Alene

Da Vera vågner en nat, finder hun sit hjem helt øde. Hendes famile ser ud til at være taget afsted i alt hast - uden at vække hende. Og som hun langsomt bevæger sig udenfor, finder hun ud af, det ikke kun er dem, der er væk - det er hele byen. Og mens Vera går rundt i det surealistiske, forladte scenarie, prøver hun desperat at finde ud af, hvor alle er taget hen, samt hvorfor, de tog afsted. //vinder af 5. pladsen i Den 5. Bølgekonkurrencen.

3Likes
1Kommentarer
534Visninger

4. Tre

Vera havde på fornemmelsen, at alle døre stod åbne lige for tiden. Måske havde et pludseligt anfald af dovenhed bare ramt alle indbyggerne i lejlighedskomplekset, alle døre hang i hvert fald på vid gab, da hun havde bevæget sig udenfor efter at have stirret chokeret på sovepulveret i alt for lang tid. Hun havde besluttet at gå udenfor, efter hun var blevet for træt af den måde, hendes lunger blev ved med at snævre sig sammen i hendes bryst, og hun ikke længere syntes at trække luft ned i dem, blot små nåle af ren panik. Det var stadig et mysterium for hende, hvor alle var, samt hvordan det sovepulver var endt i det vandglas. Men hun var ikke længere sikker på, at det var et mysterium, hun havde lyst you at finde en løsning på, da ting kun syntes at blive værre og værre , jo længere hun dykkede ned i det her. Og det hjalp heller ikke, at det så ud til at hver eneste lejlighed i bygningen var i samme tilstand som hendes egen. Forladt. 

Hun havde prøvet at se det komiske i det, da det trods alt var lidt af et tilfælde, at alle beboere tilsyneladende havde besluttet sig for at forsvinde sporløst den præcis, men det komiske virkede selvfølgelig længere væk end nogensinde. Alle de forladte lejligheder hun kunne skimte ind, i som hun havde gået ned af trapperne i opgangen, formåede bare at vække en dybt foruroligende følelse i hende. Der var noget, som grænsede til det uhyggelige ved den måde, hun så ud til at være den eneste i bygningen og den måde, der også var væltede møbler i adskillige andre lejligheder, som om alle havde haft lige så travlt med at komme afsted som hendes familie. Hun havde nemt kunne forestille sig, hvordan trappen for ikke så længe siden, havde været tæt på at brase sammen, som de alle sammen var kommet dundret ned af den i én stor strøm af fødder, der hver i sær desperat kæmpede om at komme først. Hun havde tydeligvis tabt kapløbet.

Men til sidst var Vera heldigvis kommet hele vejen ud på gaden, hvor hun blev mødt af et pust frisk luft, som føltes så rent i hendes stakkels lunger, hun næsten kunne glemme hvor meget forurening, den i virkligheden rummede. Man kunne ikke ligefrem påstå, at hun savnede at være indenfor, og for et øjeblik, var hun blot uendelig taknemmelig for at være kommet udenfor, så taknemmelig, at hun var i stand til at glemme alt om strømsvigtet, sovepulveret og alle de forsvunde. 

Men det var også kun for et øjeblik. For i det næste, opdagede hun, det ikke kun var hendes bygning, som var forladt. Det var hele byen.  

En mellemting mellem et gisp og et halvkvalt skrig forlod hendes læber, mens hun febrilsk lod blikket glide over dette mareridsagtige scenarie. Ikke nok med, at der ikke var en sjæl at se på gaden, holdt der også biler parkeret midt ude på vejen med åbne døre, som var deres ejere bare lige pludselig gået fra dem. Ingen skikkelser var at syne i alle de sorte huller - også kaldet vinduer - i alle bygningerne. Men samtidig med at chokket strømmede gennem hende, var der en lillebitte del af hende, som blot undrede sig over, hvorfor hun ikke havde indset det før

Vera mærkede for anden gang i nat, hvordan hendes ben begyndte at skælve under hende, og det skulle ikke overraske hende, hvis hun lige om lidt braste sammen på fortovet. Ikke at der ville ske 
så meget ved det, der var alligevel ikke nogen til at lægge mærke det til. Men hun undertrykte trangen og lade i stedet din hånd mod den nærstående væg, mens hun prøvede at holde sig oppe. 

