I Medgang og modgnag

Når Alzheimeren slår til.

3Likes
0Kommentarer
93Visninger
AA

1. I medgang og Modgang

Sarah bøjede sig hen mod spejlet og studerede sit ansigt. 55 år. Det kunne godt ses, men det gjorde ikke noget. Hun ville godt være sin alder bekendt. Hun orkede i hvert fald ikke tage kampen op mod årerne. Hver rynke var et vidne om levet liv.

’’Willy. ’’ Hun hviskede hans navn. Det navn, der i næsten 30 år havde været det, hun oftest havde sagt. Hun havde sagt det på alle mulige måder. Kærligt, vredt, forbavset, lykkeligt, spørgende. De sidste år havde det vist nærmest lydt fortvivlet. ’’Willy’’

Tusind minder pressede sig på. Det havde hun ikke tid til nu. Hun skulle gøre sig i stand til festen. Hun fandt sin læbestift. Den var meget rød, men sådan kunne Willy godt lide det.

’’Rosenrøde læber og høje sko, så ser man en rigtig kvinde’’ det var nærmest, som om hun kunne høre hans stemme. Lattermild og stolt over sin kvinde.

Sarah trykkede overskydende læbestift af i et stykke papir. Sådan, Lidt rouge på kindbenene og en anelse mascara. Så forlod hun badeværelset og gik ind i soveværelset. Der var ryddet pænt til side. Sengetøjet var væk. Pakket ned i kasser på loftet.

I nat ville hun sove på hotel. Dagen efter skulle hun rejse til England, hvor Willy og hendes datter, Mie, havde fundet en lille lejlighed til hende. Hun havde også fundet et midlertidigt job til hende. På det teater hvor Mie havde fået en mindre, men ret betydningsfuld rolle, skulle hun sy kostymer. Det samme som hun havde beskæftiget sig med i Danmark i snart mange år.

Pludselig ramte angsten hende som et hug.

Hvad vil jeg i grunden i England, tænkte hun. Hvad med Willy? Hvordan skal det gå ham, når ha i mange år slet ikke ser mig? Hun ville ikke tænke på det. I stedet fandt hun den røde kjole frem. Den som Willy altid havde elsket at se hende i.

På et tidspunkt var den blevet for lille. Nu passede den igen, De sidste år havde kostet nogle kilo.

 

Hun forlod soveværelset og gik gennem stuen. Møblerne stod, som de plejede, men alle de personlige ting var blevet fjernet og sat i kasser på loftet ligesom sengetøjet. Dagen efter skulle tre unge studerende flytte ind i Willys og hendes hus. Foreløbig havde de lejet huset i otte måneder. Det passede dem fint, at det var møbleret. De havde lovet at passe på de ting, der stod i huset, men dybt inde var Sarah egentlig ligeglad.

Møbler. Det var jo bare ting.

I entreen stod den hvide kuffert, der i grunden var alt for fin til hende, men Mie havde haft den med hjem fra England, sidst hun var på besøg.

’’Den repræsenterer begyndelsen på et nyt liv, mor. ’’ Havde hun sagt, og et øjeblik havde de klynget sig til hinanden, for de elskede jo begge to Willy. Deres mand og far. De elskede i hvert fald den Willy der engang havde fyldt deres verden med muntre indfald og rumlende latter.

Sarah trak kufferten med ud. Hun låste døren og lænede et kort øjeblik panden mod den glatte flade.

Willy havde været så stolt af den dør.

Han havde fundet den på en genbrugsplads, og havde straks formået at se gennem de mange lag maling, der skjulte dørens sjæl. Han havde brugt mange timer på at sætte den i stand.

’’Stilen vil passe perfekt til vores hjem’’ havde han forklaret. Og han havde ret.

Sarah lod sin hånd glide stilfærdigt, kærtegnende over et af de små felter, døren var opdelt i. Så vendte hun ryggen mod huset og gik ned mod fortovet.

Hun trak den hvide kuffert efter sig. Resten af bagagen var sendt i forvejen. Det var ikke så meget, men Mie havde forslået det på den måde, og Sarah havde bare ladet den unge kvinde bestemme.

