Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
25Kommentarer
13051Visninger
AA

3. Kapitel 3.

Kapitel 3.

*Harry*

Det bankede på min yderdør og jeg gik træt hen mod den.

”Hej min dreng. ” Det var gamle mrs. Jenkins. Hun var tidligere forretningskvinde fra USA, men var kommet til England for at slappe af, resten af sit liv. ”Jeg har købt ind for dig. Du har jo en grim vane med at bestille alt den usunde mad. ”

”Mrs. Jenkins, det skulle De- ” ”Ah, ah, ah. ” Grinte hun. ”Hvis de andre unge, på din alder kalder mig Granny, så må du da også. ” Hun smilte og gav mig et kram. ”Så, her er varerne. Husk nu at spise lidt. Du ligner en som er blevet forelsket! ” Sagde hun og gik ind med poserne. ”Jamen dog. Harry. Gik låsen i stykker? ” Spurgte hun og kiggede hen mod døren. ”Ja. På en måde. ” Svarede jeg og bed mig nervøst i læben. ”Nå da. Nå, skal du se hvad jeg har købt til dig. ”

”Okay. ”  Jeg kunne godt lide Mrs. Jenkins. Hun var en af de ældre kvinder, som var opdraget i en tid, hvor kvinder skulle ses men ikke høres og de skulle være pæne at se på, ikke sige en lyd, medmindre en mand bad dem om det og selvfølgelig ikke være for selvstændig. Hun havde ikke været nogle af de ting. Jeg kunne ikke forestille mig at hun var en af de der kødædende forretningskvinder fra Wall Street af. Måske en gammel skolelærer, maks.

”Her er noget kylling, det sagde Ella du havde brug for. Der er også lidt fedt. Men det er fra mig. Mine sønner har været ude og jage og de kom med en masse og vi ved begge to at det er dig som trænger til at få noget fedt på kroppen. ” Jeg grinte af hendes bemærkning. ”Du ved lige præcis hvad du skal sige. ” Grinte jeg og satte nogle af tingene ind i køleskabet. ”Selvfølgelig. Nå, det var alt. Nej! Jeg glemte næsten, jeg har købt en kage til dig og din ven. ”

”Min ven? ” Spurgte jeg forvirret. ”Ja. Yushi kom forbi. Han sagde du ville få gæster. ” Sagde hun og rettede på sine briller. ”Gjorde han? ” Hvad nu hvis nogen havde overhørt ham og det havde bragt Mrs. Jenkins i fare? ”Jeg driller dig. Jeg så dig gå ind med pigen. Sikke en omgang, siden du ikke vil gå til politiet. ”

”Hvor længe har du vidst det? ” Spurgte jeg. ”Som forretningskvinde, lærer man at spidse ørerne. Din hemmelighed forbliver hos mig. Det kan du være sikker på. Men vær forsigtig. Bestil ikke mad fra loungen af længere, der er nogen her, som ikke skal være her. Tro mig. Jeg må igen, pas på dig selv, Harry. ”

Hvordan kunne det ske?

***

Jeg var gået i gang med at lave Silvas favoritsuppe. Hun måtte vel snart vågne, hun kunne ikke sove for evigt. Jeg vendte mit hoved mod min mobil og kiggede hen mod døren. Hun var vågnet.

"H-harry?" Hun gik nogle få skridt tilbage, jeg tror hun var bange for mig. "Silva. Du er vågen. Jeg… Jeg hørte dig ikke. ” Forsigtigt gik jeg hen mod hende, det kunne jo være jeg skræmte hende yderligere. Forsigtigt løftede jeg hænderne, i håb om at hun ville tage imod den ene hånd i det mindste.

"Hvor er jeg? Hvad har du gjort ved mig? " Spurgte hun bange. "Silva. Du… du er her virkelig. ” Mumlede jeg til mig selv. ”Du er i min lejlighed. Du er i min lejlighed" Sagde jeg nervøst. "Hvem er du?" Hun tog et skridt, et større et, end jeg havde regnet med, væk fra mig. "Du er ikke Harry... Harry er død." Prøvede hun at overbevise sig selv om. Jeg løftede mine hænder lidt mere. Måske kunne jeg få hende til at forstå. Måske. "Silva. Jeg er virkelig ked af at jeg. At jeg lod dig tro jeg var død. Jeg havde ikke noget valg. ” Sagde jeg så roligt som muligt, men det virkede svært, for jeg ville bare ligge mig foran hende og græde, og undskylde, tigge om hendes tilgivelse, jeg ville bare have hende tilbage igen, ligesom da vi var små.

