Ild og is

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2016
  • Opdateret: 15 maj 2016
  • Status: Igang
Glacierera lever i Islandet, hvor alt er koldt og lavet af isbetvingere. Glacierera er den eneste, der ikke kan selv lave is. Hver gang hun bliver vred står flammerne istedet op fra hendes hænder, hvilket gør, at hun bliver mobbet af de andre unge og skuffer hendes forældre, der selv er de bedste isbetvingere i landet. En dag kan Glacierera ikke længere styre sin vrede. Ilden forbræder hendes far og hans kunstværk. Glacierera bliver fundet op af ildfolket og pludselig vender hendes liv.

3Likes
0Kommentarer
196Visninger

1. Ild og is

"Nej årh lad nu være! Lad mig nu være."

De andre prikkede og skubbede til hende. Lavede jokes. 

"Kom nu Glacie, lad os se dig lave is!"

Men Glacierera lavede ikke is. Hun vrissede efter de andre, bad dem om at stoppe. Et prik mere røg ind i siden på hende, så det fik hende til at springe op. De andre grinede hånligt og sendte flere fingre i maven på hende. Hun var rasende. Og så skete det. Ild brød ud fra hendes hænder og de jublede alle omkring hende. Hun gik truende hen imod dem, ivrig efter at brænde dem. Bare se deres grinende ansigter brænde. De lod hende komme tæt på inden de med et sving med hånden fik isen til at strømme ud fra deres hænder. Med et sving med hånden havde de elimineret enhver lille røgsky fra ilden. Hendes ild kunne ikke gøre de andre noget og hun vidste det godt. Det gjorde kun Glacierera endnu mere til grin. 
Pludselig løb de alle sammen væk i legende gadedrengeløb og for sent opdagede Glacierera, at hendes fødder var frosset fast til jorden. Hun råbte forgæves efter de andre. 
"Kom tilbage! NU! Hallo. Idioter! I er alle sammen nogle røvhuller!" 
Hun opgav at råbe længere og hviskede i stedet for sig selv: "Røvhuller."
Hun vidste ikke hvor hun havde hørt det ord før, men hun kendte det og vidste, at det var et skændselsord. 
Med vreden, der stadig var i hendes krop fik hun ilden til stå op omkring sig igen. Langsomt, langsomt, langsomt smeltede den store isklump omkring hendes fødder. Efter kort tid kunne hun end ikke mærke om  hun overhovedet havde fødder. Nu stod hun her midt på vejen. Hun havde håbet på, at hun for engangs skyld kunne have været nået hjem fra skole. 
Udmattet sank hun ned på rumpen og håbede på, at hendes kropsvarme var nok til at få den dumme is til at smelte. Men omgivelserne var kolde, menneskene her var kolde og maden var kold. Alt var koldt bortset fra hende. Den vrede pige, der ufrivilligt betvang ilden hver dag.
"Glacierera!" Den bekendte stemme lød bag hende. De sukkede begge. Glacierera, der nødigt ville være blevet opdaget og hendes far, der havde ondt af hende. 
 Hurtigt fik han slået isen løs. Glacierera mærkede hvordan varmen strømmede ned til hendes fødder igen. Ligeså hurtigt som skammen røg op i hendes brændende kinder. 
"Glacierera..." Men Glacierera vendte sig om og gik så snart isen faldt ned på jorden. 
Han fulgte ikke efter hende. Han gik bare mod stalden. 
Hun stoppede op og kiggede efter ham. Skuffet. Han forlod hende altid med sine skuldre hængende, som var han en gammel lurvet mand. Men Glaciereras far var ikke gammel og lurvet, han var gift med den bedste isbetvinger i landet og han selv havde været den yngste mand til nogensinde at slå glashomeren.
En glashomer brugte sine isevner til at lave kunst. Hvert år var der en konkurence om hvem, der nu skulle udsmykke hovedpladsen. Hvert år kom nye, mægtige skulpturer til pladsen og de tiltrak altid beundringer og overvældede suk fra tilskuerne. Lige nu fyldte Glaceireras fars skulpturer pladsen. 3 isfugle med udspredte vinger  rejste sig adskellige meter over de, der gik på de snoede veje på pladsen. Derunder var der tusindvis af iskrystaller, der lyste de sorte nætter op med kulørt lys, der varmede selv den koldeste isboer. Hjorte i hårdt sammenpresset sne stod spredt over pladsen. Liggende, stående og stejlende. Nogle kunne man sidde på og andre kunne man rutsje ned af og kravle hen over. Endnu et lag var tilføjet mellem isfuglene og stierne og det var en lang gangbro. Gangbroen gav mulighed for at gå rundt mellem lysene og selv tilføje sin egen lille islygte.
Under gangbroen hang der de transportvogne, der kunne fragte dig fra den ene del af byen til den anden. Alle ruter med stop på pladsen. De dinglede frem og tilbage på de glatte skinner de kørte på. Bremselængden var lang og det var altid med hjertet i halsen folk sprang ud af en vogn.
Der var kun én lille bod på pladsen og det Madam Isnas. Den havde de fineste sving på taget og lyset hang altid lavt ned derfra. Når man havde bestilt en lakserulle hos hende, så man bare hende fingre arbejde mens hun rullede de fint skårende stykker fisk ind i tang og ost. Engang imellem forsvandt en hånd op i mørket og man kunne høre hende slikke sin finger af. Så vidste man, at maden var færdig og med garanti også tilfredsstillende. 
Glacierera tænkte med glæde og sorg over sin fars værk. Hun ville aldrig kunne lave noget så smukt, selvom hun var født med gener fra to, der lavede is uden at tænke over det. Hun havde kun evnerne til at gøre det modsatte - ødelægge det.

