Et andet perspektiv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 dec. 2015
  • Opdateret: 3 dec. 2015
  • Status: Færdig
"Barnelatter bliver til gråd og leg til alvor. Men hvorfor? Disse elever var børn engang, historien har ændret sig"

1Likes
2Kommentarer
110Visninger
AA

1. Et andet perspektiv

 

Den dumpe lyd fra slaget giver igen genlyd i mit øre, og endnu en dag må jeg forgive at overhøre smældet.

 Jeg må fornægte at disse hændelser finder sted på skolen og jeg må benægte over for mig selv, at jeg kan gøre noget. 

Men hvorfor skal det være så urimeligt? Jeg kan ikke forstå det, og mine frustrationer vokser sig efterhånden større og større.

Jeg ser barnelatter blive til gråd og leg til alvor. De blikke eleverne sender mig gør ondt, og de smerter mit moderlige hjerte.

Disse elever var børn engang, men når jeg ser på dem, ser jeg en smerte og en skyhed, der ikke er et barn værdigt. 

I disse øjne gemmer sig sandheder, som jeg ikke er sikker på, at jeg kan bære eller vil være bærer af. Men vil de det?

 

Jeg sniger mig til et blik ind i et klasselokale, det er umuligt at lade være. og igen står hun der, bøjet over et stakkels barn.

De kolde øjne føles som is og jeg føler mig forfærdet over køligheden og skræmt over rollefordelingen mellem elev og lærer.

Pinden svirper over fingrene på de uskyldige elever, og jeg må blot se til. Det er ikke til at begribe. Hvad mon de har gjort i dag?

Barnet hiver hånden til sig, og jeg kan føle med hende. Hun sender mig et blik, der ikke er til at tage fejl af eller ignorere.

Pigen ligger den ene hånd over den anden i et spinkelt forsøg på at dulme smerterne fra den hårde pinds kyniske slag.

 

Mine øjne søger skamfuldt væk, og jeg skammer mig over mig selv. Jeg skammer mig over at agere passiv, det er forkert.

Den største udfordring i mit arbejde er disse slag og erkendelsen af, at der ikke er meget at gøre for at forhindre dem. 

Jeg må se til, være vidne og lade stå til, selvom jeg ikke har lyst. Men hvad kan en hvid mzungu gøre i denne situation? 

Jeg siger til mig selv, at jeg vil gøre noget, ændre noget og hjælpe, men hvordan laver man om i noget så inkarneret?

Jeg vrider min hjerne for fyldestgørende svar, men finder ingen. Der kan ingen retfærdige svar være på dette.

 

De kulturelle forskelle, herunder traditioner og normer, gør mig skør, magtesløs og fortvivlet. Det er ikke let.

Der er så mange ting, man ikke forstår som hvid. Og hver dag må jeg lære at forstå dette bedre og bedre.

Det er ikke rigtigt at gå ind og blande sig for meget, siger jeg til mig selv. Dette er blot én af måderne at gøre tingene på.

Det handler om at tilpasse, at passe til og ind, og jeg må erkende, at udfordringer er til for at blive krydset eller løst.

Denne løses ikke, men den kan accepteres, og det må jeg blot tillade mig selv, hvis jeg vil blive her. Og det vil jeg.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...