Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
24Kommentarer
13087Visninger
AA

9. Kapitel 9.

Kapitel 9.

*Silva*

Jeg kiggede på Minerva. Hun lå trygt og sov i mit skød. Helt væk. Hun havde fået en kæmpe rå steak til middag. Hun var så glad for den. Hun tyggede endda længere end nødvendigt. Hun havde sådan nydt den. Ville de nye ejere passe på hende? Ville de huske at gnubbe hende på maven efter en gåtur? Ville de tage hende med ud og løbe? Ville de lade hende sove oppe i sengen, hvor hun sov bedst? Ville de elske hende ligesom jeg elskede hende?

”Silva? ” Jeg kiggede op. Harry havde fået jakke på og stod og ventede i døren. Jeg nikkede. Forsigtigt ruskede jeg i Minerva og kunne se hende vågne op.  Hun var lidt forvirret til at begynde med, men kom hurtigt op på benene. Jeg fik taget min jakke og halstørklæde på. Minerva fulgte straks med.

”Harry? ” Spurgte jeg og stoppede ham, inden jeg gik udenfor. ”Ja? ” Svarede han spørgende. ”Vil du love mig vi ses igen? ” Spurgte jeg og kom tættere på ham. Han trak mig forsigtigt on og kyssede mig i panden og på munden. Jeg kunne mærke et sus gå igennem mig og jeg gengælde det. ”Jeg vil ikke love at jeg er tilbage inden for en bestemt tid. Men jeg vil gøre alt i min magt, for at være tilbage. Der vil ikke gå ti år igen uden dig. Det kan jeg love dig for. Du må gå nu. Jeg elsker dig, Silva. ” Sagde han og holdte mig lidt tættere ind. ”Jeg elsker også dig, Harry. Lov mig at du vil komme og finde mig. ”

”Jeg lover det.

Ella startede bilen og kørte væk fra godset. Jeg kiggede på det nu store tomme sted. Der var ikke et lys tilbage på godset. Det var med garanti helt koldt derinde.

”Det skal nok gå. Minerva skal nok få det godt. ” Prøvede Ella overbevise mig om. Det virkede ikke. Jeg ville ikke miste hende. Jeg knugede hende ind til mig og jeg kunne mærke hele hendes krop bevæge sig mere. Hun var glad. Hun slikkede mig i ansigtet gentagende gange. ”Jeg elsker også dig, tøs. ” Hviskede jeg til hende og kløede hende bag ørerne.

Vi drejede til venstre for enden af vejen og jeg kunne se skoven som havde beskyttet os fra omverdenen forsvinde. ”Det skal nok gå. ” Sagde Ella til mig. ”Du har vel ret. ”

*Harry*

Jeg smed stokken fra mig og erstattede den med min gode gamle 12 mm, som straks blev sat i en vest, sammen med en mindre voldsom 9mm. ”Du ser skarp ud. ” Sagde Monroe og spændte sin vest bedre fast om sig. ”Hvorfor lod du ikke bare Silva være hernede? ” Spurgte han og kiggede hen på skærmen. De havde afleveret Minerva. ”Fordi, så ville de finde hende. ” Fortalte jeg igen. ”Hvor kommer hun hen? ” Spurgte han. ”Montreal. I en lille provins. Ellers er plan B en amish familie i Pennsylvania. Hvorfor? ” Spurgte jeg og strammede støvlerne om mine ben. ”Fordi, jeg vil gerne vide hvor jeg skal finde den grædende enke, når de har slået dig ihjel. ” Sagde han flabet og lagde patroner i sit bælte. ”Hold dog op. Du mangler en granat, fjols. ” Sagde jeg og gav ham en. ”Det vidste jeg godt, fjols. ”

”Er du klar? ” Spurgte jeg og tog min jakke på. ”Det er jeg i hvert fald. Hvilket hotel, var det nu? ” Spurgte han og trak handsler over sine hænder. ”Glory. Glory Hotel i Whitby. Jeg vil gerne give dem en lille hilsen, der vil få fokussen til at være på mig, ikke hende. ” Sagde jeg og gik hen mod elevatoren. ”Hvem af os kører så? ” Spurgte han. ”Min bil. ”

”Den fik aldrig én ridse dengang. ” Klagede Monroe.