Da det kun var strømmen, der var væk, havde hun kunne klare det. Da det var hendes familie, var det mystisk, men også overkommeligt. Da det var hele bygningen, var det nemt at konstatere der var noget grueligt galt. Men nu... nu var der ikke til at overkomme mere. 

Vera snurrede rundt på stedet, men hun lod sit blik løbe rundt blandt bygningerne. Hendes øjne afsøgte hver et af de hjørner, hun allermest havde lyst til selv at krybe sammen i, så hun kunne komme væk fra den alt for skinnede måne, der kun formåede  at oplyse en lille brøkdel  af mørket, samt bevidstheden om, at hun med stor sandsynlighed var den eneste i hele byen lige nu. Selvfølgelig kunne det sagtens være at det kun var netop denne hjørne, som var menneskefrit, og der gemte sig tonsvis af mennesker i resten af byen, og det blot var de mørke silhuetter af bygninger, der blokerede hendes udsyn. Men hun tvivlede.

Det var også svært at fatte, hun ikke allerde havde opdaget det, da hun for kort tid siden kiggede ud af vinduet. Måske havde det bare været for svært for hende rigtig at se, der ikke var nogle mennesker på gaderne eller i bygningerne, da hun havde været for optaget af det faktum, byen var helt mørklagt. Eller hun havde måske bare ignoreret det helt, da det ikke ligefrem var noget, man forventede at se, og derfor ikke noget man troede på, at man så.  Men nu, hvor erkendelsen om at være efterladt ramte hende bid for bid, var det pludselig åbentlyst, at der ikke havde været nogen. For hvis der var, burde strømmen så ikke for længst være tilbage nu, hvis der var så mange, som manglede den? Og hun burde have været i stand til at se mindst en sen nattegænger fra sin plads ved vinduet, eller i det mindste en kørende bil. 

Hvis nogen havde sagt til hende, da hun lagde sig til at sove, at hun vil have hele storbyen for sig selv, næste gang hun vågnede, ville hun sikkert have været henrykt og forestillet sig alle de ting, hun nu fik muligheden for at prøve, når der ikke længere var nogen til at stoppe hende. Hun ville i hvert fald ikke kunne have gættet hvor forfærdeligt det ville føltes at stirre på den mennesketomme by og vide, at hun var blevet ladt tilbage, at nogen havde puttet sovepulver i hendes vandglas, og at hun ikke kunne ringe til sine forældre. 

I en bevægelse der kun blev hurtigere og hurtige, begyndte Vera at stryge hårlokker væk fra ansigtet, så heftigt, at andre sikkert ville tro, det var i et forsøg på at rive dem af. Det var det måske også, da lysten til at rive i sit eget hår var ret stor lige nu. Det ville i hvert fald give hende en mulighed for at forbande sin egen dumhed langt væk, fordi hun ikke have opdaget pulveret i det vand. Det burde ellers været virkelig åbenlyst, hvor uklart vandet var.

Skulle hun gå op igen? Det var ikke fordi, at Vera ville få noget ud af at stå her og panikke, så hun kunne lige så godt lægge sig til at sove og håbe på, at hun ville vågne op i morgen og opdage, det hele bare var en lidt for realistisk drøm, og den livsnødvendige strøm ikke var forsvundet, og alting var som det skulle være. Desuden var det eneste, hun havde på en natkjole, som ikke ligefrem egnede sig til at stå her ude i vinterkulden. Hun var nu stadig i tvivl om gåsehuden skyldtes det faktum, hun var alene eller blot kulden. Sikkert begge dele. 

Vera stønnede svagt - hun prøvede af gammel vane at dæmpe lyden af stønnet, så det ikke ville være forstyrrende for andre på gaden. Hun var halvvejs inde i opgangen, da denne tanke strejfede hende, og det gik op for hende, hun ikke kunne bære at skulle prøve at sove igen, som om alting var i skønneste orden, og hun var ligeglad med, at hun nu kunne stønne så højt, hun ville. Hun blev nødt til at finde ud af, om byen virkelig var forladt, eller om der gemte sig en anden i en af de mange skyskrabere eller i en af de hjørner, en anden, som måske havde den fjerneste ide om, hvor alle andre var. Desuden var følelsen af uvirkelighed stadig så overvældende, den ikke ville lade hende lukke et øje, før hun lod sig affinde  med, hvad der lige var sket. 