"Hvis det her er en eller anden syg joke, så skal du vide du er et dårligt menneske! Hvor er de andre henne? Det er sikker jer syge rige unger! " Jeg havde fået hende til at græde. Hvor ville jeg omfavne hende og undskylde, men hun ville ikke tage imod det, det vidste jeg, det stod helt klart for mig.  "Jeg lover dig det ikke er en joke. Jeg er her, Silva. Jeg er her. Jeg er ikke død, jeg er lige her. ” Prøvede jeg igen. Mit hjerte begyndte at banke hårdere, så meget at det begyndte at gøre ondt i min brystkasse. Jeg havde virkelig trådt i den. Jeg skulle have taget hende til hospitalet. 

"Jo... Han er død. Han døde for ti år siden. Han er død. Han er død. " Hun begyndte at trække vejret hurtigere, på en rigtig dårlig måde.

”SILVA! ” Råbte jeg bange. ”Harry? ” Kunne jeg høre. Det kom fra et toilet. ”Harry er du virkelig? ” Spurgte hun mig. Hendes make up hang ned af kinderne. ”I aften er jeg. Lad os få dig hjem. ” Det var hendes attenårs fødselsdag. Men jeg kunne ikke lade hende huske mig. ”Træk vejret dybere. ” Bad jeg og holdte min hånd for hendes pande. Hun var brændende varm. ”Er du okay? ” Spurgte jeg og fjernede noget af hendes make up. Hun nikkede. ”Jeg vil hjem, Harry. Ligesom da vi var små. ”

Jeg omfavnede hende, jeg blev nødt til det, jeg kunne ikke forlade hende igen på den måde. "Jeg er lige her. Lige her. Jeg er ikke død. Lige her, ikke død. ” Gentog jeg hele tiden. "Nej... du er død. D-de fandt kroppen" Mumlede hun om og om igen. Nok til sig selv. Hun mumlede altid når hun snakkede til sig selv.

"Silva, lyt til mig. Du er en klog pige. De gik ud fra det var mig. Det var ikke mig, det var aldrig mig. Du kan lige vove på at besvime nu. Du forlader mig ikke igen allerede" Jeg tog et lidt bedre greb om hende, da jeg kunne mærke hun begyndt at ryste. "Du er død." Sagde hun ind i mit bryst og kiggede så op på mig. Jeg holdte øjenkontakten, jeg blinkede ikke. "Jeg er lige her. Jeg er lige her, jeg har altid været loge her. ” Jeg tøvede lidt, men kyssede hende i håret. Duften af hendes shampoo var der endnu. "N-nej... lad mig gå... jeg beder dig... lad mig gå. " Hendes ben gav op. Hun var næsten væk igen. Jeg "jeg kan ikke lade dig gå. Ikke igen. ” Hviskede jeg. "Stop" Hviskede hun svag.  "J-jeg kan ikke miste dig igen." Min stemme rystede, hele min krop rystede. Jeg havde hende i mine arme igen. Jeg havde hende tæt på mig. Jeg tog en dyb indånding og samlede hende ordentligt op i mine arme. ”Jeg mister dig ikke. Det lover jeg. ” Hendes hoved hvilte mod min brystkasse. Der var ro igen. Jeg lagde hende tilbage i sengen og pakkede hende godt ind i dynen. Jeg blev og betragtede hende i nogle minutter. Hvis jeg ikke havde der, på hendes attenårs fødselsdag, så ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre af mig selv.

***

Jeg stirrede op i det sorte loft. Hvad skulle jeg dog gøre. Hun lå stadigvæk og sov. Hurtigt skyndte jeg mig nedenunder. Jeg bankede på den velkendte dør. 3669 A.

”Harry? ” Spurgte Jenkins forvirret. ”Hun vågnede op. ” Sagde jeg stille. ”Jeg kommer nu min dreng, vi tager snakken ovenpå, hun burde ikke være alene. ” Sagde hun og låste sin dør. ”Nogen kunne jo komme. ” Hviskede hun og gik ind i elevatoren. ”Det kan godt være jeg virker paranoid. Men nu skal du høre her, jeg var en ung smuk pige da man opdagede at nogen fra CIA lyttede med i hvad præsidenten lavede. Der er folk i dag, som har mere betydning end Kennedy havde dengang, selv mere end Putin og Obama tilsammen. ” Hviskede hun. Vi skyndte os ind og jeg tjekkede hurtigt til Silva.

