Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
24Kommentarer
13081Visninger
AA

8. Kapitel 8.

Kapitel 8.

*Silva*

”Jeg så dig. ” Jeg så dig. Jeg så dig. Han så mig. Hvorfor så han mig?

”Silva? ” Jeg kiggede på Harry igen. ”Undskyld… jeg glemte bare… hvorfor så du mig? ” Spurgte jeg forvirret. ”Fordi… jeg ved det ikke. Jeg tænkte hele tiden på dig… jeg er skyld i at du er her. Jeg er skyld i at du ikke kan gå udenfor uden opsyn. Men… da jeg klatrede op af den stige, vidste jeg godt de sigtede efter mig. Men det var først da jeg næsten var helt oppe… jeg tænkte ikke på at jeg ikke ville se de andre igen. Jeg tænkte på at jeg ikke ville se dig igen. Jeg ville forlad denne verden og jeg ville… jeg ville ikke kunne nå dig igen. ” Han kiggede ned i jorden. ”Kan du huske… kan du huske den der leg? Når vi blev syge, og vi skulle fortælle hvordan det var? ” Spurgte han. ”Ja. Det er det vi gør nu. ” Smilte jeg. Han smilte igen. Det her søde charmerende skæve smil.

”Jeg havde lyst til at bevæge hele min krop af egen vilje indtil jeg så dig igen. Jeg ville løbe hen til dig og jeg ville omfavne dig. Jeg ville være sikker på at du var okay. ” Mente han det? Mente han virkelig det? ”Virkelig? ” Spurgte jeg stille. ”Virkelig, virkelig. ” Svarede han. ”Jeg blev så glad, da jeg fik af vide du var vågnet. ” Fortalte jeg og tog den gamle dagbog op i mine hænder igen. ”Du kan virkelig godt lide den bog. ” Grinte han. ”Det er et mesterstykke. Det er kunst. Man smider ikke kunst på gulvet. Man nyder den. ” Sagde jeg. ”Angående kunst… jeg har noget kunst du vil nyde. ” Sagde han og rejste sig. ”Harry, din stok! ” Sagde jeg og ville til at give ham den. ”Rolig… den er lige heromme. ”

”Den? Hvad er den? ” Spurgte jeg. Han fandt to glas frem. ”Hvad er det? ” Spurgte jeg lidt bange. ”Det er whisky. Godt, dyrt, originalt whisky. Ved du hvorfor vi skal drikke den? ” Spurgte han og åbnede den. ”Nej. ” Indrømmede jeg. Han rakte mig et glas helt fyldt op. ”Fordi… lige nu bliver holdt tilbage at det faktum, at ingen af os er blevet forgiftet af alkohol. Vi har brug for at sige vores meninger, og de kommer ikke ud af det her værelse, gør det vel? Medmindre Minerva sladrer. ” Grinte han og kiggede hen mod hende. Hun så og sov tungt. ”Skål, Styles. ” Sagde jeg og klingede mit glad mod hans. ”Skål, Prudent. ”

***

Jeg kiggede ud mod solopgangen imens Harrys hoved havde lagt sig på min skulder. ”Er den ikke smuk? ” Spurgte jeg imens han lagde de hvide tæpper om os. ”Ikke lige så smuk som dig. ”

”Jeg vil vædde med at du har brug den replik over for en hver pige du har sovet med. ” Svarede jeg flabet. ”Desværre ikke. Faktisk aldrig… ingen af dem har været det værd at forblive vågen med. ” Hviskede han i mit øre. ”Hvordan går det med benet? ” Spurgte jeg og kiggede ned på bandagen. ”Det gør ikke ondt. Min ryg gør til gengæld. ” Smilte han og kyssede min hals. ”Jeg tog en dyb indånding og lænede mit hoved tilbage. ”Sikke en lettelse. Jeg har ondt også. ” Sagde jeg og flettede mine fingre ind i hans. ”Hvorhenne dog? ” Spurgte han og kiggede igennem tæppet. ”Hvor tror du? ” Spurgte jeg og fik øjenkontakt med ham. ”De helt rigtige steder, tror jeg. ” Hans varme hånd gled ind i tæppet og rørte mit inderlår. ”Er vi ikke færdige? ” Spurgte jeg flabet. ”Jo… vi burde nok vente lidt. ” Jeg kunne mærke hans rolige hjerteslag mod min ryg. Det beroligede mig helt.

