Pretty Girls Don't Trust

Pretty Girls Don't Trust er en drama hvor man ikke skal stole på falske piger. Først i Chicago bagefter i New York. De er overalt. Men hvad gør man når denne falske pige stjæler dine bedste venner, din flirt/kæreste? Mord er ihvertfald ikke løsningen;)

7Likes
3Kommentarer
6003Visninger
AA

19. Kapitel 18 La Vince

Kapitel 18 La Vince

(Stacys synsvinkel)

Jeg havde ikke lavet andet end at græde de sidste par dage. Normalt på det her tidspunkt ville Emma og jeg nyde sommeren, med fester og hænge ud og shoppe. Jeg var helt nede. Lucas var jo også min første kærlighed, måske var det derfor det gjorde så ondt? Emma havde sørget for at købe en masse is til mig, for hun vidste at jeg trøstespiste når jeg var meget nede. Jeg kunne sagtens styre det, men ikke denne her gang. Jeg var så ked af det, at jeg havde lukket mig inde på mit værelse igen, med mørke. Men det var ikke lang tid jeg fik lov at lægge mere. Emma kom ind og tændte lyset, og sagde "kom!" Jeg gad ikke stige ud af sengen, så hun hev mig ned på gulvet. Hun bad mig om at komme i tøjet, hun havde åbenbart planer for os her den sidste uge af sommerferien. Jeg håbede bare vi skulle ud og købe is, jeg havde spist alle sammen.

Hun fik mig i pænt tøj, og alt det andet. Hun havde købt en stram og kort kjole til mig, jeg havde luret hende, officielt!

Da vi kom ud af lejligheden, blev jeg nød til at stoppe hende, jeg ville have hendes planer af vide. Men det fik jeg ikke, så imens jeg spekulerede satte hun mig ind i en taxa. Bagefter steg hun selv ind. Jeg kunne mærke at jeg ikke havde noget valg. Men jeg fortjente at vide hvad der egentlig foregik. Jeg kunne ikke undgå at stille hende nogle spørgsmål under turen. Men hun var lige så tavs som en edderkop. Hun gjorde ikke en lyd af sig.

Vi ankom til restaurant La Vince. En af mine absolutte yndlings steder at spise. Vi steg ud af taxien. Og kom ind i restauranten. Emma stod og snakkede med en tjener, og han førte os over til et bord. Jeg kunne se to fyre sidde ved bordet. Jeg var inderlig rasende på Emma. Havde hun virkelig sat mig op på en date, lige efter mit brud! Der var ikke noget jeg kunne gøre jeg blev ned til at sætte mig og være høflig. Emma satte sig ved siden af den ene af fyrene og sagde "Stacy, mød Carter og Vincent. Carter og jeg er på en måde sammen."

Jeg var ikke bare chokeret men også stadig rasende. For det første havde hun sat mig på en date efter mit brud med Lucas. Og for det andet havde hun en hemmelig fyr, uden at fortælle mig om det. Jeg gav hende bare mit irriterede smil.

Til gengæld var det ikke en forfærdelig date, men jeg havde absolut ikke nogen følelser lige nu. Jeg var slet ikke klar til at åbne mig op for en ny fyr. Jo mere jeg tænkte på det jo mere vred blev jeg på Emma.

Jeg var træt af at holde min vrede inde. Jeg havde slet ikke kommet af med dem, jeg havde jo ikke kunne fortælle Emma noget. Jeg havde ikke engang sluppet min Ruby-vrede ud. Jeg følte en følelse jeg aldrig havde følt før. En blanding af knust, rasende og forvirret. Jeg vidste nærmest ikke hvem jeg var mere. Jeg rejse mig fra bordet og sagde "tak for en hyggelig aften Vincent, jeg bliver nød til at gå, jeg er ikke klar til at date en ny. Ser du min såkaldte 'bedste' veninde har sat mig op på en date en uge efter jeg har slået op med min kæreste. Jeg er ikke klar til en ny fyr endnu, jeg er da slet ikke klar til en date. Men du er en sød fyr, farvel".

Det føltes godt endelig at afslutte daten. Det eneste jeg trængte til lige nu var en drink. Godt der ikke lå en bare meget langt væk fra her. Men inden jeg kunne gå videre, var Emma kommet ud til mig. Hun sagde "hvad skulle det til for?". Jeg svarede:

- Du af nogen burde vide at jeg ikke er klar endnu, så det er mig der skal spørge dig, hvad det skulle til for!

Hun svarede:

- Du har været så fjern på det sidste, og jeg mener siden Rubys død. Jeg har prøvet at være der for dig. Men det har været svært. Du kan ikke finde ud af at lukke mig ind. Det er blandt andet på grund af det jeg mødte Carter. Men det er du vel ligeglad med, du tænker kun på dig selv! Jeg ved godt at du har været knust de her dage, men du er ikke den eneste med problemer! Jeg prøvede at få dig ud, men hvad havde jeg regnet med? Bare gå, jeg klare den selv.

Min vrede var ved at ophøre. Jeg følte både skam og en stærkere forvirrende følelse. Men alligevel syntes jeg ikke hun kunne tillade sig at bringe alt det op. Jeg havde den værste følelse. Nej værre end det. En kvalmende fornemmelse kom mig i møde, og jeg skulle hurtigt finde et toilet.

Jeg løb ned til baren og kastede op. Jeg troede kun det var en gang jeg skulle. Men pludselig blev en til flere, og jeg kunne ikke styre mig. En tåre pressede sig på. Og jeg kunne endelig føle mig knust på den rigtige måde. Jeg havde prøvet at overvinde denne her smerte i lang tid. Men ingen ting kunne få mig til at føle oprigtig. Normal? Det her føltes rigtigt. Men måske var det ikke derfor jeg brækkede mig?

Efter toiletbesøget satte jeg mig i baren og fik en drink. En drink jeg troede ville få mit humør i lidt bedre stemning. Selvom jeg lige havde prøvet at komme ud med smerten. Det var stadig hårdt, og jeg kunne godt bruge at komme i godt humør. Pludselig bippede min mobil, og der kom en besked fra Emma frem. Der stod 'hey, jeg er ked af det. Det har ikke følt rigtigt på det seneste. Og jeg tager tilbage til Chicago. Jeg er i lufthavnen om 10'.

Jeg rejste mig hurtigt op fra stolen og fangede den nærmeste taxa. Jeg skulle et smut forbi lufthavnen.

Hele taxaturen fik mig til at tænke at jeg ikke kunne undvære hende, især ikke nu. Jeg prøvede hele tiden st få chaufføren til at sætte farten op. Hun måtte for gudsskyld ikke rejse nu.

Endelig ankom jeg til lufthavnen. Og jeg spurtede der ind. Eller så hurtigt som jeg nu kunne med højhælede på. En masse mennesker stirrede mærkeligt på mig. Jeg var ligeglad, jeg havde en veninde at stoppe. Jeg løb videre og kunne se et ansigt der lignede hendes meget. Jeg kiggede grundigt indtil jeg kunne se at det virkelig var hende. Jeg løb over til hende, meget forpustet. Jeg kiggede hende i øjnene i fem sekunder, og derefter omfavnede jeg hende og sagde "det her er et nyt kapitel for os begge. Derfor skal vi gøre det sammen. Hun smilte til mig. Og vi krammede videre.

Hey alle! Det var hvad kan man sige første sæson af min bog serie. Sæson 2 bliver udgivet i samme bog, for at undgå besværet. Det samme har jeg gjort i Can't forget what i saw. Læs fortsat for næste kapitel kommer selvfølgelig snart ud!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...