Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
24Kommentarer
13076Visninger
AA

5. Kapitel 5.

Kapitel 5.

*Harry*

Jeg havde pakket mine kufferter og var gået ned i bilen med dem. Silva var gået i gang med at pakke sit. Hun havde fået overraskende meget tøj, syntes hun selv. I det jeg lukkede bagagerummet i, tænkte jeg på at jeg ikke havde været ude af huset og køre siden Silva var blevet overfaldet. Jeg kiggede ind på passagersædet og kunne se at der var ikke var nogle mærkere pletter eller størknede pletter af noget som helst. Den var helt ren. Jeg låste bilen og gik hen mod elevatoren. ”Sir, fjortende etage? ” Spurgte elevatormanden, han måtte være ny. ”Ja tak. ” Svarede jeg. ”En rejse, sir? ” Spurgte han og kiggede væk fra mig. ”Forretningsrejse. ” Svarede jeg monotont. ”Javel, sir. Hav en god dag. ” Jeg steg ud af elevatoren og låste hurtigt lejligheden op. Han var allerede videre i systemet.

”Silva? ” Kaldte jeg. ”Ja, hvad er der? ” Spurgte hun. Jeg kiggede op, hun havde fået noget andet tøj. ”Jeg tænkte det var mere praktisk at rejse i. ” Sagde hun stille. ”Hvor mange kufferter har du pakket? ” Spurgte jeg hende. ”En rygsæk og en kuffert. ” Svarede hun. ”Og en lille taske med dit ID som jeg gav dig? ” Spurgte jeg hende for en sikkerheds skyld. Hun nikkede. Det bankede pludselig på døren. ”Gå ind på værelset, tag Minerva med. ” Jeg hørte Minerva gå ind på soveværelset imens jeg åbnede den ene skuffe og trak en 12mm op.

Jeg åbnede lidt op. ”Harry? ” Hviskede en blid stemme. ”Jenkins? ” Spurgte jeg forsigtigt. Hun stak sin fine gamle hånd ind og jeg trak hende forsigtigt ind. ”Tag trapperne. ” Sagde hun stille. Hun var blevet helt bleg. ”Hvad er der galt? ” Spurgte jeg. ”I skal køre med det samme. Jeg har mine kontakter i orden, I vil ikke blive forfulgt i byen, og tag noget med så du kan beskytte dig selv. ” Sagde hun alvorligt. ”Det har jeg gjort det er i… ” I bilen. ”Tak, granny. Silva! ” Kaldte jeg. Hun åbnede forsigtigt op. ”Hvad er der? ” Spurgte hun og kiggede hen mod Jenkins. ”Goddag kære. Du må være Silva. Der er ingen tid til at spilde, I to unge mennesker har travlt. Harry, jeg tager elevatoren, I tager trappen, jeg skal nok hjælpe jer, ingen tvivl. ”

”Harry, hvad foregår der? ” Spurgte Silva imens jeg tog hendes rygsæk på og tog hendes kuffert. ”Vi har fundet et læk. Der er en der har holdt øje med os. Jenkins hjælper os. Hun kender min chef Yushi. Vi må gå nu. Minerva, kom så tøs. ” Sagde jeg tog Silvas hånd. ”Men solen er fremme endnu. ” Sagde hun bange. ”Det ved jeg, men mine våben er i bilen. Vi har travlt. ” Sagde jeg og kunne mærke mit hjerte begyndte at banke. ”Jeg tager elevatoren nu. På vej op, til en veninde, og vi skal begge følges ud i gaden til en taxi. Det giver jer ti minutter til at komme ud af bygningen. Af sted. ”

Jeg tog fat i Silva i gang og klemte hendes hånd. ”Stol på mig. ” Hun lynede sin jakke op og trak en hætte over sig. ”Minerva. ” Kaldte hun og fik hendes opmærksomhed. Jeg kiggede mig godt for ved gangene og skyndte mig hen til brandtrappen for enden. ”Hvad end der sker nu, vær så stille som muligt. ” Sagde jeg til Silva. Hun nikkede. ”Jeg er bange. ”  Hviskede hun. ”Det er okay. ” Jeg kiggede hen mod min dør og kunne se Jenkins gå ud. Hun låste døren og nikkede til mig.