”Du har ret. Den fik flere ridser end jeg nogensinde har tjent penge. ” Svarede jeg flabet. ”Du elsker hende virkelig, gør du ikke? ” Spurgte han. Hvorfor ville han hele tiden snakke? Jeg ville ikke snakke, jeg ville bare nakke nogle røvhuller. ”Vi bruger kun tyve minutter på at komme af sted. Vi skal ind og være så naturlige som overhovedet muligt. ” Monroe begyndte at grine, og jeg gjorde også. ”Helt ærlig, Harry. Hvad er planen? ” Grinte han. ”Selvfølgelig kommer vi igennem fra taget af. Tror du jeg gider at ses på et af de kameraer? Jeg vil have menneskerne derinde skal huske mit ansigt, ikke andet.  ”Sagde jeg roligt og gik ud af elevatoren. ”Det skal nok blive godt. Yushi slår os ihjel, det er du godt klar over, ikke? ” Spurgte han og satte sig ind i min bil. ”Det kan godt være. Men han må vente til at jeg er helt sikker på at Silva er i sikkerhed. ” Konstaterede jeg og startede bilen. Jeg satte hurtigt op i fart og kørte fra godset. ”Du vil ikke se dig tilbage? Det var trods alt på det gods, du tog og gav Silva ” ”Sig det og jeg slår dig ihjel her og nu. ” Jeg kiggede koldt på ham og på vejen igen. ”Hvordan har du overlevet? ” Spurgte jeg mig selv og drejede til højre.

”Hvad er planen egentlig? ” Spurgte Monroe og fandt en bærbar frem fra en taske. ”Argent familien er til velgørenhedsmiddag.  Arianna Argent vil ankommen præcis kl. 18.00 sammen med hendes datter Ceresta og selvfølgelig… Juvelen. Han ankommer præcist en halv time senere. Daemon. ” Sagde jeg og satte op i sjette gear og kørte 160.

”Du ved, vi når det nok til tiden. Den er syv nu. ” Sagde han. ”Det ved jeg. Jeg vil bare gerne de er kommet dertil hvor de ikke havde regnet med at vi ville komme. Vi er jo nærmest forsvundet i natten. ”

”Hvad vil du gøre, når du ser dem? ” Spurgte han. ”Jeg vil bare… sætte dem på plads. Forskellen på det gamle testamente og det nye er, at der blev lært af de menneskelige fejl. ”

”Men… burde du så ikke gøre noget andet? ”

”Knægten prøvede at gøre Silva ondt, for at nå til mig. Nu gør jeg dét, at jeg kommer helt ind under trøjen på dem. Jeg vil gerne have, at de skal vide hvordan det er. Forskellen er bare, at uskyldiges blod ikke vil flyde. ” Vi kom til Whitby, og parkerede et bar blokke derfra. ”Der er ingen som vil opdage os her. Der er ingen videoovervågning, og ingen ville nogensinde være dumme nok til at gøre noget. Det ville kræve det gennemsnitlige menneske havde mod. ” Sagde Monroe og smøgede ærmerne på sin jakke op.

”Er alting klar? ” Spurgte jeg og kiggede op over de små huse. ”Ja. Jeg havde aldrig forestillet mig at, dette ville være noget jeg ville gøre. Ella har ret, Yushi slår os ihjel. Langsomt. ” Sagde jeg og hoppede så jeg fik fat i tagrenden på et hus. ”Kom så. ” Sagde jeg og svang resten af min krop op. ”Abedrengen Harry. ” Drillede Monroe og sprang selv op. ”Primaten Monroe. ” Svarede jeg og fortsatte med at glide ned af taget og sprang op på et andet.

