For altid

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 dec. 2015
  • Opdateret: 9 dec. 2015
  • Status: Igang
Hun er fanget derinde for altid.

0Likes
0Kommentarer
64Visninger

1. For altid

Astrid Birkemark Pedersen

7I

For altid

Hun vågnede i rummet. I rummet uden vinduer eller døre. Hun vågnede og kunne ikke huske noget. Hun huskede kun hendes navn. Karma hed hun, men andet huskede hun ikke. Hun kunne ikke engang huske hvordan hun så ud. Hun kiggede sig rundt i rummet. Der var intet. Kun støv og spindelvæv. Der var ingen lampe i rummet uden vinduer og døre, men alligevel var der lys. Karma kunne ikke se hvor det kom fra, men hun var glad for at der var lys, så virkede rummet lidt mindre skræmmende. Det svage lys skabte et håb om, at hun nok skulle komme ud.

Hun nærstuderede rummet nærmere, og hun opdagede en skab. Hun kunne have svoret at det ikke var der før. Hun rejste sig op, men hendes ben ville ikke bære hende, så hun faldt ned på knæ. Hun stønnede. Hun forstod ikke hvad der var sket med hende. En tårer gled ned af hendes kind, og hun lod sig vælte helt ned på gulvet. Hun græd. Tårerne dryppede ned på gulvet, og Karma så støvet på gulvet eksplodere, der hvor tåren landede.

Hun satte sig op og kiggede rundt i rummet igen. Pludselig virkede rummet meget mere støvet, som om hun havde sovet en måned. Hun kiggede over på skabet. Det var åbent. Pludselig følte hun sig meget mere utryg, men på samme tid nysgerrig. Hun rejste sig op. Hendes ben var stadig svage, men stærke nok til at gå lidt rundt, troede hun.

Hun tog det første skridt. Det var kun lige til at holde ud, men hun blev nødt til at gå rundt og undersøge rummet. Hun gik over til en af væggene. Hun kunne se der blomstrede tapet, det engang havde været pænt, men nu bare hang, og var ved at falde af. Væggen var kold. Hun fik kuldegysninger, men fik håb. Der var noget udenfor. Der var noget derude, noget som gjorde væggen kold. Måske var det… Ja, hun vidste det ikke. Hun kunne ikke huske noget fra udenfor. Ikke hvordan der så ud, kun et lille svagt minde, men det for svagt, til at hun kunne huske det helt. Hun sukkede.

Hun fortsatte rundt om i rummet. Lyset begyndte at blinke da hun fandt en lille bule i væggen som ikke hørte til i rummet. Hun begyndte at kradse i tapetet. Hun kradsede indtil der gik hul i tapetet. Der var ikke noget under tapetet. Det var bare væggen der var lidt ujævn. Hun lænede sig op af væggen, og lod sig synke ned på gulvet. Hun sukkede. Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt. Da hun åbnede øjnene igen, var rummet blevet ældre. Det undrede Karma. Det skete hver gang hun lukkede øjnene. Hver gang hun lukkede dem, blev rummet ældre. Meget ældre. Det var som om tiden bare fløj afsted. Som om at hun havde lukkede øjne i et år. Hun kiggede over på skabet. Døren var åbnet endnu mere, og det så, så indbydende ud, men hun vidste at det bare var et skab. Hun trak vejret og rejste sig op. Hun tog en skridt væk fra væggen.

Det føltes som om hun gik på glasskår. Hun kiggede ned på gulvet. Det var fyldt med glasskår. Hun blev grebet af panikken og hun kom til at træde på endnu mere glasskår. Blodet begyndte at løbe ned på gulvet. Hun kiggede rundt i rummet og ledte efter en sted hun kunne slippe væk fra glasskårene. Den eneste løsning var skabet selvom det skræmte hende. Hun gik hurtigt hen til skabet. Smertet jog igennem hende, og hun havde lyst til at ligge sig ned. Vejen hen til skabet føltes uendelig lang. Sorte prikker begyndte at danse for hendes øjne. Endelig nåede hun hen til skabet, hun åbnede det og sprang ind. Hun forventede at ramme en bagvæg, men hun ramte intet. Hun kiggede sig forvirret rundt. Skabet så ud til at fortsætte i al uendelighed. Hun var bange. Det var som om hun kunne høre en stemme der kaldte på hende. Den lød mærkelig bekendt, men så alligevel ikke. Hun kaldte tilbage, men der kom ingen lyd ud af hendes mund. Det var som om luften inde i skabe slugte alle hendes ord. Skabet skræmte hende endnu mere, men hun kunne ikke gå ud på grund af glasskårene. Hun tjekkede sine fødder. Der var ikke noget glasskår i dem, hvilket undrede hende. Måske var hun bare heldig? Hun lagde sig ned. Hun kunne ikke sove, hun følte sig lysvågen, men hun kunne heller ikke holde sig vågen, så hun lukkede øjnene og faldt til sidst i søvn.

   Da hun drømte, hørte hun den bekende stemme igen. Denne gang var den bare tydeligere. “Karma… Karma..”, kaldte den. Karma råbte en utydeligt spørgsmål tilbage, men der kom intet svar.

Da hun vågnede var hendes fødder helet. De steder glasskårene havde boret sig ind i huden var helet. Hun kiggede sig igen rundt i skabet. Det havde ændret sig. Noget havde ændret sig. Der var lys langt, langt væk. Håb. Der tændte et lys indeni Karma. Hun rejste sig op og gik hen mod det. Hun gik i lang tid. Hun gik og gik, og hun ville ikke kigge sig tilbage. Der var intet der var vigtigere end at komme hen til det lys nu.

Hun følte at hun havde gået i evigheder da hun endelig satte sig ned for at få en hvil. Hun kiggede sig tilbage. Det var den nok den største fejl hun havde lavet. Hun kunne ikke tro sine egne øjne. Hun havde jo gået så langt, hun havde gået så langt, men var ikke kommet nogen som helst steder hen. Hun brød sammen. Hvad var meningen med det her? Hun rejste sig op og løb hen til skabets dør. Glasskårene var væk. Hun åndede lettet op, og der bredte sig en smil på hendes læber. Hun kunne gå ud. Hun ville tusind gange hellere være derude end inde i det her skab. Hun hoppede ud, men hun ramte noget hårdt. Hun skreg af smerte, men der kom igen ingen lyd ud af hendes mund. Hun kunne ikke komme ud. Det var som om at der var en usynlig væg der holdt hende inde. Det var som om at der var nogen der ville have at hun blev inde i skabet. Hun skreg, selvom hun vidste at det ikke nyttede noget, og selvom at hun vidste at der ikke var nogen der kunne høre hende. Hun græd. Tårerne strømmede ned af hendes kinder. Hun satte sig ned og begyndte at hamre i gulvet og skrige endnu mere. Hun vidste at hun aldrig nogensinde ville komme ud af skabet. Lige meget hvad hun gjorde. Lige meget om hun gik i hundrede dage. Hun vidste at hun ville være inde i skabet for altid.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...