Det sidste pust

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2015
  • Opdateret: 7 dec. 2015
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
78Visninger
AA

1. Det sidste pust

Det var en mærkelig stemning, der havde indtaget lokalet. Det hele havde ellers været så godt og lykkeligt. Danseren på roserne var vidst pludseligt stødt ind i nogle torne. Stearinlysene stod stadig i vinduet, og kæmpede for at holde sig i live. Blafrende, i takt med vinden fra døren, som lige havde smækket med et brag. Det var det brag, som var enden. Enden på den fremtid, som var så lys. Den fremtid, som var så svær at nå. Men et enkelt pust, et enkelt forkert pust, kan slukke et helt lys. Derefter kræver det en ny tændstik, nye kræfter, til at tænde det igen. 
.......

John var endelig kommet hjem fra en hård arbejdsdag. Han var udmattet. Ikke noget nyt, det var efterhånden begyndt at blive en vane. En del af hverdagen. Han havde haft så travlt det seneste stykke tid. Han vidste godt, at det ikke kunne blive ved med at gå, men når de tanker dukkede op, fjernede han dem hurtigt igen. Han havde ikke tid til dem. At tænke på dem. Hvis han begyndte at arbejde mindre, hvem skulle så betale måltiderne, regningerne, fremtiden? Hvem skulle betale det luksusliv, som de havde prioriteret at leve efter? Han ønskede at slappe mere af, han ønskede et fredeligt liv, uden noget stress og jag. Men sådan var det ikke. Sådan kunne det ikke blive. Han elskede sin kone overalt på Jorden. Han ville gøre alt, hvad der stod i hans magt for at gøre Louise glad. Det var hende før alle andre, hende før ham selv. Sådan var det, det var det han havde lovet hende den dag, de sagde 'ja' til hinanden. Og hvem vil heller ikke gøre alt der står i ens magt, for at gøre en man elsker glad? 
Han vidste udmærket godt, at hun var mere krævende end de fleste andre kvinder. Men det var også det, han faldt for, for snart 3 år siden. Han elskede, at der var en som havde styr på ham. Det havde han manglet i sin barndom. Hans forældre havde svigtet ham kort efter fødslen, og han havde været i flere forskellige pleje-familier, uden den omsorg, som han havde fået hos Louise. Han følte sig tryg. Derfor var han nødt til at holde fast i den hverdag, som de havde fået op og køre.

John gik ind i stuen. Han kunne ikke se Louise nogle steder. læselampen var tændt, og de to stearinlys i vinduet var også. Oftest var hun hjemme, når han kom hjem. Hun var hjemmegående, men havde i mange år forsøgt at slå igennem som skuespiller. Men uden held. Han kunne heller ikke lige umiddelbart se, om hun havde efterladt en note på bordet. Det plejede hun ellers at gøre, hvis hun var ude. "Hej John, jeg er lige taget et smut forbi smykkeforretningen. Kys Lou" eller " Hej John, jeg er på café med en af mine gamle veninder. Kommer nok ikke hjem før du har spist. Ses". Det var to typiske eksempler. Men ikke i dag, i dag var der ingenting. 
Selvom John var kommet hjem fra arbejde, og var alene hjemme, var han ikke færdig med hans daglige gøremål. Næste skridt på listen var regningerne. Han hadede dem. Det var dem, der kunne få ham til at ligge søvnløs om natten. Selvom han knoklede og knoklede havde han svært ved at se, hvordan det hele skulle komme til at hænge sammen. Han havde prøvet at foreslå Louise at få et job. "Et rigtigt job" havde han sagt. Men hun var bare blevet gal på ham, og råbt om han nu ikke troede på hende og hendes drøm. Efter den episode, havde John ikke længere foreslået noget. Han havde heller ikke turde foreslå hende ikke at bruge så mange penge. Han turde næsten ikke tænke på, hvordan hun ville reagere på det foreslag. 
John gik ud i postkassen og åbnede stille lågen. Igen i dag var den fyldt med de forfærdelige kuverter. Han tog stakken med sig ind, og satte sig hen til computeren. "til John, til John, til John" sagde han, imens han bladrede igennem stakken. Selvom det var hans navn der stod på, vidste han godt, at indholdet i brevene ikke var noget, som han havde noget med at gøre.

