Alene

Da Vera vågner en nat, finder hun sit hjem helt øde. Hendes famile ser ud til at være taget afsted i alt hast - uden at vække hende. Og som hun langsomt bevæger sig udenfor, finder hun ud af, det ikke kun er dem, der er væk - det er hele byen. Og mens Vera går rundt i det surealistiske, forladte scenarie, prøver hun desperat at finde ud af, hvor alle er taget hen, samt hvorfor, de tog afsted. //vinder af 5. pladsen i Den 5. Bølgekonkurrencen.

3Likes
1Kommentarer
536Visninger

5. Fire

Vera blinkede. Så blinkede hun igen. Og igen. Først der gik det op for hende, hvad der stod. Det tog endda endnu et øjeblik, før hun rigtig forestod ordenes betydning. Hun vidste ikke helt, hvorfor at hendes hjerne var så langsomopfattende. Måske fordi at sådanne grafitti ikke var at se specielt meget mere. Hun havde kunnet forstå, at der engang havde været mange, som havde haft denne form for hærværk som hobby, men nu var der ikke længere nogen, der rigtig fandt det spændende nok at bryde loven til at gøre det. Så dette var et sjældent syn. Desuden var den brugte spraymaling i sådan en kraftig rød farve, hun var overrasket over, de få bogstaver ikke allerde havde skåret hendes øjenæbler i småstykker, så skarp, som farven var. 

Inden hun vidste af det, var hun drejet om på hælen og begyndt at krydse vejen for at nå hen til væggen på den anden side. Det var stadig uvant for hende ikke længere at skulle bekymre sig om at blive kørt over, selvom det nu ville være nemmere bare at se sig for, end at skulle sno sig ind og ud mellem de mange stillestående biler. Hun vidste ikke helt hvorfor, det pludselig intresserede hende så meget, det var sikkert bare endnu en samfundskritisk kryptisk besked, der var skrevet på den væg, og hun havde langt værre ting at se til. Men den kryptiske sætning havde allerde haget sig fast på indersiden af hendes kranium og ville ikke give plads til andre ting, før hun i det mindste havde været henne ved den. 

Snart stod hun overfor den. De ildevarslende bogstaver syntes at tårne sig op over hende, trods de ikke rakte meget op over hendes beskedne højde. I en ugennemtænkt bevægelse rakte hun den ene hånd frem og strejfede v'et i 'vi' med fingerspidserne. Da hun tog hånden til sig, kunne hun se, at noget af den røde farve glinsede på hendes fingre i skæret fra månen. Malingen var åbenbart ikke tør endnu, så det måtte næsten lige være blevet sprayet på. Hun stirrede undrende på sin hånd i er par sekunder, før hun lod sig sig selv indse, det var dumt at bekymre sig, hun var trods alt midt i  et langt vigtigere mysterium. Vera var klar til at gå, da en stemme brød stilheden, som hun  ellers var blevet så vant til. 

"Det er sandt, er det ikke?" Vera snurrede rundt så hurtigt, hun lige skulle bruge tid på at genfinde balancen. Det gav hende tid til at afsøge området for kilden til den raspe, hæse stemme, hun lige have hørt. Hun var lige ved at tro, hun blot havde hørt syner grundet hendes desperate trang til at møde et andet levende væsen, da hun så ham. Han sad krøbet sammen i et hjørne på den modsatte side af gaden,  halvvejs skjult i skygger, hvilket forklarede, hvorfor hun ikke havde opdaget ham noget før. Men mørket var ikke forklædning nok til. at hun ikke kunne se, hvordan han var iført tøj der knap kunne kaldes tøj, fordi det var så fuld af huller, og hans skæg var længere end tilladt i følge loven. Hjemløs. 

Vera trådte et uvilkårligt skridt tilbage, hvilket resulterede i, hun stødte ind i muren, så hendes ellers hvide natkjole, nu var blevet plettet af den rødemaling. Men for at være ærlig var hun ligeglad. For hun var ikke den eneste. Denne opdagelse var så chokerende, der gik noget i nærheden af minutter, hvor hun blot stirrede på manden og gang på gang sikrede sig, han virkelig var der. En blanding af lettelse og frygt løb langsomt igennem hende. For i det mindste var hun ikke helt alene. 

"Så... jeg er ikke den eneste?" fik hun endelig fremstammet efter en længere indre kamp om, hvad der var passende at sige i denne situtation. Hun endte bare med at sige, hvad hun tænkte. 

"Selvfølgelig ikke. Regnede du med, at du var den eneste, som ikke gad styrte ud af byen, når vi alligevel er dødsdømte?" Manden stirrede på hende med et blik, som Vers fandt koldere end selv vinden. Eller nej - hun tog det i sig, da hun mærkede endnu et vindstød. Der var ikke noget, der var koldere end den. 

