Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
25Kommentarer
13133Visninger
AA

6. Kapitel 6.

Kapitel 6.

*Harry*

”Harry! ” Grinte hun af mig og løb rundt i min have, som var blevet helt hvid af sneen. ”Jeg skal nok fange dig! ” Sagde jeg og løb efter hende. Det var nærmest umuligt. Jeg havde fået en meget tyk flyverdragt på og stive vinterstøvler hjalp ikke ligefrem. ”Du kan ikke fange mig! ” Grinte hun og klatrede op i et træ. ”Ej! Det er da snyd! ” Klagede jeg og prøvede at få mine arme over kryds. ”Scavenger, Harry! Kom indenfor. Jeg har lavet suppe! ” Kaldte min mor fra køkkenvinduet af. Hun sprang fra første gren og landede i den bløde sne. ”Hvem kommer først ind? ” Grinte hun og satte i løb. Hendes lange fløj rundt i vinden og sneen lagde sig tungt i det.

Silva.

Silva. Silva. Hvor var Silva nu?

”Harry? Harry er du der? ”

Silva.

”Harry? Det er mig, Monroe. ”

Hvor er Silva?

”Harry! ” Jeg åbnede mine øjne op og kiggede forvirret rundt. Jeg havde det elendigt. Ikke tømmermænds elendigt, men bare elendigt. Jeg havde ondt i hele min krop, den brændte nærmest. Jeg tog en dyb indånding og kiggede til min ene side. Monroe sad og kiggede på noget.

”Harry? ” Spurgte han, tror jeg. Jeg kiggede bare på ham, jeg var ikke sikker på at jeg var i stand til at tale. ”Jeg gætter på at øjenkontakt betyder… ja? ” Spurgte han usikkert. Forsigtigt nikkede jeg. Jeg kunne stadig mærke stødet fra biljagten af.

”Du gav os lidt af et chok, Harry. Eller de gjorde vel. Det er noget værre noget vi har rodet os ud i med dem. Men, det er vel ikke så slemt, vi har jo klaret os igennem værre. ” Det er da kun mig som har gjort det. Jeg kiggede forvirret op på ham. ”Du forstår mig måske ikke, er det, det? ” Spurgte han og lagde en bog fra sig. ”Ella… hun gik med til at du ikke skulle gøre det alene. Hun skylder dig en del, kan jeg fornemme på alt hun gør. Men sagen er nok, at hun gør det mest for Silva. Nå ja, hvorfor jeg også hjælper… Yushi var ikke engang rasende da jeg ringede ham op, og han var heller ikke vred, da han kom hjem til dig. Han var stolt, fordi han mente du gjorde det rigtige. Du hjalp en, ligesom du er trænet til. Du reddet en pige fra en træls skæbne. Du reddet hende fra en sexist, sågar voldtægtsforbryder. Det er det som du skal. Det er meningen med det du gør. Du hjælper de rigtige mennesker, og får fat på de dårlige mennesker. ” Han var stille et øjeblik. ”Argent familien, er ikke vores kollegaer. Det skal du vide. Yushi prøver på at holde en vis… formel facade. ” Han vendte sig mod mig med en alvorlig mine. ”Du fejler intet. Giften er ude af din krop. Det var et helvede, for at være ærlig. Du er blevet udsat for en del. Men intet så slemt. Det er nok bare mig, der synes det. Men Silva så det. ” Silva. Jeg kiggede væk. Hvor var hun henne?

Jeg pegede hen mod døren, i håb om at han måske ville forstå hvad jeg prøvede på at sige. ”Vil du have jeg går? ” Spurgte han. Jeg rystede langsomt på hovedet. ”Er du sulten? ” Jeg rystede på hovedet igen. ”Skal jeg finde noget til dig? ” Spurgte han. Jeg nikkede. ”Kan du ikke bare sige det? ” Spurgte han irriteret og satte sig på sengekanten.