Halvvejs igennem bunken fik han øje på et mystisk brev. Denne gang, var det et brev til Louise.Det var stadig en regning, så han åbnede det derfor uden videre at tænke over det. Den skulle jo betales. Det var en regning på en overnatning på et 5-stjernet hotel. Han undrede sig over, hvad det var for noget. Det havde han da ikke hørt om, så vidt han lige kunne huske. Han studerede længe regningen. Kiggede længe på det høje beløb, og hvad pengene var blevet brug på. Så vidt han kunne læse sig frem til, så var det en regning for 2 personer. Der var dobbelt op på det hele. 2x champagne, 2x 5-retters middag. 2x massage.. Han kunne ikke forstå noget som helst. Der måtte være noget, siden Louise slet ikke havde nævnt det. Han kiggede på datoen. 'Der var jeg jo på forretningsrejse' tænkte han, 'hun sagde da, at hun bare havde hygget alene derhjemme'. Han kunne mærke, hvordan vreden bredte sig i hele hans krop. Han besluttede sig for at undersøge sagen nærmere. Han fandt Louises computer, og begyndte at læse hendes mails. Der var ingen tegn på noget. Han prøvede hendes facebook-profil, han havde da hørt hendes kode før. Men da han trykkede enter, virkede det ikke. Louise måtte have skiftet koden. Han prøvede at skubbe tankerne væk. De tanker, som havde siddet i hovedet siden han så brevet. Havde han virkelig så lidt tillid til hende, at han begyndte at kigge i hendes private sager? Han satte computeren fra sig, og tændte for tv'et. 'Der er sikkert en helt naturlig forklaring' tænkte han.

Tanken om brevet kørte rundt i hovedet på ham. Han blev mere og mere irriteret. Han tog sin telefon frem, og fandt Louise's nummer. Han skulle have en forklaring, og det skulle være lige på stedet. Han ringede nummeret op. Efter et par ring, kunne han pludselig høre en lyd i et andet lokale. Det var Louises ringetone. Han gik efter lyden, og fandt mobilen inde på natbordet. Han tog den stille op. Han vidste, at mobilen var uden kode. Nu havde han chancen. Skulle han gå i mod hans princip om tillid i et parforhold. Han overvejede det lidt. Nej, han måtte have svar. Nu. Hans hænder rystede. Han begyndte at svede. Han åbnede telefonen, og gik ind i sms'er. Det var nu, han fik et svar. Et frygtet svar. Men forventet.

"Jeg er hjemme!" lød det ude fra gangen. John sad inde sofaen. Helt stille. Louise kom ind til ham. "Hej skatter" sagde hun. "Puh, jeg har haft SÅ travlt i dag." sagde hun. John hørte ikke efter. Han var fuldstændig ligeglad med, hvor travl hun havde haft det. Han rejste sig op med telefonen i hånden, og rakte den ud mod Louise. "Hvad er det her for noget?" spurgte han. Hans øjne var røde af gråd, men også af vrede. Louise kiggede på telefonen. Hun så meget forskrækket ud, da hun opdagede, hvad det var. Derefter blev hendes ansigt rødt. Man kunne tydeligt se, hvor pinlig berørt hun følte sig. "John, jeg ved ikke hvad jeg skal sige" sagde hun stille. Hun begyndte at få tårer i øjnene. John kiggede nu endnu mere vredt på hende. "Der er overhovedet heller ikke noget at sige" sagde han til hende. "Der står en pakket kuffert klar inde i soveværelset. Hent den, og smut ud fra det her hus" sagde han i gråd. Han satte sig ned, og lagde hovedet i hænderne. Grædende. Han kunne høre Louise græde. Han kunne høre, hvordan hun kæmpede med at bære kufferten. Han var ligeglad. Fuldstændig ligeglad. Pludselig begyndte Louise at råbe og skrige. Hun råbte op om, hvorfor hun havde været utro. Alle hendes usle grunde kom på bordet. 'Du er altid på arbejde, du gider mig ikke, du er ikke interesseret i, hvad jeg vil'. Hun græd og græd og råbte og råbte. John sad bare helt stille og kiggede på hendes opførsel. Efter et stykke tid satte hun sig grædende ned på knæene. "Men John.." sagde hun stille. "Vi kunne få det godt. Vi har jo en fremtid sammen. Det har vi jo selv lovet hinanden... Skal vi ikke bare sige, at vi har været lige gode om det hele, og så bare glemme det?" Sagde hun, med et falsk smil på læben. John rejste sig op, og så ned på hende. Han sagde stadig ingen ting. Kiggede bare på hende. Så gik han ud i gangen. Hoppede i sine sko, og tog sin jakke under armen. Så åbnede han døren, og smækkede den bag sig med et brag. Han mærkede en underlig følelse i kroppen. Noget, som han ikke havde følt før. Han tænkte, at det var en følelse af en ny start. Følelsen af frihed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...