Ild og is

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2016
  • Opdateret: 15 maj 2016
  • Status: Igang
Glacierera lever i Islandet, hvor alt er koldt og lavet af isbetvingere. Glacierera er den eneste, der ikke kan selv lave is. Hver gang hun bliver vred står flammerne istedet op fra hendes hænder, hvilket gør, at hun bliver mobbet af de andre unge og skuffer hendes forældre, der selv er de bedste isbetvingere i landet. En dag kan Glacierera ikke længere styre sin vrede. Ilden forbræder hendes far og hans kunstværk. Glacierera bliver fundet op af ildfolket og pludselig vender hendes liv.

3Likes
0Kommentarer
199Visninger

2. Ild

Prins Ignaris piftede og med en gungreren i jorden landede en 2 meter høj drage, hvis hals strak sig 4 meter længere oppe. 
Prinsen lagde en hånd på dragen. Under hans håndflade lyste drageskællene op og den lagde den lange hals og vinger ned på jorden. Med åben mund og store øjne løftede Ignaris Glacierera op på dragen. Hun klamrede sig til dens glatte skæl da den rystede ivrigt på hovedet efter Ignaris selv var klatret ombord på dyret. 
"Chy chy!" Råbte han til den. Det gav et ryk mere i dragen da den foldede vingerne ud og rettede sin hals ud. Den begyndte at løbe hen over jorden. Usikkert, som om det var de første skridt den nogensinde havde taget. Den løb ikke mere end 5 sekunder, men Glacierera kunne fornemme sin mave vende sig en smule, da den med et klodset hop lettede fra jorden. 
Nu gik det stejlt opad og Glacierera kastede sig frem for at holde fast om dragen som om det gjaldt livet. Det var nok også lige det det gjaldt om. Hvis du faldt ned fra denne højde ville man uden tvivl dø.
Glaciereras mave var ikke faldet den mindste smule til ro selvom dragens bevægelser var noget helt andet nu. Dragen gled gennem luften. Selvom vingerne slog op og ned flød dragens krop helt lige, parrallelt med jorden under dem. Dragen fløj så sikkert, at man ville kunne have et middagsbord stående på ryggen af den, uden at glassene ville falde. 

En stemme lød i hendes øre: "Slap af." 
Med en smule tøven løsnede Glacierera op i sine muskler og lænede sig en smule tilbage. Glacierera følte sig mere sikker og prøvede at kigge omkring sig. Hun lagde først mærke til den svimlende højde de var i. Det var lige før hun ikke kunne se jorden under sig, hvis ikke hun havde kunne skimte den ilden fra den brændende landsby. Hun trak skræmt hovedet til sig og forstærkede grebet, men kiggede så igen rundt. Denne gang lagde hun mærke til, at overalt omkring dem fløj andre drager i forskellige størrelser og former og med færre eller flere passagere. 
Hun kiggede på dragen og derefter sig selv og så at hendes ben havde en sær forbindelse til dragen. Hendes hud var smeltet sammen med dragen. Prøvende slap hun den skællede hud med hænderne og rigtigt nok sad hun fast på dragen og rykkede sig ikke ud af stedet.
Hun grinede lidt. Det var jo fantastisk at mærke luften, der føg om hendes kinder. Hun trak vejret så langt ned hun kunne. Tog det hele ind. Det var ikke længere så skræmmende at der var flere hundrede meter mellem hende og jorden eller at hun ikke kendte hverken dragen eller det folk der fløj omkring hende. De omkringflyvende kiggede smilende på hende og lød ellers Glacierera nyde øjeblikket. 

 

