Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
24Kommentarer
13077Visninger
AA

19. Kapitel 19.

Kapitel 19.

*Inconnu*

*4 år senere*

Håret var sat op i en løs knold, imens dens blomstrede skjorte var blevet beskidt af alt den havearbejde. Shortsenes ene lomme var ved at gå hul i, fordi at den lille skovl havde været placeret i lommen så mange gange, i så mange timer af gangen.

Handskernes fingerspidser var helt sorte af jord. Det duftede af sommer. Den højre hånd, med den mest snavsede handske, rakte ud efter en stråhat og placerede den oven på det sorte hår. Knolden var faldet lidt ned, så nu var den i nakken og varmede den langsomt op.

”Mama! ” Øjne så sorte som natten mødte unge, livlige grønne øjne. ”Cherie. Hvad er det du har fundet? ” Spurgte kvinden og trak sine handsker af. ”Mama, der er hvalpe nu. ” Smilte den lille pige. Hun havde en lyseblå kjole på og hun havde langt, tykt krøllet hår.

”Hvad? Er det nu? ” Spurgte hun og rejste sig. Pigen nikkede. ”Skynd dig ind til Minerva! Jeg henter de gamle tæpper. ” Kvinden farede op. Hun løb ind i sit hus og fandt nogle tæpper. ”Det er nu, det er nu. ” Smilte kvinden og løb ud i den røde lade. Der stod en gammel traktor og en lille fin havetraktor, som var noget nyere.

”Jeg kommer nu! ” Kaldte kvinden. ”Mama! Der er tre hvalpe! Det lugter dårligt! ” Kvinden grinte. ”Det er normalt, lille skat. Så, her er nogle tæpper. Bare lige tør dem af. ” Sagde hun og kiggede på hendes hund. Hun havde bragt fem raske hvalpe til verden. Seks raske hvalpe. Syv raske hvalpe!

”Du er dygtig! Du er så dygtig, min skat. ” Smilte kvinden og kyssede hendes hund på snuden. Hunden rakte sin tunge mod hende og ramte hendes kind knap så elegant. ”Lille skat, gå ind i huset igen. Se noget fjernsyn. Mor kommer når alle hvalpene er født. ” Sagde kvinden. ”Okay, mor. Hej, hej, Minerva. ” Den lille pige løb ind i huset.

Hun åbnede døren og kiggede sig omkring i gangen. Hun kunne se ind i køkkenet. Der stod en tallerken med noget tærte på. Den havde stået der i en lille time nu. Hendes mor havde bagt jordbærtærte, fordi det var så solrig en dag. Men efter hun havde taget tærten ud og lod den køle ned, så havde hun glemt den. Den lille pige løb hen til spisebordet og hoppede fra en stol op på køkkenbordet.

”Mor vil nok ikke blive sur, hvis jeg tager en lille bid. ” Hun tog sin egen lille smørkniv og skar i den blødeste del af tærten. Det vil sige alt der ikke var skorpe. ”Mmm. ” Smilte den lille pige og fandt en ske så hun kunne spise af sit stykke, som stadig var i kagen.

”Det her smager godt. ” Smilte hun og satte sin ske ned i det hun ikke havde skåret i. Det gjorde nok ikke noget alligevel. Mor kunne jo altid bage en ekstra kage. Hun havde nok bagt en ekstra kage alligevel. Det var vel en morting at lave to af alt, tænke den lille pige.

”Skat! Hvalpene har det fint! ” Kaldte kvinden ude fra gangen af. Man kunne høre et par sko dumpe til jorden og nogle handsker blive smidt, sandsynligvis i en kurv. ”Så skal vi have tærte! Der er otte hvalpe og – Hey! ” Kvinden kiggede med en utilfreds mine på sin datter. ”Den tærte skulle jo vare et par dage! ” Sagde hun med et suk. ”Men der er stadig masser tilbage! ” Forsvarede hun. ”Du har haft skeen i tærten, over det hele i tærten. Det kan du da ikke være bekendt. Ovenpå med dig. Du skal i bad. Du har tærte i hele ansigtet. ” Sagde hun og fjernede tærten. ”Men, moar! ” Sagde pigen og krydsede sine arme. ”Ingen modstand, unge dame. Du har selv bedt om det! ” Kvinden tog fat i sin datter og smed hende over sin skulder. ”Fint nok… ” Surmulede den lille pige.

