Pretty Girls Don't Trust

Pretty Girls Don't Trust er en drama hvor man ikke skal stole på falske piger. Først i Chicago bagefter i New York. De er overalt. Men hvad gør man når denne falske pige stjæler dine bedste venner, din flirt/kæreste? Mord er ihvertfald ikke løsningen;)

7Likes
3Kommentarer
5988Visninger
AA

17. Kapitel 16 Klædt i sort

Kapitel 16 Klædt i sort

(Stacys synsvinkel)

Et skrig skar i mig hele tiden. Den samme stemme, den samme person. Ruby! Jeg kunne ikke tænke på andet, høre andet. Intet andet. Jeg kunne ikke engang koncentrere mig om at det var vores sidste uge af skolen. Min sidste uge på skolen. Jeg sagde til min mor at jeg ville flytte, flytte væk fra alt, og starte på en ny. Hun havde hørt om Rubys død, men ikke hvad der skete. Kun Emma, Lucas og jeg vidste hvad der skete. De vidste også at det var min skyld. Der var næsten gået en hel uge siden det var sket, og en begravelse skulle snart holdes. Hele vores årgang var inviteret. En hel masse var inviteret. På en måde følte jeg mig så skyldig at jeg var ved at drukne i skyld, men på en anden måde var jeg glad for at hun endelig var væk.

Men min glæde blev til smerte. Rubys mor kom over på skolen og sagde tak for at vi havde taget så godt imod hende. Bagefter sagde hun "nogen bedre end andre" imens kiggede hun over på mig. Derefter fik hun tåre i øjnene og måtte hurtigt gå igen.

Alle sad med tåre i øjenene også Lucas og Emma, inklusiv mig. Det gjorde ikke min skyldfølelse bedre at Rubys mor kiggede sådan på mig. Jeg blev ved med at tænke gid det var mig der endte der. Jeg fortjente det.

Jeg blev nød til at forlade skolen tidligere, skolen var alligevel så meget i sår at den lukkede før tid. Der var alligevel kun to dage til sommerferie. Begravelsen skulle holdes fredag om eftermiddagen. Jeg ville nok aldrig kunne smile igen. Men lige nu havde jeg Emma og Lucas ved min side hele tiden, sammen med Ashley og Ida. Ingen af den vidste at jeg skulle flytte til New York. Og jeg vidste heller ikke hvordan jeg skulle fortælle dem det. En dronning ville aldrig trække sig tilbage, var altid mit motto. Men istedet for at trække mig tilbage måtte jeg bare give kronen videre.

Da jeg kom hjem var min mor allerede igang med at pakke, selvom vi først skulle afsted i midten af sommerferien. Hun var altid punktlig, det var faktisk rigtig vigtigt for hende. Jeg satte mig på en stol i stuen og kiggede ud i luften. Min mor kom hen til mig, og nussede mig på kinden og sagde "det skal nok gå skat. Du var jo ikke skyld i det her". Mit hjerte gjorde ondt, især fordi jeg ikke vidste konsekvenserne for hvis jeg sagde at det hele var min skyld. Min mor kunne se hudfarven i mit ansigt blev helt hvid. Bleg. Hun spurgte om jeg var ved at blive syg. Men jeg svarede hende ikke istedet gik jeg oven på mig værelse og lagde mig. Jeg kunne mærke en meget varm men samtidig kold fornemmelse i min krop. Det var meget ubehageligt, men jeg fortjente det. Jeg fortjente alt det dårlige.

Jeg havde ikke lyst til andet end at kigge ud i luften. Eller græde ned i min pude. Men jeg havde grædt så meget at jeg ikke kunne græde mere.

Jeg var også begyndt at indelukke mig selv. Låste døren til mit værelse og bare lå og kiggede ud i væggen eller luften. Det føltes som den eneste måde at køre tankerne ordenligt igennem. Selvom jeg aldrig ville kunne slippe af med dem igen. Min mor kom op og bankede på. Det tog lidt tid før jeg kunne tage kræfterne til mig og rejse mig for at åbne. Hun satte sig i min seng og sagde "vi har slet ikke haft mulighed for at snakke ordenligt om det min lille skat". Jeg kunne ikke svare hende. Det kunne jeg heller ikke ovre i skolen, jeg kunne ikke engang sige en sætning.