”Du må virkelig have givet hende et chok. ” Konstaterede Jenkins. ”Det er mit speciale. ” Hviskede jeg. ”Det ved jeg, kære. Fortæl mig så, hvad foregår der? ” Spurgte hun og satte sig ned. ”Hvorfra ved du alt det her? ” Spurgte jeg. ”Du skulle jo spørge, skulle du ikke? ” Spurgte hun roligt. Jeg nikkede. ”Det kunne vel ikke undgås. ” Indrømmede jeg. ”Jeg arbejdede for FBI under den kolde krig. Jeg taler flydende russisk og jeg blev aldrig opdaget. Det er ikke i FBIs natur, at gøre sådanne ting. Men denne gang, der gjorde det. Jeg hørte om dig, allerede fra barnsfod af. Jeg kender din familie. Jeg kender dine bedsteforældre, fra din mors side af. Jeg har så tit snakket med dem og jeg har sagt det samme om og om igen, hver gang de spørger mig. Tror du at Harry ville være i live, hvis vi havde været der? Nej. Det havde gjort dig mere sårbar min dreng. Din mormor mødte jeg i London i 60’erne for første gang. Spioner starter tidligt. Ligesom du gjorde. Men jeg har altid holdt øje, lige siden jeg selv blev mor og din mormor blev mor og så mormor. Jeg fik snus om at der var et pædofilt netværk i Holmes Chapel. Jeg tog selv af sted for at få det bekræftet, men jeg kom for sent. Men Yushi gjorde heldigvis ikke helt. Det er hårde ord, og jeg ved hvad han skulle igennem. Det er for mig en velsignelse at se ham smile. ” Hun kiggede kort væk. ”Min dreng. Jeg fortalte aldrig din familie, om hvor du har været. Selvfølgelig ville din mormor genoptage sit gamle erhverv, men jeg sagde nej. Det var for farligt. Desuden havde Yushi ordnet det, og sidenhen har du ordnet det. ” Hun tog min hånd og knugede den kærligt.

”Ville hun have ledt efter mig? ” Hviskede jeg. Jenkins nikkede. ”Din mormor, Mary, hun var det hårdeste og stædigste menneske jeg nogensinde i hele mit liv har mødt. Hun gav ikke lige sådan op. Men hun lod dig gå, om hun så vidste, at det var fordi du levede eller fordi, det var det rigtige og gøre, og ikke give din familie mere smerte, eller hvad end fremtiden ville bringe, så gjorde hun det. ” Jeg knugede tilbage. Som en slags tak. ”Din mormors begravelse var smuk. Hun ville ønske du havde været der, og du var der også. I hjertet. ” Sagde hun. Jeg løsnede min hånd fra hende og gemte mit ansigt i hænderne.

Hele min krop rystede, den var varm, jeg svedte. ”Min dreng, tag en dyb indånding.  Alting skal nok gå. ” Sagde hun roligt. ”Hvordan kan du tro det? ” Snøftede jeg. ”Min farfar var soldat i første verdenskrig og min far i anden. Min far var med til at befri jøderne, og de troede heller ikke de ville overleve, men det gjorde de. Man troede aldrig at Tyskland skulle blive hel igen, men det gjorde det. Du er også ved at blive hel igen og det gør ondt at blive hel igen, fordi man skal vænne sig til noget helt nyt. Man troede heller ikke at Den Kolde Krig ville slutte, men det gjorde den. Der findes meget ondskab og mørke i denne verden…” Hun rettede sit blik mod mit soveværelse. ”Men når man finder et lys, så holder man fast i det, og nogle gange, er det alt som skal til. Pas på dig selv. Jeg kan ikke komme løbende længere hver gang der sker noget. Det er din tur til at tage ansvaret for en, som står dig nær. Jeg ved du kan gøre det. ”

Hun gik ud af døren og jeg lagde mig i sofaen. Jeg savner min mor.

*Silva*

Jeg åbnede mine øjne og følte en dunkende hovedpine. Jeg blinkede et par gange med øjnene og den forsvandt. Måske havde jeg bare lagt forkert. Jeg kunne dufte noget mad igen. Måske var det noget spiseligt. Måske var han gået. Måske kunne jeg komme væk, komme hjem til Minerva. Jeg kiggede ned af mig selv og så til min overraskelse jeg ikke havde andet en end stor hvid trøje på. Der lå et tæppe på natbordet. Jeg tog den straks om mig og så at det var en poncho. Hvor havde han den fra? Var det hans egen? Jeg tog den ordentligt på med rystende hænder og kiggede hen mod døren. Jeg tog forsigtigt et skridt og følte en skrækkeligt smerte. Jeg havde tog mig til maven og trak op i trøjen. Jeg havde fem sting på min side. Hvornår var det sket? Havde han gjort det?

