Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
24Kommentarer
13108Visninger
AA

4. Kapitel 4.

*Harry*

Solen pippede frem fra sprækkerne imellem gardinerne. Solen var stået op. Jeg havde aldrig sovet så godt, tror jeg. Forsigtigt løsnede jeg mig fra Silva. Hun lå og sov dybt, helt dybt. Hun måtte have sovet hele natten igennem. For vi gik i seng omkring klokken syv og den var ni nu. Tretten timer, kunne det være rigtigt? Det kunne nok være rigtigt. Suppen stod stadigvæk fremme. Den burde jeg smide ud. Jeg fandt noget brød frem og ristede det. Jeg var virkelig sulten.

Havde jeg noget bacon? Jeg kunne godt bruge noget bacon. Ristet bacon. Eller røget skinke. Generelt mad ville være lækkert. Ikke posemad som jeg mest levede på når jeg ikke arbejdede.

Jeg tog det ristede brød og puttede noget smør ovenpå. Skulle have lavet spejlæg til. Hvad skulle jeg give mig til? Hun ville nok ikke vågne op før om lang tid. Måske burde jeg vække hende. Hun kunne jo ikke sove hendes liv væk. Mit sorte loft med de hvide lys i hjalp mig ikke rigtig. Jeg plejede altid at få mine gode ideer hvis jeg stirrede op i loftet. Måske skulle jeg lade hende sove, så kunne jeg få Minerva herover. Jeg burde ringe til Ella. Hun holder jo øje med hende. Det burde jeg gøre, ja.

Jeg tog min telefon og ringede hende op. Jeg hadet virkelig at hun havde fået en ventesang til at spille inden hun tog den.

”Det er Ella. ” Sagde en glad pigestemme.

”Det er Harry. ” Svarede jeg roligt.

”Harry… hvad vil du? ” Spurgte hun.

”Minerva. Jeg vil gerne du kommer over med hende. Til Silva. ” Forklarede jeg. ”Kan du ikke bare sende hende hjem? ” Tiggede hun. ”Nej. Jeg gør det for at passe på hende. ” Sagde jeg med en hård tone. ”Jeg kan godt passe på hende. ” Snerrede hun af mig. ”Virkelig? Passede du på hende til festen? ” Vrissede jeg. Der blev stille. ”Hvornår vil du have hunden kommer? ” Spurgte hun efter et minuts stilhed. ”Så hurtigt som muligt. Farvel. ” Passede på hende min bare. En guldfisk havde gjort det bedre.

Jeg farede rundt i lejligheden, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hvad skulle jeg gøre? Hvad kunne jeg gøre?

”Hvad laver du? ” Jeg kiggede forskrækket hen mod døren. Silva var stået op. ”Du er vågen… jeg hørte dig ikke. ” Forklarede jeg. ”Hvor er maden henne? Jeg er blevet en smule sulten. ” Mumlede hun og krummede sine tæer. ”Vil du gerne have noget mere tøj på? ” Spurgte jeg. ”Har du noget tøj til piger her? ” Spurgte hun forvirret. Jeg smilte af hende. ”Jeg har et par joggingbukser som er krympet i vasken. Jeg skal nok finde dem. ” I det jeg gik forbi hende kunne jeg ud af øjenkrogen se hendes hoved følge mine bevægelser. Jeg fandt bukserne frem og nogle strømper. ”Jeg forstår ikke du kan gå i bare tæer herinde. Her er ingen gulvvarme. ” Forklarede jeg hende og gav hende tøjet. ”Det er ikke så slemt. Min lejlighed har heller ikke gulvvarme. Der er en lille brændeovn. Men det er nok. ” Sagde hun og tog bukserne på. Jeg vendte mig om, det var vel egentlig uhøfligt at stå og stirre.