”Jungledrengen Harry, med hår som en fra sydstaterne. ” Virkelig? Nu? ”Monroe, drengen som inspirerede titlen til Grimm. ”

”Harry, så behåret at, gorillaer er hårløse. ”

”Jeg slår dig ihjel, Monroe. Før Yushi gør det. ” Sagde jeg og stoppede op. ”Så er vi her. Har du tasken med? ” Spurgte Monroe. ”Selvfølgelig har jeg det. ” Jeg tog tasten af og kiggede op mod dem eneste høje bygning tæt på hotellet. ”Det er utroligt hvordan de ikke er kommet videre ude på bøhlandet. Havde der bare været et andet gods, havde det været nemmere. ”Harry, de byggede et fucking mini gods, som et luksus hotel, midt i en havneby. ” Konstaterede Monroe, tydeligvis irriteret. ”De kunne havde gjort det bedre, det er alt jeg siger. ” Svarede jeg og sigtede efter et neutralt spot på den høje bygning. ”Pletskud, som altid. Heldige røvhul. Hvem kravler først op? ” Spurgte han og begyndte at tage sit klatrebælte om sig. Han stramte selen om benene en ekstra gang. ”Du er da ikke… har du været på arbejde med Ella? ” Spurgte jeg og stramte min egen klatresele om mig selv.

”Hun tabte mig, fra tiende etage. En af Yushis andre rekrutter… Quinn, hun greb mig. Fucking stærk. Tidligere wrestler, men grundet kemisk forgiftning skrumpede hendes muskler. Men, hun er stadig stærk. ” Sagde han og knappede sin jakke til igen. ”Hvordan har du det med at du går først, Harry? ” Jeg vendte mig mod Monroe og fik øjenkontakt med ham. ”Du kan uden tøven skære en krop over i to, sprede kropsdele over alt på kloden, men du er en smule bange for at jeg ikke er stærk nok til at hjælpe dig op? ” Spurgte jeg fornærmet. ”Ja, så simpelt er det. Vi frygter alle sammen et eller andet. Som dig og… ehm… din fortid. ”

”Under bæltestedet, dude. Under bæltestedet. ” Jeg sat karabinen fat i rebet og begyndte at klatre op. Heldigt at det er designet som et gammelt victoriansk villa. ”Jeg kommer nu! ” Sagde Monroe og skød et reb op. ”Det går da fint for dig. ” Sagde jeg og løsnede mit reb fra væggen igen. Jeg holdte balancen på en altan og kastede rebet op igen og nåede længere op. ”Hey… Harry, jeg tror det er det. ”

”Hvad mener du? ”

”Se. Det er deres kufferter. ” Jeg kiggede igennem altanens vinduer og så at, Monroe havde ret. ”Du er et geni. Et geni, selvom du er en amerikaner fra Florida. ”

”Det var slet ikke hvid racistisk overhovedet. ” Sagde han fornærmet og sprang ned på altanen. Jeg gik ned, for jeg har længere ben end han har. ”Røv. ” Sagde Monroe flabet. Monroe gik på knæ og fandt en schweizerkniv frem. Han begyndte at dirke låsen op. ”Vi er inde. Hvad så nu? ” Spurgte han. ”Min plan var at vi skulle komme fra luften af. Hvad med at gå omkring dem og bare, mingle? Vi kunne slå til når de mindst venter det. ”

”Men, Harry, folk ville huske vores ansigter. ” Sagde Monroe bekymret. Jeg kiggede på ham. Lyset fra månen gjorde han var nemmere at se. ”Det er jeg godt klar over. Hvis du vil trække dig, så gør det. ” Sagde jeg og lukkede terrassedøren.

”Du vil komme på tv. ” Sagde han, nok for at overtale mig til at lade vær. Men jeg blev nødt til at sende mit budskab ud. ”Se det som en slags advarsel. Moses advarede faraoen, men faraoen lyttede ikke. Hans søn døde. ”

”Du har jo allerede slået ham ihjel, Harry. Jeg ved det, jeg var med til at skære ham i stykker. ” Prøvede han igen. ”Han valgte at fortsætte. Så nu gør jeg også. ”

Jeg vendte mig væk fra Monroe og gik ud af suiten. Jeg kunne høre den dør, jeg lige havde smækket, gå op igen. ”Hvis du absolut skal gøre det her, så ja, så hjælper jeg. Jeg vil ikke du skal sidde inde alene. Du vil bare ende med at skabe problemer. ”

”Monroe. Jeg er den klogeste af os to, det her er den eneste gang jeg nogensinde har været så vred. Rolig nu. Vi overlever. Vi overlever altid. Det ved du godt. ” Sagde jeg og gik hen mod en trappe. Gangen var let bordeaux rød farve, med mørke gulvtæpper og guldfarvede lister i væggene. Det så vel okay. Synes nu mit gods var pænere, meget endda.