Nej, ikke nu. Fortsæt. Du kan godt, eller bare prøv i det mindste. Jeg vil hjem.

Jeg åbnede den ene dør og fik øje på ham. Han stod og lavede suppe. Jeg kunne ikke lade være med at lukke mine øjne i og lade min næse tage en dyb indånding og kunne lugte kylling. Kyllingesuppe med porrer og hele løg.

"Du må ikke være bange. Jeg lover jeg ikke gør dig noget." Jeg kom straks ud af min trance, han havde set mig. Jeg trådte lidt tilbage. "Det... det her... det er virkeligt? ” Spurgte jeg, bange for svaret. Jeg var meget bange lige for tiden. "Ja. Meget virkelig. ” Han vendte sin opmærksomhed fra gryden og over mod mig. "Undskyld." Han bed sig i læben og knugede sine hænder. ”Hvorfor? ” Spurgte jeg usikkert. Jeg vidste jo ikke hvad han præcist undskyldte for. "For alt. Det er min skyld det hele. Jeg lod dig tro jeg var død. Det var på grund af mig du har brugt 10 år af dir liv hos en psykolog. Det hele er min skyld. ” Han kiggede ned i jorden efter han havde sagt det og op på mig igen. Jeg kunne jo godt genkende de øjne. De klare grønne øjne. De var fyldt med så meget sorg og smerte. "Det siger du ikke. ” Svarede jeg og kiggede væk fra ham. ”Jeg ved det godt. ” Sagde han og jeg kunne se han kiggede ned igen, i skam. Hvorfor følte jeg en slags tilfredsstillelse over at han var ked af det? "Hvorfor er du i live? ” Hvorfor spurgte jeg om det? Han kiggede underligt op på mig og kiggede omkring sig. ”Fordi… jeg aldrig døde? ” Sagde han i forvirring.  "Nej... de fandt beviser på den anden... på den anden krop, at der var tegn på voldtægt og vold. ” Han skruede lidt ned fra varmen og jeg kunne se hele hans krop blive slap. Jeg havde nok sagt noget forkert og såret ham.

”Ja. Det var der også. Der skete det samme med os” Os? Jeg kunne se han skammede sig. Det var som at se lidt af ham igen. Den vrede han nogen gange havde. Kunne det stadig være den samme Harry?

Han gik hen mod sofaerne og satte sig i en af dem.

”Jeg troede det var dig som lå der. De lod mig endda kigge på liget. Det var ikke genkendeligt… ” Hviskede jeg til sidst og kiggede ned på mine fødder. "Vi. Vi havde brug for folk troede jeg var død. Alle gik ud fra det var mig. Jeg. Jeg blev ved med at håbe du ikke troede på det. Det var så svært at lade dig tro jeg var død. ” Sagde han og knugede sin ene hånd lidt for meget, måske fordi han var nervøs. Jeg kiggede op på ham og kom lidt tættere på ham.

"Hvem lå der så?" Hviskede jeg, bange for at nogen skulle høre os, måske bare bange fordi de ord kom ud af min mund. "En dreng. Shang. Vi. Der skete det samme med os. Jeg tror ikke du har lyst til at høre detaljerne. ” Sagde han alvorligt. Han kiggede hen mod gryden. ”Shit, ikke igen! ” Han rejste sig hurtigt op og gik hurtigt hen mod komfuret. ”Hvad er der? ” Måske ville han ikke græde foran mig. ” Har jeg sagt noget? ” Spurgte jeg.

"Nej… Jeg har bare aldrig rigtigt lært at lave suppe. Det er 3. Gang jeg prøver, og 3. Gang jeg brænder det på. ” Smilte han lige?

”Jeg ville have lavet din yndlings… ”  Mumlede han og så lidt utilfreds ud. Måske fordi han havde fejlet sådan. "Wong kyllingesuppe?" Spurgte jeg, bare fordi jeg ville se om han egentlig kunne huske det. Han nikkede. Jeg rødmede. "Tænk at du kan huske sådan noget." Det måtte jo være Harry.

”Jeg… jeg går meget op i de små detaljer. ” Sagde han nervøst og kløede sig i håret. ”Jeg kan lave komplicerede retter, men ikke suppe. ” Smilte han og kiggede på suppen igen.