”Strømperne er for store. ”
”Selvfølgelig er de det. Det er min størrelse. Ikke din. ” Sagde jeg til hende. ”Det er fint nok, jeg skal bare have sokkerne langt op. ” Jeg kunne høre hende trække dem langt, langt op. ”Er du færdig? ” Spurgte jeg. ”Ja. ” Sagde hun stille. ”Det var godt. Lad os få noget og spise. ” Jeg var stadigvæk sulten. Silva kiggede rundt i køkkenet imens jeg fandt noget mad frem. ”Er der noget bestemt du vil have? ” Spurgte jeg. ”Nej, det er fint nok. ” Sagde hun og smilte. ”Silva, du har ikke spist i lang tid. Lad mig lave noget lækkert til dig. Hvad med æg og pandekager og lidt bacon? ” Spurgte jeg. ” Det… det kunne være rart. Men.. ” ”Nej. Jeg bor her, jeg bestemmer. Du plejede aldrig at takke nej til det da du var lille. ” Sagde og jeg fandt nogle pander frem. ”Dengang var du også den eneste som lavede det. Jeg spiste det altid uanset hvor forkullet det var. ”

”Forkullet? Det kan ikke være min morgenmad du snakker om. ” Grinte jeg. ”Det er jeg bange for at det er. ” Fortalte hun. ”Bare sæt dig ned. ” Smilte jeg til hende. ”Okay. ” Jeg fik lavet maden og kiggede roligt på den. ”Du må gerne begynde. ” Sagde jeg med et smil. Måske ville det varme hende op. ”Jeg vil gerne vente, jeg vil være sikker på at der er noget tilbage til dig. ” Sagde hun flovt. ”Det er okay være sulten. ” Smilte jeg roligt. ”Hvordan har du det? ” Spurgte jeg. Hun kiggede væk.

”Jeg tror jeg er okay. Jeg er ikke så ophidset længere. Det er virkeligt… ” Mumlede hun. ”Sådan havde jeg det også til at starte med. Det er mærkeligt. ” Sagde jeg. ”Hvad er jeg nu? ” Spurgte hun. ”Well det samme som mig. ” Et ansigt i befolkningen, uden navn. ”Hvad er det så? Hvad er det du er? ” Spurgte hun. ”Jeg er et ansigt i befolkningen, uden navn. ” Jeg kunne se på hende at det var ubehageligt at høre. ”Jeg beklager det er sådan. Men det er for dit bedste, ligesom det var det bedste for mig, for ti år siden. ” Forklarede jeg hende.

”Så… hvor skal jeg tage hen? Jeg har ingenting. Jeg har en hun… Minerva… ” Hun blev helt trist kunne jeg se. ”Hun er her snart. Bare rolig, hun er helt og aldeles taget godt af. ” Forsikrede jeg hende og smilte. ”Maden må også være færdig nu. Bare sæt dig. ” Sagde jeg med et smil. Jeg satte maden frem til hende og kunne straks se det i hendes øjne. ”Det er evigheder siden nogen har lavet morgenmad til mig. ” Fortalte hun. ”Hvornår fik du det sidst? ” Spurgte jeg. ”Til min seksten års fødselsdag. Far var ikke hjemme. Han var i fængsel. ” Smilte hun. ”Mor havde købt æg og bacon og lidt mælk. Det var en god dag. ” Hun tog et stykke bacon og kiggede lidt på det. Hun tog en bid og smilte. ”Jeg er faktisk rigtig sulten. ” Sagde hun med et lille smil. ”Det er jeg glad for at høre. Hvad vil du have at drikke til? ” Spurgte jeg. ”Kaffe er fint… ” Svarede hun.

Jeg tændte for kaffemaskinen og begyndte selv at spise med hende. ”Kunne du godt have valgt at lave noget andet? ” Hendes spørgsmål kom bag på mig. Lave noget andet. ”Erhvervsmæssigt? ” Spurgte jeg hende. ”Ja. Er der ikke noget kontorarbejde i din branche. ” Jeg kunne ikke lade vær med at grine. ”Det er der. Men jeg har ingen talenter inden for revisor uddannelsen, eller IT for den sags skyld. ” Grinte jeg og tog en skefuld røræg i munden. Godt krydret. ”For meget krydderi? ” Spurgte hun.

”Er det så tydeligt? ” Spurgte jeg. ”Jeg har et stykke røræg dækket af rosmarin. ” Grinte hun. ”Jeg er glad for at du ikke klager. Det gør de fleste. ” Fortalte jeg. ”Sidst jeg lavede mad og jeg kom til at brænde maden på og selv Minerva ville ikke have det. ” Fortalte hun.

”Hvor gammel er Minerva? ” Spurgte jeg hende. ”Hun er to år nu. ” Smilte hun. ”Hvor lang tid har du haft hende? ” Spurgte jeg hende og gik hen til kaffen. ”Hun var seks måneder. Så halvandet år. ” Smilte hun. ”Hvornår… hvornår kan jeg se hende igen? ” Spurgte hun og bed sig nervøst i læben. ”Jeg har ringet til Ella. Hun er på vej med hende. ” Smilte jeg roligt. ” Hvornår ringede du? ” Spurgte hun. ”For en time siden. Hun skal jo lige herhen. ” Forsvarede jeg. ” Hun tager ikke… formiddags forelæsninger. Hun er mere til eftermiddag og aften. ” Sagde hun og pluskede lidt i sin bacon.