Vi kom anden etage og jeg var begyndt at høre klassisk musik fra festsalen af. Vi var tæt på. Jeg kunne mærke det. Jo længere væk jeg var fra en mission, jo mere rystede jeg, men min krop var blevet roligere, og mere stabil allerede nu. Jeg svedte ikke, jeg havde ikke en voldsom banken i mit bryst, eller var svimmel. Jeg var helt klar i hovedet.

Monroe lagde en hånd på min skulder. ”Husk, de have et godt kig på os. Tag en drink, noget vand først, hvis det skal være. ” Sagde han og gik først ud. Det var nu. Jeg gik stille og roligt ud. Jeg hilste på en ældre tjener, som fortalt det var hans sidste vagt, så skulle han på pension. Han valgte endda at fortælle han havde købt et hus i byen sammen med sit ældste barnebarn og oldebarn. Hun var meget ung, hun havde fået barnet som 16 årig, grundet voldtægt. Men det gjorde ikke en forskel for dem. De elskede alle den lille guldklump. Barnebarnet studerede til at blive lærer og var på sit sidste år og lige nu, var lønnet. Hun var lønnet godt, fordi hendes praktikplads var på en privatskole. Jeg tog den sidste champagne fra hans bakke af og han gik. Jeg ville nødig slå en ældre mand ihjel, som ikke fortjener det. Han var en ærlig mand. Det kunne man høre, når han snakkede. Sikke en gave at have.

Jeg kiggede over mod Monroe, som altid, havde han fået fat i en ung pige, som han bare måtte snakke med. Hun kunne umuligt være atten år allerede. Hun så for ung ud. Monroe ville heller ikke gå efter noget som vare ældre end atten. Seksten var ok, sytten perfekt, atten kunne lige gå. Det var en mærkelig ting. Da han var seksten, skulle de helst være fjorten. Han nød at de var yngre, så havde de ingen forventninger. Afskyeligt.

Jeg minglede mig og fik snakket med nogle af dem. De kendte alle sammen Daemon som en flink fyr, en som tog sig af alle de trælse problemer og fik specifikke ting til at forsvinde. For han var jo manden man gik til, uanset hvad.

Vi havde cirkuleret i mere end en time, og havde snakket med næsten alle. Folk spurgte til hvorfor vi var så sorte i vores tøj. Stilfuld farve, passer til alt, det giver vel sig selv. Daemon Argent havde lugtet lunten. ”Få dem ind i saloonen og gør det af med dem der. ” Sagde han til en af hendes mænd og fortsatte med at hyggesnakke med sin datter om at hun ville til New York og shoppe efter sko snart. Selvfølgelig skulle hun have lov til det. Man kunne høre alt med en lille mikrofon.

Vagten fortsatte roligt hen mod os, med et smil på læben selvfølgelig. ”Gentlemen. Kunne jeg byde på en drink ind i saloonen? ” Spurgte han og viste med sin hånd hen mod den. Vi kiggede et øjeblik på hinanden, med alvorlige blikker. ”Vi nyder ellers at være herude, med jer alle sammen. ” Sagde jeg og gik helt hen mod manden, så tæt på at vores ansigter næsten rørtes. ”Jeg tror ikke De forstod beskeden. ” Sagde vagten. Vagten var allerede begyndt at blive utålmodig. En skarnsunge som mig ville han nok gerne flå. ”Vi går ingen steder, store brød ” Hviskede jeg og trådte et skridt væk fra vagten. ”Vi nyder vores aften herinde. ” Sagde Monroe og følte kort på sin ene pistol. Den var ladt og klar til brug.

Vagten havde knap vendt sig om, før jeg havde trukket sin velkendte 12mm og skudt den ene ud af fire store lysekroner i stykker. Folk skreg. Monroe sigtede efter en anden lysekrone og efter en tredje. Jeg lod den sidste hænge, så man kunne se dem. Jeg kiggede efter én bestemt person. I begyndelsen af sine halvtredser, silverfox, ingen skæg, blå øjne, klamt hvidt smil. Monroe havde lagt den store sikkerhedsvagt ned og lagt ham i håndjern.