”Du får dig en røvfuld snart. ” Sang kvinden og klappede forsigtigt den lille pige bagi. ”Hold op! Du er dum nu… ” Sagde hun og lukkede et ”hmf” ud. Kvinden grinte og satte hende ind på badeværelset. ”Hvorfor bor vi egentlig her, mor? ” Spurgte hun imens hendes mor vaskede tærte af hendes ansigt og hænder. ”Fordi… her er sikkert og vi er heldige nok at bo her vel… her er hyggeligt. Der er en god børnehave og du har det godt her. Har du ikke? ” Spurgte hun og skyllede kluden op. ”Jeg har det godt. Men mor… hvorfor har jeg ingen far? Det har alle de andre. ” Sagde hun.

Kvinden stoppede op og smilte. Indeni, var hun ved at blive brændt op, flået i, brækket knogler. ”Det skal du ikke tænke på. Alt du skal tænke på, er at… er at du er heldig. Du har en mor, som elsker dig overalt på jorden og vil gøre alt for dig. ” Hun lagde kluden fra sig og tog pigens lille ansigt i sine hænder. ”Jeg elsker dig, mere end noget andet, Sera. Du er min lille engel. Jeg vil gå igennem alt for dig. Det er alt du skal tænke på. ” Hun kyssede Seras pande og løftede hende op. ”Når du bliver ældre, så vil du forstå alt det her. Men lige nu… lige nu skal du og se hvalpene. ” Smilte hun og gik med Sera på sin ene arm. ”Er de søde? ” Spurgte hun. ”Det kan du tro. ”

Et helt andet sted, nok nærmere en anden vinkel, stod en voksen mand, midt tyverne. Hans hår var lagt tilbage, han havde en sort denimjakke på og en hvid skjorte indenunder. Hans hjerte bankede voldsomt. Han havde stået 100 meter fra huset i over en time, i sin ene hånd, havde han en bog og i den anden en lille stofdukke. Han havde ikke svedt, den blive sommervind gav ham tårer i øjnene. Hurtigt tørrede han dem væk med sit ærme. Hans støvlers snuder var blevet støvede af gruset.

Han tog en dyb indånding og fik endelig taget det første skridt. Han kiggede hele tiden op. Der var en skov som førte op til et bestemt lille skovfoged hus, som havde en lille lade. Gruset under hans sko knasede. Det lod som om at det var det eneste, der afgav lyd.

Han knugede sin hånd mere om bogen og stoppede op. Lige i brynet af skoven stod han. Kvinden kom ud med Sera i sin favn. Man kunne høre Sera grine over noget. Han tog endnu en dyb indånding og gik videre. Han vidste ikke om det var en god ide. Men han måtte gøre det, for nu, nu var han endelig fri. Fri for alt det, som havde været hans liv før. Han var en fri mand, han var en almen mand nu. Det skulle nok vinde hende tilbage. Eller måske ikke vinde hende tilbage. Bare få hende til at forstå måske. Måske endda tilgivelse. Tilgivelse ville være godt. Faktisk, ville bare at aflevere bogen og dukken være nok.

Han stoppede op ved den en meter høje stenmur, som gik omkring haven, laden og huset. De var gået ind i laden. Gad vide hvad de lavede derinde. Måske sorterede de bær sammen, eller klargjorde grøntsager. Måske var der et grovkøkken, hvor de dyrkede urter inde. Han åbnede porten op. Manden kunne se en splinterny blå Citroên parkeret til højre fra huset af. Porten smækkede bag ham og han hørte låsen lukke sig i igen. Det var virkelig mærkeligt, han havde ikke set hende i evigheder. Han havde aldrig set den lille pige før heller.

