Please, help me! - N.H

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2015
  • Opdateret: 7 dec. 2015
  • Status: Igang

3Likes
0Kommentarer
382Visninger
AA

1. Kap. 1

kap. 1
"Melanie!" Sagde Emilia med hævet stemme. Jeg sukkede. "Hvad" mumlede jeg.
Hun fik tåre i øjnene. "Vil du ikke nok spise noget?" Jeg så ned på aftensmaden, som i dag bestod af kylling og spaghetti. Jeg sukkede igen. Jeg tog gaflen op i min hånd, og stak den ned i et stykke kylling. Jeg tog det om til min mund, og tog en bid. Jeg tyggede langsomt, på det tørre stykke kylling. "Tak!" Mumlede Emilia. Jeg smilte falsk og nikkede bare som svar. Sådan var det næsten hver gang, vi skulle indtage et måltid sammen. En akavet stilhed bredte sig i rummet. "Tak for mad" sagde jeg hurtigt og rejste mig op. Emilia så skuffet på mig. "Skal du ikke have mere?" Jeg rystede på hovedet, og satte min tallerken ned i opvaskemaskinen. "Skal du have mere?" Spurgte jeg. Hun rystede på hovedet og mumlede: "jeg skal nok tage af bordet!" "Okay." Sagde jeg og traskede hen mod mit værelse.
Jeg åbnede døren, gik ind, og så smed jeg mig derefter i sengen.

Nå ja forresten, jeg hedder Melanie Winther, og jeg er 20 år gammel.
Jeg bor i lejlighed i London sammen med min bedste veninde Emilia. Faktisk tror jeg ikke rigtig man kan kalde os bedste veninder, vi er nok mere søskende. Vi har boet i London i ca. 2 år, tror jeg nok.
Før London, boede vi begge i Danmark. Men da vi begge var blevet 18, valgte vi at rejse væk, og starte forfra. Vi havde begge brug for at komme langt væk, langt væk til et sted hvor ingen kender os, eller vores fortid.
Jeg har haft en lang og træls barndom. Og når nogen spørger undgår jeg at fortælle om min barndom. Min far faldt ned fra et stillads, og døde på stedet, og få måneder efter begik min mor selvmord, det blev alt sammen for meget for hende. På en måde forstår jeg godt hendes valg, jeg ville nok have gjort det samme.
Emilia og mig snakker aldrig om mine forældre, jeg går ud fra, at hun ved, at jeg ikke har lyst til at snakke om dem.
Jeg har altid haft det meget svært, både i skolen og social. 
Siden mine forældre døde, har jeg altid haft utroligt svært ved at knytte mig til andre mennesker. Hvad hvis de forlader mig? Ligesom så mange andre har gjort.
Mine lærer og min plejefamilie har tit været bekymret for om jeg vælger samme udvej, som min mor. Og jeg kan ligeså godt være ærlig. Ja, jeg har da overvejet det, men jeg har aldrig kunne gøre det, og især ikke overfor Emilia. 

En halv time efter


"Melanie!" råbte Emilia ude fra stuen. "Kommer." råbte jeg tilbage. Jeg har egentlig ikke lyst til at rejse mig fra min seng, men det kan jeg jo blive nødt til. Jeg sukkede, og rejste mig op. "Hva' så?" sagde jeg da jeg kom ind i stuen. "Ikke rigtig noget, jeg tænkte bare på om du ville være med til at se en film, det er jo Fredag." Sagde hun smilende. Jo hvorfor ik' tænkte jeg, og smed mig i sofaen. "Jeg går ud fra det er et ja." Sagde hun og grinede kort. Jeg nikker kort, og kiggede hen på tv'et. "Kan vi ikke nok se titanic?" Sagde Emilia og lavede hundeøjne. Okay vi har kun set den film 500 gange her den sidste måneds tid, ej okay overdrivelse fremmer forståelsen ikke sandt? Men, vi har ihvertfald set den mange gange. "Okaaay så!" Sagde jeg og sukkede. "Tak!" Sagde hun tilfreds. Vi fik øjenkontakt og begyndte begge at grine. Efter lidt tid stoppede Emilia med at grine, og kiggede alvorligt over på mig. Hvad er det lige der sker? Tænkte jeg, men min tanke blev afbrudt, da Emilia pludselig siger: "Du henter dyner. Jeg henter slik, og så mødes vi her i stuen igen om 5 min." Jeg fniste lavt, og løb hurtigt hen mod mit værelse, mens Emilia spurtede ud mod køkkenet. Jeg åbnede døren ind til mit værelse, og tog to dyner, og nogle puder op i min favn. Jeg kunne lige bære det. Jeg spurtede ud ind i stuen igen, og smed alting i sofaen. Lidt efter kom Emilia ud med 2 store skåle, og to colaer. den ene skål var fyldt med chips, og den anden fyldt med bland selv slik. Hvis man kunne spise med øjnene havde Emilia og jeg nok allerede tømt skålene. Hun gik hen mod tv'et og satte titanic på, og smed sig derefter ned i sofaen, ved siden af mig.

Efter et par timer var filmen ved at være slut. Emilia havde tudet den sidste halve time. Og jeg sad bare og grinte ad hende. "Hva' så tudefjæs!" Sagde jeg flabet, og slog hende let på armen. 
"Hov hov, frøken!" Sagde hun strengt, men hun kunne ikke holde masken, og få sekunder efter sad vi begge flade af grin. Lidt efter kigger Emilia op på uret, og derefter peger hun op på uret.
"WOW! Den er allerede 03:00!" Sagde hun, mens hun grinte. Jeg vidste godt  at hun hentydede til at vi skulle i seng. "Og hvad så?" Spurgte jeg flabet. "Jaah, jeg ved ikke med dig, men jeg vil altså i seng!" Sagde hun mens hun gabte. Hun rejste sig op, og traskede hen mod sit værelse.
"Godnat!" Råbte jeg efter hende. "Godnat" mumlede hun og fortsatte hen mod sit værelse.
Jeg lagde mig godt tilrette i sofaen. "Arg pis!" Mumlede jeg. Fjernbetjeningen lagde på sofabordet, og jeg kunne selvfølgelig lige præcis ikke nå den. Jeg satte mig irriteret op, og tog fjernbetjeningen, og lagde mig ned igen. 
Jeg fik en halv times tid til at gå med at zappe rundt mellem alle kanalerne. Der er aldrig noget godt i tv'et fredag aften, eller nok nærmere fredag nat, eller meget meget tidligt lørdag morgen.
Lidt efter faldt jeg vidst nok i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...