Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
24Kommentarer
13079Visninger
AA

7. Kapitel 7 .

Kapitel 7.

*Harry*

Jeg lagde mig tilbage i sengen, efter jeg havde været rundt og gå i værelset. Jeg kunne se fra hvor jeg lå, at Silva og Minerva legede ude foran på den store plæne. Hun kastede en bold af sted og Minerva ville hente den. De havde gjort det i noget tid nu. Ikke at det generede mig. Silva havde fået vinterstøvler på og hun havde min vintertrøje på, den var som en kjole til hende. Forsigtigt rejste jeg mig op og tog en tyk morgenkåbe på. Jeg støttede mig til de omkring værende møbler og kom helt hen til terrassedøren. Jeg kunne se hun smilte i det Minerva løb glad imod hende og sprang op i hendes arme, så hun faldt bagover og blev angrebet med kys i hele hovedet.

Jeg åbnede terrassedøren op og gik forsigtigt ud. Her var rimelig koldt, men det var ikke så slemt igen. Minerva blev liggende på Silva. Hun smilte blot og kløede hende bag øret. Hun krammede hende roligt ind til sig og lukkede sine øjne i. Hendes lange sorte hår lå spredt ud over græsplanen omkring hende og det lignte nærmest sorte stråler der kom ud fra hende. Hvor var det dog smukt.

”Harry? ” Jeg vendte mig mod mit værelse og kunne se hende. Hende kvinden. ”Du var lægen… du var til stede. ” Sagde jeg overrasket. ”Din forbinding har været på i noget tid. Den skal af. ” Sagde hun og fulgte mig inden for. Hun lukkede for terrassedøren og jeg kunne ikke se Silva og Minerva mere.

”Hvordan har du det? Gør det ondt nogle steder? ” Spurgte hun og tog forsigtigt forbindingen af mit ben. ”Jeg er træt af at jeg intet kan. Det er det eneste. ” Sagde jeg og løftede mit ben lidt op, så det blev nemmere for hende. ”Det er godt du siger det. Men det kan jeg ikke hjælpe med. Din mave har det også fint? ” Spurgte hun og sprittede mit ben. Jeg nikkede. Det gjorde virkelig ondt. ”Vær ikke en kylling. Selvom jeg nu godt kan forstå din smerte. Jeg har analyseret giften. Det var en slags… jeg ved det ikke helt, det ligner slangegift, men også noget som spioner spiste, under anden verdenskrig. Du ved, de der piller? ” Spurgte hun. ”Ja, jeg ved godt hvad du snakker om. ” Sagde jeg og tænkte tilbage på den aften. Tænk de havde været mere præcise med deres skud, eller hvis nu jeg havde valgt at give slip på rebstigen? Jeg ville have været død og Silva ville være efterladt i en fare, som ingen kunne hjælpe hende igennem.

”Sådan. Slap du hellere af. ” Hun forsvandt igen. Jeg rejste mig igen op og gik hen mod min terrassedør. Silva og Minerva var ikke til at se. De må være gået indenfor.

*Silva*

Jeg kiggede hen mod køkkenet og kunne se at kvinden var gået ind igen. Jeg fulgte efter hende, udefra selvfølgelig. Hun satte sig med ryggen mod mig og kiggede ned i en bog. Hun rejste sig op igen og gik hen mod os! Hurtigt lænede jeg mig helt ind til muren og Minerva lagde sig straks med. Hun havde lært det. Hun vidste godt hvad det betød. Jeg kiggede op igen og kunne at noget manglede. Synes ind til stuen. Hun måtte have lukket døren. For en sikkerheds skyld gik dirkede jeg vinduet forsigtigt op og kiggede til høre og venstre. Ingen at se! ”Kom så, vi skal ud på eventyr. ” Muntrede jeg Minerva op og løb alt hvad jeg kunne med hende ved siden af mig. Vi skyndte is igennem den nu golde æblehave og direkte ned til stien ved den store sø og ind i skoven. Jeg måtte tage en masse skridt for ikke at falde med det samme. Minerva sprang op af mig og logrede glad med halen. ”Bare rolig. Jeg har styr på det hele. ” Sagde jeg og tog min taske og åbnede den op. Jeg havde en pind fra dengang jeg lige havde fået Minerva. Hun havde formået at holde den intakt, selvom den havde fået mange bidemærker.