Jeg rømmede min hals kort, men begyndte at hoste helt vildt. ”Okay nej… ” Kunne jeg høre Monroe sige. ”Her, drik lidt vand. ” Sagde han og rakte mig det. Jeg tog en slurk og fik det meget bedre. ”Så… hvad vil du gerne have eller… er det noget du virkelig mangler? ” Spurgte han. Jeg rømmede mig lidt og kunne mærke at min hals stadig gjorde ondt, men det var ikke så slemt igen. ”S-Silva… ” Stammede jeg svagt. ”Silvan? Der ligger ikke nogen i nærheden… ” Sagde han og kiggede på mig med det her mærkelige blik. ”Silva. ” Sagde jeg igen og hostede voldsomt. ”Nåh... vil du gerne jeg finder hende til dig? ” Hvad mente han med finder? Hun var vel her? Monroe så helt forkert på mig. ” Altså… det er et rimelig stort område det her. Du har forhelvede købt et gods. Og der er tre store rum, med masser af bøger, hvilket et kunne hun ikke være i, eller måske er hun på et loft. ” Jeg kiggede irriteret på ham og tog en dyb indånding. ”Jeg finder hende lige. ” Sagde han og gik ud. Jeg tog en dyb indånding. Jeg havde helt glemt at Silva sådan, rigtigt var her. Hvor end hun var på stedet, håbede jeg at hun var faldet til ro. Jeg har så godt som mishandlet med den måde jeg har behandlet hende på. Jeg skulle bare have kørt på hospitalet med hende.

*Ella*

Jeg kiggede ind på biblioteket i vestfløjen og så Silva. Hun sov med Minervas hoved på hendes ben og en bog i sin favn. Dette hjerte tilhører en filosof. Jeg rystede mit hoved af glæde over hendes uendelige tørst efter bøger og eventyr, uanset hvad. Hun sagde det var det som gjorde hun kunne holde verden ud, at hun kunne stikke af til en anden. Gid jeg kunne gøre det samme. Jeg tog forsigtige skridt ind i biblioteket, da jeg havde hæle på, som nok larmede. Jeg fandt to tæpper frem og gav Minerva det ene på og Silva det andet, så det selvfølgelig ikke dækkede for Minerva. Silva rømmede sig kort og fortsatte sin dybe søvn.

Jeg gik ud af biblioteket og ned af den nu mørke gang. Vinteren var allerede over os og det var kun september. Jeg knugede mine hænder sammen. Det var ligesom da jeg var lille.

”Ella… løft din kind! ” Jeg fik et hårdt klap på kinden, så den blev rød og gjorde ondt. ”Javel. ” Sagde jeg højt og kiggede op på den ækle gamle kvinde.

”Tili, tili bom. Tættere og tættere på dig, lille Ella! ”

Jeg zoomede ud. Jeg var endt i et af stuerne. Jeg kiggede bag mig og så kun lyset fra nogle af de brændende stearinlys på væggene.

”Du virker anspændt, for en lejemorder at være. ” Jeg vendte mig til højre. Der sad en ældre kvinde, nok i sine fyrrer i en stol og læste en bog, på russisk. ”Rebenok… ikke så bange. Det burde du i det mindste ikke være opdraget til. ” Sagde hun og lagde bogen fra sig.

