Alene

Da Vera vågner en nat, finder hun sit hjem helt øde. Hendes famile ser ud til at være taget afsted i alt hast - uden at vække hende. Og som hun langsomt bevæger sig udenfor, finder hun ud af, det ikke kun er dem, der er væk - det er hele byen. Og mens Vera går rundt i det surealistiske, forladte scenarie, prøver hun desperat at finde ud af, hvor alle er taget hen, samt hvorfor, de tog afsted. //vinder af 5. pladsen i Den 5. Bølgekonkurrencen.

3Likes
1Kommentarer
550Visninger

3. To

Langsomt drejede Vera rundt på stedet, som forventede hun, at hendes forældre pludseligt ville springe frem og grine af hendes forbløffelse over, at de var væk. Men hun formåede kun at blive endnu mere foruroliget, da hun så sin fars utrolige gammeldags ur ligge knust på gulvet, som havde han tabt det i farten. 

"Hallo?" prøvede hun langsomt, selvom hun inderst inde godt var klar over, hun nok ikke ville få svar. Og ganske rigtig - hendes 'hallo' ekkoede tomt mellem væggene et øjeblik, før også det sank ned i stilheden. 

Med stigende desperation skyndte hun sig ind på sin lillesøsters - Marias - værelse med håbet om, hun stadig lå trygt og sov i sin seng, selvom hun sikkert burde være blevet vækket af Veras uheld med døren eller hendes råb efter deres forældre. Hun blev derfor knap overrasket, da hun så, Annes seng også var tom. Den havde det samme forladte præg, som hendes forældre med dynen, som var landet nede på gulvet, og alt legetøjet, som lå spredt ud over det lyserøde gulvtæppe, som havde en orkan raseret værelset. Vera måtte træde et uvilkårligt skridt tilbage, da hendes øjne landede på en dukke, hvis øjne lignede store sorte huller, der sugede alt levende til sig i mørket. 

"Tænd lys". Ordene forlod hendes mund, før hun kunne nå at tænke sig om, så hun forbandede sin egen dumhed langt væk. Men det var nu også ligegyldigt, for under alle omstændigheder, ville den runde lampe, der hang over hendes hoved forblive slukket. Det forhindrede hende nu ikke i at stirre mismodigt op på den, som kunne hendes blik være nok til at få pæren til at lyse med sit vanlige røde skær. 

Men i det mindste havde hun med det manglende lys været i stand til at distrahere sine tanker fra det faktum, at hendes forældre samt lillesøster så ud til at have forladt lejligheden uden varsel. Hun ville gerne lede efter en seddel fra dem, for de kunne ikke bare tage af sted, sådan uden videre, men hun var ret sikker på, at nu når mobilnetværket ikke virkede, var de ikke i stand til at efterlade en skreven seddel, da de vidst ikke længere kunne finde ud af at skrive læselige bogstaver, som var det blevet for svært for dem at lave den simple bevægelse, det krævede at skrive de få ord, der lige nu kunne forhindre hende i at panikke. Ikke at hun kunne bebrejde dem, ingen skrev i hånden mere.  

Hun kaldte på dem igen. Hendes stemme knækkede over, da hun nåede til 'far' så resten af ordet endte som en lille pibelyd, der næppe var forståelig. Det gjorde vel heller ikke noget, eftersom der stadig ikke var nogen til at høre det. Vera kunne sikkert slide sit stemmebånd op ved at råbe og skrige til mørket, der ikke lod til at gemme på noget svar om hendes forældres pludselige forsvinden. Alligevel ignorerede hun den stemme i hovedet, som forsikrede hende om, de ikke længere var i lejligheden og løb ud af Annes værelse til stuen. 

Hun måtte dog hurtigt erkende, at de næppe synlige silhuetter af møbler stadig var hendes eneste selskab. Det forhindrede dog ikke Vera i at hive gardinerne til det store vindue i den ene ende af stuen væk i en lettere klodset bevægelse, der som sædvanlig vidnede om, hun ikke plejede at gøre ting manuelt. Måneskinnet fik nu lov at strømme ind, så stuen ikke længere henlå i komplet mørke, og Vera slap for at skulle famle sig frem i blinde. 