"Popcorn var du nogenlunde til. ” Det gav mig et lille sæt i mig. Hvorfor nævnte jeg det? Jeg blev helt dårlig.  "Silva. Det skal nok gå. ” Sagde Harrys stemme, helt roligt. Han fandt noget vand til mig. ”Drik noget. ” Smilte han venligt.  ”T-tak… ” Jeg tog en lille tår. ”Det må du undskylde... det er svært at vænne sig til... jeg har troet du var død... i så mange år. Folk bad mig hele tiden give slip... men jeg troede ikke på at jeg kunne. " Jeg blev helt flov over at indrømme det, han måtte jo tro jeg var skør. ”Du kan lige vove på at være flov. Du havde jo ret, jeg er ikke død. ” Nej, men det var ikke ham som var blevet kaldt skør og utroværdig i ti år. "Jeg var som en besat person... men jeg havde ikke andet at klynge mig til. " Ikke noget sikkert. Det var måske bare det som jeg ledte efter. En som jeg kunne stole på, en som tog sig af mig. "Du er ikke skør. Det må du aldrig tro. ” Sagde han og gik lidt tættere på mig. Jeg satte mig i sofaen og kiggede væk fra ham. "Det står der ellers i psykologens papirer" Mumlede jeg og trak mine ben op til mig. ”Og? Hun får penge for at sige det. ” Det vidste jeg jo godt var rigtigt. Men jo flere man fik erklæret sindssyge, jo bedre, jo mere steg man i pris. ”Det er der vel noget om. ” Indrømmede jeg og kiggede væk. "Jeg ved ikke om jeg er vred på dig eller har ondt af dig"

"Du har ret til at være vred. Men. Jeg vil gerne forklare dig det hele. Kun så detaljeret som du vil, selvfølgelig. ” Mente han det? "Ville du udsætte dig selv for det?" Spurgte jeg med overraskelse i stemmen. "Normalt ikke, men for dig? Jo. Du er det værd. ” Hvordan kan jeg være det værd? Jeg tror ikke jeg ville fortælle mine traumer til nogen som helst, hvis jeg var i hans fodspor. Jeg satte mig til rette og kiggede lidt på ham. Han mente det godt nok. ”Okay, så kom med det. ” Sagde jeg og lagde ponchoen bedre om mig. Jeg frøs en del. Her var virkelig koldt, men jeg frøs jo alligevel altid, så det var vel ikke noget nyt. "Kom, sæt dig. Det er en lang historie. ” Jeg gik over i den anden sofa så jeg var tættere på ham. Han fandt et andet tykt tæppe frem og lagde det om mig. Han satte sig over for mig og kiggede dybt alvorligt på mig. Vi fik øjenkontakt. Det var som om at være ti år igen og sidde oppe en hel nat og bare stirre på hinanden. "Den dag jeg forsvandt. Kan dj huske den vikar vi havde i idræt? ” Spurgte han. ”Ham den grimme? ” Spurgte jeg. Ham kunne jeg godt huske. Han var den klammeste lærer længe.

Han smilte, men det var et trist smil. Han nikkede. ”Ja. Ham. Jeg tog gennem byen, på vej hjem. Jeg havde sparet op i ufattelig lang tid. Du ønskede dig en hvis hest, og jeg havde endelige skrabet pengene sammen. Jeg begyndte at bygge en stald til den. Han. Han havde fulgt efter mig" *dyb indånding, kigger indtrængende på hende* "du siger til hvis det bliver for meget. ” Sagde han hurtigt. Jeg nikkede roligt. Han nikkede selv og kiggede kort ned og tog en dyb indånding. ” Han var del af en pædofil ring. Han tog mig med, inden jeg så meget som nåede at reagere. Jeg var der sammen med Shang. 3 dage. De. Vi blev slået, skåret i.. ” Det var først nu, jeg så det. Han havde ar på hele kroppen. "og misbrugt " Mumlede han. "Der manglede en tunge? " Sagde jeg bange og kiggede på ham. "På kroppen... Shang. ” Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle tiltale hans døde ven, måtte det vel være.

"Shang. Havde en far. Han var her inden du vågnede i går. Han kom, lige da de skulle til at skære min ud. Shang havde fået en del flere snit end mig. Jo mere vi skreg, jo flere snit. Jeg holdt det inde. Han var ved at forbløde da Yushi kom. Han var ikke til at redde. " Det gjorde ondt at sige. Det kunne jeg se på ham. "Hvorfor tog han ikke sin søn med? " Spurgte jeg. Han sank en klump og fik øjenkontakt med mig igen. "Han tog en beslutning. Han kunne ikke redde Shang. Han kunne ikke gøre andet end at se ham blive kvalt i sit eget blod. Han tog mig ind. Men i samme øjeblik han redde mig, kunne jeg aldrig tage hjem. Vi brugte Shang, så folk troede jeg var død. ” Fortalte han og kløede sig over et af arrene.

