Bag tapetet.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 dec. 2015
  • Opdateret: 9 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jeg holder vejret og føler et øjeblik at hvad som helst kunne være bag døren - en ny verden måske? En anden dimension? Eller et rum fyldt med sommerfugle og brombærkrat? Alt kunne være bag den dør! Alt hvad jeg kun i min vildeste fantasi kunne forestille mig!
Nej. Det kunne det ikke. Døren er vel bare en helt normal dør, som bare havde været skjult bag tapetet. Og værelset bag den er sikkert bare fyldt med flyttekasser og skrammel. Jeg kan ikke lade min fantasi løbe løbsk på den måde. Alt kan ikke lade sig gøre. Tænke logisk. Jeg er nødt til at tænke logisk.

0Likes
0Kommentarer
80Visninger

1. Bag tapetet

Lige pludselig er den der bare. Døren. Jeg har fået øje på den ud af øjenkrogen, men jeg er sikker på at den ikke var der for 10 sekunder siden, da jeg vendte ryggen til. Jeg har boet i huset i 5 år, og den dør har aldrig været der før. Men den er der nu, og den står på klem. Men det er umuligt. En dør kan ikke bare sådan dukke op.

Jeg går meget langsomt hen til den. Jeg kan kun se mørke på de få centimeter den står åben og jeg kan heller ikke høre en lyd. Hele huset er stille. Jeg er alene hjemme. Det er jeg så tit. Min mor arbejder for meget og min far er ikke velkommen her.

Jeg lægger min hånd på håndtaget. Det er sådan et gammelt et, som man drejer på for at åbne døren ligesom ved resten af dørene i huset. Det er sådan en hyggelig detalje. Det gør det en smule gammeldags mellem alle designermøblerne, det hæslige grafiske tapet, og det finpudsede, blanke laminatgulv, som jeg faldt og slog hul i panden på, da jeg var lille. Jeg tager mig instinktivt til hovedet. Jeg hader det her hus. Så moderne og snobbet. Vi flyttede da jeg var ni. Eller nok nærmere flygtede. Nu er jeg fjorten. Fem år er det siden min verden faldt sammen.

 

Jeg holder vejret og føler et øjeblik at hvad som helst kunne være bag døren - en ny verden måske? En anden dimension? Eller et rum fyldt med sommerfugle og brombærkrat? Alt kunne være bag den dør! Alt hvad jeg kun i min vildeste fantasi kunne forestille..
    Nej. Det kunne det ikke. Døren er vel bare en helt normal dør, som bare havde været skjult bag tapetet. Og værelset bag den er sikkert bare fyldt med flyttekasser og skrammel. Jeg kan ikke lade min fantasi løbe løbsk på den måde. Alt kan ikke lade sig gøre. Tænke logisk. Jeg er nødt til at tænke logisk.


    Jeg trækker vejret helt ned i maven og åbner døren. Den er rusten i hængslerne og knirker oprørsk, men jeg får den åbnet uden problemer og træder ind i rummet. Der er mørkt og jeg rækker ud efter en stikkontakt, men der er ingen. Kun et lille, firkantet hul i væggen, som om der engang har været én, som er blevet revet ud. I stedet får jeg øje på et stearinlys et par meter inde i mørket. Det er tændt og blusser lystigt. Det lyser op, men ikke så meget som det normalt ville. Det er som om der er tåget i rummet. Jeg får øje på en skikkelse derinde i det svage skær fra lyset. Jeg kan ikke se, hvad det er. Det ligner et menneske, der ligger i fosterstilling. Men skikkelsen folder sig ud og former sig indtil jeg kan se hvad det er.

Det er en slange. En meget, meget stor slange. Den folder sig ud og glider hen af gulvet i dens fulde længde og den tunge, dumpe lyd af skæl, der bevæger sig hen ad gulvet skærer i mine ører. Den er mindst fire meter lang og omkring tykkelsen af mit lår. Dens gule øjne glimter i skæret af stearinlyset.

Jeg har altid været rædselsslagen for slanger. Selvom jeg aldrig før har mødt en, synes jeg, de er modbydelige. Men denne her slange… Den er ikke som andre. Udover dens muterede størrelse er hovedet alt for stort og bredt i med en kæmpe mund, som fylder halvdelen af ansigtet og er fyldt med tænder så lange og skarpe som nåle.