Min mor ventede på at jeg svarede men jeg kunne ikke presse et ord ud. Hun så fortabt ud, som om hun vidste at jeg havde noget med det hele at gøre. Hun kyssede mig på panden og gik ud igen. Jeg kunne ikke finde ud af hvordan jeg skulle kunne dukke op til begravelsen. Men måske ville det være muligheden for endelig at komme af med den forfærdelige skyldfølelse. Det var afgjort! Jeg skulle afsted.

To dage senere

Min mor havde været ude for at købe en flot sort kjole, nogle sorte høje hæle og de nyeste solbriller. Jeg syntes hun gjorde alt for meget ud af en begravelse, til jordens ledeste pige. Men jeg blev nød til at lade hende hvile i fred. Men på en måde havde jeg jo heller ikke fortjent alt det her, men jeg måtte jo gøre hvad der skulle til for at vise min respekt til hendes død. Jeg var glad for solbrillerne for ingen skulle se mig græde. Og jeg vidste at jeg ville græde for jeg var skyld i det. Det værste var at jeg ikke kunne sige det til nogen, og at de eneste der vidste det var min bedste veninde og min kæreste. De ville hjælpe mig med at håndtere det rigtigt.

Jeg var klar. Klar til at få mig selv til at få det meget værre. Jeg ville aldrig nogensinde kunne holde på denne her hemmelighed, selvom det var min egen. Jeg blev ved med at sige til mig selv "jeg har slået en pige ihjel".

Jeg trådte ned af trapperne og gik ud af døren. Lucas og Emma stod og ventede på mig. Vejret var gråt som om en stor regn var på vej. Jeg sagde til dem "jeg har det virkelig svært med det her, men jeg kan ikke holde det inde mere!" De fortalte mig begge to at hvis jeg åbnede mig op ville det ødelægge mit liv. Men jeg havde det sådan at hvis jeg alligevel flyttede til New York, hvad ville der så ske? Men det vidste de ikke, men det ville også være svært at flytte hemmeligheden sammen med mig.

Nu var chancen der. De var der begge to, jeg kunne sige det. Jeg skulle bare åbne op om det. Jeg sagde "jeg.... Jeg flytter til New York!" Deres ansigtsudtryk ændrede sig i et. De havde begge to et trist udtryk. De var samtidig chokeret. Jeg sagde "det her er chancen for at undgå det hele. Jeg kan flygte istedet for at sige det. Og jeg har også vidst det i et stykke tid".

Emma spurgte "hvis du har vidst det i et stykke tid, hvorfor har du så ikke sagt noget?"

Jeg svarede "jeg vidste ikke hvordan jeg skulle få det sagt".

Lucas var bare helt tavs.

Emma sagde "Lucas sig noget! Få hende til at blive"

Det gjorde mig kun glad at de prøvede at få mig til at blive, men også ked af det for jeg havde intet valg længere.

Jeg sagde "jeg kommer også til at savne jer! Meget og jeg ved det er jeres måde at sige det på, men vi skal nok finde på noget, det lover jeg!"

Emma svarede "vi kunne flytte med dig?"

Tænk at jeg ikke engang var kommet på det noget før, vi blev alle tre enige om at det var en god ide, og der manglede slet ikke noget plads i vores taglejlighed. Alligevel ville jeg selvfølgelig komme til at savne Ida og Ashley.

Vi ankom til kirkegården og alle stod enten med en buket eller et lys i hånden. Rubys mor valgte at der ikke skulle være en kiste, fordi vi aldrig fandt liget. Rubys mor var faktisk slet ikke til at finde. Der var kun blevet lavet en smuk gravsten med Rubys navn indgraveret selvfølgelig. Men intet andet, ikke engang hendes alder, og faktisk var Ruby slet ikke hendes rigtige navn. Nej hendes rigtige navn var Rubina. Det var næsten værre end Ruby. Men jeg forstod godt at hun valgte at blive kaldt Ruby. I al denne her sorg havde jeg glemt alt om en buket, men det havde Emma tænkt på.