”Er du klar? ” Hun bøjede sig ned næsten helt ned, så hendes mave rørte jorden. Jeg lænede mit ben tilbage og svang min højre arm tilbage og kiggede igen ned på hende, den som først får fat i den, vinder. ” Jeg kastede den af pommeren til, og lige efter, satte jeg i løb. Mine ben rørte nærmest ikke jorden. Jeg kiggede ned og kunne se at Minerva holdte trit med mig. Vi var lige hurtige. Men desværre, så er hun tættere på jorden. Hun fik pinden op i munden på ingen tid og var vendt om igen. Jeg prøvede at følge med, men det var umuligt. Jeg stoppede cirka 50 meter fra hende og gik hele vejen tilbage til hende. ”Du vinder denne gang, tøs. ” Sagde jeg og bøjede mig så jeg kiggede hende i øjnene. ”Du skal have en præmie. Ud med pinden, jeg fandt en steak i fryseren, lige noget for dig. ” Sagde jeg og åbnede posen op. ”Helt rå og saftig. ” Hun begyndte at pibe ligefrem. Satte sig straks pænt og logrede løs med halen. ”Her. Nyd den. ” Sagde jeg og kastede den op i lufteden. Hun greb den og var godt i gang med den. Hun flåede i den og tyggede i et godt stykke tid på hver bid, inden hun slugte. Jeg fandt noget vand frem og tog en slurk. Jeg måtte gemme noget til hende også. Jeg havde sat mig på et træ, som var væltet. Minerva tog steaken i munden og sprang op til mig. Hun lagde sig over for mig og fortsatte med at tygge løs. ”Vi kunne godt vænne os til det her, kunne vi ikke? Kun os to, og en hel skov, bare for os selv. ” En skov for mig og hende, kun mig og hende. Et altid forudsigeligt eventyr. Intet blad ville være identisk uanset årstiden. Ingen stier ville blive gået mere end en gang og træers højder ville blive udforsket. Jagt. Vi ville kunne på gå jagt. Det var drømmen.

”Minerva… ” hviskede jeg imens den blide vind havde taget fat i mit hår. ”Vi stikker af en dag, og bor i en skov. I en lille hytte, kun os to. Med en masse bøger, en kamin, et lille køkken og en dejlig seng, med en, nej to dyner og en masser bløde puder, bare til os to. Vi skal have kyllinger og nogle geder, så vi kan få mælk, og æbletræer. Vi skal have en hyggelig hytte. Hvad med et får som kan give uld? Jeg kunne lave et tykt tæppe til dig om vinteren. Eller måske en hue til mig selv. ” Hun lagde sin overkrop på mine lår og kiggede glad op på mig. ”Nogle gange... så lader jeg som om du svarer mig tilbage, problemet er bare, at jeg selv vil have mit eget svar, men alligevel formår du at sige det jeg netop ikke vil høre, og du vil have ret. ”

Jeg kiggede ud mod søen og betragtede hvordan vinden lavede små bølger. Hvordan ville det være at bo i en sø, eller i et hav? Et ocean. Der måtte være uendelige muligheder. Man ville være i en helt anden verden, i et helt andet univers.

