Pretty Girls Don't Trust

Pretty Girls Don't Trust er en drama hvor man ikke skal stole på falske piger. Først i Chicago bagefter i New York. De er overalt. Men hvad gør man når denne falske pige stjæler dine bedste venner, din flirt/kæreste? Mord er ihvertfald ikke løsningen;)

7Likes
3Kommentarer
5997Visninger
AA

14. Kapitel 13 New York og pæne piger

Kapitel 13 New York og pæne piger

(Stacys synsvinkel)

To billetter. To billetter til New York. Min mor havde åbenbart forstået mig da jeg sagde at jeg ville flytte, eller også skulle vi bare ud og rejse. Jeg var lige kommet hjem og min mor trådte ned af trapperne. "Hej skat, godt du er hjemme" sagde hun. "Hvorfor det?" Spurgte jeg. "Vi skal en tur ud og rejse en lille tur til New York, dine bedste forældre bor der jo og de har sagt at vi sagtens kan flytte ind i deres nye flotte taglejlighed" svarede hun. Altså både var jeg glad, forvirret og lidt ked af det. Jeg havde ikke lyst til at forlade Lucas bare sådan. Ihvertfald ikke nu hvor det gik så godt. "Hvor lang tid skal vi være væk?" Spurgte jeg. "Lige nu skal vi bare på et besøg så du kan se den". Jeg var jo allerede vant til overklasseslivet men en taglejlighed var målet! Selvom det ville betyde at jeg skulle forlade Lucas skulle jeg alligevel væk fra skolens næsten nye dronning Ruby.

- Okay mor hvornår tager vi afsted?

- Med det samme.

Jeg skrev en lang besked til Lucas om at jeg ikke ville være i skole de næste par dage fordi jeg skulle til New York for at besøge mind bedsteforældre. Nok de mest snobbede personer på jorden, udover mig. Jeg elskede og savnede dem alligevel. Min mor havde ovenikøbet købt førsteklasse til os. Så jeg ville bare sætte mig til bage og nyde flyveturen. Jeg kunne godt forestille mig hvad der skete nede på skolen. Pigerne nød vel at jeg var væk, og forhåbentlig savnede Lucas mig allerede.

Efter en flyvetur på omkring tolv timer, var vi endelig fremme. Jeg havde set frem til at se den taglejlighed i lang tid. Bare den ikke var alt for gammeldags eller værre lille. Men en lille og gammeldags taglejlighed var sjælden i denne her tid. Mind bedsteforældre havde arrangeret en limosine til os. Nej det var ikke bare noget med en taxi, vi skulle eskorteres på den fineste måde. Vi satte os ind i bilen og min mor spurgte med det samme "skat, hvorfor vil du forlade Chicago bare sådan lige?". Jeg vidste ikke om jeg skulle fortælle min mor om Ruby. For jeg var endnu ikke sikker på om jeg ville flytte permanent. Så jeg svarede hende "for at prøve noget nyt" og samtalen sluttede. Men jeg skulle selvfølgelig også genoverveje det der med at bo sammen med sine bedsteforældre.

Limosine-turen var omme og vi var fremme. Manhatten lå på sit fineste. Indeni var jeg nok også mest til New York. Dørmanden hilste pænt og tog pænt vores tasker og bar dem hen til elevatoren. Det var som om jeg allerede var hjemme. Der kom mine bedsteforældre. Jeg omfavnede dem med det samme. Jeg kunne ikke omfavne den på den måde jeg havde lyst til så jeg gjorde det mildt og elegant. De gav os en fin rundvisning. En masse soveværelser, et køkken der ramte plet, en fantastisk stue og den flotteste altan. En altan med udsigt ud til det hele. Det var jo næsten halvmørkt, så lysene var begyndt at tænde, det gjorde det absolut smukt. Jeg sagde "mor, måske kan vi allerede flytte ind i sommerferien". På daværende tidspunkt havde jeg glemt alt om Lucas. Men måske ville hun glemme hvad jeg sagde.

Vi havde begge jetlag, så min bedstefar eskorterede os op ad trapperne til de fineste gæsteværelser. Måske var det, det rigtige for mig, at bo lidt mere fint. Måske skulle jeg lige sove på den.