”Hvad tror du hun laver? ” Spurgte jeg. ”Hun shopper nok lige nu. Det er meget vigtigt for hende at have det rigtige tøj på til alle forelæsningerne. ” Fortalte hun stille. ”Jeg kan ringe igen. ” Foreslog jeg. ”Nej… nej det er ikke nødvendigt… hun har nok- ” ”Nej… Silva, din hund burde have været her nu. Jeg ringet igen. ” Sagde jeg og tog min mobil frem igen. ”Er du sikker på at ” ” Ja. ” Smilte jeg til hende. ”Du fortjener det. Spis færdig, jeg ringer lige til hende, på mit badeværelse. ” Forklarede jeg og gik derud.

Godt det er lydtæt.

Jeg ringede igen og jeg kunne igen høre den værste ventetone længe. ”Hallo? ” Kunne jeg høre. ”Ella! Hvornår kommer du? ” Spurgte jeg irriteret. ”Jeg er her. Jeg er i lobbyen. De tror jeg har gemt en bombe eller sådan noget. Kom og ordn det for mig! ” Hvæste hun. ”Jeg kommer. ” Knurrede jeg og lagde på. Det kunne ikke passe. Hvis Ella virkelig bekymrede sig for hende, ville hun da have haft mere fart på og slet ikke begyndt på at shoppe! Hvor uansvarligt. Jeg forstår slet ikke hvordan hun overhovedet er endt i denne branche.

Jeg gik roligt ud af badeværelset og gik ind i køkkenalrummet.

”Fik du fat i Ella? ” Spurgte hun forsigtigt. ”Ja. Hun er i lobbyen. Jeg går ned og henter hende. Du… tja vær sød og blive her. Det ville jeg sætte pris på. ” Sagde jeg med et smil. ”Du behøves ikke smile hele tiden. ” Mumlede hun. ”Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre. Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det her. Det er nyt for mig. Ingen har før… jeg kan ikke se på det her som jeg plejer. Det er nyt. ” Jeg kiggede ned på mine fødder. Jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle gøre.

”Hent hellere Minerva, så kan vi snakke. ”

*Silva*

Det var rimelig mærkeligt. Men jeg var faldet til ro, jeg var lidt dårlig, men det var min egen skyld. Jeg skulle have spist tidligere. Jeg kunne egentlig ikke helt forstå det, selvom jeg gjorde. Harry ville så gerne have set mig, og været med mig, men han valgte at lade vær, fordi det kunne være farligt for mig. Hvorfor var det kun farligt for mig hvis han havde andre folk tæt på sig? Det kunne jeg ikke forstå. Måske var det fordi at de var mere hårde end jeg var, eller de var i samme erhverv. Erhverv… hvordan kunne det være gået så galt? Hvorfor lod denne mand som havde taget Harry til sig, ikke bare ladet ham være og måske have afleveret ham på et børnehjem? De havde måske kunne hjælpe ham tilbage til hans forældre. Men det gjorde han ikke. Måske skulle jeg ikke være vred på Harry. Jeg var vred. Han forlod mig. Det kan godt være det var ham som havde betalt for at jeg kunne komme ind på Oxford, men jeg følte det var forkert. Hvis han virkelig var min ven, ville han så have ladet være måske? Det ville have været bedre hvis ikke han havde gjort det. Eller måske ikke.

”Hey…” Jeg kiggede forskrækket op, jeg havde været helt væk i mine tanker. ”Du er allerede tilbage. Hvorfor så mange poser? ” Spurgte jeg forvirret. ”Ella købte noget tøj til dig… meget. ” Jeg kiggede på Harry og kunne se Minerva hoved bag ham.

”Minerva. ” Jeg køb hen til hende og løb straks hen til mig. Jeg knugede hende tæt ind til mig. Hun slikkede mig overalt i hovedet og hun gemte sit mod mit bryst. ”Hun er rigtig glad for dig, hva? ” Spurgte Harry og satte poserne fra sig. ”Jeg fandt hende på et internat. Men det vidste du vel. ” Smilte jeg og kløede hende bag hendes øre.