Det havde været så dejligt nemt. I alt for lang tid var alle beslutningerne blevet truffet af Sarah. Det havde været rart at overlade nogle afgørelser og lidt ansvar til Mie. ¨

Nogle steder på fortovskanten lå der stadig lidt grå sne tilbage, der vidnede om den vinter der lige havde været, men luften duftede af forår.

Butikkerne på hendes vej var også fyldt med forår i udstillingsvinduerne. Den nye mode var kommet frem, men hun så det ikke. Hun så kun sit eget spejlbillede.

En middelhøj, lyshåret kvinde, hvis lange hår var sat op i en tung knold. Præcis som Willy bedst kunne lide det.

Måske skulle hun lade sig klippe, når hun kom til England? Hun skubbede tanken fra sig. Lige nu ville hun koncentrere sig om den kommende aften og forårsfesten.

 

Så var hun fremme. Hun så på det store glasparti, der var indgangen til Agerbro. Et øjeblik blev hun stående. Så trak hun vejret dybt og gik ind. En ung kvinde smilede genkendende og en anelse forjaget til hende. Hun skulle lige til at sige noget, da en ældre kvinde med rollator kaldte på hende.

’’Undskyld, men jeg bliver nødt til at...’’ hun gjorde ikke sætingen færdig, skyndte sig bare hen til kvinden med rollatoren.

Sarah tog sin lette frakke af og fandt en af de mange bøjler. Kufferten satte hun ind i et hjørne. Så lod hun hænderne glide ned over kjolens røde stof og forsatte ind ad den lange gang.

Næste øjeblik fik hun øje på ham. Willy. Den høje, slanke mand med en ung pige i hånden. Pigen lo op mod ham og fik så øje på Sarah. Hun sagde et eller andet til Willy, der bøjede hovedet let ned mod hende.

Svarede han den unge kvinde? Sarah vidste det ikke, hun skyndte sig bare hen mod ham, som hun havde gjort det i alle de forgående år.

’’Willy’’ sagde hun blødt, og hun tog den hånd, den unge kvinde ikke havde fat i. Sarah fangede hans øjne. Det var de øjne, der havde set på hende med lidenskabelig kærlighed. Nu var de fjerne. Det var som om Willy så ind i en verden, hun ikke selv kunne få øje på.

’’I må gerne gå direkte i festsalen’’ sagde den unge kvinde til Sarah. ’’Vi skal først spise om tyve minutters tid.’’ Sarah kiggede rundt. ’’Så går vi ned til Willy lidt’’ besluttede hun.

Han fulgte villigt med hende. Så ikke engang efter den unge kvinde´, der for få øjeblikke siden havde holdt hans hånd.

Inde hos Willy lignede alting sig selv, og som altid gik han hen til vinduet, hvor han stod helt stille og kiggede ud.

’’Willy’’ hviskede hun, men han reagerede ikke. ’’I morgen rejser jeg til England. Jeg skal over til Mie. Denne gang har hun fået en god rolle, og jeg glæder mig sådan til at se hende. Men jeg kommer hjem igen. Jeg lover dig at jeg kommer hjem igen. Jeg kommer og besøger dig i nogle weekender, og når min arbejdstilladelse udløber om otte måneder, flytter jeg hjem igen. ’’ Så gik hun hen til ham og lagde en hånd om hans skulder. Da han vendte sig mod hende, følte hun et splitsekund at alting var godt.

Hendes elskede var ikke ramt af Alzheimers, han var, som han altid havde været, og lige nu kiggede han på hende.

Tavst kiggede hun id i de brune øjne, hun havde kendt så godt som sin egen baglomme. Men hun mødte ingen genkendelse. Det var som om han så lige igennem hende. ’’Kom’’ hviskede hun, og han fulgte villigt med hende ned til den forårspyntede festsal.

 

Agerbos leder bød beboerne og pårørende velkommen til forårsfesten. I strålende humør fortalte hun kort om året, der var gået og ønskede derpå alle en god aften.