 Da vreden endnu engang var i hende mærkede hun hvordan hendes håndflader slog gnister. Hun knyttede dem og vendte sig om for at gå de få skridt hjem. 
Hun smækkede med døren da hun trådte indenfor og uden at smide sit tøj kravlede hun op af stigen til sit værelse og væltede ned på den. Så skreg hun ned i puden. 
"Glacierera!" Igen lød hendes navn, denne gang frustreret. "Hvorfor skal du altid smække med døren? Kom herned og lig dit tøj."
Ingen andre havde overtøj på indendørs, alle trives i kulden. Alt de havde på var let, gennemsigtigt stof, broderet med perler og glinsende sytråd. Udenfor bar de kåber med lange slæb og ærmer i ligeså let stof, som det de bar indendørs. 
"Har du brugt ild igen?" Glacierera svarede ikke sin mor. Moren tog det som et stiltiende samtykke, da hun hørte sin datters næve slog ned i puden. 
Glacierera fik altid af vide af sin mor, at det var okay, at være ked af det. At det var okay at vise man var blevet såret. Men Glacierera havde kun vrede tilovers for sine mobbere og overfor sig selv. Hvordan kunne hun tillade sig at blive såret når hun altid gjorde det forkert? Når det var hende, der blev vred og var på tværs? 
Her i landet var ingen nogensinde sure. De blev frustrede, kede af det, melankolske, desperate, men aldrig vrede. Det var Glacierera, der var den urimelige, når hun altid ødelagde alt det andre havde bygget op. 
Den aften spiste de til lyden af Glaciereras søster, der fortalte livligt om hendes præstationer i skolen. Hun var 5 år yngre end Glacierera og hun kunne næsten styre isen, som hun ville. Et par år mere og hun ville kunne lave skulpturer, som lignede sin fars. 
Glacierera blev bestemt ikke i bedre humør. 
"Jeg vil aldrig passe ind her." Hendes stemme rystede. Alle omkring bordet stoppede med at lytte til søsteren og kiggede op på Glacierera, som satdig kiggede ned i bordet. 
Familien havde oplevet Glaciereras udbrud adskillige gange før. 
"Søde skat..." Faren sagde det uden overbevisning. I det samme tog Glacierera fast i sin skål med begge hænder. Med det samme flød maden over kanterne og over hendes håndryg.
"Du må være tålmodig. Det skal nok komme en dag." Moren forsøgte at skjule sin sorg over datterens manglende evner og tog sig selv i at ville skubbe hendes hænder væk fra den skålen.
"Nej. Nej det kommer ikke. Jeg er næsten ude af skolen og jeg har end ikke set skyggen af noget koldt i mine hænder."
De vidste alle det var sandt. De kunne se hvordan skålen i hendes hænder smeltede ud mellem fingrene på hende. Hurtigere og hurtigere. Bordet flød med vand, som dryppede ned på gulvet. Søsteren sad fastfrosset til stolen og rørte sig ikke, da faren rakte ind over hende og stoppede vandet i at dryppe ned. En lang istap hang fra bordet.
"Du er bare lidt længere tid om det end andre. Du kender til andre følelser end vi." Moren håbede, at hendes datter ville godtage forklaringen. 
"Ja! Og netop derfor kommer jeg aldrig til at passe ind. I er blå af kulde. I er kolde, men der er intet i mig, der bliver koldere når jeg rører jer. Jeg brænder. Mere og mere for hvert år og for hver gang jeg mærker det, der er koldere end mig." Glaciereras stemme knækkede. Alt var koldere end hende. 