”Burde vi finde noget morgenmad, eller burde vi sove? ” Spurgte han imens hans blik var rettet mod solopgangen. ”Jeg synes vi skal gøre det, vi mener er bedst. Som at sove? ” Smile han. Jeg rejste mig op og gik hen af mod sengen. Jeg lagde mig og tog en hovedpude under mit hoved. ”Kom med en dyne. ” Smilte jeg og puttede mit ansigt dybere ned i den. Han lagde det ene tæppe over mig og lagde sig derefter ved siden af mig. ”Sov godt, lille skov. ” Hviskede han blidt i mit øre og lagde sine arme om mig. Varmen fra ham, spredte sig i min krop, på helt magisk måde. Det var som om at være uden krop, helt guddommelig, udødelig. Helt fri for ens krop, og evnen til at kunne flyde rundt i universet. Kropsløs.

*Harry*

”Hvordan kunne du gøre det? Hvis hun virkelig… ja, hvorfor ikke? Hvem ville dog drikke sig så fuld, uden at prøve på at få noget! ” Råbte Ella af mig. ”Slap af, Ella. Det er jo ikke ligefrem fordi at jeg har slået hende ihjel, vel? ” Svarede jeg flabet. Jeg kunne se vreden stige hende til hovedet, endnu mere. ”Du forstår det ikke. Du har ikke været en del af hendes liv på samme måde som jeg har. Det kan godt være du har givet hende en gryde fyldt med guld, men jeg har givet hende min tillid, mine hemmeligheder og mit liv! Jeg indrømmer gerne hun intet ved om min mørke fortid, men hun ved at hun altid har kunne regne med mig! ” Råbte hun og kastede en vase ind i en mur.

”Hvorfor skal du lege voksen? Har vi ikke en russer til det? ” Spurgte jeg flabet. ”Du knaldede hende! Du tog hende bare! Fuld! Hvad ville du have gjort, hvis hun faktisk ikke nød det? Nød hun det overhovedet?! ” Vrissede hun af mig. ”Det lød det i hvert fald til! ” Sagde jeg og rejste mig op så jeg så ned på hende. ”Jeg fortryder ikke det jeg gjorde. Jeg er stolt, af det jeg gjorde. Jeg har aldrig givet mig selv, på samme måde til hende, som til nogen anden. Hvis jeg fik chancen for, at gøre det om. Så havde jeg nok. Men nej. Jeg ved ikke hvordan jeg har det med hende, helt nøjagtigt. Men jeg… jeg holder af hende. ” Alt for meget.

”Det er ikke grund nok til at knalde hende. Hvis du mener det… så elsker du hende, du knalder hende ikke bare. Hvornår så du hende sidst? ” Spurgte Ella og lavede et kryds. ”I eftermiddags. ” Sagde jeg og kiggede ud. ”Harry, den er to om natten. Har du ikke set hende siden? ” Spurgte hun irriteret. ”Hun gik i bad og jeg gik med og hun gik ned i køkkenet. Jeg spiste aftensmad i tv-stuen og hun spiste vel i køkkenet. ” Sagde jeg med viftende hænder.

”Du er for meget. Hun sad i biblioteket, som altid! Fuck dig, Harry. Fuck dig. ” Hun vendte om og gik ud af pejsestuen. Jeg burde nok finde hende. Silva. Silva. Hendes krop kunne jeg ikke få ud af mit hoved. Eller hendes duft. Den lette duft af lotus. Så let, ligesom en sky. Den passede helt perfekt til hende og hendes væsen. Jeg kunne allerede mærke hende. Silvas krop i mine arme. Hendes nøgne krop, varme hud. Hendes hjertebanken. Hendes lange tykke hår. Den rolige vejrtrækning. Duften af hende. Jeg satte mig tilbage i stolen igen og kiggede hen mod pejsen.

For meget. Jeg er ikke for meget… hvorfor må jeg nu ikke det, som gør at mennesket transformere sig af. Det gav ingen mening, og ville heller aldrig en mening give. Det var jo heller ikke fordi at jeg havde gjort hende noget. Okay, vi var fulde. Men, overbevisningen om at vi begge frivilligt gik med det til det skete, den er der. Måske burde jeg lige tale med hende. Bare for en sikkerheds skyld.

Jeg rejste mig op og støttede mig mod min stok. Jeg havde den stadigvæk. En uge eller to mere, så var jeg færdig… eller, jeg var rask. Fysik set. Ingen skudsår, ingen betændelse. Eller hvad lægen mente det var. Jeg kom til døren, til biblioteket. Hendes bibliotek. Det var vel egentlig mit. Men hun havde brugt så meget tid derinde. Det var nærmest hendes sted. Jeg kiggede nervøst derind. Hun læste en bog, den var på engelsk. Gammel engelsk nok. Det ville ikke overraske mig. Den så gammel ud, virkelig, virkelig gammel ud. Jeg gik forsigtigt ind. Minerva havde stadig en normal døgnrytme. Hun lå og sov tungt foran pejsen.

