Alene

Da Vera vågner en nat, finder hun sit hjem helt øde. Hendes famile ser ud til at være taget afsted i alt hast - uden at vække hende. Og som hun langsomt bevæger sig udenfor, finder hun ud af, det ikke kun er dem, der er væk - det er hele byen. Og mens Vera går rundt i det surealistiske, forladte scenarie, prøver hun desperat at finde ud af, hvor alle er taget hen, samt hvorfor, de tog afsted. //vinder af 5. pladsen i Den 5. Bølgekonkurrencen.

3Likes
1Kommentarer
566Visninger

2. Et

Vera vågnede brat. Så brat, man skulle tro, der var en grund, hun var blevet hevet  så hurtigt ud af søvnen. Men ingen lysstribe slængede sig ind gennem vinduet og farvede hendes lukkede øjenlåg, og intet vækkeur kimede forstyrrende. Faktisk var mørket lige så uigennemtrængelig som stilheden, konstaterede hun undrende. 

Det var også derfor, det var lige før, Vera bare lagde sig til at sove igen i troen om, at det stadig var nat. Men lige i det øjeblik, før hendes øjenlåg endegyldigt faldt, gik der op for hende, der var noget, som ikke var rigtigt. Hun havde svært ved at sætte fingeren på præcis, hvad det var, da hendes hjerne stadig befandt sig et sted midt i mellem det at sove og være vågen, og begge sider hev den i hver sin retning. 

Men så gik det op for Vera. Det var stilheden. For det var ikke blot den normale, søvnige stilhed, der normalt herskede over byen om natten. Det rakte langt dybere end det. Denne stilhed var så fuldstændig, det var et under, hendes trommehinder ikke var blevet sprængt til bittesmå stumper allerede. Manglen på alle de små lyde, man kun lagde mærke til , når de ikke længere var der, syntes slående. Den svage susen fra bilmotorer udenfor, samt den karakteriskiste summen fra de få samtaler nattegængerneførte udenfor hendes vindue. Den stille knirken, som opstod, når en af hendes forældre vendte sig i sengen inde ved siden af. 

Vera fangede sig selv i at trække vejret højlydt, som for at overdøve stilheden og forsikre sig selv om, hun ikke var fuldstændig døv, så længe, hun stadig kunne høre sit eget åndedrag. Men det var næsten før, det havde været mere foruroligende, hvis hun end ikke kunne høre det, for så ville de i det mindste være en grund til, alle de andre lyde var fraværende. Ja, hun ville næsten foretrække at være komplet døv, så hun slap for at opdage, hvor meget det nu larmede, hver eneste gang, hun rørte på sig eller blot trækkede vejret, når der ikke var andet at lytte til. Og for at gøre det hele endnu værre - mørket var også langt mere uigennemtrængeligt end almindelig mørke, da lyset fra lygtepælene og billygterne udenfor pludselig ikke syntes at kunne nå gennem hendes gardin mere.

Men trods hendes grænseløse irritation, tog det alligevel noget tid, før Vera erkendte, hun ikke kunne falde i søvn igen. Det burde vel have været nemt. Nu kunne byens evigt tændte lys ikke bryde det komplette mørke mere, og der var ingen lyde til at holde hende vågen. Hun måtte dog snart indse, at hun ville have nemmere ved at sove til en koncert ved fuldt dagslys,så inden længe måtte hun svinge sine ben ud over sengekanten og glemme alt håb om søvn. Et lille gys forlod hendes læber, da den kolde luft ramte dem, og gåsehuden bredte sig, men hun modstod fristelsen til at forsvinde under den varme dyne igen, og lod i stedet sine tæer røre gulvet. 

Det tog endnu noget tid, før hun endelig blev i stand til at mønstre den kraftsanstrengelse, det krævede at rejse sig op i en bevægelse, som langt fra var flydende. Tværtimod. Veras ben vaklede, og hun måtte tage et hurtigt skridt for ikke at miste balancen, da en pludselig bølge af svimmelhed skyllede gennem hende. Det fandt hun nu lidt underligt. Hun havde ikke rejst sig op hurtigt, men alligevel havde hun det som om, var hun ombord på et gyngende skib. Hvis det ikke var fordi, hun nu hvilede sine fingerspidser på den kolde vindueskarm, var hun sikkert væltet for længst. 

Efter et øjebliks overvejelse bestemte hun sig for at noget frisk luft ville gøre godt, så hun løftede sin frie hånd og lod den trække gardinet tilbage med en svag hvislen, der gav genlyd i hele værelset. 

Så gispede hun. Hun gispede på sådan en måde, at hun blev helt skræmt over at en sådanne lyd kunne komme ud af hende, da der gemte sig så meget chok i det gisp, man skulle tro det var løgn. 

For hele byen var mørklagt. 

Ikke bare mørklagt, af nattemørket, nej, den henlå i totalt mørke. Man kunne ikke længere skimte spindelvævet af lys fra de mange skyskrabere, og ingen lygtepæle oplyste så meget som en brøkdel af natten. Hvis det ikke var for månen, der hang som en bleg rund skive på et tæppe af sort, ville hun ikke være i stand til at se en hånd for sig. Og Vera måtte hurtigt erkende, hvor  anderledes byen så ud kun badet i måneskinnet. Hver skygge virkede unaturlig og deform, og det var endda lige før, at hun kunne bilde sig selv ind, at de bevægede sig, hvis hun blot kneb øjnene sammen.

