De kom trampende

Der er håb forude.

1Likes
0Kommentarer
74Visninger

1. Genesis

Vi går, går mod det, det der tager, tager os. Os der tages er blevet det før, bor her stadig, kampen mod hinanden vækker minder, livet har været en tilfangetagelse. Han, hende, den hund og jeg lever her stadig, tæer er krummet, krummet som det papir der afgjorde sagen. Situationer hænder, sparker og stjæler vor sidste pust, det siver ud, hullet i jorden er klar til os, der fares bort. Gråd til bækken, den alle har bidraget til at opretholde, solen kommer og dråberne fordampes, men lidelse, skidt og blæst kan ikke dampes evigt væk. Luften fyldes af duften af fejltagelse, sødt, men krævende. Skrækken bevæger sig gennem hoben, alle tænker tanken, hvad har vi gjort?

 

I forvirringens hede befandt vi os i noget, der var for svært at komme væk fra, når man som os ikke vidste konsekvenserne af en oprørsk balance, den balance man ikke talte om, tabu.

 Uden bånd mellem stykkerne drev meningen væk. Hænderne forblev i de forsømte lommer, stilheden blev til kaos. Nitten mænd mistede livet den dag, blandt dem var en ukendelig skikke, men hvem ville risikere sjælen for noget så dumt som en flok af barbare. Dog gav det os håb, og det gav pote.

Hvis flere langs kysten i overlevende flokke havde mod til at vandre hertil, så var idéen om et forenet rige knap så ringe.

Mere end sytten fædre, kusiner, brødre og kæmpere gik ikke dagen efter, så i beslutsomhedens navn kom man til enighed, patronerne der gav smæld i nyopdagende ører skulle bøde, så man drag til handling.

 

I rækker der bredte sig over stykket der blev tildelt, gik man med knæene i luften, ret ryg og muligheder, der kunne gribes, så snart chancen viste sig. Røgsignaler der overdøvede skyerne og håbefulde profiler i folkemængden. Ja, det var et syn.

Krystallerne i den nyfaldne hvide sne, gav et hint om en strålende fremgang, der findes tegn, det handler om at finde dem, som manden i hændelsens uagtsomhed, ham i helte klæder. Beklædningen af hans figur spredtes over vinde helt til der, hvor vi aldrig kom.

 

Grænser havde altid været essensen i det nu bombarderede samfund, overhovederne var som ulve i forklæder, optaget og så desperate, at formålet ikke omhandlede andet. Magt, magt, magt! Så dedikerede at sangen de skrev i hyldest til de forhenværende hoveder, blev nationalsangen, slut med kaffe og småkager i grønne haver. Ind med tonerne af rædsel og foragt, det opvæksten bestod af siden ingen fik lov til,at have et forhold. Knyttede man sig til andre væsner en familien, så var slagene for eget bedste. 

For ikke at nævne de regnvejrsdage, hvor ly  over våde hoveder for længst var lagt i glemmebogen, præcis som den episode hvor frihedens symbol ikke længere vandrede frit. 

Transparente kæder var det vi var iført i udover det slaskede lagen, som man kun lige kunne snuppe, når de ikke-frivillige vagter rullede øjnene den anden vej. Det er efterhåndende så mange år siden, dog er begivenheder ikke kæntret som motivationen var dengang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...