”Silva Prudent! ” Jeg kiggede forskrækket op. Ikke hende igen. Lægen. ”Jeg forbød dig gå ud! ” Sagde hun vredt. ”Jeg er nitten år gammel, jeg har ikke brug for nogen til at holde øje med mig. ” Vrissede jeg af hende. ”Du ved ikke hvilke farer der lurer herude. Hvor vover du! Så længe du er her, så følger du mine regler! ” Råbte hun. ”Dine regler? Sidst jeg snakkede med nogen om hvem der ejede stedet, var det meget tydeligt Harry var den eneste ejer.  Så medmindre du lige nu, eller måske for fem minutter siden, har overtaget stedet og blevet en slags partner med ham, så kan du ikke bestemme her. ”

”Det er ligegyldigt. Jeg gør det fordi det er mit job. Så længe Harry er sårbar og ikke kan beskytte dig, er vi tvunget til det. Det havde været nemmere hvis I begge var døde! Men fint, dø herude. ” Hun gik tilbage. Minerva knurrede af hende og havde lagt sine ører ned. ”Jeg synes også hun er fæl.  Tror du Harry kan lide hende? ” Spurgte jeg. Minerva gøede som svar. ”Jeg forventer, det var et svar jeg ville høre. ” Smilte jeg og kløede hende bag øret. ”Du er sådan en god hund, Minerva. ” Vi gik ned mod stien ved søen ned af en stejl bakken hvor der var et væltet træ, som jeg kunne kravle ned af.

*Harry*

”Hvad gjorde du?! ” Råbte jeg og kiggede arrigt på hende. ”Hun skal ikke forlade det her gods! ” Råbte hun igen. ”Silva ved hvad hun gør! Hun har Minerva med, hvis nogen eller noget var efter dem, ville Minerva reagerer! Hun er trænet til det! ” Råbte Ella og gik hen mod mig. ”Jeg er ligeglad med hvilken forbindelse du har til Yushi. Så længe du ikke kan behandle Silva med respekt, skal du ikke være her. ” Sagde jeg og gik hen mod døren. ”Hvem skal så hjælpe dig medicinal set? Dine venner? I er en flok børn, som tror I er blevet voksne på at slå ihjel, endda de rigtige mennesker. Hvem tror I, at I er? Helgene? Engle? Guder? Blot fordi I får muligheden for at tage et andet liv? Bedårende. Men fair nok. Sig til Yushi, at du har smidt mig ud. Jeg vil elske hans reaktion. ” Hun forlod stuen.

”Har Monroe fundet hende? ” Spurgte jeg Ella. ”Hun er gået i bad. Monroe sagde hun fulgte med frivilligt. Harry, du ved hun aldrig ville gøre noget for at gøre andre ondt. Hun havde nok brug for den friske luft. Du tog jo hende væk fra det hele. Du kunne have ringet efter en ambulance. ” Sagde Ella i forsvar. Det var sandt. Jeg støttede mig med min stok og satte mig hen i en stol. ”Det ved jeg godt. Men jeg kunne ikke. Jeg var for selvisk. ” Indrømmede jeg. Det var sandt. Jeg havde hendes liv i mine hænder, og jeg ville være en del af det liv igen. Jeg ville være tæt på hende, ikke på lang afstand. Jeg lød som en pervers stodder, men det var jeg ikke. Jeg savnede bare den ene person i den hele mørke, grusomme verden, der kunne lyse alting op. Jeg var selvisk. Jeg fjernede hende fra et godt liv, som skulle være forblevet urørt.

”Det er ikke rigtigt, Harry. I har brug for hinanden. ” Sagde Ella og satte sig foran mig. Jeg fik øjenkontakt med hende. ”Silva ville snakke om dig i søvne og den næste dag intet huske, men jeg husker det hele. Hvordan hun i drømmenes verden har genlevet jeres barndom. Hvordan hendes latter kunne vække mig og hun ville kalde på dig. Det var ikke selvisk, Harry. Det var nødvendigt. Hun har ikke været så glad i lang tid. ” Smilte Ella. ”Hvordan ved du det? ” Spurgte jeg hende. ”Hun har valgt en bog hun vil læse op for dig i aften. Eventyret, om den lille pige med svovlstikkerne. ” Smilte hun og rejste sig op. ”Du burde se til hende. Hun er lige ved siden af dit værelse lige nu. Så hun stikker nok ikke af. ” Sagde Ella og gik ud.