”Jeg var blevet opdraget til en del ting. Ting som jeg i dag ikke har brug for. ” Konstaterede jeg og samlede mig selv. ”Du burde vide at det ikke er sådan man taler, til en kvinde med min status. ” Sagde hun med et smil. ”Jeg tiltaler dig, som jeg vil. Det her ikke Moderlandet. ” Sagde jeg og knugede mine hænder. ”Du har ret. Hvor ubeskedent af mig. Jeg er selv flygtninge derfra. Men jeg har vel været ude i kulden, længere end din levetid. Hvad er du, femten? ” Grinte hun og gik forbi mig. ”Jeg er 20. Jeg har ikke været hjemme i fem år. ” Sagde jeg koldt. ”Så du er et barn. ” Hun åbnede en flaske whisky og hældte det op i to glas. ”Det gode ved ikke at bo i Rusland længere, er at man frit kan gøre og sige hvad man vil, uden nogen, uanset oprindelse i hiarkiet.  Jeg husker festerne, som du nu, ville have haft æren af at deltage i, måske endda møde, Lederen. ” Sagde hun og drak lidt af sin whisky. ”Havde det været rigtigt. Havde dit hår, været sat op smuk og elegant, selvom du selvfølgelig var på arbejde. Du ville være bygget lidt mere… praktisk. Flere muskler, men stadig med en feminin figur. ” Sagde hun og imens hun kiggede på hele min krop. ” Der er intet galt i min figur. ” Svarede jeg flabet tilbage. ”Nej, min lille… havde Lederen set dig, havde han bedt dig føde børn. ” Grinte hun. 

”Men du burde nok vende tilbage, til dit anliggende. ”

”Fortæl mig hvem du er først. ” Svarede jeg og fik øjenkontakt til hende. ”Jeg er Anastacia. Jeg udførte operationen på din ven, Harry. Smuk dreng, selv med alt den blæk til at dække sine krigsar. Hvis jeg var hans lille veninde, ville jeg gribe fat mens jeg stadig var ung. ” Sagde hun og satte sig tilbage i stolen for at læse igen. Jeg gik ud af stuen og ned af den ubehagelige gang, selvom den nu ikke virkede så kold længere, efter have været i nærheden af den kvinde. Det kunne godt være hun udførte operationen på Harry, men derfor vinder hun ikke min respekt med det samme.

Jeg stoppede op et øjeblik og kiggede foran mig. Lysene fra nogle af værelserne var tændt.

”Ella? ” Jeg vendte mig om så Monroe komme gående, hurtigt. ”Hvad er der galt? ” Spurgte jeg. ”Har du set Silva? Eller hendes hund? ” Spurgte han med store øjne. ”Ja, hvorfor? ” Spurgte jeg og tog et skridt væk fra ham. ”Harry vil gerne se hende. ” Sagde han og kiggede ned i jorden. ”Du var inde og se til Harry for en time siden. ” Vrissede jeg og slog ham i hovedet. ”Av! Lad da vær! Jeg har ledt efter hende! Overalt. ” Udbrød han. ”Hun er i biblioteket. Hvor ville hun ellers være? Dumpap. ” Mumlede jeg og gik væk fra ham. ”Du kan selv være et dumt stykke pap! ” Sagde han og gik sin vej. Det var ikke ligefrem fordi han var lydløs med sine militaryboots.

Nogle gange ville jeg ønske jeg kunne kappe hans hoved af, med en økse.

*Silva*

Jeg åbnede mine øjne og så Ella gå. Hun havde givet os tæpper på. Jeg rettede mig helt op, efter hun var gået og gik hen mod den åbne kamin. Jeg lagde nogle træstykker ind og tændte op. Jeg satte hurtigt en tremme over og betragtede hvordan ilden langsomt rejste sig.

Jeg kiggede hen mod Minerva, hun lå og viftede glad med halen. ”Kom her, mus. ” Smilte jeg og straks sprang hun hen til mig. Hun lagde sig i mit skød, imens jeg betragtede flammerne danse over træet. Varmen steg langsomt i mine kinder og det begyndte at stikke. ”Er det ikke smukt? ” Spurgte jeg og smilte til Minerva. Hun kyssede min hånd med sin næse og vendte sig sådan hun kiggede lige op på mig. Jeg grinte af min fjollede hund. ”Du er så skør. Men jeg elsker dig, af hele mit hjerte, kan du forstå det? Du er min bedsteven på fire ben. ” Det var som om hun forstod mig. Hun rejste sig på bagbenene og lagde sine forpoter på mine skuldre så jeg faldt bagover. Hele mit ansigt blev gjort fugtigt af hundesavl. ”Minerva… stop. ” Grinte jeg og prøvede at fjerne hende. Hun endte med at ligge sig på min mave og kiggede på mig med store blanke øjne. ”Jeg elsker også dig. Jeg elsker dig rigtig meget. ” Sagde jeg og knugede hende ind til mig.