Men da hun nu kunne se rummet ordentligt, var det klart for hende, den mørkere version var at foretrække. For nu kunne hun pludselig se, hvordan en stol samt sofaen lå væltet på gulvet og hoveddøren stod halvåben, så man kunne skimte opgangen udenfor. Chokeret tog hun endnu et skridt frem, som ville det skridt være i stand til at transporterer hende ind i den tid, hvor hendes forældre lå og sov inde ved siden af, og lampen inde hos Anne stadig var stemmestyret, og hun kunne lade sig synke sammen i en sofa som ikke var væltet. 

Ingenting skete. I stedet lod hun sig falde sammen på en af de stadigt stående stole, mens hun fortabt stirrede på den åbne hoveddør i en desperat tro på, den kunne fortælle hende, hvor de var blevet af. Men da den forblev tavs - som altid - måtte hun hengive sig til at spekulere på, hvor i alverden de mon var. 

Den tanke fik Vera til at frygte, om hun mon overreagerede? Hendes familie var sporløst forsvundet, og hun kunne ikke komme i kontakt med dem, grundet et strømsvigt, der tilsyneladende strakte sit over hele byen.  Det så desuden ud som om, de var taget af sted i al hast, møbler var væltet, dynen flået til side og døren åben. Og hvorfor var hun ikke vågnet? Vera burde da have hørt dem forlade lejligheden eller i det mindste, da sofaen væltede, hvilket måtte have forårsaget et ordentligt brag. Godt nok plejede hun at sove tungt, men hun var ret sikker på, at det selv i søvnen ville være umuligt at se bort for den form for støj. 


Og desuden, selv hvis intet af det havde formået at få hende til at vågne - burde de så ikke have vækket hende, før de tog væk?

Så nej, hun overreagerede ikke, tænkte hun, mens hun langsomt begravede ansigtet i sine hænder. En samling af koldsved havde ophobet sig i håndfladerne, fandt hun ud, da hendes næse strejfede dem. Hun kunne tydeligt se for sig, hvordan flere og flere svedperlerne ville pible ned af hendes fingre efterhånden, som hun blev mere panikslagen. Hendes åndedræt blev mere og mere besværet, og det føltes sværere ned nogensinde før bare at trække vejret ned i lungerne og puste ud. Vera prøvede forgæves at berolige sig selv ved at blive ved med at gentage det samme i sine tanker igen og igen. De ville være her, når hun vågnede i morgen - sammen med strømmen. Hvis bare hun lagde sig til at sove, ville det her aldrig være sket. Men selvom hun stædigt gentog det, syntes det blot at lyde mere og mere tvivlende for hver gang, hun tænkte det, og hvis hun begyndte at sige det højt, ville hun sikkert være i stand til at se tvivlen drive af hendes egen stemme. 

I stedet prøvede Vera at søge tryghed i mørket i sine fingre. Men det mindede hende blot om det mørke, der tilsyneladende havde bredt sig over hele byen, og inden længe kunne hun ikke længere tage det og blev nødt til at kigge op på stuen. Ensomheden var stadig hendes eneste selskab. 

I et anfald af panik rejste hun sig endnu en gang fra stolen. Hun kunne ikke længere bære bare at sidde ned og lytte til stilheden uden at gøre noget ved den. Vera vidste dog ikke helt, hvorfor hun troede, det at gå ud i køkkenet, ville få den til at gå væk, men det gjorde hun nu. For hvem vidste, måske sad de alle sammen derude, mens de prøvede desperat at kvæle fnis bag deres hænder, fordi de nød at se, hvor meget hun var oppe at køre lige nu. 

Selvfølgelig var hun på ingen måde i stand til at overbevise sig selv om, at det rent faktisk passede, men det var nu en rar tanke. Det var også den, der fik hendes ben til at formå at gå hende hele vejen ud i køkkenet uden at kollapse på noget tidspunkt, hvilket var lidt af en bedrift. Specielt da hun kunne se køkkenet og hurtigt måtte konstatere, det var ligeså tomt som resten af lejligheden. Hun stirrede et øjeblik trist på køkkenskabene og alle magneterne på køleskabet. Det halvtomme vandglas, hun havde drukket af, før hun gik i seng stod stadig på køkkenbordet. Det havde efterladt en halvcirkel af vand ved bordet, og Vera måtte pludselig bekæmpe trangen til at skynde sig og få tørret den væk. Så meget, hun blev nødt til at løfte blikket lidt, så det landede på det tilbageværende vand i glasset, der stadig skvulpede rundt mod glassets sider. Det vand, hvor man kunne se noget tyndt hvidt pulver svømme rundt. Det pulver, som i mistænkelig grad lignede sovepulver. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...