Hun trykkede på den lille marmorperle i væggen og jeg kunne høre dinget. Jeg åbnede døren op til brandtrappen og fik først Minerva ind og derefter Silva. Jeg så hende gå ind i elevatoren og jeg lukkede døren til brandtrappen. ”Vi skal have fart på. ” Der var fjorten etager ned. ”Det går. ” Sagde jeg og smilte beroligende til Silva.

Crash. Jeg frøs. Vi fik pludselig virkelig travlt. Jeg tog Silvas hånd og rev hende ned. Minerva var allerede løbet i forvejen. ”Hvad skete der? ” Spurgte hun bange. ”Jeg tror lige vores distrahering er blevet slået ihjel. ” Sagde jeg og kiggede op. Døren var gået op. Jeg løsnede mit greb på kufferten. ”Dæk din ryg. ” Kommanderede jeg og fandt min 12 mm frem. ”Løb i forvejen! ” Råbte jeg og sigtede. Der blev pludselig stille. Selvom mit hjerte bankede og mit blod susede rundt i min krop og skreg, så var der stille. Jeg affyrede et skud men ramte ikke helt. Jeg løb videre. Silva og Minerva var allerede langt nede. ”Løb videre! ” Råbte jeg og hoppede fra etage til etage. Jeg kom til ottende og var kun to etager over Silva. Jeg fortsatte hurtigt og kunne høre manden halte.

”Silva, giv slip på kufferten. ” Jeg tog den fra hende og begyndte at svinge den. ”Hvad laver du? ” Spurgte hun ængsteligt. ”Jeg ved det ikke helt, men jeg håber det virker. Han skal bare tæt nok på. ” Manden var netop fire etager over os. Jeg gav slip på kufferten og den røg op. Jeg trak min pistol igen og ramte lige netop låsen og fælden blev udløst. En varm stråle fra ilden af blev sendt imod os. Jeg dækkede Silva til imens jeg fik hende tvunget videre. ”Var det en bombe?! ” Skreg hun. ”Ja. Det er det meste faktisk, hvis man ved hvad man skal gøre for at lave det til en bombe. ” Vi kom helt ned og straks stoppede jeg Silva op. ”Vi kan ikke bare løbe ud. Det kan være nogen venter os. Desuden, må nogen have hørt os og det andet skud. ”Vi skal lige have nogle ting på plads. ” Sagde jeg og åbnede min frakke op. ”Minerva… skal have den her på. ” Jeg stramte en skudsikker vest om Minervas liv og gav hende et halsbånd på. ”Der er GPS i, i nødstilfælde. ” Sagde jeg. Silva nikkede og kiggede ned på hende. ”Vi ved ikke om der er nogen derude. Bliv bag mig. Uanset hvad. ” Jeg gav Silva rygsækken på. ”Der er en skrudsikker plade i ryggen på den. Så læn dig op af mig og følg mine trin hele vejen hen til bilen, hvad end du gør. Er det forstået? ” Hun nikkede og tog en dyb men hurtigt indånding. ”Du kan godt klare det her, jeg tror på dig. ” Hun lænede sig helt ind til mig og straks befandt Minerva sig under mine ben. Jeg åbnede døren op og rettede med det samme min pistol mod venstre og derefter til højre. Vi fortsatte hurtigt hen til bilerne og hurtigt satte jeg mig på hug. ”Vær stille. ” Hviskede jeg og kiggede under bilerne. ”Kom så. Der er fri bane. ” Vi rejste os op igen og gik hen mod min bil.

”Er du klar? ” Spurgte jeg. Hun nikkede.  ”Der ser ud til at være fri bane. ” Sagde jeg og låste min bil op. Jeg fik hurtigt Silva og Minerva ind. Jeg satte mig til rette i bilen og startede den. Jeg kørte forsigtigt ud og da vi kom ud i residentet, kunne jeg se at folk stod i deres vinduer og kiggede rundt.

”Er det her sikkert? ” Spurgte hun bange. ”Ja. Lige nu er det. Jeg ringer efter hjælp, vi bliver nødt til at skifte transportmiddel. ” Der var ingen anden mulighed. ”Kan vi komme ud? ” Spurgte hun. ”Det kan vi, hvis jeg vil. ” Sagde jeg bestemt og satte farten op. Vi kom til porten, der førte os ud af residentet.