Hvor ville jeg ikke være uden hende, lige nu? Hvor ville jeg være, hvis ikke jeg havde købt hende. Hvor ville hun ikke være? Hun ville ikke være her i hvert fald.

Jeg tog en dyb indånding og kunne dufte det forkullede træ og min hunds søde duft af skov, bark, mudder og blade, hvis tid var kommet og lå på jorden og døde langsomt. Vi havde været i skoven, alene, tidligere på dagen. Minerva havde fundet en pind, så jeg kastede den frem og tilbage i et godt stykke tid, men så opdagede hende kvinden os og bad og lege på græsplænen nær godset. Hun ville helst vi kunne ses, så hun havde styr på hvor vi var. Jeg havde ikke fået fat i hendes navn, men jeg kunne høre hun var fra Rusland, eller Østeuropa. Hun holdte hele tiden øje med os, siden hun fangede mig sovende inde ved Harry efter den første nat. Gad vide hvorfor, det var ikke hendes job. Hun var rimelig sær. Men heldigvis var der mange gemmesteder. Loftet kom de aldrig op på. Der var masser af gamle ting deroppe. Sofaer, stole, senge, malerier og skabe. De måtte være hundredevis af år gamle.

”Silva? ” Jeg kiggede over mod døren og så kvinden igen. ”Det er bare dig. ” Sagde jeg og rejste mig op. Minerva logrede ikke længere med halen eller havde sine ører fremme som før. ”Harry ønsker at se dig. Jeg kunne forstå på Monroe, at han savnede dit selskab. ” Sagde hun med en monoton stemme. ”Er han vågnet? ” Spurgte jeg overrasket. Hun nikkede. ”Han kan ikke rigtig snakke. Men det ville ikke skade, hvis han havde lidt social kontakt. ” Hun gik ud igen. ”Han er vågnet. ” Hviskede jeg til mig selv. Jeg kiggede ned på Minerva. ”Harry er vågnet. Vi må hellere skynde os. ” Jeg tog bogen med mig, da jeg havde lovet ham en god historie og denne var lige for ham. Dette hjerte tilhører en filosof. Han ville elske den! Dens humor ville jeg i hvert fald håbe, han ville finde en lille smule interessant. Jeg skyndte mig ned af gangen og hen til den store trappe i hallen. Trinnene var en pinsel. Det var som om der var alt for langt op til hans soveværelse. Jeg kiggede kort på nogle af billederne på vej op til ham og fortsatte hurtigt igen. Minerva luntede pænt ved siden af mig. Jeg smilte til hende og fortsatte hen af mod den sidste trappe. Hans værelse var i sydfløjen og mit i vestfløjen.

Jeg kom endelig til døren. Jeg tog en dyb indånding og åbnede op. Han lå og kiggede ud af sin terrassedør imens maskinerne, som senere hen, bippede. ”Harry. ” Hviskede jeg og lukkede døren. Han vendte sig mod mig og smilte stort. Han ville sætte sig op, men jeg kunne se dette gjorde for ondt. ”Det er okay. Bare lig stille. Jeg har en bog med. ” Smilte og viste ham den. ”Har du læst den før? ” Spurgte jeg. Han rystede på hovedet. Minerva hoppede op til ham, på hans ene side og slikkede ham i ansigtet. ”Hun kan godt lide dig. Rigtig meget endda. ” Sagde jeg og åbnede op for den. ”Jeg er selv halvvejs igennem den. Vil du gerne jeg læser første kapitel op for dig? ” Spurgte og kiggede ned i bogen og derefter op på ham. Han kiggede forvirret på mig. ”Vil du ikke lytte til den? ” Han nikkede ivrigt. ”Hvad er det så? ” Spurgte jeg forvirret. Han pegede hen mod bordet, hvor der var noget vand. Jeg hældte et glas op og hjalp ham med at drikke det.

