Frihed?

Maries liv fungerede helt normalt, indtil anoreksien sneg sig ind på hende

1Likes
2Kommentarer
105Visninger

1. Frihed?

Marie stod foran spejlet på sit værelse og holdt et pilleglas knuget i hånden.
Udenfor vinduet var septembersolen ved at gå ned på den smukke, blå himmel. Blomsterne i haven var smukke til trods for årstiden, og æblerne glødede rødt på træerne.
Alt var idylisk og fredeligt på denne smukke septemberaften, men Maries hjerte var ødelagt.
Hun kiggede sig selv i øjnene og gav sig selv elevatorblikket.
Hvis man så hende udefra, så hun fantastisk ud. Hendes skindende lyse hår var sat op i en knold, hendes hud var perfekt ren, hendes blå øjne var sørgmodige, men smukke og hendes skikkelse var høj og slank, og man kunne se hun var trænet.
Men alt dette var Marie blind for. I den ene hånd holdt hun et billede, hun havde printet ud fra en hjemmeside. En pige kiggede tomt ud i luften fra papiret. Et spøgelse af en pige, men for Marie var det idealet af skønhed.
Det var helt tydeligt, at pigen havde anoreksi.

Irriteret rev Marie billedet i stykker og smed stykkerne fra sig rundt i værelset.
Det hele kunne være lige meget, for hun ville alligevel aldrig komme til at se sådan ud igen. I hvert fald ikke så længe tingene var, som de var.
Hun greb barberbladet på bordet og holdt det et øjeblik over sin arm. Der var flere mærker rundt omkring på hendes arme og ben. Mærker efter neglefile, negle der var blevet revet med, og forskellige andre tegn på selvskade.
Med en hurtfg bevægelse, satte hun barberbladet mod sin arm og skar sig i huden.
Blodet løb ned ad hendes arm. Hun betragtede de røde dråber, der ramte gulvet en for en og forestillede sig at det var alle hendes tabte ting der nu for alvor forsvandt for hende.
I starten havde hun syntes det var mærkeligt at se sit eget blod og vide at hun selv havde forusaget det, men nu var det bare en vane.
Hun betragtede flængen i sin hvide hud. Bare en lille plet på en blank overflade. Det var sådan hun selv var. Hvad betød hun egentlig? Intet.
Men den plet betød mere end Marie vidste eller måske nærmere mere end hun ville erkende.
Det hele startede for omkring to år siden. Hun var tilfældigt faldet over en facebookside, hvor anoretiske piger skrev dagbog online. Hun havde set billeder af uhyggelige piger med knogler der stak frem gennem tøjet og blege ansigter med rande under øjnene.
Dengang havde hun tænkt at de var sindssyge, at hun aldrig ville gøre sådan noget, men allerede en måned senere var hun på sin første kur. Ingen sukker eller hvedemel. Ingen undrede sig, for alle gik jo op i sundhed for tiden, så det var da ikke så underligt, at Marie ville prøve det. Desuden spiste hun jo normalt ikke?
Det var sandt, at hun spiste, men bestemt ikke sundt i den lægelige forstand.
Efter et stykke tid begyndte hun at sætte ned på mængden af mad. Hun begyndte at tælle kalorier og holde øje med næringsindholdet.
Hun tabte sig. Man begyndte at kunne se det, både på hendes krop og hendes ansigt.
Marie var lykkelig og følte, at hun svævede på en sky. I virkeligheden svævede hun mellem liv og død.
Men hun endte i behandling. Hun endte i en seng med en sonde i næsen og konstant overvågning.
Hun havde bragt sig selv i livsfare.
Det næste års tid følte hun sig låst fast. Fanget i sin egen fælde. Hun havde søgt en frihed i anoreksien, men nu var den blevet taget fra hende.
Hun vendte tilbage til skolen, men var nødt til at gå et år om for at indhente det forsømte. De fleste af hendes gamle venner tog afstand fra hende. De vidste ikke, hvordan de skulle håndtere det hele, og Marie forstod dem godt, selvom hun følte sig ensom og et eller andet sted også svigtet.
I skolen gik det fint, men hun tabte mere og mere interessen for den. Hun sneg sig uden om, hver gang hun så sit snit til ikke at spise og kamoflerede det ved at drikke vand, inden hun skulle vejes.
Hun kunne ikke komme sig over sin anoreksi, og hun ønskede ikke at være her mere.
Hun ville være fri, og den sidste mulighed var nu døden.

Tårerne løb ned ad Maries kinder , og hun gav dem lov for første gang i lang tid. Hun havde lukket sig inde i en skald og ikke vist sine følelser lige siden den dag, hun blev indlagt.
Og nu stod hun her, med glasset med piller i hånden, med blod på sit tøj og sin arm, og kiggede på sig selv.
Hun havde fornemmlesen af ikke at kunne være i sin egen krop. Hun havde lyst til at skrige eller slå på noget.
I stedet hulkede hun højere og højere og faldt ned på knæ og rullede sig sammen på gulvet. Hun kunne ikke mere. Hvad havde hun tilbage?
Hendes forældre var blevet skilt for et år siden, og hendes venner havde vendt hende ryggen.
Alt dette kunne hun lige klare, men det at vide at tingene aldrig ville blive som de var, at hendes bedste veninder Anna og Louise aldrig ville vende tilbage til hende, og at hendes forældre nok aldrig fandt sammen igen, det var for meget.
Marie så sit liv styrte sammen for sig. Hun så sig selv vakle og falde og nu siddende her. Her på gulvet med armene omkring knæene, rokkende frem og tilbage og forsøge at få kontrol over sig selv.
Hun tænkte på sin familie, og på den sorg hun ville give dem. Men inderst inde vidste hun godt, at hun ikke kunne leve sådan. Og et liv uden glæde var ikke et liv. Hun vidste at det var den rigtige beslutning.
Marie trak vejret dybt og greb glasset. Hun smilede ved tanken om endelig at slippe fri af de bånd der bandt hende, og hun lukkede øjnene.
"Farvel!"


Et år senere, åbnede Maries mor døren til sin nye lejliged. Hun havde endnu ikke vændet sig til ikke at høre lyden af Maries computer, eller hendes skridt rundt i det gamle hus.
Her var dødsstille.
Siden dengang hun var kommet hjem og havde fundet Marie livløs på sit værelse var hendes liv aldrig blevet det samme igen. Ikke fordi det havde været normalt, siden dengang Marie fik konstateret anoreksi, men nu havde det taget en drejning, hun aldrig havde drømt om.
Hun sukkede og blinkede tårerne væk. Mindet om Marie fik hende stadig til at bryde sammen.
Savnet efter hendes datter ville altid være der, men med tiden ville det, der nu var et blødende sår hele til et ar. Det ar ville aldrig forsvinde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...