Det skar Sarah i hjertet da hun så, hvor hjælpeløst Willy tog om bestikket. ’’Nu skal du se’’ sagde hun ’’Jeg skærer lige kødet ud i stykker. ’’

Ingen tog anstød af, at Willy fik en hjælpende hånd. En af plejerne smilede opmuntrende til Sarah, og pludselig vidste hun, at Mie havde ret, når hun sagde, at det ikke på nogen måde gavnede Willy, at Sarah besøgte ham dagligt. Hun hørte hendes datters stemme sige, at den mand, Sarah engang havde giftet sig med ikke længere eksisterede.

’’Far er forsvundet, mor. ’’ Havde Mie sagt, sidst hun var hjemme. ’’Hvis han selv kunne give udtryk for det, ville han sige at du skulle rejse, mor. Far ville blive ked af det, hvis han vidste, at du hver dag kom med et lille bitte håb om, at han i dag ville genkende dig’’

Skyggen af et smil fløj hen over Willys ansigt, da han smagte den gode mad.

Brøkdele af et sekund strejfede hans øjne Sarahs, og hun mærkede, hvordan hendes hjerte sprang et slag over.

’’Willy’’ hviskede hun, men han reagerede ikke. Han så bare på hende, som var hun en fremmed, der tilfældigt havde sat sig ved siden af ham. Rundt omkring dem fik snakken lystigt, men enkelte steder sad der mennesker, der ligesom Willy ikke rigtig var tilstede.

Tværs over for dem sad et ægtepar, der var i samme situation. De så ud til at være små ti år ældre end Sarah selv, og i deres tilfælde var det kvinden, der sad som frostenet.

Sarah kendte dem fra sine utallige besøg på Agerbo. De hed John og Laila.

Sarah mødte Johns øjne. Han smilede til hende. Venligt og helt uden flirt, og hun smilede tilbage. ’’Willy og jer er ikke helt alene om det her. ’’ Tænkte hun for sig selv. Det gjorde hende ikke glad, men det gav lidt trøst at vide, at de ikke var de eneste i verden, der var ramt på den måde.

Efter middagen blev der serveret kaffe, og så spillede det lille orkester op til dans. Gulvet blev straks fyldt. Sarah så på Willy. Willy havde altid elsket at danse. Hun mindedes første gang, de havde danset sammen. Hun havde straks mærket, at det skulle blive til noget mere mellem dem. Det havde også holdt stik. De havde haft mange gode år sammen. Hun tog hans hånd, og selv om hans smil ikke gjaldt hende men udelukkende musikken, følte hun sig pludselig glad.

’’Kom’’ hviskede hun. Men det var ikke nødvendig at opfordre ham til en dans. Han var allerede på vej ud på gulvet. Hans arme indtog automatisk den rigtige stilling.

Hvordan man dansede, havde han ikke glemt. Han fulgte musikken, som havde han aldrig bestilt andet, som om hans formål med livet altid havde været at danse.

Hun lod panden hvile mod hans skulder, og hun mærkede, hvordan han tog lidt fastere omkring hende. Dansen gjorde dem tættere, men hun vidste at når musikken tav, så ville han igen være uopnåelig og fjern.

’’Jeg har tænkt mig at rejse væk et stykke tid. ’’ Sagde hun i hans øre.

’’Men jeg kommer igen, Willy. Tak for alle de gode år vi har haft sammen. Tak fordi du gav mit liv mening. ’’  Han svarede ikke. Det var længe siden Willy havde sagt noget, men hun vidste han ville forstå, hvis han var i stand til det.

Her, midt på dansegulvet på plejehjemmet, gik det langt om længe op for hende, at det ikke var forkert af hende at rejse. Mie havde ret. Willy ville have forstået hende.

’’Tak du kære. ’’ Hviskede hun igen da musikken klingede ud.

De fulgtes tilbage til bordet, hvor deres kaffekopper stod. En af de unge plejere kom hen til dem. ’’Willy elsker at danse. ’’ Sagde hun og smilede blidt til Willy, der sad og slog rytme mod foden, da musikken igen spillede op.