Den er helt utrolig grim. En kæmpe slange er ofte set som et majestætisk dyr, som man ikke skal komme i vejen for, men denne slange ser meget klodset ud. Som om den er misdannet. Men jeg er ikke i tvivl om at den er dødsensfarlig og om et øjeblik vil slå mig ihjel. Jeg kan høre den hvisle og rummet lugter pludselig af råd, som om den har haft et offer før mig. Dens gule øjne er stadig fast rettet mod mig og den kommer nærmere.

Den angriber. Og tiden går pludselig meget langsomt. Mine ben er frosset fast til gulvet og jeg kan ikke bevæge mig. Jeg vil skrige, men den tunge, tågede atmosfære i rummet har taget min stemme og ikke en lyd kommer ud af min mund. Om et øjeblik er slangen nået hen til mig, og alle dens tænder gennemborer min strube. Og så dør jeg. Jeg vil ikke engang kunne nå at mærke smerten. Jeg vil blive liggende i rummet for evigt. Ingen vil nogensinde finde mig, for det her værelse findes ikke engang. De vil lede efter mig, men jeg er fanget bag tapetet indtil jeg bare er en bunke støv.

Vær sød ikke at slå mig ihjel. Beder jeg. Åh, lad være. Jeg vil leve!

Jeg kan tælle tænderne i slangens mund, lugte dens ånde og mærke dens tunge krop vælte ind i min. Jeg lukker øjnene og bider tænderne så hårdt sammen at det føles som om jeg skal knække dem alle sammen.

 

Og så er den væk. Pist væk. Ikke engang en tand. Ikke engang en centimeter skæl er der tilbage. Selv lugten er væk. Lugten. Jeg kan slet ikke lugte noget nu. Jeg kan ikke engang trække vejret ud af næsen. Eller munden. Jeg kan ikke trække vejret! Jeg kan mærke panikken ramme mig endnu hårdere end før. Jeg kan ikke trække vejret. Hvad gør jeg? Jeg har brug for ilt. Jeg dør, hvis jeg ikke kan trække vejret.

Jeg prøver at holde vejret, men det gør ikke den mindste forskel. Det er en skam, for jeg kan ellers holde vejret i lang tid. Jeg dykker. Men da ikke mere, for der er ikke en eneste liter luft tilbage i mine lunger, og snart vil der ikke være mere ilt i mit blod.

Jeg gisper og snapper efter vejret, men uanset, hvor hårdt jeg prøver, kan jeg ikke. Jeg føler, mit hoved skal eksplodere. Jeg kan mærke min krop blive slap og jeg falder sammen på gulvet. Jeg ved jeg skal dø nu. Mit blik er sløret og jeg begynder at se sort.

 

Og lige så hurtigt, som det forsvandt, kommer luften tilbage. Jeg har svært ved at tro det, men jeg gisper og trækker alt det luft ind, jeg kan. Jeg får følelsen tilbage i min krop igen. Tårer begynder at løbe ned af mine kinder. Det er første gang i flere måneder - måske år - , jeg har grædt. Jeg tror aldrig, jeg skal opleve noget så ubehageligt i hele mit liv. Det føltes som flere timer, jeg lå og rallede, men jeg har læst at det kun tager minutter for et menneske at dø af iltmangel.

Men nu giver det hele pludselig mening. Det er ikke virkeligt, det er prøver. Prøver der viser mig, hvad jeg frygter allermest. Men jeg forstår bare ikke hvorfor. Måske er det en hallucination eller også har jeg bare en meget livlig fantasi.

Men er det slut nu? Stearinlyset brænder stadig og jeg har endnu ikke oplevet…

 

Pludselig får jeg øje på endnu en silhouet, som står hengemt i skyggerne. Jeg begynder at ryste. Jeg slipper ikke. Han kommer nærmere.