Han kiggede hen mod laden. Den ene dør gik ud af og var blevet stoppet fra at lukke i med en stor gårdssten. Forsigtigt tiltede han hovedet til højre for at kigge ind. Der var en lille boks, med en pony, som havde rødt hår og hvide pletter. Der var også en anden hest. Hun havde ellers ikke været typen som red. Men hun gjorde nok nu, af grunde. Hendes datter havde jo fået en, så det var vel en god nok ide også selv at have en.

”Så lille skat… der er en dreng. Hvad skal han hedde? ” Spurgte moren den lille pige. ”Hvad hedder min far? ” Spurgte den lille pige. ”Han… han hedder Harry. ” Sagde kvinden. ”Så skal den hedde Harry! Han er også meget behåret. ” Manden tog sig selv i at grine. Den harmonerede med en anden elegant nærmest krystal agtig latter. Det var kvinden. ”Åh, Sera. Du dejlige pigebarn. ” Sagde hun. Han nærmede sig stalden igen. Meget forsigtigt gik han tættere på. ”Tror du Minerva er glad for navnet? ” Spurgte pigen kendt som Sera.

”De er så søde! Kan vi ikke beholde dem alle sammen? ” Jublede den lille pige. Moren tyssede på hende. ”Nej, desværre. De skal bo andre steder. Vi kan ikke have så mange hunde. Men vi beholder den lille Harry.  Ham kan du så godt lide. ” Sagde kvinden. Manden stod stadig og lyttede. Han gik væk fra porten og rundt om. Et lille vindue, som var en smule snavset af støv, gjorde han kunne se pigen og kvinden. En hund med et par hvalpe, en hest og en pony. Kvindens hår hang i en løs knold, og den lille pige havde de her tykke krøller. Så smukke, tænkte manden. Pigen lagde den lille hvalp tilbage til hunden og kiggede på dem. Kvinden kiggede på sin datter med stolthed.

 

Manden begyndte at gå hen mod porten igen. Hans hånd rørte porten, men gav slip igen. Hans blik var pludseligt vildfaren. Han ville tiden været gået ind i den lade og kiggede hende i øjnene. Men lod vær. I stedet gik han hen mod huset. Han lagde dukken og bogen i en stol på verandaen. Han forlod ejendommen, men kiggede tilbage inden han gik ind i skoven, for at gå på vejen igen.

*Silva*

Sera var blevet lagt i seng og Minerva var kommet indenfor i gangen med hvalpene. Jeg kiggede stadig på bogen. Den bog. Jeg havde ikke set den i flere år. Hvordan var den endt foran min dør? Det samme med dukken. Jeg havde smidt den ud for længst. Det var mærkeligt. Den eneste der kunne haft den er død. Harry… jeg kiggede hen mod min dør ud til haven. Hvor jeg savnede ham. Jeg ville ønske at han stadig var i live. Hvis han havde været her nu, og intet af det, som dengang var hændt, aldrig var hændt, så ville han være sammen med mig lige nu. Han havde nok hjulpet Minerva med at føde. Måske havde Sera sin egen hund. Måske ville vi være flyttet et andet sted hen.

Det ville være bedre, hvis han bare havde valgt et liv der var simpelt. Hvordan kunne jeg savne ham så meget? Han var jo blot en barndomsven. Men han var også faren til mit barn. Han var faren til vores barn. Til vores lille Seraphine. Hvor ville det være rart, hvis han var i live. Hvis han ville gå igennem havelågen, ind i huset og bare sige hej. Bare komme og sætte sig foran mig og sige at alt var i den fineste orden. Hvor ville jeg ønske, at han var i live. Hvor ville jeg ønske, at han aldrig var blevet fængslet dengang. Hvor jeg ville ønske så mange ting, som aldrig nogensinde ville komme til at ske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...