På vaklende ben begyndte Vera at gå ned af trappen til gaden igen. Hun tog den et trin af gangen meget langsomt -  både for at forhindre sig selv i at snuble. men også fordi det gav hende tid til at tænke over, hvad hun skulle gøre nu. Det var lige før, hun bare skulle stille dig op på taget af byens allerhøjeste bygning og råbe på nogen til hun havde flået sine lunger sønder og sammen, og hendes råb blev hørt. Eller også kunne hun vedblive med at nive sig selv i armen, indtil den nagende smerte kunne vække hende fra denne uvirkelige drøm. Hun kunne selvfølgelig også bare synke sammen lige her og håbe på, at hun stadig var påvirket af sovepulveret. Ingen af mulighederne virkede særlig tiltalende. 

Det gjorde nu heller ike noget, for mens alle disse tanker bar strømmet gennem hendes hoved, var Vera begyndt at gå. Hun havde knap selv været bevidst om det - lige pludselig opdagede hun bare, at hendes fødder ikke længere stod lige neden for trappen til opgangen, men var begyndt at gå hen af fortovet i et tempo så hurtigt, det grænsede til løb. 

Mirakuløst nok, nåede hun helt hen til hjørnet af gaden, før hun snublede for første gang. Hvis Vera selv havde skulle gætte, ville hun have troet, det var meget før, da hendes glasagtige blik ikke var i stand til at se meget andet, end de tilsyneladende tomme bygninger, der tårnede sig op over hende, samt mørket. I hvert fald ikke fortovet eller hendes bare fødder. Desuden var månen ikke den bedste lyskilde og selv med hjælp fra et par glitrende stjerner, kunne man langt fra se specielt meget. Hvad overraskede hende endnu mere var, at hun ikke nåede at falde hele vejen ned på fortovet, før hun genfandt balancen. Det var nu meget godt. Hun tvivlede nemlig på, at hun nogensinde ville kunne få sig selv til at rejse sig igen, hvis først hun lå helt nede på jorden. 

I stedet fortsatte Vera - denne gang en del langsommere. Både fordi hun ikke ville falde igen, men også grundet den lammende effekt, kulden havde på hende. Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun have troet, at nogen havde sat ild til  hendes hud, en isnende ild, som bredte dig med lynets - helt fra hendes næsetippen til fingerspidserne. Så meget frøs hun.

Hun måtte anstrenge sig for ikke at ryste over hele kroppen, mens hun med usikre skridt gik videre gennem byen, der kun formåede at virke mere øde for hver åben dør, hun passerede. Vera blev kun mere og mere irriteret på sig selv for ikke at have gjort sig den ulejlighed at tage noget mere tøj på end den næsten papirstynde natkjole, inden hun havde forladt lejligheden 

Men hendes irritation blegnede i forhold til hendes desperation efter at kunne bevise, hun ikke var den eneste. Den steg og steg for hver gang, hun rundede et nyt hjørne og bevægede sig tættere på buen engangs så pulserende hjerte, samt når hendes øjne landede på endnu en bygning, der også var forladt. Hun havde ikk længere styr på hvor længe hun havde gået hvileløst rundt,det virkede som om der vårbyggen flere timer fra hun først var vågnet til nu, men det kuld lige då godt være et spørgsmål om sekunder. Hun havde heller ingen ide om, hvor hun var, den før så velkendte by virkede nu som en labyrint, når den ikke længere havde mennesker til at fylde den ud eller det evige lys til at oplyse den. Det var næsten lige før, hun begyndte at tro, hun gik i søvnen Så lidt lod hun til at være bevidst om hvor hun var. 

Men lige pludselig blev Vera revet ud af den trancelignende tilstand, hun ellers havde befundet sig i, da hun ud af øjenkrogen kunne ane noget i en så rød farve, der stod i skarpe kontrast til de 
mørke nuancer, byen ellers henlå i.

For malet på en væg på den uformelige bygning ikke langt væk var ordene. - Meteoren kommer - vi når det aldrig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...