"Alt er koldere end mig!" Hun gentog sine tanker og rejste sig op da hendes hænder brød i brand. I samme øjeblik rakte hendes far ud efter hendes hånd. Da han greb den kunne de se hvordan huden smeltede sig fast til Glaciereras. Hun rev hånden til sig og med en ubehagelig lyd rev huden sig fra hinanden. Med et skræmt skrig fik moren isen til at fosse ud af sine hænder og over på farens smeltede hånd. Intet is kom ud fra hans hånd. 
Glacierera havde fået nok. Nu havde hun også skadet sin far alvorligt. Ilden blev ved med at flamme op. 
"Forsvind! Du må ud herfra hvis din far skal kunne komme sig!" Moren græd imens hun sagde det. 
Glacierera løb uden en tanke mere ud af huset. Hendes mave brændte og hendes vilje kunne ikke holde det nede. Hun råbte. Prøvede at få vreden ud af sin krop som andet end ild, men for første gang stod ilden op af hendes arme. Kort tid efter var hun omringet af ild i flere meters omkreds. 
"Nej! NEJ!" Hun skreg af vrede og for hvert 'nej' tog flammerne til. Hun blev ved med at løbe indtil hun stod på pladsen, da hendes søsters stemme lød bag hende.
"Stop! Du har skadet far. Hvorfor lader du ikke bare være?" Søsteren var løbet grædefærdig efter hende. Glacierera kiggede på hende, imens hun hikstende forsøgte at styre sin is, så hun kunne stoppe ilden Glacierera havde efterladt. 
Som i en eksplosion stod Glacierera i så meget ild, at hun ikke længere kunne se hendes søster eller hjortene foran sig. Men hun kunne kigge op og i samme øjeblik ramte en stor dråbe hendes ansigt. Isfuglene. Dråberne faldt hurtigt som et vandfald. Det var ikke nok til at slukkke ilden. 
Skrig hørtes et sted udenfor ildcirklen og over hende så hun isen skyde ind fra øst, vest, nord og syd. 
Hun havde ødelagt sin fars mesterværk og det redskab han havde brugt til at lave dem. 
Mere nåede ikke gennem hovedet på hende. Da hun åbnede øjnene igen efter at presset dem hårdt sammen opdagede hun flammer stå ind fra alle sider ligesom isen havde gjort det. Forvirret vendte og drejede hun sig, da hun fik øjenkontakt med en ung dreng klædt i sort, hærdet læder. Han smilede skævt til hende, imens han havde hænderne mod Madam Isnas madbod. Madam Isna var selv i boden og forsøgte forgæves at slukke den ild drengen havde startet. 
Drengen sprang over til Glacierera i 5 lange spring og tog hende ved hånden. Intet skete med drengens hånd. Hun holdte tættere fast. Draget af ham. Han lignede hende. Han kunne det samme som hende. 
Sammen løb de igennem byen og ud af den. Forpustet stoppede hun op og slap drengens hånd. Hun kiggede udover det sted hvor byen havde ligget. Der stod smeltede husede tilbage og længere ind stod flammerne stadig op fra dem. 
Hun opfattede, at der hundredevis af mennesker omkring hende, der udbrød beundring da en kanon hørtes. Glacierera kiggede op på himlen. Der mellem alle stjernerne skød masser af flyvende, lysende glitter ud. Fyrværkeri. Glacierera kiggede med store øjne. Det var smukt. Hun bemærkede, at det gav hende varme i den mørke nat. Men ikke i form af ild. Nej, det var mere som om det varmede lige rundt om hendes hjerte.
"Hej jeg er Prins Ignaris." Drengen fra før rakte hånden frem mod hende, som hun tøvende tog. Endnu engang smeltede hans hånd ikke og hendes hjerte blev endnu varmere. "Du er blandt dine egne nu. Ildfolket byder dig velkommen."
Alle de omkringstående hujede af hende. Forskrækket tog hun imod hyldesten. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...