”U-undskyld… ” Stammede han. ”Hvorfor? ” Spurgte jeg undrende. For at være ærlig, var jeg ikke sikker på hvad han undskyldte for. ”Det… d-det her… ” Han begyndte at hoste og straks måtte jeg give ham noget vand igen. Jeg rørte hans hud og kunne mærke han stadig var varm. ”Du er jo blevet syg, er du ikke? ” Spurgte jeg. Han nikkede. ”Er det fordi du ikke er dækket helt til? Fryser du? ” Han kiggede væk kort og kiggede op på mig igen. Han nikkede. Jeg tog forsigtigt fat i hans dyne og dækkede hans ben og mave til. ”Var det bedre? ” Spurgte jeg og tog bogen op mine arme igen. Han nikkede og smilte. ”V-vil… du læse? ” Spurgte han forsigtigt og bed sig i læben. ”Selvfølgelig vil jeg det. Jeg læste jo altid for dig, da du var lille og syg. ” Sagde jeg og åbnede bogen.

”Jeg vidste ikke verden kunne være så flyvsk og fuld af forskellige mennesker, der fra det ene øjeblik til det næste, kunne være så forskellige, som om deres identitet, var afhængig af de folk de ville imponere eller dominere. Hvorfor var verden så underligt et sted? ” Læste jeg op og kiggede på Harry. Han rakte sin hånd ud mod mig. ”Hvad er der? ” Spurgte jeg og tog hans hånd. Han hev forsigtigt i min hånd, som et tegn på at jeg skulle rejse mig op. Jeg grinte kærlig af ham og kiggede ham dybt ind i hans øjne. ”Jeg tilgiver dig, Harry. ” Sagde jeg og lagde bogen fra mig. Jeg kørte igen min hånd igennem hans hår og smilte kærligt til ham. ”Af alle mennesker i hele verden, som aldrig møder hinanden igen, er jeg glad for at jeg fik lov til at se dig igen. Endda i live. ” Sagde jeg og lod min hånd køre ned på hans kindben. Jeg kiggede igen Harry i øjnene og smilte.

Ham smilte til mig og lagde sit hoved i min hånd, og lod mig kærtegne hans kind. Jeg satte mig ved siden af ham og lod hans hånd hvile på mit lår.

”Historien… den handler om en ung kvinde, som to unge mænd er forelsket i. Pigen er datter til en filosof og elsker at læse bøger og at studere matematik. En kriger, fra Troja, vil gerne ægte hende, for hun er smuk, og hun er faktisk, næsten, alt modsat af hvad en trojansk kvinde er. Men han elsker hende, for hendes væsen. Så er der den anden, selvfølgelig. Han er politiker og ville så gerne ægte hende, for hendes skønhed, for hun var kendt i Athen, for at være den smukkeste kvinde, længe set. ” Smilte jeg og lagde ham tilbage i puderne.

”Gør din hals meget ondt? ” Spurgte jeg. Han nikkede. ”Må jeg? ” Spurgte jeg og lod mine fingerspidser røre hans hals. Han nikkede forsigtigt. Han havde ikke hævede mandler eller generelt en hævet hals. ”Er det kriller? ” Spurgte jeg med et smil. Han smilte tilbage og nikkede. ”Skal jeg ikke hente noget te til dig? Det tror jeg vil hjælpe, med honning i? ” Foreslog jeg og fjernede noget hår fra hans ansigt. Han nikkede.

