Et øjeblik med angst

Skrev eneligt denne novelle til vores orpjekt uge om angst, men da jeg fik god kritik på den tænkte jeg at det kunne være sjovt at høre neutrale menneskers mening

0Likes
0Kommentarer
170Visninger
AA

1. Et øjeblik med angst

Et øjeblik med angst

Det er mandag formiddag. Jeg skal starte i en ny klasse. Lærerne siger at det nok skal gå, og at klassens elever er mega søde og flinke. Jeg tror dem ikke over en dørtærskel.

  Jeg går ned af gangen mod mit nye klasselokale. Jeg begynder at ryste. Det starter langsomt i mine hænder, men det breder sig hurtigt til resten af kroppen. Hvad nu hvis jeg aldrig får venner her og kommer til at dø ensomt? Jeg vil helt sikker se dum ud når jeg kommer ind af døren, og så vil de grine af mig og jeg vil sikkert selv begynde at tude. Hvis jeg begynder at græde vil helt sikkert ingen kunne lide mig. Jeg vil dør ensom med 3 katte i et gammelt faldefærdigt hus. Mit en øjenbryn begynder at sitre stille, min mave vender sig et par omgange og mit ene lår får trækninger.

Jeg begynder at tænke på hvad der vil ske når jeg kommer ind af døren. Jeg falder helt sikkert over noget der ikke er der og så bliver de nødt til, at køre mig på hospitalet med et smadret ansigt. Tænk nu hvis at jeg bliver endnu grimmere! Så vil jeg aldrig få en kæreste eller mand der kan lide mig, og så bliver jeg nødt til at have en god uddannelse for at tiltrække mænd. Min næse klør, så jeg bliver bange for at jeg nyser lige når jeg kommer ind ad døren. Hvis det sker vil de huske mig for det resten af året. Måske finder de på et øgenavn at drille mig med indtil at jeg dør af skam og sorg. Jeg begynder så småt at hyperventilerer. Meget.

  Jeg kommer i tanke om at jeg skal præsenterer mig selv. Pis. Hvad nu hvis jeg begynder at stamme eller hvis nu at jeg ikke ved hvor jeg skal se hen. Hvad nu hvis jeg er hæs? Jeg rømmer mig for at forebygge det. Jeg vil helt sikkert have et eller andet dumt udtryk i ansigtet der få dem til at grine, og jeg glemmer uden tvivl mit navn. Ælka. Jeg siger det for mig selv, det giver mig altid lidt selvtillid, at huske hvem jeg er.

 da jeg er halvvejs henne ved døren, slår det mig, at jeg burde få min vejrtrækning under kontrol hvis jeg ikke vil have et anfald. Inde i mit hoved begynder noget klassisk musik at spille, og mit lår stopper med at spænde. Jeg trækker vejret dybt og langsomt. Da jeg trækker vejret forholdsvist normalt, tager musikken til i styrke, og min mave falder til ro.

Jeg er der næsten. Kun 15 meter til døren. Det tager mig 10 sekunder at gå 8 meter. Det vil sige at der er cirka 20 sekunder til at jeg er ved døren, og det tog også lidt tid at regne dette. Jeg kæmper med min vejrtrækning og mit hoved er en storm af tanker og negative scenarier. Alt der kan går galt vil sikkert gå galt, for jeg er verdens mest uheldige person. 10 meter. Min hals er udtørret, min øjne er tørre så det smerter når jeg blinker og jeg sveder ekstremt meget.

  Det er svært at koncentrere sig om at holde balancen og ikke falde. Jeg kan ikke tænke klart, og det svimler for mig, men her i de sidste par skridt tager jeg mig sammen, skruer helt op for den klassiske musik og siger mit navn højt nok til at jeg selv kan høre det. Ælka.

  Døren er foran mig og jeg synker en tør klump. Jeg kan allerede høre dem grine ad mig inde i mit hoved. En af lærerne der står bag mig, læner sig frem og hvisker ind i mit øre, at jeg skal gå ind. Jeg trækker vejret så langt ned i lungerne jeg kan, og da jeg puster ud åbner jeg døren og går ind.

  Der bliver hurtigt stille i lokalet. Så stille at man næsten kan høre mig trække vejret i hele lokalet. Jeg går ind til lærerens desk og stiller mig ved siden af den. En lærer stiller sig ved siden af mig. Hun siger at de har fået en ny elev i klassen og at de skal tage godt imod hende. Hun beder mig om at præsentere mig selv og jeg siger: ”Jeg hedder Ælka, jeg kommer fra en lille landsby i nærheden og jeg har tidligere gået på kathedralskole i en større by.” Jeg kigger bedende på læreren, og hun siger at jeg kan finde en tom stol at sidde på. Jeg tager den der står nærmest.

  Efter at jeg har sat mig ned tænker jeg på at der overhovedet ikke gik noget galt. Et kort smil stryger over mine læber og jeg falder i snak med pigen ved siden er som er rigtig sød.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...