Jeg blev vækket af mine bedste forældres stuepige. Hun havde lavet morgenmad på sengen til mig. Alt mit yndlings. Vafler og blåbær til jordbær. Den perfekte Stacy morgenmad. Hvis jeg skulle flytte så ville det her være det perfekte sted. Jeg smilte pænt til stuepigen og hun forlod gæsteværelset. Alle de omgivelser på værelset var så elegante. En kæmpe lysekrone på bare gæsteværelset. Mine bedsteforældre kunne godt lide at gøre noget ud af det. Det gjorde absolut ikke spor. For en gangs skyld var jeg virkelig glad. Glad uden at jeg behøvede at være sammen med Lucas. Jeg kunne få tankerne helt væk fra Ruby og Emma. Og alle de veninder der havde stukket mig i ryggen. Men siden de havde taget så godt imod mig var jeg nok ikke den eneste der havde tanken at flytte hertil i hovedet. Min mor! Hun har sikkert ville flytte i lang tid og da jeg råbte at jeg ville flytte tog hun det virkelig nok til sig. Måske har hun været træt af Chicago længere tid end jeg havde. Det var ikke umuligt. Jeg ville gå en lille tur i New Yorks gader. Jeg tog bare noget mindre fint tøj på klokken var jo kun omkring ti om morgenen. Mine bedsteforældre og mor var allerede oppe de sad og spiste morgenmad så jeg sneg mig bare langsomt ud.

Lyden af at stå i en elevator var rar. Den mindede mig om at jeg lige nu boede i en stor taglejlighed lige til min smag. Lobbyen var også pæn. Da jeg trådte udenfor kunne jeg mærke at jeg ikke engang behøvede min frakke. Det var i midten af foråret og der var nok mindst tyve grader uden for. Det var så behageligt. Lige ind til noget løb ind i mig så jeg væltede. Det var en stresset dame på omkring de tyve år. Men hun kørte da overklasse-stilen. De højhælede sko og en rød frakke. Langt hår og meget smuk. Hun sagde "ej det må du altså meget undskylde! Jeg skal til en jobsamtale for første gang siden en forfærdelig oplevelse". Hun havde tabt en masse ting så jeg hjalp med at putte dem i hendes taske, jeg svarede "det er okay, jeg bor her ikke helt endnu, men jeg flytter måske ind. Og forresten hedder jeg Stacy". Hun svarede "rart at møde dig Stacy mit navn er Amanda, jeg bor her med min mand Zeke og mit barn Luck, og det her med overklasse er nyt for mig. Men jeg må løbe, ses". Hvad mon den forfærdelige oplevelse var? Det ville jeg ikke tænke mere over. Hun virkede ihvertfald meget sød. Men hun så for ung ud til at have en søn og en mand.

Istedet for at gå videre gik jeg oven på igen. Det var lang tid siden jeg havde set mine bedsteforældre og jeg ville gerne have lidt tid sammen med dem inden min mor og jeg skulle afsted igen. Men mine forældre skulle til et møde. Så det endte med at min mor og jeg shoppede. Hvilket jeg ikke havde noget imod så kunne jeg vise alt det tøj og de sko jeg havde købt frem til Ruby og alle de andre kællinger. Men alligvel føltes det ikke godt mere. Jeg havde indset mange gange at jeg kunne være lidt af en so mod andre. Og jeg havde formindsket det så folk måske bedre kunne lide mig. Istedet for at se mig som den snobbede dronning af skolen. Efter Ruby var startet tror jeg bare alle havde ændret sig lidt. Selvfølgelig ville jeg ikke give op. Jeg skulle nok få min trone tilbage fra Ruby ligemeget hvad der skulle til.

Efter shoppeturen var det allerede blevet sent og jeg var virkelig træt. Så jeg hoppede på hovedet i seng. Men det var ikke meget jeg fik sovet, om natten blev jeg vækket af min mor. Jeg havde glemt alt om at vi også skulle tilbage til Chicago på et tidspunkt. Så jeg måtte pakke alle mine ting ned i taskerne plus nogle nye tasker jeg var blevet nød til at købe på grund af alt det nye jeg havde købt.

New York var hel mørk, men alligevel ikke for lysene på alle de store bygninger var blevet tændt, og det var næsten det smukkeste jeg nogensinde havde set. Jeg var virkelig blevet i tvivl om jeg virkelig skulle gøre det. Så i alt denne her forvirrenhed sagde jeg ja til at flytte. Jeg havde virkelig glemt alt om skolen, Lucas og pigerne.

Selv da vi sad i flyet stirrede jeg stadig på byen. Min mor og jeg havde nok aldrig været så tavse før. Men da vi kom op og flyve var det kun tågen fra skyerne man kunne se. Kun et lille strejf af New Yorks lys dukkede op. Men da vi havde fløjet lidt tid var de helt væk.

Flyveturen på omkring de 12 timer var omme. Og jeg kunne se Chicago igen. Ikke fordi Chicago var grim. Men den var jeg helt klart blevet træt af. Men nu måtte jeg heller ikke glemme indholdet. Men hvad hvid jeg kun havde Lucas? Jeg havde jo ikke rigtig nogen veninder tilbage. Kun dem jeg snakkede med en gang om ugen. Min til gengæld havde jeg drengene dem kunne jeg altid regne med. Eller kunne jeg?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...