Pretty Girls Don't Trust

Pretty Girls Don't Trust er en drama hvor man ikke skal stole på falske piger. Først i Chicago bagefter i New York. De er overalt. Men hvad gør man når denne falske pige stjæler dine bedste venner, din flirt/kæreste? Mord er ihvertfald ikke løsningen;)

7Likes
3Kommentarer
6007Visninger
AA

18. Kapitel 17 En ny begyndelse

Kapitel 17 En ny begyndelse

(Stacys synsvinkel)

Lyden af taxier og en masse trafik vækkede mig. Det var lyden af mit nye hjem. En fantastisk lyd i mine øre, jeg havde ikke været glad i meget lang tid, så det her kunne virkelig gøre en forandring. Bortset fra at Lucas ikke var her, det var det allerstørste minus ved det her. Men til gengæld havde jeg Emma hos mig. Lige ved siden af mit værelse boede hun. Der var fantastisk meget plads i denne her taglejlighed. Min mor nød det også rigtig meget. Det kunne være hun for engangs skyld kunne finde en stor kærlighed, det ville bare gøre det hele meget bedre. Min mor fortjente ihvertfald at være lykkelig, meget mere end jeg. Men jeg ville ikke tænke tilbage, jeg havde kun en gang imellem mareridt om Rubys mor.

Sommeren var snart slut, og Emma og jeg var klar til at starte på en ny skole. Kun vores senior år tilbage også skulle vi på college. Et år fra nu af. Det var ikke til at tro. Tiden var gået virkelig hurtigt. Det føltes som igår jeg mødte Ruby for første gang. Selv hvor meget jeg prøvede at sætte mine tanker et andet sted førte det altid tilbage til Ruby. Selvom hun var død var hun stadig i live, hun var der overalt. Jeg var nok ved at blive sindssyg. Jeg tror ingen nogensinde havde følt det samme som jeg. Måske ville det bare hjælpe at komme ud på altanen og sole mig, med min bedste veninde ved min side. Stuepigen havde stillet stolene frem og var igang med at lave drinks til os. Gid sommeren varede ved.

Vi havde ligget i solen i et stykke tid. Faktisk ret lang tid. Vi var begge to faldet i søvn, og havde vidst glemt en ting, solcreme. Vi blev vækket med lyden af elevatoren der åbnede. Og min stuepige der kom og sagde der var gæster. Jeg havde ikke tænkt over at jeg var blevet meget solskoldet og det samme var Emma. Jeg rejste mig i et og kiggede på de fantastiske øjne, det var Lucas! Jeg havde ikke troet at han ville dukke op. Især nu hvor han ikke kunne bo her. Da jeg så ham var det som da jeg forelskede mig i ham for første gang. De funklede udover det strålede de.

Han sagde til mig "Stacy! Jeg kom her for at sige ordenligt farvel til dig, det var for sørgeligt sidste gang og jeg tænkte at vi kunne have den sidste date i lang tid, inden vi begynder lang distancen."

Jeg accepterede hans date anmodning med det samme, og bagefter løftede han mig og kyssede mig. Det skulle nok blive romantisk. Vi skulke mødes på en restaurant klokken seks. Så jeg havde massere af tid til at gøre mig klar, men hjælp fra min bedste veninde. Siden daten kom ud af det blå og jeg var solskoldet skulle der en masse midler til før jeg nogensinde ville vise skoldningerne frem.

Inden jeg skulle gøres klar med makeuppen skulle vi først ned og finde den perfekte kjole. Heldigvis boede jeg lige i shoppe området, så der var ikke langt.

Lidt senere

Vi havde gået en masse butikker igennem og der var den, den perfekte kjole. En grønlig kjole med sølv der glimtede til mig. Som om den var skabt til mig. Med det samme gik vi ind og købte den, og den kunne ikke være mere perfekt!

Tiden gik stærkere og stærkere og det endte med at jeg var en smule forsinket. Restauranten lå ikke så langt væk fra lejligheden så jeg løb bare hurtigt ned til den. Lucas var gudskelov tålmodig.

Da jeg kom ind og han så mig, så han forbavset ud, jeg kunne ikke se på hans udtryk om det var godt eller dårligt. Men bagefter brugte han ord som "wow! Du ser, wow!" Der vidste jeg at det var godt ment. Jeg satte mig til bords og vi bestilte med det samme, valentine menuen hed den, det lød romantisk så det gjorde vi.

I starten var det en smule akavet mellem os. Selvom jeg havde savnet ham så meget, så var det svært at finde noget at snakke om. Så i de første fem minutter, var vi begge to meget tavse. Men til sidst åbnede vi os igen for hinanden. Jeg kunne ikke lide at spørge om den position vi stod i. Måske ville han spørge?

Senere havde vi begge spist og var meget mætte. Nu kunne jeg åbne op om det. Men inden jeg fik gjort det sagde han "jeg er glad for at vi stadig kan være så gode venner selvom du bor herovre". Måske var det svaret. Jeg svarede "fortæl mig noget, ser du mig som en kæreste eller kun som en ven". Da jeg hørte ham svare, løb jeg. Det var overhovedet ikke det svar jeg havde håbet på at høre.

Jeg havde løbet i fem minutter og var kommet til lejligheden, jeg kunne se at han fulgte efter mig. Jeg var ligeglad jeg nåede ind i elevatoren og havde lyst til at dø. Da jeg kom ind i lejligheden spurgte Emma hvordan det gik, jeg begyndte så småt at græde. Inden jeg fik lov til at stortude kom Lucas ind i lejligheden. Emma gav os et minut alene. Lucas sagde til mig "Stacy, grunden til at jeg sagde det, var at.... Var at jeg troede det ville gøre mig mindre ked af det. Jeg troede det ville være nemmere for mig at rejse så, men nej jeg ser dig absolut ikke kun som en ven! Jeg elsker dig, men jeg tror ikke jeg vil kunne klare denne her distance!"

Uden at svare ham løb jeg ind i hans arme og kyssede ham! Jeg kunne se nogle tåre løbe ned ad kinderne på ham. Jeg hviskede i hans øre "jeg elsker også dig". Det var svært for mig at sige, at jeg heller ikke kunne klare distancen, men vi blev begge enige. Og det var nok enden på vores forhold, eller var det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...