”Hvor lang tid tager det at komme til Adensfields? ” Spurgte hun efter lidt stilhed. ”Tre timer. ” Svarede jeg og stoppede ved checkpointet. Jeg vinkede til sikkerhedsvagten og han lukkede mig ud. ”Det var ikke John, som sad der. ” Sagde jeg og rømmede min hals. ”Hvad skal det betyde? ” Spurgte Silva forvirret. ”John er den eneste nattevagt vi har fra timerne imellem otte til to. Klokken er kun halv ni. ” Hun kiggede ned på Minerva og knugede hende ind til sig. ”Jeg ved godt det er barskt. ” Sagde jeg og satte farten op. ”Hvis du vil, må du gerne sætte dig bagi med Minerva, hvis det er rarest. For jer. ” Sagde jeg og drejede til venstre. ”Det er fint nok. Bare få os væk. ” Jeg nikkede og satte farten op igen.

Vi kørte igennem Oxford Street og på vej ud mod Baker Street. ”Tror du nogen følger efter os? ” Spurgte hun bange. ”Det ved jeg ikke. Der er for mange biler. Vi kører snart ud mod et villakvarter, der fra kører vi mod Adensfields. Jeg kørte på M1, der skulle jeg ifølge mit kort køre hele vejen. Men jeg måtte tage nogle smutveje. Jeg kunne ikke bare følge vejen, jeg måtte gøre alt for at beskytte Silva. Det var at jeg skulle. Det var min skyld det var endt sådan her. Jeg kiggede på hende og kunne se at Minerva kiggede bekymret op på hende. Hun lagde sit hoved på hendes lår og en pote på den anden. Et tegn på affektion. Jeg kiggede mod vejen igen. Vi var kommet langt nok væk fra midtbyen af, og jeg drejede af ved M25 og kørte derefter til venstre og tog A10. Vi kom til Cambridge hvor jeg tog A14 og kørte over på A1 og derefter på M1 igen.

”Der er ingen bag os. ” Hviskede Silva og tog en dyb indånding. ”Hvad? ” Spurgte jeg forvirret. Jeg kiggede op. ”Det kan ikke passe. ” Sagde jeg. ”Hvorfor ikke? ” Spurgte hun. ”Vi er på en motorvej, Silva. Det kan ikk- - ”ARGH! ” Silva bukkede sig straks ned da et eller andet ramte bilen bagfra. Jeg speedede hurtigt op og kunne mærke en smerte sprede sig fra nakken og ned.  Minerva begyndte at gø. Jeg satte farten op fra 130 til 190 på ingen tid. Jeg kørte hurtigt forbi de andre biler. ”Silva? Silva? ” Kaldte jeg og prøvede at bevæge mine skuldre. Hun var krybet helt sammen. ”H-Harry? ” Spurgte hun bange. ”Det er okay. Jeg tror vi fik dem rystet af. ” Jeg måtte finde på en anden køreplan. Jeg satte farten op til 220  km/t.

”Ring Monroe op. ” Sagde jeg og kunne høre den velkendte ventelyd.

”Harry? ” Sagde hans stemme alvorligt. ”De har fulgt efter os. Vi har brug for assistance. ” Sagde jeg. ”Jeg sender en helikopter. ” Svarede han og lagde på. ”Bliver vi fløjet væk? ” Spurgte hun. Jeg nikkede. ”Jeg kan fjerne taget på den her bil. Hvis ikke jeg tager fejl, følger helikopteren os. Jeg sætter bilen på autopilot og kommer med dig op. På et tidspunkt må den gå i stå. ”

Monroe ringede os op igen.

”Helikopteren er snart i nærheden af jer. Kan I klare jer indtil videre? ” Spurgte han. ”Ja. Lige nu kan vi. Er du på vej også? ” Spurgte jeg. ”Ja, det er jeg. Jeg er med, selvfølgelig. ”  Svarede han. ”Godt. Vi er tre. ” Sagde jeg og kiggede bagud.

”Tre? Har I fået en gæst med? ” Spurgte Monroe forvirret. Jeg tog en dyb indånding. ”En hund. ” Sagde jeg og satte farten yderligere op. ”En hund? Hun kan selv bære den. ” Sagde han irriteret. ”Det er en stor hund. ” Vrissede jeg. ”Fint… hunde… helt ærligt. ” Knurrede han.

”Hvor langt væk er du? ” Spurgte jeg og kiggede igen fremad. ”Vi er der om få minutter. ” Sagde han stille. Jeg kiggede hen på Silva. Hvis frygt kunne lyse, ville jeg være blevet blændet af Silva, så bange var hun. ”Hvordan skal vi komme op i helikopteren? ” Spurgte hun. ”Jeg sender en stige ned og et reb til hunden. Har den et halsbånd på? ” Spurgte han. ”Hun har en vest på. ” Sagde jeg hurtigt. ”Så spænd hende fast på den måde. Hun vil blive trukket op når vi kan mærke hendes vægt. ” Sagde Monroe. ”I orden. ” Sagde jeg og kiggede hen mod Silva.

