Masken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 dec. 2015
  • Opdateret: 5 dec. 2015
  • Status: Igang
Pigen Amber har hele sit liv gået med en maske for ansigtet, og hun ved ikke hvordan hun selv ser ud. Hendes forældre siger, at hun har den på, fordi hun er grim.
Amber har aldrig været ude for sit hus, og det går op for hende, at det er som et fængsel.
En dag flytter en familie ind ved siden af, og drengen Josh vender op og ned på hendes liv.

#love #friendship

1Likes
3Kommentarer
289Visninger
AA

3. Endnu et skænderi

Jeg blev mere og mere nysgerrig over, hvad der var ude for huset. Selvom jeg hørte radio, var det som om, der manglede noget. Jeg ville se hvordan verdenen så ud. Det var som om, at jeg ikke hørte til herinde, jeg ville ud og opleve noget. Problemet var bare, at jeg ikke måtte komme ud. Jeg ville ønske, at drengen fra i går igen ville komme forbi. 

Det kløede under min maske, og jeg slog let på den, så den skrabede mod mit ansigt. Jeg havde ikke noget imod min maske, for jeg havde vænnet mig til den. Dog kunne den godt være en smule irriterende, når jeg tænkte over det. Jeg satte mig endnu engang på terrassen og kiggede ud over haven. Haven var ikke meget stor, men den var heller ikke lille. Min mor havde selv plantet blomsterne, og det så så smukt ud. Jeg lyttede efter, om jeg kunne høre nogen inde fra de nye naboer, men der var ikke nogen lyde. En fugl landede på græsplænen, og jeg sad bare og betragtede den.

    "Mor" kaldte jeg.

    Min mor kom ud til mig. "Hvad er der min skat?" spurgte hun mig.

    "Der er nogle nye mennesker, der er flyttet ind i huset der" sagde jeg og pegede mod nabohuset.

    Min mor så på mig "Nej, det er der da ikke" sagde hun.

     "Jo" sagde jeg "Der var en der bankede på i går, og han sagde, at han og hans forældre er flyttet ind ved siden af"

    Hun så bekymret ud "Snakkede du med han?" spurgte hun.

    Jeg nikkede "Ja, men jeg sagde, han skulle gå"

    "Det var godt" sagde min mor "Men næste gang skal du ikke snakke med nogen"

    "Hvorfor er det, jeg ikke må snakke med nogen?" spurgte jeg ærgerligt.

    "Fordi din far og jeg ikke vil have, at der er nogen, der skal vide, at du bor her, for vi er så bange for, at de vil drille dig"

      Jeg fnøs "Men jeg er ligeglad med, hvad folk tænker om mig, jeg vil bare så gerne komme lidt ud. Og jeg vil også gerne se, hvordan jeg ser ud uden maske"

     "Det har vi snakket om: Du skal ikke tage din maske af" sagde hun irriteret.

 

Resten af dagen snakkede jeg ikke med hverkan min mor eller far. Jeg tog min mad med op på mit værelse, for jeg havde ikke lyst til at snakke med dem. Hvorfor skulle de bestemme, hvad jeg måtte og ikke måtte. Det var mit liv. Alligevel tog jeg ikke min maske af, for jeg vidste ikke, hvad det var, jeg ikke måtte se. Var jeg virkelig så grim? Træt af det hele, skyndte jeg mig at drikke min mad og lagde mig til at sove efter at have børstet mine tænder. Klokken var kun tre om eftermiddagen, men jeg havde ikke noget at lave alligevel. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...