”T-ta” Han begyndte og hoste igen og tog sin hånd til sin mund for at dække den. ”Ikke snak. Jeg laver noget te til os begge. ” Sagde jeg og rejste mig op. Minerva lå stadigvæk sammen med Harry og smilte til ham. ”Opfør jer nu ordentligt. ” Sagde jeg og gik ned mod køkkenet. Harrys hud var så blød, selvom den havde små skægstubbe, og hans hår var så blødt. Jeg kunne have kørt mine fingre igennem det hele dagen, og den måde han hvilte sit hoved mod min hånd, som om at han ønskede det ikke skulle stoppe, min omsorg.

Jeg drejede til højre og kom til det store køkken, tæt på en af spisestuerne. Monroe sad og spiste. Han kiggede op og så helt sur ud. ”Dig! Dig har jeg ledt efter hele dagen! ” Sagde han irriteret. ”Jeg var på biblioteket. Jeg lå og sov. Jeg har lige været oppe ved Harry. ” Sagde jeg og fandt en kande frem til teen. ”Har du snakket med Harry? ” Spurgte han og drak sin kaffe. ”Ja. ” Sagde jeg og fandt nogle teblade frem. ”Var han glad for at se dig? ” Spurgte han. ”Ja. Han virkede glad i hvert fald. ” Sagde jeg og smilte over den måde han havde lagt sit hoved mod min hånd. Hans dejlige bløde kind. ”Skal du op til ham igen? ” Spurgte han. ”Ja. Jeg sagde til ham, at jeg ville tage noget te med op. ” Smilte jeg og begyndte at samle de forskellige ting på en bakke. ”Hvorfor er han så glad for dig? ” Jeg vendte mig om og kiggede forvirret på Monroe. ”Hvad mener du? ” Spurgte jeg. Jeg vidste ikke selv hvorfor jeg betød noget for ham, eller, jeg havde en ide, men ikke mere end det. ”Jeg forstår det bare ikke. Han lod alle andre end dig være i fred. Han betalte for dit stipendium, han gav dig lejlighed og endda finansiel støtte, så du ikke skulle leve sammen med andre. Hvorfor ville han ikke lade dig være, men med glæde sin familie? Jeg ville have gjort noget for min familie. ” Jeg rystede på hovedet og gik ud af køkkenet. Det kunne ikke passe. Han måtte da have givet noget til sine forældre. Eller nej… de ville vel undre sig over hvor det kom fra, og på et tidspunkt ville de finde ud af at han var i live, de ville aldrig kunne… nej, utænkeligt. De ville ikke vide hvad de skulle gøre af sig selv.

”Hey… jeg er tilbage. ” Smilte jeg til Harry og satte bakken fra mig. Minerva blev kløet bag øret af Harry. Han smilte til mig. Jeg smilte tilbage. ”Earl Grey? ” Spurgte jeg og fandt de forskellige tebreve frem. ”K… kamillete. ” Fik han hæst frem. ”Godt så. ” Jeg tog en lille teskefuld honning i også. Jeg havde nok rørt rundt i noget tid, før jeg gav ham den, da jeg ville være sikker på at han ikke skulle brænde sig på den. Han smilte glad til mig, efter han havde drukket den første tår.

”Silva? ” Jeg kiggede overrasket på ham. ”Du lyder allerede meget bedre. ” Sagde jeg overrasket. Han nikkede. ”Be om? ” Spurgte han og rakte ud efter teen. ”Nå ja… dine arme virker jo. ” Smilte jeg. ”Vil du gerne jeg læser videre? ” Spurgte jeg og fandt bogen frem igen. Han nikkede. Jeg åbnede op på første side igen.

”Denne verden var for mennesker, dog følte jeg mig ikke som et menneske, men som noget mere, platonisk. Denne længsel eller passion for varm kød som lod sig komme sammen i nattens mørke, den følte jeg ikke. Jeg følte mig ophøjet. Jeg følte mig flyvende, nærmest guddommelig. Som guderne. Guderne som ikke bor på denne jord, men i skyerne. De som ved hvad, at leve er. Jeg vil leve, jeg vil være guddommelig og svæve over skyerne og se hele verden. ” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...