”Lover du at du er lige bag os, hele tiden? ” Spurgte hun og holdte Minerva tæt ind til sig. ”Jeg lover det. ” Sagde jeg og begyndte at sætte autopilot til. ”Vi er klar når du er. ” Sagde jeg til Monroe. ”Godt så. Vi kan se jer nu. Åben op for taget. ” Sagde han. ”Tag en dyb indånding. ” Sagde jeg til Silva og kiggede hende alvorligt i øjnene.

Taget gik langsomt tilbage. ”Jeg kan se dem! ” Råbte Silva og fik Minerva på sit skød, selvom hun var meget utilfreds med det og nok helst ville blive ved Silvas fødder.  Stigen og rebet blev sænket ned. ”Skynd dig! ” Råbte jeg og kiggede bagud. Hurtigt fik Silva rebet ind i alle tre ringe i Minervas vest og hun blev hejst op. ”Jeg er lige bag dig! ” Råbte jeg til hende. Hun tog fat i stigen og kravlede forsigtigt op. ”FORTSÆT” Råbte jeg og kiggede bagud. De var kommet tættere på. Jeg måtte komme op nu. Jeg løsnede min sele og sprang hen mod rebstigen. Jeg trak min krop op med mine arme og kiggede bagud. De var tæt på og jeg kunne ikke skyde imod dem. Jeg kunne se de havde våben rettet mod os. Jeg kiggede op igen og kunne se Silva næsten være helt oppe. Jeg skyndte mig at kravle op og helikopteren fløj op ad igen.

*Silva*

Min hånd ramte helikopterens kolde gulv og straks blev jeg hevet op. ”Velkommen… Harry! ” Drengen, som jeg måtte tro var Monroe råbte aggressivt efter ham. Han kiggede ned og jeg kunne ikke se hvad han havde set. Han tog en pistol frem og sigtede. ”Hvad laver du? ”

Crash. Crash.

Han stivnede i få sekunder og pludselig hev han i rebstigen. Harry.

Jeg skyndte mig hen til ham og hjalp ham.

”Han er blevet skudt! ” Råbte Monroe. Harry lå og krampede. Han kastede blod op. Hvad skete der. ”Harry? HARRY! ” Skreg jeg og prøvede at få kontakt. ”Han er blevet forgiftet med et eller andet få os væk herfra! ” En anden kom og lukkede for så der ikke var frit fald længere. Lyset blev tændt. ”Hold hans hoved. ” Harry lå og vred sig imens han hev efter vejret. Jeg prøvede at holde hans hoved stille, men var alt for ophidset. Monroe kom med en stor tyk nål og stak den ind i siden på Harry og alt den tydelige væske blev sprøjtet ind i siden på ham.

Harry krampede stadigvæk og kunne ikke styre sine kropsbevægelser. Hvad kunne jeg gøre?

”Silva? Silva? ” Jeg kiggede op og fik øjenkontakt med Monroe. ”Han er blevet ramt to steder. Vi kan ikke gøre noget nu, udover at passe på ham. Jeg har givet ham noget som neutraliserer giften for nu. Sid og pas på ham, der går noget tid før det virker rigtigt. ” Han gik over til cockpittet og overtog styringen. Jeg kunne godt mærke at der lige pludselig kom mere fart på. Jeg kiggede ned på Harry som stadig var i voldsomme smerter.

”Det skal nok gå, Harry. Det skal nok gå. Det lover jeg. ” Sagde jeg og kørte min hånd over hans pande gentagende gange. Jeg måtte gøre et eller andet, men jeg kunne ikke. Hvorfor var der intet andet der virkede?

Mit hjerte nærmest blødte for ham. Hvad skulle jeg gøre? Han lavede en voldsom bevægelse til højre men jeg fik ham vendt om igen så han lå på ryggen igen. Han var blevet skudt i maven og benet. Blodet flød stadigvæk ud.

”Hvornår er vi i sikkerhed? ” Spurgte jeg bange. ”Få minutter. Vi skal lige lande. ” Jeg kiggede ned på Harry igen. Krampen var blevet svækket og medicinen virkede. Medicinen virkede. Gudskelov for at den virkede.