"Vidste folk ikke at Shang også var væk? Hvad laver hans far? " Spurgte jeg lidt for nysgerrigt. Jeg var begyndt at læne mig mod ham, men jeg lænede mig selv tilbage igen. "Hans far. Yushi blev min træne, kan man vidst kalde det. Der var kun Yushi, og han kunne ikke kontakte politiet. ”

"Hvorfor?" Det burde man da godt kunne, ikke? "Han viste mig hvad jeg gik ind til. De mænd der havde taget os. Han havde gjort det samme mod dem, som de havde gjort mod os. Han startede med at smadre deres stemmebånd og skære tungen ud. Det var brutalt" Han tog en dyb indånding. "Silva, hvad jeg gør. Det er ikke. Lovligt. ”

"Men er det ikke bare hævn? Det han gjorde? ” Spurgte jeg. "Det var. Men. Vi får penge for det vi gør. Mange penge. ” Fortalte han. "Hvad? Er du... Er du en... ” Jeg blev helt utryg igen. Han bed sig hårdt i læben og nikkede. "Men... Du er jo... Du kunne knap slå en flue ihjel! Slår du mennesker ihjel for penge?!" Jeg smed tæppet fra mig og rejste mig voldsomt op, så voldsomt det gjorde ondt i såret. Jeg ville ikke se på ham. Jeg havde taget fejl, det var ikke den samme dreng.

 "Ting ændre sig. Når. Når man bliver udsat for det der skete, så ændre man sig. De fleste ender enten deprimeret og begår selvmord, eller som mig. ” Jeg kiggede hen mod ham og så hans øjne være røde og store. ”Som dig?” Spurgte jeg forvirret og tog mig til hovedet. ”Det er for meget det her…” Sagde jeg og gik frem og tilbage kort. ”Du kan ikke være den person! Hvorfor lod han dig ikke gå?! ” Råbte jeg. Det var uretfærdigt. Harry kunne jo have lovet at være stille!

"Og tage hvorhen? Hjem til en deprimeret mor, der ville have alt for at beskytte mig? Hjem til en far, der beskyldte ham selv, og var nød til at have professionel hjælp? Hvordan tror jeg var endt? Liget blev aldrig undersøgt. De havde ikke en gang nok håb til at få det undersøgt! ” Råbte han og knugede sine hænder sammen. "Du kunne have kommet tilbage! Du kunne have givet håb! Du efterlod os! Du efterlod mig. ” Hviskede jeg og kunne mærke hvor meget vrede jeg egentlig havde rettet imod ham.

"Nej! Jeg efterlod dig aldrig! Jeg har gjort en masse forfærdelige ting, men... Det var aldrig en af dem. Hvem tror du har betalt for dir College? ” Spurgte han nærmest fornærmet. ”Det ved jeg ikke… en eller anden rig familie eller en fond? ” Svarede jeg flabet tilbage. ”Mig. ” Sagde han med ekstra tryk på. "Du er kun 21..." Jeg kiggede væk fra ham, det kunne ikke passe. "Jo. Det er meget godt betalt. ” Betalt. Hvis… hvis han havde betalt for min skolegang."Er det... Er det blodpenge?" Spurgte jeg og fik det endnu dårligere. Han havde slået folk ihjel for penge og de penge blev brugt på min skolegang. ”Ikke dem alle sammen. ” Det måtte være løgn. Jeg er kommet ind på Oxford. ”Du har sendt mig på Oxford. ” Sagde jeg og kiggede skamfuldt væk. Jeg måtte stoppe med at studere, jeg kunne ikke gå der nu. Ikke med den her viden.

"Du har altid gerne ville på Oxford. ” Sagde han og havde fået mere kontrol over sit temperament. "Men de penge... Hvad for nogle folk har..."Jeg måtte tage en dyb indånding, jeg kunne ikke kaperer det her. Det var alt for meget. ”Hvilke… hvilke folk… ” Jeg tog endnu en dyb indånding. ”Hvilke folk slår du ihjel? "Folk der fortjente det. Du kaldte det hævn. Jeg tager hævn for de mennesker der ikke selv kan. Og beskytter de mennesker der ellers ville blive skadet. Jeg gjorde det bare ikke godt nok i fredags" Han kiggede væk. ”Hvad mener du? ” Spurgte jeg forvirret. Han kunne vel ikke snakke om ham der… nej, han havde vel andet at tænke på, jeg var vel bare endt her… jeg ved ikke hvorfor. 

