Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
25Kommentarer
13053Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Kapitel 2.

Det var gået tre dage og hun trak stadig vejret, men hun sov stadigvæk. Det gik mig ærlig talt på nerverne. Så længe kunne ingen være bevidstløs. Jeg havde lyst til at ruske i hende og sige at hun skulle vågne op, stoppe med den rævesøvn og se mig i øjnene. Lad mig se dine sorte, smukke øjne, Silva Prudent.

Det ville måske ikke ske i dag, eller i morgen, måske ville hun ikke vågne. Måske ville hun bare sove, indtil hun ville dø. Hun skulle nok vågne, hun havde jo brug for at stå op. Men hun havde jo slået hovedet grimt og jeg havde nok været lidt for gavmild med den narkose. Jeg ville bare sikre mig at hun ikke kom til skade, eller kunne føle nogen form for smerte. Måske var narkosen gået af.

Hvis jeg var kommet tidligere på aftenen var der nok ikke sket hende noget, måske havde jeg nået at indhente ham og få hende væk og hun ville være kommet hjem selv, helt uden problemer. Hun ville ikke være hjemme ved mig, men hjemme ved sig selv, i sin egen lejlighed. Hun ville være i skole nu. Thank God for at det ikke kræver andet et opkald fra rige folk at hjælpe som Silva med uddannelsen. Ikke at der er noget galt med hende, hun er klog, men jeg kender folk. Rygterne ryger. Det gør de. Men det ville ikke overraske nogen. Folk ville sige hun ikke var født med stædigheden. De skulle bare vide. De har ingen ide om hvad de snakker om.

Jeg gik ud af soveværelset, jeg måtte få mig noget at spise. Det var bare umuligt. Er det virkelig sådan det føles? Når man selv synes man har gjort noget godt, og så alligevel ikke, for det har måske ødelagt en andens, en hjælp. Jeg tog en slurk af kaffen og hældte resten ud. Måske skulle jeg prøve at vække hende, det ville nok ikke virke. Hvad skulle jeg dog gøre? Jeg frygtede at mine beslutninger kun vil forværre Silvas liv.

Jeg lagde mig i min sofa og kiggede rundt. Jeg kunne se ind til sengen. Hun lå der endnu. Ella havde givet hende noget andet tøj på. Det er vel også mere behageligt. Det var ikke fordi jeg ikke ville, men det ville give mere mening, hvis det var Ella hun vågnede op til.

Min lejlighed var egentlig meget sort og hvid. Hvide vægge, sorte møbler. Afspejler det min personlighed og meninger? Er det hele kun sort og hvidt?

”Måske ville blå klæde en af væggene. ” Sagde jeg højt for mig selv. Jeg kørte mine hænder igennem mit lange hår, måske skulle jeg klippe det? Det er nok en god ide, så ville det ikke være i vejen når jeg arbejdede.

Jeg rejste mig op igen og kiggede ud over byen. Jeg havde hele verden i min hånd. Jeg var ung, 21 år, masser af penge, et godt arbejde, og jeg havde magtens stemme, jeg var et de sorte får i den ukendte kapitalisme. Den som folk drømmer om, men man tror det kun giver flugt og fængsel. Ikke hvis du er god og gør det rigtigt. Desværre går jeg ikke efter pengene, men retfærdigheden i det jeg laver. Mit arbejde er en kunst.

”Hvor lang tid har hun sovet? ” Jeg vendte mig om. ”Jeg hørte dig ikke. ” Svarede jeg roligt den ældre mand der stod i min stue. Det var Yushi. ”Silva Prudent, ikke sandt? ” Spurgte han og lagde sin jakke over sofaens ryg. ”Det er korrekt. ” Svarede jeg og gik tættere på ham. ”Hun er ligesom du beskrev. ” Han smilte roligt til mig. ”Hvad vil du gøre? ” Han satte sig i en stol så han stadig kunne betragte hende. ”Jeg lader hende gå. Hun skal ikke tro at hun er tvunget til at blive. ” Sagde jeg. ”Det er netop derfor jeg er her, Harry. Det var ikke hvilken som helst person, du fik fat i. ” Sagde han alvorligt. ”Hvem dog? ” Det bekymrede mig sjældent at jeg fik ramt på de rigtige, og at der ville være folk som ville have fat i mig, det lykkedes dog bare aldrig.