”Silva? ” Spurgte jeg lavmælt. Hun vendte sig om og kiggede på mig, med et roligt, ikke neutralt ansigt, men, et… det smukke ansigt. ”Harry. ” Sagde hun og lukkede bogen i. ”Jeg vil gerne snakke med dig. ” Sagde jeg og satte mig over for hende, i en læderstol. ”Hvad er der? ” Spurgte hun bekymret. ”Du… du er godt klar over, det som vi gjorde? ” Spurgte jeg, sandsynligvist dumt. Hun grinte af mig, ikke på en hånlig måde, men en kærlig måde. ”Jeg kunne gøre høre Ella. Det er okay. ” Hun gik hen mod mig og satte sig mellem mine ben. Ligesom natten inden denne. ”Jeg var tryg. Jeg var glad. Jeg er tryg, jeg er glad. Lige nu. ” Smilte hun og lagde sit hoved på mit gode lår. Jeg lod mine fingre kører over hendes tykke, sunde hår. ”Du er ikke vred? ” Spurgte jeg. ”Nej. Hvorfor skulle jeg være vred? Du var jo… ” Hun grinte kort. ”Du var perfekt. Eller… jeg ved ikke helt… det føltes bare rigtigt. ” Sagde hun og lagde sin hånd på mit lår. ”Hvordan var jeg? ” Der kom det. Det her, usikre ansigt, med store øjne, som frygtede en hver form for fejl, for alt hun havde lavet i så mange år, havde været rettet mod perfektion.

”Silva… var det… var det din…? ” Hun så direkte ud til at skamme sig. ”Sagde jeg noget? ” Spurgte jeg og tog hendes hoved op i mine hænder. ”Nej… jeg mener… ja… det var… ” Var det, det? Var det? Jeg kiggede hende i øjnene i et stykke tid. ”Jeg ville ikke aldrig have… mig? ” Jeg kunne ikke få ordene ud af min mund. ”Nej… Harry… du må forstå at, jeg aldrig ville gøre… jeg var klar. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det her. ” Indrømmede hun. Et øjeblik kiggede hun væk. ”Jeg har aldrig gjort det. Intet af det… et kys på kinden. Maks fra min mor af. Ikke andre. ” Indrømmede hun og fik øjenkontakt med mig igen. ”Jeg er glad for at, min bedsteven var den, der gav mig alt, den allerførste gang. ” Hviskede hun og kom tættere på mit ansigt. ”Hvad med at, vi to, tager den med ro? Vi kunne starte med at gå i seng? ” Foreslog hun. ”Bare gå i seng? ” Spurgte jeg. Trangen til at være sikker, på at, vi forstod hinanden, var pludselig stor. Hun nikkede. ”Jeg kan godt sove i et andet rum. ”

”Nej. Sov hos mig, vil du ikke nok? 

”Okay… men, hvad med Minerva? ”

”Vi lader hende sove, med et tæppe over sig. Hun er ikke dum. Hun skal nok regne det ud. ”

”Harry, hun er en hund… men lad os komme ovenpå. ” Sagde hun og tog min hånd. Jeg havde ikke tænkt på at, godset kunne være så smukt om natten. Det var som om det hele var blevet mere magisk. Eventyrligt ville jeg sige. Som at være i et ægte eventyr. Måneskin, en pige ved ens side. Roen

Silva åbnede døren for mig og hjalp mig hen i sengen. ”Kan du klare resten selv? ” Spurgte hun og satte stokken ved natbordet. Jeg nikkede. Hun trak sit tøj af og lagde sig under dynen. Hun kiggede på mig, med de her intense øjne, imens jeg tog mit tøj af. ”Det er måske, at gå for hurtigt frem. Men det går nok, skal du se. ” Hun vendte sig mod terrassen og kiggede ud i natten. ”Hvorfor elsker du at stirre sådan? ” Spurgte jeg og lagde mig ved siden af hende. Hun vendte sig mod mig og smilte.

”Det er det ukendte. Hvad kan ses med lys, kan føles med mærket. ” Hviskede hun og kom tættere på mig. ”Hvordan det? ” Spurgte jeg nysgerrigt. ”Når man er sulten, og ser noget mad man måske har ventet på, i rigtig, rigtig lang tid, hvad gør man så, når man skal tage den første bid? ” Spurgte hun med et smil. ”Man lukker øjnene. ”

”Præcis. Helt dum er du ikke. Hvordan fungerer det så med kærlighed? ” Spurgte hun. ”Ehm… indeni, hvor det er mørkt, begynder man at føle… alle de her ting? ” Spurgte jeg forsigtigt. Hun nikkede. ”Hvad gør man, når man udtrykker sin kærlighed? ”

”Man kysser. Det gør man fordi… man vil vise hengivenhed? ” Spurgte jeg lidt nervøst. ”Altså… nogle gør det også bare når de er fulde. ”