”Nej. Jeg beklager virkelig at sige det, men selvom jeg ved en del, så jeg ved slet ikke nok. Som din… barndomsven så ved jeg en masse ting om dig fra dine… yngre år, som barn, men jeg ved ikke alt om dig nu. Det eneste jeg ved er, at du ikke drikker øl, men hyldeblomst Ale med ingefær. Det er rimelig trist. ” Sagde han til sig selv. ”Det er okay. Men… hvorfor husker du den slags? ” Spurgte jeg.

”Jeg ville huske dig, som jeg så dig sidst. Der er jo forskel på at se på folk og se folk som de er. Som… en ældre dame, hun ligner måske en ældre dame, som for omverdenen virker skrøbelig og bange, men hun har måske parkinson og er tidligere atlet og stadig i fantastisk form og derfor er hun så slank og tynd. Du ved Michael J Fox har Parkinson. ” Sagde han og stak hænderne i lommen.

”Der er mere end øjet ser. Det af alle burde du vide. Du kan godt huske din første måned på Oxford, kan du ikke? ” Spurgte han mig. ”Jo… ” Helst noget jeg vil glemme. ”Det var ikke en rar måned…” Mumlede jeg. ”Nej, den var skrækkelig. Jeg ville ikke gøre noget. For jeg var bange for at du ville tro du havde en stalker. Selvom jeg virker som en lige nu. ” Sagde han og fik røde kinder. Han kiggede væk. ”Du er ikke så slem. Der var der hed Josh i 8. klasse. Han var en rigtig stalker. ” Sagde jeg og kiggede op på ham. ”Du er ikke sur på mig, vel? ” Spurgte han og satte sig over for mig. ”Det ved jeg ikke… jeg er sur, men det er af forkerte grunde. Jeg ville hellere have haft dig tilbage end være kommet på Oxford. ”

”Ville du? ” Hans øjne lyste helt op. ”Ja… jeg ville ikke have været så alene. Jeg havde dyr, men det var og er ikke det samme. ” Forklarede jeg. ”Du er ikke skuffet? ” Spurgte han. ”Jeg er faktisk lettet… du er i live. Jeg forstår godt at det ikke har været nemt og det bliver nok ikke nemmere i fremtiden, for dig, nok heller ikke mig. Du sagde jo selv jeg ikke kunne gå udenfor. ” Sagde jeg stille. ”Nej… hør, jeg kender et afsides sted her i England. Der er en lille by som hedder Adensfields. Jeg har et hus der. ” Fortalte han.

”Vil du jeg skal forlade alt det her? ” Spurgte jeg bange. ”Jeg kan ikke beskytte dig ordentligt her. ” Fortalte han mig. Det gjorde helt ondt i maven. Nu blev jeg helt bange. ”Jeg kan køre så snart du er klar. ” Tilbød han. ”Vil du være der? ” Han blev stille helt stille bagefter. Hvad skulle jeg svare?

”Vil det være sikrest? ” Spurgte jeg og kløede svagt Minerva bag hendes øre. ”Ja. Det ville være sikrest. Det tager tre timer at komme derhen. Hvis du vil kan vi fortsætte yderligere. ” Foreslog han.

”Nej, det er fint. Til at begynde med. ” Svarede jeg roligt. ”Godt så. Vil du ikke se hvad Ella har købt til dig? Hun mente det var vigtigt du havde rigeligt at vælge imellem. ” Sagde han og fandt indholdet i poserne. ”Ehm… der er en pose fra… Vic… det er undertøj…” Sagde han akavet og tog hænderne væk fra posen. ”Jeg kan godt selv se på det. Altså alt tøjet, hvis ikke du lyster. ” Smilte jeg roligt og gik hen mod poserne. ”Jeg vil… ved du hvad jeg går ind på kontoret. Hvis du får brug for min hjælp så sig til. ” Sagde han og gik hen mod en mørk dør med glas i. Han kunne se igennem. Jeg betragtede ham sætte sig ved et skrivebord, et gammelt victoriansk bord og læderstol og så tændte han sin bærbar.

Jeg tog poserne og lagde dem alle sammen på sofabordet. Der var et par Converse sko, en masse forskellige trøjer og to par jeans. Jeg havde også fået to jakker. Mon hun havde vist hvad der ville ske. Det var lige meget. Tænk at det var det her som det var endt med. Hvis bare, hvis bare. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...