”Argent familien. Den yngste søn. ” Sagde han. ”Vores kære kollegaer fra Frankrig? Han virkede ellers som en fordrukken sydstats amerikaner. ” Svarede jeg. ”De ved hvad de vil have. Men det var godt tænkt at fjerne både fingeraftryk, ID, telefon, og tænderne, og øreflippen. Vi britere går jo op i sikkerhed. ” Grinte han. ”Det gør vi. ” Svarede jeg. ”Hvad gjorde du med det? ” Spurgte han mig. ”Ligesom du har lært mig. Jeg er ikke en seriemorder, og ja, jeg lod liget være fremme. Monroe ordnede det. Han tog jetten til Skotland. Tænderne er begravet ti forskellige steder, og plastic og pung er blevet brændt til asken selv forsvandt, og huden? Du ved at Monroe elsker bjørne. Han tog på jagt og lokkede dem frem med menneskekød. Selvfølgelig fra folk som samfundet ikke har brug for. ” Smilte jeg. ”Jeg er så stolt af jer. Det glæder mig at I faktisk har lært noget af mig. ”

”Yushi, vi skylder dig alt. ”

”Nej. Jeg skylder jer alt. Tænk hvis vi ikke havde fundet dig. ” Jeg fik øjenkontakt med ham. ”Han fik min søn, men jeg fik en ny. Jeg ved godt at din opvækst hos mig har været barsk og uretfærdig, men jeg gjorde det, fordi jeg tror på at jeg fik chancen for at tilbyde dig noget bedre og noget du ville brænde for. Du er jo ikke en Dexter-type, du er stadig menneske. Bare mere logisk og respektabel. Jeg vil gå igen. Jeg ville blot sikre mig at alting var i orden. Jeg er i Japan de næste par måneder, hvis du ikke hører fra mig, så ved du hvad du skal gøre. Farvel, Harry. ”

Han gik ud og jeg kunne høre døren lukke i. Kunne jeg selv have afskaffet alle beviserne? Det kunne jeg nok ikke, ved nærmere eftertanke. Nok ikke så godt som Monroe.

”Harry? ” Aldrig havde mit navn fået mig til at stivne som nu. Jeg turde ikke engang vænne mig om. For første gang længe, havde frygten taget fat i mig. Forsigtigt vendte jeg mig og så hende. Det lange tykke hår der hang som hendes skuldre, de store sorte øjne, som viste frygt, utryghed.

”S-Silva. ” Fremstammede jeg. ”Hvem er du? Hvorfor er jeg her? Det var ikke dig som kom efter mig. ” Hun begyndte at gå tilbage i soveværelset. ”Nej, vent du forstår ikke. Jeg kan godt forklare det her. ”

”Det her er en syg joke, og jeg finder mig ikke i det! Hvis det her, er en af jer rigmands studerendes jokes, så skal I vide, at jeg nok skal få noget gjort ved det! ”

”Nej, Silva vær nu sød og lyt til mig. ” jeg prøvede langsomt og nærme mig. Hun lukkede døren i og jeg kunne høre hende låse den. ”Nej, Silva, jeg beder dig! Lyt til mig. Lyt til mig. ” Jeg ville ikke banke på døren, hun hadet det mere end noget andet. Når hendes far havde fået lidt for meget alkohol ville han altid hamre løs til den gik op og måske gøre noget.

”Silva jeg beder dig, lad mig forklare. Jeg er Harry! ” Det er jeg virkelig. Jeg kunne hendes åndedræt. Hun var midt i angstanfald. ”Silva? SILVA! ” Jeg ville ikke gøre det. Jeg ville virkelig ikke, men hvis det var det som skulle til.  Jeg tog fat i håndtagene og tvang dem til at blive brudt. Jeg slog hele min krop imod dørene. Jeg måtte få dem op. ”SILVA! ” Jeg prøvede at nå ind til hende, men jeg følte det var umuligt.

Jeg kunne høre et højt knæk og dørene gik op. ”Silva! ” Hun kom ud af sin trance og rykkede sig længere væk. ”Nej, vær nu sød og lyt til mig. ”

”Jeg ved ikke hvem du er, men hold dig væk! Det er ikke sjovt på nogen måde! Hvem har fortalt dig om ham?! HVEM! ” Hun kastede en lampe efter mig men jeg dukkede mig hurtigt. ”Jeg lyver ikke. Se på mig. ” Jeg fik min egen vejrtrækning ned og hendes kom selv langsomt ned i løber af noget minutter. Jeg kravlede på mine knæ tættere på.