”Nogle af os, gør det når vi er fulde, og stadig gerne vil vise vores hengivenhed. ” Sagde jeg ærligt og lod min hånd køre igennem hendes hår. ”Du må ikke stoppe. ” Jeg kunne ikke lade være med at grine. Det kom helt fra maven af og blev bygget op. Måske lidt for højt. Men rart. Hun grinte også selv. ”Jeg er latterlig, det ved jeg godt. ”

***

Minerva var gået ind til os i løbet af morgenen og havde lagt sig imellem os. Det gjorde intet. Hun var jo Silvas hund og vant til at have hende for sig selv. Måske havde hun vænnet sig til at jeg også var til stede. Eller måske ikke. Måske vidste hun at vi kunne lide hinanden, eller i hvert fald, hvad jeg følte for hende. Hun ville nok bare gerne gøre det klart, at hun er favoritten. Det er vel fair nok. Hun har jo ikke været væk i et årti og pludselig dukker op i live. Ja, okay. Minerva vinder. Helt klart.

Jeg lagde mig tilbage i sengen og Minerva lagde sit hoved på min brystkasse. Hun kiggede op på mig og logrede med sin hale. ”Hey… var det godt at afbryde os i vores søvn? ” Smilte jeg. Hun slikkede mig bare i ansigtet. Der er to muligheder, hvad dette kan betyde. 1: Jeg synes du er flink nok. 2: Jeg har lige slikket mine kønsorganer rene, du er velkommen, fjols. Jeg håber det er første mulighed.

***

Silva sad og læste i en bog, igen, imens Minerva kiggede ud. Der var storm. Vi sad alle sammen inde i stuen. Pejsen var tændt, der var glasmur foran den. Hende kvinden, som jeg havde lært, hed Anastacia, havde lavet suppe til os alle sammen.

Ella læste de seneste nyheder. Vi vidste ikke rigtig hvad der var sket de sidste par uger. ”Donald Trump er officielt blevet frataget retten til at rejse til England. Endda også hvis det bare er for at skifte fly. Han skal skifte et andet sted. Som Finland, eller Island. ” Grinte hun. ”Fortæl videre. ” Sagde Monroe. ”Cumberbatch skal være skurk i en mega fed film. Er rimelig sikker på at han skal være skurk. Derudover, så har en The Wanted fan udtalt, at de ikke kan mere. De er blevet for gamle. ”

”Ikke andet? ” Spurgte Monroe, utilfreds, selvfølgelig. ” Der er mere. Liste over savnede personer… ” Der blev pludselig stille. ”Jeg er lige kommet i tanke om at, vi to bare forsvandt. ” Sagde hun til Silva. ”Hvem har meldt os savnet? ” Spurgte hun bange. Ella kiggede ned i avisen igen. Jeg kunne pludselig mærke mit hjerte slå rigtig, rigtig hårdt mod mit bryst, jeg frygtede næsten det skulle ryge ud af min brystkasse.

”Vores lærergruppe. Samt nogle af vores klassekammerater… Silva de vil vide at du har været tæt på Harry. Han må være den første de mistænker. ” Sagde hun. ”Vi kan ikke blive her. ” Mente Anastacia. ”Jeg er enig. Eller, vi kan godt. Men vi må gøre noget. Vi må lukke til. Mørke gardiner, over alle vinduer. ” Sagde Monroe og skyndte sig hen til nogle af de helt store vinduer og lukkede for. ”Kan vi ikke kontakte Yushi? ” Spurgte jeg. ”Han må allerede vide det. Hvad gør vi? Det er kommet frem nu. ”

”Min mor har ikke engang meldt mig savnet. ” Sagde Silva forvirret. ”Måske er der noget i den lokale. ” Hun tog en anden avis fra vores hjemby. ”Der er noget her… Alberta Williams, 45, har meldt sin 19 årige datter, oprindeligt navn givet Scavenger Williams, i dag kendt som Silva Prudent, savnet efter hun gik alene hjem efter en fest. ” Ella kiggede bange på hende. ”Allerede der… ” Sagde hun og trak sine ben op til sig. ”De må have regnet ud hvor vi er. Hvad skal vi gøre? ” Spurgte Anastacia. ”Vi er nogle som de ikke har opdaget endnu. Mig og Anastacia kan sagtens fragte jer tre et andet sted hen. ” Foreslog Monroe.

”Tre? ” Spurgte Silva forvirret. ”Der er en nabogård, de mangler en hyrdehund. Hun kan være der indtil vi kommer tilbage. ”

”Men… jeg har aldrig –”

”Silva, det er for det bedste. ” Sagde Monroe. ”Jeg er ked af det. Men det vil bringe hende i fare hvis hun var i nærheden af dig. ”

”Okay. Men jeg henter hende igen. ” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...