov moderen ikke.

 

"Sig mig Miss. Hvordan kunne hun vide hvor liget befandt sig? " Politibetjenten kigger mistænksomt på moderen. "Jeg siger dig Hr. " Moderen kigger på hans navneskilt. "Hr. Petrelli, Lise havde et mareridt om det!" Moderen kigger ærligt på betjenten. "Ved du hvad jeg tror?" Moderen ryster svagt på hovedet. "Du vidste vi ville finde liget på et tidspunkt, så du beslutter dig for at være dagens helt og finde liget, med den løgn at din datter havde et mareridt om det!" Råber han surt af hende. "Mrs. Bennet, du er anholdt for mord, du har ingen ret til at udtale dig, alt hvad du siger kan og vil bliver brugt imod dig." Det var starten på helvede for Lise.

 

"Det er noget man kalder et børnehjem." Siger damen til Lise. "Jeg vil have min mor!" Skriger Lise hysterisk. De giver hende en bunke tøj og en seng, også forlader det hende til den værste dag i hendes liv. 

 

Mørket havde slugt lyset da nattens stjerner viste sig. Det blev de sidste stjerne Lise ser som menneske. "Jeg kan ikke li dig, du dum din skyld alt sammen!" Skriger Lise frustreret til porcelænsdukken. Hun går hen til det store vindue på første salen. Åbner det og lader dukken dingle ud af vinduet, kun det greb Lise har om dens ene hånd. Sørge for at dan ikke falder ned og smadre i tusinde stykker. Lise kigger væk og giver slip på dukken, to sekunder efter hører hun et tilfredsstillende bump, hun lukker vinduet og går for første gang i en uge, sidens sin mor forsvunden. I seng og falder i en dyb søvn. 

 

Lise åbner øjnene op til sin død, hun ser dukkens øjne lyse, hun ser sjælen flyve, hun ser sig selv, inden hun bliver indespærret i dukken. Dukken forsvinder genopstår og bliver lavet til det fineste marmor. Brændt i dens fod står der Lise. Den nye dukke.

DukkeLise…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...