De fløj hurtigt, men det varede lang tid før dragen landede igen. Glacierera havde nær troet den var gået lige på næsen, men intet skete andet end, at det var en ubehagelig landing.
Prins Ignaris lagde igen hånden på dragen og sagde:"Chyp chyp" 
Dragen løb hen over jorden, der var gold og stenet. Den lettede og fløj afsted. Glacierera kiggede i den retning den fløj og så, at der ikke så langt væk lå nogle høje bjerge. Hele klippevæggen var fyldt med huler. Man kunne lige skimte drager, der landede ved hver deres hul. Med halerne skurrende mod klipperne gik de ind i hulerne og forsvandt i mørket.
"Glacierera! Kom med!" Glacierera vendte sig med det samme og satte i løb efter prinsen, der var nået godt 30 meter foran hende. 
Før nu havde prinsen ikke sagt meget, men så snart Glacierera var i omkreds til at kunne høre hvad han sagde begyndte han at snakke. Meget hurtigt. 
"Velkommen til Ildfolkets by." Glacierera hørte næsten ikke mere, da der var indtryk overalt omkring hende. Folkene, der omgav dem snakkede lige så højt og hurtigt som prinsen og der var liv omkring husene. Husene var ikke som i Glaciereras egen by. De var lavet udelukkede af sten og havde smukke blyindfattede glasruder i forskellige former. 
"Glaspustning er hovederhvervet eller det vil vi gerne have det er" hørte hun ham sige. Om deres fødder snoede store øgler og firben sig. Nogle børn stod i et af vinduerne og kastede forbrændt kød ned til dem, som varanerne med velbehag greb og slugte.
"Du skal ikke røre dem. De bider!" Prinsen sprang frem mod Glacierera og huggede tænderne sammenmod hende. Hun hoppede skræmt tilbage. Prinsen grinede og fortsatte sine fortællinger og hurtige march fremad. Glaciereras hjerte pumpede afsted imens hun forsøgte at holde trit med prinsens lange skridt og med hvad han fortalte hende.
Prinsen selv virkede ikke den mindste smule besværet. 
"Her skal alt helst gå hurtigt. Vi kan ikke have folk ligger og driver den. Man skal kunne tage nogle tæsk. Verbale og fysiske. Sådan er det her." Lige i det han sagde det kom en dreng nærmest flyvende ud fra en smed. Et brøl lød derinde fra efterfulgt af lyden af jern mod jern. 
Drengen råbte vredt tilbage efter smeden og løb så tværs over gaden. 
"Her er ikke så meget pjat du ved. Det er lige den, der får råbt højest eller farer først op, der vinder og så videre ikke?" Prinsen slentrede afsted, som gik han i et tempo, der ikke bragte ham frem. Det var langt fra tilfældet, fordi Clacierera måtte løbe afsted efter ham. Derhjemme var det altid hende, der havde gået fra de andre. 

"Ja så er vi her altså." De gik på en smal gade, man kunne se hele vejen op igennem og den endte ud i en stentrappe. Ved toppen af trappen stod en borg. Alle steder hun kiggede hang der fakler, der efterlod sod flere meter op af den i forvejen mørke mur. Glacierera kiggede op. Foran hende stod høje mure til begge sider. Hun måtte ligge hovedet bagover for at kunne se toppen, der var bemandet med adskellige mænd. 
Ved porten stod fem soldater på hver side af åbningen og kiggede dovent ud på de ankommende. Flere af dem havde en rygende smøg i munden. 
De fortsatte i samme tempo op af trappen. Prinsen åbnede den 4 meter høje port uden at skænke et blik på de halvsovende vagter. 
"Ja ja altså man tage den hvile man kan få jo. Når det gælder er alle på. Og når det ikke gælder, ja så kan man jo tage det hele som man vil." 
Inden for porten hang store fade med ild ned fra loftet og oplyste rummet, der også var i sorte sten. De fortsatte videre igennem nogle mørkere gange. Da Glacierera følte hun havde gået lige så langt som da de skulle frem til borgen, gik de ind i et rum, der var mindst 10 meter højt og udsmykket med glas fra gulv til loft. Farverne fra glasset spillede frem og tilbage og henover ansigtet på prinsen. Glacierera gispede. Tænk at man kunne lave noget så smukt. Også uden at der var brugt is. 
Prinsen holdte et øjebliks pause fra sin snak og begyndte så igen. 
"Hils på min fader. Kongen." 
"Kom nærmere kære ildbarn." Kongens stemme rungede dybt og højt rundt i rummet og erstattede prinsens. Den var fuld af kraft og Glaciereras øjne blev med det samme rettet mod ham. Hun trådte varsomt nærmere. Kongen sad midt under glaskuplen på en enorm trone. Han var indhyllet i tung silke, som flød henover gulvet. Hele vejen rundt om ham stod et dusin mennesker. De havde alle gang i noget, hun ikke vidste hvad var. Men de tog hende alle i øjemål da kongen havde bedt hende komme nærmere. Den eneste lyd, der var i lokalet i det øeblik var hendes hivende vejrtrækning. Hun kunne mærke sveden drive ned ved siden af øjet indtil det dryppede fra hendes hage. Pinligt berørt tørrede hun den væk med sit ærme.
"Så kom min prinsesse endelig hjem."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...