”Han er da søn af en sheik, er han ikke? ” Spurgte jeg igen bange for svaret. Jeg var faktisk endt med at være begrebet frygt, for hvad den dreng ville sige til mig. "Det kan man vel godt sige. ” Svarede han ligegyldigt. Han var nok ligeglad med ham i sidste ende. ”Var han efter mig, for at ramme dig? ” Spurgte jeg stille. Han nikkede. ”Han var efter mig… men kom igennem fordi han gik efter dig. ” Jeg kiggede ned i jorden. ” Slog du ham ihjel? ” Spurgte jeg. ”Ja. Uigenkendelig. ” Svarede han. ”Vent… kan jeg så komme hjem? ” Spurgte jeg. Der var jo ingen fare, han var død. Åh min gud, han var død. Harry havde slået en ihjel.

”Hvis det var sikkert, ville jeg lade dig gå. ” Jeg kan ikke komme hjem. Hjem til mit normale liv. ”Hvad så med min skole? Og mine… nej, lige meget. ” Jeg vendte mit blik bort. ”Jeg kan få Minerva herover? ” Sagde han med en mærkelig stemme. ”Ville du gøre det? ” Ville han virkelig hente Minerva for mig? ”Selvfølgelig. ” Smilte han til mig. Men hun er jo ikke vant til fremmede. ”Hun er ikke vant til fremmede på den måde. Er du sikker på at jeg ikke kan komme med? ” Spurgte jeg. "Hun er hos din veninde. Jeg kan få hende til at komme over med den? ” Hvad?

"Ella? " Spurgte jeg forvirret. "Hun kender dig jo ikke. Selvom hun nok godt kunne finde på at komme over en til fremmed mands person. ” Svarede jeg lidt for hurtigt. Men det var jo sandt. "Ja, Ella. Hun kender mig godt. ” Sagde han helt normalt. Hvordan kendte han hende? "Det ville være bedst hvis du ikke forlod lejligheden. Og måske endda holdt dig væk fra åbne vinduer. ” Hele hans lejlighed er nærmest vinduer. "Din lejlighed er næsten kun åbne vinduer? ” Sagde jeg kritisk. "Vi trækker gardinerne for. Det er også kun envejs vinduer. ” Det er da vel altid noget. "Okay. Så ingen vil kunne se igennem? ” Spurgte jeg, bare for en sikkerheds skyld. Det kunne jo være vi havde forskellige fortolkninger af en vejs vinduer. "Nej. Lejligheden er sikker. ” Garanterede han. ”Kan jeg stole på dig? ” Det var måske en krop, som var vokset, men det var ikke den samme person, jeg vidste ikke hvor ustabil han egentlig var eller noget om hans mentalitet. ”Jeg er stadig den samme. Selvfølgelig kan du det. ” Min Harry ville aldrig slå ihjel, så det tvivler jeg på.

"Okay. Men... hvorfra kender du Ella? Så vidt jeg ved er hun fra New York og ikke ligefrem en del af... altså, det miljø du er fra. ” Han vil tydeligvis ikke fortælle mig noget som helst, og det går mig ærlig talt på. Hvis han virkelig var min ven, ville han sige det til mig. "Der er en del du ikke ved. Jeg tror du har hørt nok i dag, så vi kan tage det andet senere. ” Siger han stille. ”Må jeg gå i seng? ” Det var alligevel ingen grund til at være oppe. "Vil du ikke have lidt at spise? Eller se en film? ” Se en film? Er han dum? En film? Hvad skulle det gøre godt for. ”Jeg har mistet lysten til at spise. ” Det var på sin vis. Ja, jeg var sulten, men jeg havde mistet lysten. Jeg rejste mig op og kunne straks høre min mave klage. Kunne han høre det? "Din mave siger noget andet. ” Han hørte det. ”Det er lige meget. ” Konstaterede jeg og tog endnu et skridt. Min mave rumlede højere denne gang. Hvor flovt, hvorfor ville min krop for en gangs skyld ikke samarbejde med mig? Helt uretfærdigt og flovt.