”Dit rigtige fødenavn er Scavenger Williams, men lige siden du var fem og en engel, sagde dit rigtige navn i en drøm, har du ville hedde Silva Prudent. Det betyder voksende skov, fordi du tror på at liv begynder der hvor et lille træ engang var et lille træ, men blev en skov. Du vil ikke drikke øl fordi du mener det er en alkoholikers våben og du er bange for mørket. Du er bange for at være alene i mørket. Mrs. Hadgewood som altid havde killinger, gav dig altid en, så du ikke sov alene. Du fik tre af hende. Først fik du Belle og derefter fik du Rader og så fik du Plumen. Du har kun set tre Harry Potter film, fordi… fordi det var en sidste film vi så sammen. ”

”Hvem er du? ” Jeg fik endelig øjenkontakt til hende og jeg kunne se tårerne rende ned af kinderne. ”Jeg forsvandt d. 30 november 2005. Mit rigtige navn er Harry Edward Styles. Du må tro på mig. Jeg ville aldrig gøre noget for at skade dig. Silva vær sød at lytte til mig. ”

Hun trak sine ben længere op til sig og rykkede sig tættere hen mod muren. ”Du må tro mig, Silva. Jeg vil ikke gøre dig noget. ” Prøvede jeg igen. ”Jeg har aldrig nævnt over for nogen, hvor bange jeg er for mørke. ” Konstaterede hun. ”Ikke nogen, som er i live. ” Hun begyndte at ryste over det hele. ”Træk vejret, Silva. Bare træk vejret. Jeg lover jeg ikke gør dig noget. ” Forsigtigt rakte jeg min hånd op og fik fat i striktæppet som havde lagt over hende. ”Du er meget træt, jeg foreslår at du hviler dig. ”

”Hold dig fra mig. ” Snappede hun og kom hurtigt op i sengen. Jeg rejste mig forsigtigt. ”Jeg mener det. Jeg er ikke død. ”

”HAN ER DØD. ” Hun begyndte ikke at kunne få vejret og hostede, hun holdte sig til hovedet. Jeg tog om hendes liv og fik hende ud på badeværelset. Hun brækkede sig ned i toilettet.

”Shh… shhh… det er okay. ” Jeg havde fat om hendes hår og kunne høre hende brække sig. Hun var begyndt at svede igen og jeg tog et af mine håndklæder og duppede hendes pande forsigtigt. ”Silva? ” Spurgte jeg efter hun var blevet færdig med at brække sig. ”N-nej… ” Hulkede hun. ”Undskyld jeg ikke kom tilbage efter dig. ”

*Silva*

Jeg vågnede op og kunne se mørket havde overtaget himlen, men lysene fra gaderne og bilerne lyste det en smule op. Jeg havde fået en ny trøje på og jeg kunne høre en vaskemaskine være i gang. Kjolen måtte være til vask. Jeg satte mig forsigtigt op og tog ponchoen som lå på natbordet. Mit navn stod trods alt på den. Forsigtigt svang jeg mine fødder over sengen. Det var ikke et mareridt, men heller ingen drøm. Jeg gik forsigtigt hen mod dørene til det som måtte være stuen. Nogen havde ødelagt dem. I hvert fald låsene. Var det her virkelig virkeligt?

*Harry*

Jeg tog en dyb indånding og lagde Silva tilbage i sengen. Jeg borede mine negle ned i min hovedbund. Hvordan kunne jeg lade det her ske? Jeg skulle have holdt øje med hende hele aftenen. Ikke Ella. Hvorfor havde jeg egentlig ikke hørt fra Ella i noget tid nu? Måske havde hun travlt med skolen. De måtte i hvert fald have travlt, en elev er død. På mystisk vis.

Jeg rejste mig op og lukkede dørene sammen, så meget som det nu var muligt. Jeg havde nok overvældet hende. Jeg ville også have flippet fuldstændig ud, hvis en ærlig talt vildt fremmede vidste så meget om mig. Men jeg er jo ikke en fremmede. Måske er jeg blevet det. Hun har jo været vant til et minde og hvis vi var gået forbi hinanden på åben gade havde hun nok ikke lagt mærke til mig. Måske skulle komme til at træde hende over tæerne eller skubbe til hende med skulderen før hun ville opdage mig, men det ville jeg nu heller ikke gøre. Det ville bare være uhøfligt. Jeg kiggede ind i soveværelset igen, hun havde krybet sig helt sammen og dynene var faldt lidt ned, jeg tog den forsigtigt af hende og lagde en anden over hende, en som ikke var min. Den lugtede endda af mig. Jeg trak betrækket af og skyndte mig at putte noget nyt på. Måske skulle jeg få lavet noget at spise. Hurtigt fik jeg nyt dynebetræk på og jeg lagde en ekstra pude under Silvas hoved. Jeg store fjols, endelig sker der noget, som faktisk er godt i mit liv og jeg ødelægger det. Jeg skulle have sagt at jeg havde reddet hende fra ham fjolset i stedet for, og så bedt om ekstra overvågning af hende, eller have gjort det selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...