Og imens Vera stirrede på dette scenarie, gik der endnu nogle sekunder, før det gik op for hende, at strømmen var gået. Det havde hun aldrig oplevet. Det havde de fleste ikke. Så vidt, hun vidste, var det evigheder siden, den sidst var gået, da verden nu havde gjort så store teknologiske fremskridt, det var svært at forestille sig, at der nogensinde skulle ske en fejl i systemet. Beregninger om strømsvigt forbandt man kun med de historier, forældre fortalte deres børn for at vise dem. menneskeheden ikke var så afhængig af strøm engang og ikke behøvede at styre alt med stemmekontrol. I virkeligheden var de selvfølgelig selv præcis lige så afhængige og var i al hemmelighed selv frastødte ved tanken om at skulle tænde stearinlys eller gøre ting manuelt.

Det var så svært at tro på, det virkelig var sket, der gik lang tid, før Vera kunne rive sine tanker væk fra  det, og kom i tanke om,hvorfor hun i første omgang havde trukket gardinet fra. Hendes fingre lyste blegt i mørket, da hun famlende efter åbningen. Med et tilfredstillende klik gik vinduet op, efter hun havde knækket tre negle på låsen. Hurtigt lænede hun sig ud over den mørke by og skubbede i samme bevægelse til vinduet, så det gled op på vid gab. 

En kold vind slog stille mod hendes bare arme og fik hende til at ryste svagt. Men det var hun ligeglad med, da vinden også fejede hendes svimmelhed væk og fik stilheden til at virke knap så foruroligende, selvom hun hurtigt kunne konstatere, at lydniveauet faktisk kunne synke endnu lavere. Selv ikke med vinduet på vid gab, var hendes øregange i stand til at opfange andre lyde end den svage raslen fra vinden, og vingeslagene fra den due, som lettede fra lygtepælen nedenfor. Den så ud til at være ganske upåvirket af stilheden, og Vera misundte den næsten, hvor lidt strømafbrydelsen ville påvirke den. Men i det mindste formåede strømsvigtet at lede hendes tanker lidt fra manglen på lyde.

Hun stod og betragtede den, som den fløj længere og længere væk, så hun til sidst ikke var i stand til at skelne næb og fjerdragt fra hinanden, og den blot var en prik mod den mørke horisont. Hvis det ikke havde været for mørket, havde hun selvfølgelig være i stand til at følge dens flyvetur meget længere, men månen lyste langt fra så meget, som byens elektriske lys. 

En rystelse løb gennem Vera og gjorde hende opmærksom på, de var midt i januar, og vejret ikke ligefrem var til at stå så længe lænet ud over vindueskarmen. Med et suk erkendte hun, at strømmen ikke ville komme tilbage lige meget, hvor meget hun stirrede længselsfuldt udenfor. Hun lukkede vinduet i med et sagte klik, og undgik med nød og næppe at trække sig sammen, selvom lyden var så unaturlig høj. 

Eftersom hun nu ikke kunne sove, besluttede hun sig for at gå ind i stuen. Hendes læber havde allerede formet em kommando, hun lige om lidt ville udstøde til den stemmestyrede dør, da hun nåede at stoppe sig selv. I stedet lagde hun en hånd, som stadig var kold af at hvile på vindueskarmen på dørehåndtaget og trykkede det i bund. Bevægelsen var unaturlig for hende, det var evigheder siden, hun sidst havde åbnet en dør manuelt, og hun blev faktisk næsten forbløffet, da døren svingede lydløst op, og hun ikke havde gjort det forkert. Det forhindrede hende nu ikke i at bemærke, hvor klamt håndtaget var at røre ved - det var som om tusindvis af svedige hænder var strøget over det - og hun priste sig lykkelig for, at det normalt var nok bare at sige, at døren skulle åbne sig. 

Vera fortsatte ind i stuen. Hun undgik hjemmevant de fire fjernsyn foran spisebordet, og hun var lige ved at finde sig til rette i sofaen, da noget fangede hendes blik. Døren til hendes forældres soveværelse stod åben. De fleste ville nok ikke have fundet noget underligt ved dette, men for Vera virkede det særdeles mystisk, da hun vidste hvor meget hendes mor hadede at sove for åben dør og tydelig kunne erindrede, hvordan moderen altid sørgede for instruerede den om at være omhyggelig lukket og ikke så meget som stå på på klem. Vera havde aldrig fået at vide hvorfor, men hun havde heller aldrig spurgt. 

Men nu nærmede hun sig tøvende døren, bare for at sikre sig alting var i orden. Der havde trods alt været så stille inde hos dem også, hvilket ikke kunne forklares med strømafbrydelsen. Hun passede på med at træde så stille som muligt, da hun ikke ville vække dem samt støde ind i noget. Hun måtte nu indse at det ikke var specielt let, når mørket var så tæt, hun hvert andet øjeblik var i fare for at støde ind i noget.

Men da hun endelig fik listet sig hele vejen ind og forsigtig kiggede ind, var den store dobbeltseng tom.

Undrede skubbede Vera til døren. Hendes bevægelse var så kraftigt, at døren stødte ind i væggen med sådan et brag, hun var overrasket over, væggen ikke styrtede sammen, eller døren faldt ned fra sine hængsler. Det eneste, der skete, var, at den svingede tilbage mod hende, og hun måtte springe snublende til side for ikke at blive ramt. 

Efter at havd kastet et enkelt ondt blik mod døren og opdaget, hvorfor de var stemmestyrede, vendte hun tilbage til dine forældres tomme seng. Man kunne stadig se fordybninger af deres hoveder i de to puder, og dynen lå henslængt hen over sengen, som var den blevet slået til side i alt hast. Deres tøj fra dagen før lå også stadig nede på gulvet, hvilket betød, de sikkert stadig var i ført nattøj. 

"Mor? Far?" kaldte hun.

Der kom intet svar. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...