Dear Diary

Emilie på 17 år, møder en helt almindelig dreng i Fakta. Hun syntes at have set ham før, men hvor? Er han den almindelige fyr, som hun troede? Hvad sker der mellem de to, og hvad synes hun om hans venner? Find ud af det i Dear Diary... Trailer: http://www.youtube.com/watch?v=kmiWa6eo7vY Instagram: PageFour_Champs og Christina_Nielsen

18Likes
10Kommentarer
19547Visninger
AA

50. 25. December

Jeg vågner ved, at Lauritz bevæger sig. Jeg vender mig om og ser på hans flotte ansigt. Han sover stadig. Jeg kysser ham stille på kinden og roder lidt i hans hår. Han mumler og åbner stille øjnene. Han smiler og kysser mig på munden. ”Godmorgen smukke” siger han, smiler stort og sætter sig op af væggen. Jeg smiler tilbage og sætter mig op ved siden af ham. Det banker stille på døren og den går op. Ind kommer Sofia. ”Godmorgen I to. Der er morgenmad” siger hun, smiler og går ud og lukker døren igen. ”Har du en bluse, jeg må låne” spørger jeg og kigger på Lauritz. Han nikker og rejser sig. Han går hen til sit skab og kaster en bluse hen til mig. ”Den er nok lidt stor” siger han. Jeg griner og tager den på. Han skifter også tøj, og vi går ud i køkkenet. ”Godmorgen” siger Lauritz’ mor og smiler til os. ”Godmorgen” svarer vi i kor og sætter os ned. Vi tager noget mad og begynder at spise. ”Hvor er Aksel?” spørger Lauritz og kigger rundt. ”Han sover nok stadig” svarer Benni og smiler. ”Vi vækker ham. Kom” siger Lauritz, tager fat i min arm og vi går hen til Aksels værelse. ”1 2 3, nu” siger Lauritz og nærmest sparker døren op. Jeg får et større chok end Aksel. Han sover stadig. Lauritz løber op i sengen og begynder at hoppe, men det hjælper ikke. ”Jeg henter en spand vand” siger jeg og vender mig om. ”Nej nej, jeg er vågen” skynder Aksel sig at sige og rejser sig hurtigt op. ”Din sovetryne” siger Lauritz og jeg i kor og går ud af døren. Vi sætter os ned ved de andre igen og begynder at spise.

20 minutter senere står Lauritz og jeg i døren og er på vej hjem. ”Vi ses” siger jeg til hele hans familie, og går ud af døren. ”Hvordan kommer vi egentlig hjem?” spørger jeg og kigger mærkeligt på Lauritz. Han peger hen på en bil som kører hen imod os. Gennem ruden kan jeg se Pelle. Han ruller vinduet ned og siger: ”Så er limousinen her”. Han smiler, og jeg smiler tilbage. Lauritz holder døren for mig, og vi sætter os ind på bagsædet. ”Jeg troede ikke, at du havde kørekort, Pelle” siger jeg og kigger mærkeligt ind i bakspejlet. Jeg får øjenkontakt med Pelle, og han blinker med det ene øje. ”Vendt, har du lige fået det?” spørger jeg overrasket og laver store øjne. Han nikker, og vi smiler til hinanden. ”Omg, tillykke” siger jeg og bliver helt glad på hans vegne.

1 time senere står vi alle tre ude foran min hoveddør. Jeg låser døren op, og vi går ind. Jeg tænder lyset, og Stefan og Jonas springer op bag min sofa og råber: ”Halløj”. Jeg skriger stille og vender mit hoved ind mod Lauritz. ”Årh” siger han stille og nusser mig i håret. Jeg vender mig om igen og smiler. ”Bedste instagram video ever” siger Stefan og griner. Jeg laver sad face og går hen for at kramme dem. ”Hvad laver I her?” spørger jeg, mens jeg krammer dem. ”Vi savnede jer” svarede de i kor, og vi satte os ned. ”Hvor er I sød. Hvad skal vi lave?” spørger jeg og lægger mit hoved på Lauritz’ skulder. ”Vi kan lege s, p eller k” siger Jonas og kigger rundt på os alle. Vi nikker. ”Jeg starter” kommer det fra Pelle. Han kigger på mig og Lauritz og spørger: ”S, p eller k, I to?”. Jeg kigger på Lauritz som også kigger på mig. Han nikker for at sige, at jeg bestemmer. ”S” svarer jeg og kigger ned. ”Nu har I været sammen i noget tid, men har I haft ***” spørger han og kigger seriøst på os. Jeg vidste det bare. Jeg kigger på Lauritz og bliver helt rød i hovedet. Han smiler og kigger så rundt. ”Selvfølgelig har de det” siger Stefan og kigger på os. Jeg ryster på hovedet, og drengene laver store øjne. ”What, hvorfor ikke?” spørger Jonas. ”Okay drenge. Det er sådan og jeg aldrig rigtig har snakket med drenge før, fordi”. Lauritz tager hurtigt fat i mit hovedet og drejer det op, så vi kigger på hinanden. Han siger: ”Nej, du behøver ikke sige det”. Jeg nikker og fortsætter: ”Mine forældre døde for nogle år siden. Da Katrine flyttede, var jeg helt alene. Jeg havde ingen at snakke med, så jeg er jomfru”. Drengene kigger på mig og smiler. ”Vi vil altid være her for dig” siger drengene i kor. Jeg bliver så glad. ”Jeg er sikker på, at Lauritz nok skal passe på dig” siger Pelle og blinker til os. Jeg kigger op på Lauritz som sidder med et kæmpe smil på læben. Han nikker, og jeg smiler tilbage til ham.

2 timer senere ligger jeg inde i min seng helt alene. Drengene er taget hjem, og jeg ligger bare og tænker på, hvor dejlige de drenge lige er. Jeg finder min dagbog frem og begynder at skrive.

--------------------------------------------------------

I må meget undskylde at der går så lang tid mellem kapitlerne, men har rigtig mange lektier for!! 9. Klasse er ikke lige mig.

Jeg vil egentlig gerne vide, hvad I synes om min måde at skrive på, og hvad synes I sådan helt konkret om historien?❤️ Tak for de mange læsere! Det er for sindssygt!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...