Folk havde sat sig på hug, med armene omkring dem de elskede. Man kunne høre mine tunge, selvsikre sko ramme gulvet imens jeg gik rundt. ”Jeg minder jer om en psykopat fra en gyserfilm af. Psykisk thriller tænker jeg. ” Startede jeg med at sige, mens Monroe stod i den ene dør med ladte pistoler i hver hånd. ”Arianna – ” Startede jeg med og kiggede hen mod hende. Hun kiggede bange på mig. ”Jeg er ked af det med din søn. Men hvis man vil ramme mig, skulle han have lært at sigte. Han ville være gået levende fra mig, hvis han havde konfronteret mig direkte og ikke indirekte ved at prøve at gøre andre folk noget. Mit job, er udelukkende, at få fat på pædofile netværk, voldtægtsforbrydere, umoralske mennesker, folk uden empati, som mangler en slags begrænset almen stimuli. Så kommer jeg. ” Min stemme blev dybere og jeg kunne se hende sænke sit blik.

”Man burde ikke sende sine børn ud i felten, når ens ben stadig kan bruges. ” Jeg gik langsomt hen mod Daemon. ”Men, nu skete der heldigvis intet med Silva Prudents ben. Du er heldig med at hun stadig er i live. ” Sagde jeg og kiggede med kolde øjne på den gamle mand. ”Jeg slår dig ihjel, Styles. ”
”Held og lykke med det. ” Smilte jeg og tog en klassisk 9mm fra 1920’erne frem. ”Man siger, at det her, var Elliot Nis første pistol. Lækker sag. ” Jeg sigtede ikke engang, men jeg ramte perfekt som altid. Blodet flød fra hans mave og skulder. Jeg vendte mig om mod Monroe. ”Slå vagterne ihjel for mig. Så tager jeg mig af politiet for os. ” Sagde jeg og gik ud af salen mens jeg kunne høre Monroe. Folk skreg. En lobbyist stod bag disken i hotellet. Jeg kom helt tæt på og slog ham i hovedet med min albue.

Han faldt straks til jorden og jeg gik ud på gaden. Jeg kunne allerede høre sirenerne i baggrunden. Mikrofonen i mit ene høre begyndte at sige lyde.

”Harry? Harry, er du der? ” Kunne jeg høre Monroe spørge. ”Jeg har det fint. Tag bilen og smut. Jeg klarer resten. Jeg skal nok give dig en besked. Sig til Silva, at jeg har det fint. ” Sagde jeg og knuste min mikrofon. Han skulle ikke høre resten.

Imens jeg ventede på at politiet ville komme. Jeg kunne se lysene reflektere over for mig i et vindue. Jeg satte pistolerne tilbage under min jakke og lukkede den til. To biler kom, de havde veste på og pistolerne kom lynhurtigt frem.

”STÅ STILLE! HÆNDERNE OP I SÅ VI KAN SE DEM. ” Han skulle have sagt det i en anden rækkefølge, det lød bare dumt. Jeg lod mine hænder gå op i luften. En anden mand kom hen mod mig og ville til at lægge mig i håndjern.

Han nåede ikke langt. Jeg fat i hans ene skulder og svang ham foran mig, så skuddene ramte ham. Jeg skubbede ham frem og smed ham oven på en anden. Jeg nåede at trække min ene pistol og skadet to betjente. Jeg skød den sidste betjent i benet, så han ikke kunne løbe nogle steder jeg. Jeg gav endelig slip på kroppen og løb.

Jeg drejede af til en lille gade og hoppede op på et tag og lagde mig der kort. Jeg kunne se nogle lys blive tændt forskellige steder. Jeg tog tre dybe indåndinger og kiggede omkring mig fra taget af. Jeg fortsatte hen over et andet tag og sprang ned i en lille have. Hurtigt fortsatte jeg igennem haver, væk fra byen af og ud mod heden. Heldigvis for mig var der mange bakker. Jeg fandt nogle speciallinser frem, som der havde infrarød lys i, så det var nemmere at finde vej igennem mørket.

Jeg blinkede et par gange og straks hjalp det. Jeg vendte mig mod byen og lagde mærke til at jeg kunne høre hunde og folk larme. Jeg kiggede ud mod heden. Jeg måtte af sted med det samme. Jeg satte i løb udover hederne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...