Jeg rejste mig op og kiggede ud af vinduet. Mørket havde allerede lagt sig over himlen og jorden. Jeg støttede mig op af stokken imens jeg så hurtigt som muligt gik hen mod badeværelset. Jeg kunne høre bruseren være i gang endnu. Jeg bankede på døren tre gange. Bruseren stoppede. Jeg kunne høre fødder gå ud og et håndklæde blive taget fra en af hankene.

”Silva? ” Spurgte jeg stille. ”Harry? ” Hun åbnede døren. ”Kom ind. ” Sagde hun stille jeg satte mig på en bænk derude. Hun stod næsten helt nøgen. ”Jeg er ked af at jeg stak af. Jeg ville bare gerne væk lidt. ” Sagde hun imens hun kiggede ned i jorden. ”Jeg er ikke vred, skuffet eller forarget. ” Sagde jeg roligt. Hun kiggede forvirret op på mig. Jeg rykkede mig lidt, så hun kunne sidde ved siden af mig. Hun satte sig ved siden af mig. Jeg fjernede noget af hendes hår fra hendes ansigt. ”Hvorfor er du ikke vred? ” Spurgte hun forvirret. ”Fordi der ingen grund er til det. Undskyld jeg tog dig med hertil. ” Sagde jeg stille. Hun lænede sit hoved mod min skulder. ”Hvis du ikke havde gjort det den aften, så ville jeg sidde og studere lige nu. Jeg ville være i den samme sky jeg har været i, i så mange år. Nu sidder jeg og læser højt… ” Hun rettede sit blik mod mit. ”Jeg læser højt for dig. Jeg læser alle mulige historier og du lytter. Jeg stikker af, ja. Enten på godset eller i skoven. Jeg oplever noget. Jeg er ikke alene om noget som helst i det her. Jeg føler mig ikke tom som før. Jeg savner dig ikke længere. For jeg ved hvor jeg kan finde dig. ” Indrømmede hun. ”Virkelig? ” Spurgte jeg overrasket. Hun nikkede. ”Jeg er ikke så alene længere. Jeg har Minerva, ja. Men jeg havde ikke dig. Min bedsteven. ”

Jeg trak hende ind i et kram og kunne dufte hele hende. Jeg kunne mærke hendes åndedræt, det våde hår. Hende. Jeg kunne mærke hende. Helt ind til marven i mine knogler. Jeg frøs ikke længere. ”Hvad har du valgt i dag? ” Spurgte jeg hende. ”Hvad mener du? ” Spurgte hun og rykkede sig væk fra mig. ”Eventyr? Hvad vil du læse? ” Spurgte jeg. ”Det var lige det… jeg havde fundet et. Men vil du ikke læse for mig i aften? ” Spurgte hun og kiggede på mig, med det her ømme blik. ”Hvis du vil, så gør jeg. ”

***

Silva lå foran kaminen med et tæppe over sig og Minerva i den ene sofa. ”Så… jeg tog en helt tilfældig bog. ” Indrømmede jeg. ”Det er okay. Det er din første gang. Kast dig ud i det. ” Smilte hun og puttede sig ind til mig. Hun lagde sit hoved på mit lår og kiggede glad op på mig. ”Okay… Der bor en stjerne i min hjerne. ” Sagde jeg nervøst. ”Det er en børnebog. ” Jeg kunne mærke jeg blev flov. ”Det er okay. ” Smilte hun igen. ”I min hjerne bor en stjerne, den lyser på samme tid med at den nyser. Den er gul og faktisk meget hul. Den er helt fyldt op, så nogen gange kommer et blop. Blop er en ide, en ide, som man ikke kan se. ” Hvad fanden havde jeg fundet? ”Der bor en stjerne inde i min hjerne. Det er en ide, der en dag vi ske. Slut. ” Sagde jeg, pinligt berørt over det jeg havde fundet. Jeg havde troet de her bøger var poetiske, politiske, retoriske og etiske, fyldt med en slags empati. ”Hvad synes du selv om det egentlig, Harry? ” Spurgte hun og trak dynen mere over sig. Jeg bed mig i læben. Jeg havde ingen ide om hvad jeg syntes. Okay, jeg havde en ide. Jeg brød mig ikke om digtet. ”Jeg kan ikke lide digtet. Jeg kan finde en ny bog. ” Foreslog. ”Nej. Ved du ikke hvilken bog det er? ” Spurgte hun nærmest chokeret. ”Nej. ” Jeg læste ikke så mange bøger som hun gjorde. Det ville jeg aldrig komme til. ”Det er dagbogen, som tilhørte en godsejer som blev forelsket i en ung pige. De var næsten lige gamle. Hun arbejdede på godset selve lille juleaften. Læs videre. Det er kun første side. ” Tiggede hun og rettede lidt på sig selv. Minerva var også kommet og lå med overkroppen på Silvas side. ”Okay. ” Mumlede jeg og bladrede hen på første side.