"Hvad mener du?" spurgte Vera med en stemme, der knækkede over på sidste stavelse, da hun ikke var sikker på, hun rent faktisk ville høre svaret. 

"Hvordan kan du undgå at vide, hvad jeg mener. Jeg troede ikke, der fandtes en eneste i byen, som ikke hørte det". 

"Hørte hvad?" Hun blev helt overrasket over at høre den irritation, som hvilede over hendes egen stemme. Men hun kunne udmærket forstå sig selv. Hvem vil ikke lyde sådan, hvis man vågnede op i en by uden strøm, opdagede ens forældre og lillesøster havde forladt lejligheden, for blot at finde ud af, det ikke kun var dem, men hele byens befolkning, der var væk? Og når man så endelig mødte en person, der syntes at vide mere om det hele end en selv, gad den person ikke engang at 
give et ordentligt svar. 

"Du sov måske?" grinede manden. 

"Da jeg vågnede var strømmen allerede gået, sammen med alle de andre i byen tilsyneladende" svarede Vera langsomt. 

"Hvordan kan det gå til?", han ventede ikke op svar," Så er jeg ked af at måtte være den, som skal give dig de sørgelige nyheder - du skal meget snart dø. En eller anden meteor eller astroide-ting skal åbenbart snart styrte ned i dette område. Jeg kender altså ikke helt detaljerne, på det tidspunkt præsidenten gav dem over sådan nogle højtalere i hele byen - ja, der er åbenbart højtalere gemt over hele byen, samme sted som mikrofonerne og overvågningskameraerne garanteret - nå.. men der var ret meget larm, fordi folk var rart oprørte. Det var vel forståeligt nok - han fortalte trods alt, at en kæmpe meteor havde kurs mod Jorden, og den kunne ikke stoppes. Få mig ikke til at gå ind i alle de der fysiske detaljer, jeg kan ikke finde hoved og hale i det", sagde manden hurtigt, mens han gestikulere mod den tomme by bag sig. Vera stirrede blot på ham.

"Han fortalte så om den her store fornemme evakueringsplan, der skulle foretages - en masseudvandring, fra byen hurtigst muligt. Til fods, eftersom han ikke ville skabe trafikkaos - det var da betænksomt. Og så skulle der slukkes for strømmen, når alle alligevel skulle afsted. Men det tror jeg selvfølglig ikke ville nytte noget , for hvis den meteor virkelig er så stor, som han påstår, så når vi sgu det aldrig langt nok væk". Han holdt endelig en pause for at få vejret, hvilket gav Vera et øjeblik til at lade hans ord synke ind. 

Men det kunne da ikke passe, selvfølglig kunne det ikke det. Hvorfor skulle hun stole på, hvad han sagde? Han var tydeligvis skør, og hans ord var ikke at tage for gode varer. Desuden var der en hel vej i mellem dem, så måske havde hun slet ikke hørt rigtigt,h han talte trods alt ret hurtigt. Og det var da for langt ude, selvfølglig passede det ikke. Der måtte være en logisk forklaring på, hvor alle var, hvis dette da overhovedet var virkeligt og ikke bare et tegn på, at hendes fantasi var sluppet fra hende. 

Og alligevel - der var da dele af hans historie, som gav mening, hvor lidt hun end ville indrømme det, og hvor meget, hun ville benægte det. Der var grund nok til, hvorfor alle pludselig skulle forsvinde sammen med strømmen, og hvorfor det så ud som om, alle var taget meget hurtigt afsted. Ja, det var endda forklaring på det kryptiske budskab, som stadig glinsede i rødt bag hende. Men hun forstod stadig ikke, hvad det sovepulver lavede i hendes vand, og måske ville hun  finde ud af det, hvis hun skulle tro manden. 

Hvilket, hun ikke gjorde, indvendte hun stædigt, mens hun gjorde sit bedste for at ignorere den tvivlende undertone, der skinnede tydeligt igennem tanken. Forgæves. Vera kunne allerde mærke en enkelt sveddråbe pible ned af sin pande, og hun måtte bekæmpe trangen til at sende mistroiske blikke mod himlen, som ventede hun blot på at se sin egen dødsdom komme styrtende ned mod hende i form af en meteor eller asteroide. 

Mandens mund var begyndt at bevæge sig igen, men hun registrerede ikke længere ordene. Hun så kun de tomme mærke bygninger mod den endnu mørkere himmel, mens hun for alt i verden forsøgte at holde alle tanker på lang afstand fra muren bag sig. Ja, hun forsøgte bare at lade være med at tænke overhovedet, da hun ikke længere var i stand til at fylde sit hoved med andet end meningsløse bekymringer, og en altoverskyggende frygt. Kulden var nu blevet det mindste af hendes problemer, hun havde alt for travlt med at panikke og lade sine øjne flakke frem og tilbage i deres huller, som var det dem, der skulle beslutte, om hun ville tro på manden. 

Så eksploderede verden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...