”Du har ikke spist i dage. Det er ikke sundt. ” Sagde han stille og rejste sig fra sofaen. ”Du er ikke mine forældre. ” Sagde jeg vredt. Det var jo ikke hans job at sørge for jeg overlevede, ja, han havde hjulpet med det, men jeg ville hellere stå på egne ben nu, end have noget med hans penge at gøre. ”Jeg vil ikke tvinge dig til at spise, jeg fortæller dig bare at det ikke er sundt for dig. ” Det er nok heller ikke sundt at slå ihjel for penge, men det gør du alligevel. ”Jeg kan alligevel ikke studere, nu når jeg er fanget her. ” Lod mit blik glide væk fra ham. ”Vil du hellere læse end at være i live? ” Spurte han forskrækket. Ja. Lad mig blive en udødelig karakter i en bog, lad mig kun kende til den verden på linjerne og imellem linjerne. "Da du ikke længere var en fysisk del af mit liv stak jeg altid af i bøgernes verden. Jeg kunne læse fjorten bøger på en uge, det gør jeg stadig, plus det løse. ” Forklarede jeg ham. "Silva, jeg vil ikke holde dig fanget. Hvis du vil, kan du gå. Men. De har fundet ud af at jeg har en svaghed, og eftersom det er dig, vil de gøre alt for at få fat på dig. Så jeg beder dig. Bliv her. ” Bad han til mig. Han var kommet tættere på mig nu. ”Jeg forstår bare ikke hvorfor… hvorfor betyder jeg stadigvæk noget for dig? Jeg er jo ikke det værd. ” Det passede. Jeg var datter en alkoholiker og en ustabil mor, som var alt paranoid. Det er et held jeg har brudt den sociale arv. Jeg kunne mærke hans åndedræt i min nakke. ”Du… du er det eneste der betyder noget for mig.” Hviskede han. Hans lange hår ramte ponchoen og min halve nøgne nakke. ”Så har du ikke meget at gå op i. ” Jeg måtte få ham til at stoppe. Ingen ville have noget med en som mig at gøre. Jeg var en social taber.

"Hvordan kunne du nogensinde tro du ikke er noget værd? Du er fantastisk. Du har kæmpet for at komme på Oxford. Du har holdt fast i alt du har troet på. Du fandt en hund, som alle sagde var dødsdømt, og du reddede den. Du er en engel der er endt det forkerte sted. Hvorfor kan du ikke se det? ” Sukkede han af mig. Jeg kiggede op på ham og jeg kunne mærke tårerne var på vej. ”Fordi, Harry… sådan fungerer livet ikke. ” Livet var aldrig retfærdigt. Gode mennesker blev udsat for alt den ondskab som der overhovedet kunne opdrives. Dårlige mennesker, var grådige og flår til sig. "Jo det gør. Du er fantastisk. Det har du altid været. ALLE rundt om dig har altid sagt det. Jeg troede du vidste det. ” Sagde han overrasket. Tårerne væltede ud. Jeg blev svimmel, jeg vidste ikke hvorfor jeg troede jeg kunne klare det her. ”Jeg kan ikke det her… ” Jeg kunne mærke hvordan svimmelheden svækkede både syn og ben. Hans arme lagde sig hurtigt om mig og han holdte et fast greb, det eneste som jeg kunne forholde mig til. Det var ikke sløret, følelsen af at en holdte om mig. ”Undskyld… jeg er så ked af alt det jeg har udsat dig for. ” Hviskede han og løftede mig helt op. Jeg så godt som svævede i luften.

”Må jeg ikke godt sove? ” Mit hoved lagde sig tungt hos hans brystkasse og jeg kunne høre hans hjerteslag. Det var så roligt, ingen uorden. Det bankede så roligt. ”Vil du ikke ind i sengen, eller vil du blive her? ” Spurgte han. Jeg kiggede op mod ham, men alt jeg kunne tyde var hans øjne. ”Sengen… ” Hviskede jeg til ham og tog fat i hans trøje. Den var af samme materiale som t-shirten jeg havde på. Helt blød. Hans var dog mere varm end min, men jeg frøs også, det gjorde han nok ikke. Han bakkede ind i værelset og lagde mig under dynen, men jeg holdte stadig fast i hans trøje. ”Jeg går ud igen. ” Sagde han. Jeg løsnede mit greb om trøjen. ”Undskyld. ” Hviskede jeg og krummede mig sammen. ”Det er okay. Jeg kan blive hvis det er? Vil du have det bedre hvis jeg blev? ” Spurgte han forsigtigt. ”Du må gerne. ” Jeg kunne jo ikke tvinge ham til at gå. Det var jo hans hjem. Han gik rundt om sengen og lagde sig i den anden side men kravlede roligt over i min side og kom under dynen. Hvor var han dejlig varm. ”Så bliver jeg hos dig. ” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...