”Det er december. Det er lille juleaften. Hun er her endnu og arbejder. Hun mangler penge til hendes familie. De er tre søskende og en mor. Hendes far er død. Det lærte jeg i dag. Fader vil ikke jeg giver hende penge. Hun skal selv tjene dem. Men alligevel. Hun vil ikke være hos sin familie juleaften. Det måtte føles skrækkeligt. Jeg måtte gøre noget for hende. ” Jeg stoppede og kiggede ned på Silva. ”Bare fortsæt. ” Sagde hun og gemte halvdelen af sit hoved under sin dyne så hendes sorte funklende øjne så meget større ud. Jeg nærmest opslugt i mørket. På en god måde.

”Jeg besluttede mig. Jeg måtte hjælpe. Jeg farede ned i køkkenet og kiggede alvorligt på vores kok og køkkendame. Jeg beordrede dem til at gøre maden klar til dem, ellers ville jeg selv gøre det. De sagde intet til mine forældre eller søskende. De gjorde det bare. De havde endda lagt noget frisk brød og smør i den lille kurv også. Jeg bad en af tjenestepigerne finde hende og give hende kurven. Jeg vidste, at hvis jeg blev taget i det, ville det skabe problemer. Det ønskede jeg ikke, ikke op til jul. ” Det var faktisk snart jul.

”Ved du hvad der er med ham? Med sønnen? ” Spurgte hun og endnu en gang lyste hendes funklende øjne op. ”Nej. ” Sagde jeg og rystede på hovedet. ”Han er forelsket. I den unge pige. ” Sagde hun og satte sig helt op. ”Prøv og bladr et par sider… ” Hendes fingerspidser rørte mine og en underlig glød tændte inden i mig. Jeg kunne mærke den her underlige, gode følelse flyde igennem mig.

”Hvad skete der? ” Spurgte jeg og fik øjenkontakt med hende. ”Du er da fjollet. Du skal læse videre. Kom nu, jeg hjælper dig. ” Hun satte sig i mit skød, så mit hoved kunne hvile på hendes.

”Se her… nytåret. ” Sagde hun og pegede med sine små fine fingre på det første ord. Opsequium. ”Hvad… Silva… Åpsekium? ” Spurgte jeg forvirret. Hun grinte let af mig. ”Nej… Opsequium. Det betyder omsorg. Fortsæt. Resten er bare gammel engelsk. ” Sagde hun og kiggede ned i bogen og på mig igen. Jeg nikkede.