’’Vi skal nok benytte enhver lejlighed til at danse, mens du er væk, Sarah.’’

Sarah fik en klump i halsen .

’’Jeg ved at i passer godt på ham.’’ Svarede hun en lille smule grødet.

’’Selvfølgelig gør vi det. ’’ Hun så spørgende på hende. ’’Må jeg?’’ spurgte hun og tog Willys hånd.

Sarah nikkede tavst. Hun så efter den unge plejer og Willy mens de dansede. Han var stadig en flot mand, og lige der, midt på dansegulvet, kunne ingen se, at han var forsvundet fra denne verden.

’’Deres mand danser godt. ’’ Sarah så op, og så John på vej hen til sin kone med en sodavand.

’’Ja der er åbenbart nogle ting man aldrig glemmer. ’’ Joh satte sig igen hos sin kone over for Sarah. ’’Jeg har hørt De rejser væk et stykke tid? ’’

’’Ja jeg rejser til London. Vores datter arbejder på teater der.

’’Det lyder spændene. Jeg ville ønske… John gjorde ikke sætningen færdig, I stedet for smilede han lidt opgivende til hende. ’’Jeg håber De får en rigtig god tid der. ’’

’’Det tror jeg, jeg gør. I hvert fald hvis jeg får bugt med den dårlige samvittighed. ’’

’’Nu har jeg jo ikke kendt Willy, mens han var… Willy, men hvis jeg havde et sted jeg kunne rejse hen, ville jeg gøre det, og jeg ville vide, at min kone ville bakke fuldt op omkring det, hvis han var i stand til det. ¨

’’De synes altså ikke at jeg er egoistisk? De mener ikke at jeg svigter Willy?

’’Nej det mener jeg bestemt ikke. Personalet kan vel også få fat på dig, hvis det bliver nødvendigt. Sarah nikkede. Hun mærkede, at hun fik tårer i øjnene og hun så hurtigt væk.

’’Tag dig nu sammen, skældte hun tavst sig selv ud. Du er til forårsfest, du skal være i godt humør.

Willy og den unge plejer vendte tilbage. Lidt forpustet lod Willy sig skubbe ned på stolen ved siden af Sarah.

Hun så på ham. Hans øjne hvilede på hendes kjole. Den røde kjole, der var en anelse gammeldags, men som han altid havde syntes, var så pæn.

Hans hånd gled over og rørte ved stoffet, og det var, som om han forsøgte at huske noget, der for længst var gledet i glemmebogen.

Så mødte han hendes øjne, og han smilede glad, som et barn der pludselig får en god overraskelse. Genkendte han kjolen? Huskede han glimt af den fortid, hvor han leende havde løftet hende op i sine arme og hvisket i hendes øre, at hun var hans kvinde?

’’Husker du, Willy? ’’ hviskede hun hæst.

Hans øjne mødte igen hendes. Og hun glemte den forfærdelige tid, hvor han var blevet dårligere.

Den tid, da han uden at vide det forlod huset midt om natten for at vandre rundt på gader og stræder.

Til sidst havde hun ikke orket det mere, og Willy var flyttet til Agerbo. Der var han faldet til ro.

I flere timer stod han ved sit vindue og nød udsigten. Ingen vidste hvad der skete bag den høje pande.

’’Jeg elsker dig. ’’ Hviskede hun, og selvom hendes Willy for længst var forsvundet, repræsenterede manden ved hendes side alligevel den mand, han engang havde været.

De dansede igen. Når hun lukkede alle tanker ude, kunne hun næsten glemme, at han var forsvundet. Armene lå så kendt og sikkert omkring hende.

 

En time efter var hun i en taxi på vej til lufthavnen. Hun ville aldrig glemme Willy. Ikke kun den Willy hun lige havde forladt, men også den Willy han var for 30 år siden.

Hun kom til at smile stort, da hun kom til at tænke tilbage på deres bryllup, og præsten sagde ’’…i medgang og i modgang…’’ og hun sagde til sig selv at den sætning kunne ikke passe bedre på noget andet ægteskab end Willy og hendes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...