Mig og min telefon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 dec. 2015
  • Opdateret: 5 dec. 2015
  • Status: Færdig
Om at føle sig afhængig af de sociale medier og deres effekt.

6Likes
2Kommentarer
377Visninger
AA

1. Mig og min telefon.

 

Fra de sociale medier, som min telefon indeholder, går min verden. Jeg er i konstant kontakt med min mobil. Den indeholder alle de apps, der bestemmer, hvem jeg er og hvad jeg skal gøre. Min telefon er en helt verden for sig selv og med den i hånden, løber tiden fra mig. Jeg bliver omsluttet af de sociale medier og min selviscenesættelse i den virtuelle verden er langt vigtigere end min ageren i den virkelige slags. Jeg er blevet en junkie og mit stof er bekræftelse. Jeg søger det som en besat. Jeg har brug for ”likes”, der fortæller mig, at jeg er god nok. Det er ikke længere tilstrækkeligt, at min mor fortæller mig, hvor fin jeg ser ud i min nyindkøbte velourkjole. Mit drug er blevet det vigtigste, og bliver mit behov ikke tilfredsstillet, daler min tillid til mig selv og det liv, jeg har bygget op. Derfor er mine apps vigtige for mig.

 

På Facebook får jeg invitationer om at deltage i ting, jeg modtager venneanmodninger fra mennesker, jeg har mødt og vigtigst af alt; jeg kan følge med i, hvad mine venner og bekendte foretager sig. På Instagram kan jeg lægge billeder op, som jeg mener, er lidt for ligegyldige til Facebook, men vigtige nok til, at andre skal kunne se dem. Jeg har følgere, som ”liker” mine opslag og tilkendegiver, at de billeder jeg tager, er ret cool – at jeg er ret cool. På Snapchat kan jeg følge med i, hvad mine venner ser og jeg kan føle, at jeg er med dem og ser de samme ting. På Tinder kan jeg skrive med fyre, som jeg aldrig har tænkt mig at mødes med i virkeligheden. Jeg kan opnå bekræftelse uden at give noget tilbage, og jeg kan vælge og vrage mellem utallige single-fyre. Mine apps er vigtige for mig. Det er herigennem, jeg skaber kontakt til mine venner. Det er herigennem, jeg udstiller mig selv på den bedst mulige måde i forsøget på at opnå ”likes”, som skal vurdere, hvorvidt jeg er hot eller not.

 

Desværre er det også gennem disse apps, at jeg oplever mit selvværd blive mindre og mindre. På Facebook skriver mine venner om de fede rejser, de skal på, de fede steder, de har råd til at bo, de jobs som de var heldige at få og de smider konstant billeder op af alle tingene, så jeg rigtig kan føle mig utilpas i mit afslapningstøj i min 1-værelses i Roskilde. På Instagram kan jeg se alle de festligheder, jeg ikke var inviteret til, men som mine såkaldte venner alligevel mente, at de ville vise mig ved at slå billeder op af dem. Jeg kan se, hvor sundt mine venner lever. Hvor ofte de er ude og løbe. Hvor glade deres kærester er for dem og hvor smukke de kan se ud, hvis man tilføjer det rigtige filter. For nej, #nofilter betyder ikke, at der ikke er redigeret ved mine venners ansigter. Det betyder simpelthen bare, at de har anvendt et andet redigeringsprogram til at manipulere med billederne. Instagram kan ikke lave hvidere tænder og fjerne dine urenheder. Heldigvis findes der andre apps til disse ting. Derfor kan man med god samvittighed ”hashtagge”, at man ikke har anvendt effekter for at se så godt ud – det er helt naturligt. På Snapchat bliver jeg konstant mindet om, hvor sjovt et liv mine venner har. Bedst som jeg ligger mig til at sove fredag aften kl. 23, bliver min telefon nærmest rødglødende, fordi alle mine venner skal fortælle mig, hvor fed en fest de er til og hvor fulde de er lige nu. Fantastisk. Jeg følte mig nemlig ikke nok som en taber, da jeg satte mig til at se julekalender alene og følte mig træt allerede ved 21:30-tiden, men strakte den til 23, så jeg kunne føle mig ung med de unge.

 

Jeg kan ikke forestille mig at undvære nogle af mine apps. Hvordan skal jeg så kunne komme i kontakt med mine venner? Gruppesamtaler, begivenheder, Facetime osv. Det er da ikke ting, jeg er villig til at give afkald på. End ikke selvom jeg er udmærket klar over, at de sociale medier river min selvtillid ned lige så hurtigt, som et par vodkashots fik bygget den op sidste torsdag. De kan få mig til at føle mig grim, alene, ensom, utiltrækkende, kedelig og gammel. På den anden side kan de få mig til at føle mig populær, smart, nice, sej, lækker og social. Så ville det ikke være bedre bare at droppe dem? At slette alle de apps, der hver dag får min puls til at stige en lille smule af adrenalin, når min mobil siger en lyd. Måske er det ham den søde fyr fra i går, der har fundet mig på Facebook. Måske er det min veninde, der er træt af, at jeg tog hjem uden at sige farvel. Måske er det min mor, der svarer tilbage på, hvordan jeg skal lave risotto. Jeg bliver nødt til at tjekke med det samme, så jeg kan få svar på alle mine spørgsmål. Det første jeg gør, når jeg vågner, er at kigge på min telefon. Måske der var nogen, der havde forsøgt at få fat på mig i nattens løb. Det sidste jeg gør, inden jeg giver mig til at sove, er at kigge på min telefon. Jeg bliver nødt til at sikre mig, at jeg har fået svaret på de beskeder. Min telefon er blevet min nye sovebamse i stedet for den slidte teletubbi, som ellers har holdt skansen de første 15 år af mit liv. Så fik jeg mig en telefon med WiFi. Jeg er afhængig. Afhængig af min telefon og de ting den kan. Afhængig af de sociale medier og hvad de kan give mig. Og jeg er ligeglad med, hvilken pris mit selvværd må betale for at jeg kan få tilfredsstillet mit behov. Behovet for at være i konstant kontakt med min omverden og for at kunne gøre dem opmærksom på, hvem jeg er og hvad jeg laver i hvert fald; specielt når det jeg foretager mig er spændende eller sejt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...