Emma havde slet ikke vist så mange følelser, hende og Ruby var jo tidligere bedste veninder. Måske tog hendes liv en drejning da hun fandt ud af hvad for en slags person Ruby virkelig var?

Da gravstenen blev sat gik Lucas og Emma over for at kondolere. Men der var ikke rigtig nogen fra Rubys familie udover hendes moster, hendes mor var overhovedet ikke på kirkegården. Jeg stod alene i mine egne tanker. Men en handske mærkede mit ansigt. Jeg vendte mig om og fik et chok. Det var Rubys mor med lang kåbe med hætte på.

Hun sagde "hvad bilder du dig ind at være her? Du var min datters største fjende, og du fik hende til at ende sådan her!"

Jeg kunne ikke tro mine øre, hvordan kunne hun overhovedet vide noget om det her? Et spørgsmål jeg måske ikke ville få svar på.

Jeg svarede "jeg aner ikke hvad du snakker om, men jeg kom her for at kondolere! Ligemeget om Rubina og jeg så var venner eller fjender!"

To sekunder efter jeg sagde det, kunne jeg mærke handsken på min kind. Hårdt! Ja hun gav mig en lussing. Jeg stod bare der og kiggede på hende, da hun gik kunne jeg høre hende sige "morder". Lucas og Emma havde set det og kom over til mig. I min forskrækkelse om at hun vidste det blev jeg lammet. Men Lucas fik mig til at tale.

Jeg sagde "hun ved det!"

Det var det eneste jeg behøvede at sige før at de vidste vi skulle gå, og ikke bare gå vi skulle afsted med flyet med det samme. Men noget der blev ved med at undre mig var hvordan hun vidste det og hvorfor hun ikke havde meldt mig.

Jeg havde allerede pakket de fleste af mine ting. Nu var det bare Emma og Lucas der skulle skynde sig. Min mor var helt fin med at de skulle bo hos os, de skulle bare følge reglerne, men de var alligevel simple nok. Vi skyndte os begge med at pakke resten. Alt det nødvendige, min mor havde ikke solgt huset, men det ville hun heller ikke endnu, måske kun hvis jeg var tilpasset i New York.

Vi havde bestilt fly og det hele og aftalt en tid vi skulle mødes ved mit hus. En taxa skullehente os. Emma kom løbende med alle sine kufferter hen til mig. Vi stod foran hoveddøren. Lidt efter kom Lucas løbende, men han så ikke glad ud.

Han spurgte mig "Stacy, kan jeg lige snakke med dig?"

Jeg svarede "ja selvfølgelig".

Han sagde "Stacy, du aner ikke hvor ked af det jeg er, men jeg kan ikke tage med. Jeg har en masse at gøre her hjemme og jeg kan slet ikke. Jeg håber vi stadig kan få det her til at fungere, for jeg har tænkt mig at besøge dig, så mange gange jeg kan! Det lover jeg!"

Jeg begyndte at få tåre i øjnene. Jeg gav ham et kram også bagefter et kys, vi sagde farvel og jeg var knust. Emma løb hen til mig og omfavnede mig stort hun sagde "vi skal nok få det perfekt!"

Det var jeg ikke i tvivl om, men jeg vidste ikke hvor Lucas og jeg stod hende, om vi var set op eller sammen. Jeg kunne ikke høre hvad han sagde jeg var allerede knust da han sagde at han ikke kunne tage med.

Taxaen kom og vi steg ind. Forhåbentlig ville Rubys mor ikke melde mig, og jeg håbede inderligt på at jeg aldrig ville møde hende igen. Jeg studerede alt det jeg kunne se på inden jeg skulleforlade denne her by, måske for altid. Intet var til at vide, men jeg ville gøre alt for at glemme alt der var sket af det dårlige. Hvis jeg kunne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...