Pretty Girls Don't Trust

Pretty Girls Don't Trust er en drama hvor man ikke skal stole på falske piger. Først i Chicago bagefter i New York. De er overalt. Men hvad gør man når denne falske pige stjæler dine bedste venner, din flirt/kæreste? Mord er ihvertfald ikke løsningen;)

7Likes
3Kommentarer
5995Visninger
AA

4. Kapitel 4 Juleparaden

Kapitel 4 Juleparaden

(Stacys synsvinkel)

Snefnug over det hele. Den lagde sig hurtigt. Julepynt over alle huse og steder i byen. Julen havde for alvor nærmet sig. Og jeg kunne endelig tænke på andet end Ruby der var villig til at gøre alt for at ødelægge mit liv. Jeg havde glædet mig til denne her tid på året siden hun startede. Jeg glædede mig til årets juleparade, den juleparade jeg min bedste veninde og vores gruppe, og en masse andre var med til at opføre og lave. Jeg måtte skynde mig at spørge Emma om hun stadig var med på det.

Inden jeg kunne nå hen til hende stødte jeg ind i en af mine andre veninder. Hendes navn var Ida. Her for tiden var jeg okay meget sammen med hende, ihvertfald når Emma og Ruby hang ud. Jeg havde også en veninde der hed Ashley. Vi tre gik meget sammen her for tiden. De ville gerne være med til paraden. Nu manglede jeg bare min bedste veninde.

Det overraskede mig ikke spor at Emma snakkede med Ruby, jeg var træt af at glo på dem. Jeg fik en opkastfornemmelse bare af at nærme mig dem. De snakkede om at sætte misteltener op. De havde sikkert bagtanker i hovedet. Jeg afbrød dem.

- Ruby? Må jeg lige snakke med min bedste veninde?

Ruby vendte bare øjne af mig og gik. "Hvad er der?" Spurgte Emma.

- Er du stadig med på juleparaden? Spurgte jeg.

- Ja, det dropper jeg ikke bare! Svarede hun.

- Godt! Svarede jeg.

Jeg gik forbi Ruby og sagde "du må godt få hende nu".

Næste dag kunne jeg mærke en rar følelse i min mave, som om noget godt endelig ville ske. Og at jeg kunne få lidt kvalitets tid med Emma. Emmas flirt var der også. Vincent. Bedste venner med Lucas, min flirt. Men de to ville nok komme til at arbejde sammen.

Nu var det endelig tid, vi skulle gå igang med at bygge den færdig. De andre elever havde allerede bygget lidt på den, så vi skulle bare bygge færdigt på den. Og optræde på den. Både cheerleaderne (som jeg var en del af).

Emma og jeg grinte og havde det sjovt, ligesom vi plejede før Ruby startede på skolen. Jeg havde ikke engang lyst til at nævne den kællings navn! Bare af at tænke på hvor meget hun havde ændret på Emma, gjorde mig sur! Men jeg skulle endelig have tid sammen med Emma. Ida og Ashley kom også ind til os et par gange, men de to var aller bedste veninder, så de var mest sammen.

Vognen var endelig blevet færdig. Og den var så flot. Det gjorde den nok pænere i mit hoved fordi Emma og jeg endelig kunne være sammen om en ting. Jeg kunne ikke vente til at vi skulle køre rundt på den vogn næsten hele næste dag. Og fra hver dag der gik, jo tættere blev det jo til jul.

Mit vækkeur ringede kl. 6.00. Jeg var overraskende frisk? Jeg plejede aldrig at være morgenfrisk. Men selvfølgelig kunne det have noget at gøre med at det var den 23. December, og start jul. Og selvfølgelig at vi skulle køre paraden rundt i byen.

Vi havde alle sammen taget vores kostumer på. Jeg var sne prinsesse, og Lucas var sne prins. Jeg følte at vi var forbundet hørte sammen. Chaufføren startede vognen og vi var klar til at gå igang med at vinke og opføre små tricks. Der var nogle kostumer der ikke var til at genkende. Blandt andet et snemandskostume. Den havde jeg ikke set under general prøven, eller da vi byggede på den. Det kunne vel være ligemeget. Sikkert bare en der gerne ville deltage ligesom os andre.

Da vi havde kørt rundt i et par timer ville jeg alligevel tjekke hvem der var i snemandskostumet. Jeg gik over og spurgte pænt hvem det var der gemte sig inde i kostumet. Men jeg fik ikke noget svar. Personen i snemandskostumet stod bare og gloede. Eller det troede jeg ihvertfald, jeg kunne ikke se nogle øjne eller noget som helst. Jeg sagde "hallo" et par gange, men fik stadig ikke noget svar. Men den mystiske person begyndte småt at bevæge sig. Og en lille bevægelse blev til et løb. Jeg måtte løbe efter. Jeg var blevet nysgerrig. Jeg tabte den mystiske person af syne indtil jeg så ham/hende stå på kanten af vognen. Jeg nærmede mig og personen rakte sin hånd ud imod mig. Jeg greb fat i den uden at vide konsekvenser. Personen i snemandskostumet skubbede mig hårdt af vognen, så jeg landede på hovedet, en masse blod kom til syne....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...