Dear Diary

Emilie på 17 år, møder en helt almindelig dreng i Fakta. Hun syntes at have set ham før, men hvor? Er han den almindelige fyr, som hun troede? Hvad sker der mellem de to, og hvad synes hun om hans venner? Find ud af det i Dear Diary... Trailer: http://www.youtube.com/watch?v=kmiWa6eo7vY Instagram: PageFour_Champs og Christina_Nielsen

18Likes
10Kommentarer
19547Visninger
AA

43. 22. December

Jeg vågner op med en følelse af savn. Jeg rejser mig op og går hen til mit skrivebord. Jeg finder et fotoalbum frem og sætter mig på sengen med det. Jeg åbner fotoalbummet, og det først billede for mig til at græde. Det er et billede af mig og familie. Altså mig og mine forældre. Det er taget dagen før de døde, og jeg savner dem så meget. Ingen ved hvad der er sket med dem, andre en mig. Jeg har ingen familie tilbage, og jeg fortæller det ikke til nogen. Jeg vil ud med min savn, så jeg beslutter mig for at ringe til Lauritz.

Lauritz: "Hva så min pige? " Spørger han og lyder bekymret.

Emilie: "Kan du komme over i dag? Jeg har brug for at kommer ud med noget". Jeg siger det meget trist, så han ved, at jeg er seriøs.

Lauritz: "Jeg er på vej" svarer han hurtigt og lægger på.

10 minutter senere ringer det på døren. Jeg åbner og Lauritz kommer stormene op af trapperne. "Hva så, skat? " spørger han og krammer mig. Jeg står stadig med tårer i øjnene. Jeg nikker hen mod stuen, som tegn til at vi skal sætte os i sofaen. Det forstår Lauritz hurtigt, og vi går sammen ind i stuen. Vi sætter os ned, og jeg begynder at fortæller: "Det er sådan at jeg ikke har fortalt nogen om mine forældre, men jeg føler, at du skal vide det". Jeg sukker, og Lauritz kigger seriøst og lyttende på mig. Jeg fortsætter: "De døde for et par år siden, og nu hvor jeg skal holde jul med dig og din familie, bringer det minder frem". Jeg sukker igen og lægger mit hoved på hans skulder. "Ej, det er jeg ked af at høre. Hvis det er kan vi to bare holde jul sammen. Jeg vil gøre alt for, at du har det godt" siger Lauritz og løfter mit hoved op. Han kysser mig blidt. "Du må ikke sige det til nogen. Der er ikke andre der ved det" siger jeg seriøst, men stadig med et trist udtryk. "Det lover jeg" svarer han og kigger mig dybt i øjnene. "Vi skal holde jul med din familie, måske er det også bedste for mig, at jeg er sammen med voksne" siger jeg, og han nikker.

3 timer senere sidder vi stadig og snakker. "Har du løst til at sove her? " spørger jeg og kigger bedende på Lauritz. Han nikker, smiler og kysser mig. "Er det et ja? " spørger jeg igen og kigger forvirret på ham. Han nikker og smiler. "Jeg bestiller en pizza" siger jeg, rejser mig og går ud i køkkenet. "Jeg sætter en film på" råber Lauritz meget højt. Han troede nok, at jeg var nået helt ud i køkkenet.

30 minutter senere sidder vi i min sofa med en pizza foran hos, mens vi ser film. Lauritz tager sin arm om mig, og jeg lægger hovedet på hans skulder. Jeg tænker på hvor grænseoverskridende den her dag har været, og over hvordan jeg vil skrive beskrive den i min dagbog.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...