Selvom jeg allerede ved hvad det er, stivner jeg ved synet. Jeg ser det, jeg er allermest bange for. Det, jeg har genoplevet tusind gange i mit hoved, og som er min største frygt og mit værste mareridt. Noget tusind gange værre end slangen og manglen på ilt.
Det er min far. Han smiler til mig, men smilet er koldt og jeg kan se i hans øjne at han vil gøre mig fortræd. Det ved jeg bare han vil.
    Men det er umuligt. Han er ikke velkommen i huset. Jeg har ikke set ham i fem år. Ikke siden... Jeg tager mig intensivt til halsen, hvor jeg stadig synes at jeg kan mærke hans næver blokere mine luftveje. Jeg kan stadig mærke hans hænder i mit hår. Mit blik sortner. Jeg vil gerne skrige. Jeg vil råbe til ham at han skal forsvinde ud af mit liv og aldrig komme tilbage, men der kommer ikke en lyd over mine læber.

"Bjørk," hvisker han, lige højt nok til at jeg kan høre det. Jeg kan ikke lide den måde, han siger mit navn på “Det skal nok blive godt igen.” Jeg ved, han ikke mener det. For nej. Det bliver aldrig godt igen.

Jeg er pludselig otte år. Far kommer sent hjem. Han er fuld. Far bliver altid så kærlig, når han er fuld. Lidt for kærlig.

“Vil du ikke tilgive mig?” spørger han lidt højere, men han udtrykker hverken sorg eller fortrydelse. Som om han ikke er et rigtigt menneske.

Det klør i mine fingre efter at storme hen og gøre ham så fortræd som overhovedet muligt. Han ødelagde mig. Han gjorde det her mod mig. Jeg bliver aldrig den samme igen. Og det er alt sammen hans skyld.

Far ser ned på lille Bjørk og siger, jeg ikke behøver at være bange. Men jeg er bange. Jeg ved godt hvad der skal ske nu, men jeg løber ikke. Hvis jeg gør, vil far bare begynde at slå.
    Nej. Det er umuligt. Han kan ikke være her. Det er ikke ægte. Han er nødt til at være fantasi. Jeg skal holde hovedet koldt. Tænke logisk. Min første umiddelbare plan er at flygte. Så det gør jeg. Mine ben som før var frosset fast til stedet vil nu lystre mig og jeg bakker baglæns ud af rummet  og smækker døren bag mig. Han følger ikke efter.

 

Jeg stiller mig med ryggen til døren for at blokere den og prøver at få vejret. Der er ingen tegn på, at han prøver at komme ud. Døren kan ikke låses udefra, så jeg tager den stol, der altid står ude i gangen og stiller den under håndtaget for en sikkerheds skyld.

Men det er jo ikke virkeligt siger jeg til mig selv og prøver at få kontrol over mit bankende hjerte. Det er alt sammen min fantasi. Jeg lukker øjnene i og åbner dem igen, men døren er der stadig. Men det er jo nødt til at være en drøm, eller en hallucination.. Et eller andet!

Pludselig banker det hårdt på indersiden af døren og mit hjerte springer et slag over. Han prøver at komme ud. Han kommer og han vil slå mig ihjel. Stolen vakler under håndtaget. Om lidt falder den ned, og han kommer stormende ud. Jeg er bange. Virkelig, virkelig bange. Jeg lukker øjnene og forbereder mig på det værste, da jeg hører døren gå op. Jeg løber ikke, for hvis jeg gør vil far bare begynde at slå.

 

Men så er der der stille. Jeg åbner forsigtigt øjnene. Far er der ikke. Og døren.. Døren er også væk. I stedet hænger det grimme tapet urørt på væggen. Jeg bliver fyldt med lettelse, men jeg er også forvirret og fortvivlet. Hvor blev den af? Hvad er der sket? Jeg går langsomt hen til stedet og banker på væggen, men der er ikke hult. Der er kun lyden af mine knytnæver på den faste gipsvæg. Der er ikke noget rum bag den. Døren var der aldrig. Rummet var der aldrig. Mine mareridt er væk, men jeg kan stadig mærke deres tilstedeværelse. Jeg river og flår tapetet tapetet ned. Men der er ikke noget. Ikke det mindste. Var det alt sammen bare min fantasi? Eller en hallucination? Jeg er forvirret.  

Der er kun væg bag tapetet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...