”Harry? ” Spurgte jeg forsigtigt og kørte min hånd over hans ansigt igen. Han svedte rigtig meget, det havde jeg slet ikke opdaget før nu. Mine fingre var helt klistret. Han trak vejret dybt og hurtigt. Som om han var bange.

”Harry? Harry, kan du høre mig? ” Spurgte jeg og kom helt tæt på. Han åbnede endelig sine øjne op og kiggede på mig. Han var helt udmattet. Blodet flød fra hans mund. ”Silva… ” Mumlede han. ”Jeg er lige her. ” Sagde jeg og kørte min hånd over hans ansigt og fjernede noget af svedet. ”Silva… ” Han lukkede sine øjne i igen. ”Harry? Nej, Harry, bliv hos mig. ” Jeg klappede ham på sine kinder og igen kiggede han på mig. ”Harry, kan du høre mig? Ja eller nej. ” Panikkede jeg. Han nikkede svagt. ”Silva… jeg fryser. ” Mumlede han. ”Det er okay. Det skal nok gå. Du er i sikkerhed. ” Sagde jeg til ham og prøvede at smile.

”Du har altid haft det smukkeste smil, Silva. ”

***

Minerva lå foran mine fødder imens jeg sad og ventede uden for døren til… jeg ved det ikke. Jeg var rimelig rystet. Jeg havde fået noget beroligende, men min hjerne kørte stadigvæk for fuld blæs. Jeg kunne stadig se Harrys tøj, helt rødt.

”Silva? ” Jeg kiggede straks op. ”Han er blevet syet sammen igen. Vi ligger ham ind i sin seng nu. ” Sagde en ældre kvinde og tog sine handsker af. Hun havde fået blod på sin dragt. ”Mange tak. ” Sagde jeg stille. ”Hvordan har du det selv? ” Spurgte hun og lagde dragten ned i en skraldespand.

”I gav mig noget beroligende. ” Fortalte jeg hende. ”Men mit hoved er stadigvæk… det er der stadig… den frygt. ” Indrømmede jeg og kiggede ned på Minerva. ”Det er helt naturligt. Jeg foreslår du får dig noget hvile. Solen står snart op. ”

Jeg kiggede ned på Minerva og prøvede at smile, men jeg kunne ikke. Jeg gik op på mit værelse og kiggede ud af vinduet. Det pegede mod øst. Jeg lagde mig under tæpperne sammen med Minerva. Hun faldt i søvn med det samme. Hvis jeg kunne ville jeg gøre det. Sov Harry mon? Ville de opdage hvis jeg gik ind til ham? Ville de lade mig gå ind til ham? Hans værelse var trods alt lige over for mit eget. Jeg trak tæpperne af og gik hen mod døren. Turde jeg gøre det? Forsigtigt tog jeg fat i håndtaget og gik ud. Jeg kiggede omkring mig og jeg kunne høre nogen nedenunder snakke. Jeg tog to lydløse skridt og rørte håndtaget let. Jeg kiggede til begge sider og lukkede op. Forsigtigt klemte jeg mig ind og kiggede hen mod Harry. Han lå og sov tungt. Hans ene ben lå fremme med bandage over sig og hans torso var også synlig. Han havde fået forbinding på sin mave, hvor han var blevet ramt. Jeg gik forsigtigt hen mod ham og satte mig på hug ved sengen. Forsigtigt rakte jeg min hånd mod hans ansigt for at fjerne noget hår der sad i vejen. Jeg trak næsten min hånd tilbage, da han tog et hurtigt åndedrag. Jeg fortsatte med at sætte hans hår bag hans øre i lidt tid, bare for at være sikker på at det blev der. Jeg trak igen min hånd til mig selv og betragtede hans sovende ansigt. Selvom han var meget varm og var blevet meget dårlig, så have jeg aldrig set ham så rolig før på en måde. Det var ligesom da vi var små og han var syg. Jeg ville komme forbi og sidde ved hans seng. Normalt ville jeg fortælle historier. Men jeg havde ingen bøger med. Der var heller ingen i rummet. Jeg lod min højre hånd kærtegne hans lagde mit hoved mod sengen. Jeg var faktisk træt.

”Godnat, Harry. Jeg skal nok finde på en morgen historie. ” Sagde jeg og lod mit selv lette og mørket ovetage, så jeg kunne flyve i drømmenes verden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...