”Jeg så hende igen. Hun var gået ud i stalden, til stalddrengene. De havde fået suppe og rigtig øl. Det var resterne fra i går. Der var alligevel en slags kærlighed i min far. Det var nok min mor, som havde bedt ham give resterne til dem. Far var ikke sur over min beslutning. Jeg burde tage ansvar noget mere, det mente han var en god ide. Hun havde håret løst i dag, med et par klude stramt om hendes hoved. Hendes smukke øjne lyste op hele dagen. Fra morgen til aften. Hun stod normalt i køkkenet og vaskede op eller selvfølgelig, gik frem og tilbage med maden. Selvfølgelig til alle arbejderne på godset. I alle staldene. Der var ikke den stald hun ikke havde været i. Jeg elskede når hun passerede mig i hestestaldene. Jeg vidste ikke om hun egentlig var klar over min eksistens. Måske var hun, men… nej. Hun tænkte ikke på andet end det hun selv havde på sit hjerte. Det var vel kun hendes familie… ” Jeg kiggede på Silva. ”Den her fyr er helt skudt i hende. ” Sagde jeg og lukkede bogen. ”Nej… Harry den bog er over 200 år gammel. Faktisk 203 år gammel. ” Sagde hun og tog bogen op igen. ”Den startede teknisk set i 1809. Men den sluttede først i 1840. Der er mange bind. Men den her… den er… den er begyndelsen på et smukt liv. Han blev forelsket, i en pige, som han har kendt, lige fra barns fod af. De blev gift. ”

Jeg kiggede forskrækket på hende. Ikke med frygt. Men mere forskrækket fordi hun havde så meget viden, om så mange bøger. Det var ikke fordi det var underligt. Det var bare hendes passion.

”Hvad er der? ” Spurgte hun. ”Det er bare… du ved meget om bøger. ” Sagde jeg og tog den ud af hendes hænder. ”Selvfølgelig… du elskede bøger da du var barn. Det samme gjorde jeg jo også. Efter du forsvandt, tog jeg bog efter bog ind til mig. Lige fra ordbøger, for at lære sprog, til naturvidenskabelige ord, for at forbedre mine mere naturvidenskabelige sider. Fantasy, for at udvide min fantasi og for at stikke af. Romaner, noveller, digte, for at lære om kultur, antropologi, sociologi. Du vil blive overrasket over hvad du lære ved bare at læse en enkelt side. ” Hun smilte helt ved tanken. ”Du faldt i søvn den anden dag i en bunke bøger. ” Sagde jeg med et grin. ”Hey! Det er ligesom slik for mig. ” Sagde hun i forsvar og prikkede mig let på skulderen.

”Det er sandt. Sundere end slik. Mere venligt på en måde. Ingen af de bøger er… hvad skal man sige… de er alle over 100 år gamle. ” Sagde jeg med et fjoget smil. ”Det ved jeg. Jeg har kigget på dem alle sammen, næsten. ” Grinte hun og rødmede. ”Det er ikke noget du skal være flov over, Silva. ” Sagde jeg til hende og kløede hende på ryggen. ”Jeg tænker bare… hvordan har du det egentlig? ” Spurgte hun. ”Jeg ved det ikke helt… jeg har det bedre. Jeg havde det dårligt… meget dårligt. Lige fra… lige fra da… du ved… da vi blev hentet af Monroe. ” Sagde jeg så roligt som muligt.

”Jeg er glad for at du kommer dig så godt. ” Sagde hun og nussede min arm. ”Hvordan har du det? ” Spurgte jeg hende. ”Bedre… ligesom dig. Da vi kom hertil, farede min hjerne rundt. Min krop kunne ikke følge med. Det var ligesom et koma. Alt omkring kan bevæge sig. Men man kan intet. Man kan bare… observerer verden. Hvad med dig? Du blev jo skudt… du var helt… jeg ved ikke. ” Sagde hun og kiggede væk. ”Undskyld jeg spurgte. Det skulle jeg ikke have gjort. ” Sagde hun og ville til at rejse sig. ”Nej… bliv. Jeg burde fortælle det. Du ville måske ikke føle dig alene så… ” Jeg ved ikke hvad det havde med at gøre med noget som helst. ”Okay… fortæl. ” Sagde hun og satte sig skråt over for mig. Jeg rettede mig, så jeg sad venstre for ilden og hun sad for højre.

”Det er fordi… det var gift fra en afrikansk slange, så langt er du med, ikke? ” Spurgte jeg og hun nikkede. ”Den giver hallucinationer. ” Pludselig fyldtes hele rummet med lyden af gnisterne. ”Hvad så du? ” Spurgte hun og kom tættere på. Hendes lange, bløde sorte hår hang let om hendes skuldre. ”Jeg så dig. ” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...