Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
25Kommentarer
13048Visninger
AA

18. Kapitel 18.

Kapitel 18.

*Harry*

Silva havde fået foretaget en urinprøve. Hun var gravid. Hun skulle snart have en scanning. Kønsscanning. Jeg kiggede hen mod Silva. Hun kiggede i en bog. Nok nærmere læste den. Hun elskede jo at læse. Hvor lang tid var der gået dog? Hvornår var sidste gang hun læste i en bog? Hvornår var det sidst, at hun dykkede dybt, dybt ned i de mange uregelmæssige verbers konstruktioner, og adjektivernes bøjninger? Hvornår var det sidst, at hun læste i en bog, men var hovedpersonen i den bog? Hvornår var det sidst, at hun havde skåret sin lille delikate finger, på et frisk stykke papir, som ikke var fnulleret i siderne?

Dette hjerte tilhører en filosof. Hvor mit hjerte tilhører lige netop denne filosof. Filosoffen, med øjne så sorte som natten, men alligevel så lyser de mørket op, som var de Nordlyset. Hendes lange, tykke, kraftige sorte hår, som lå tungt som kul, men det lignede at det var lige så let som en fjer at bære. Læber, ligeså røde som rosen i haven, midt om vinteren, tildækket af sne.

Det var ikke forståeligt for mig. Mit hoved, var i et kaos. Jeg var forvirret. Jeg ville dele et liv med hende, og vores kommende barn. Men jeg kunne ikke, men jeg ville så gerne. Det ene øjeblik, skriger alting i mig, om at få en frihed, for at skåne Silva, for alt den smerte, hun har været pålagt, grundet mig. På den anden side, vil jeg ikke hun forsvinder, jeg ville klynge mig ind til hende og bede hende om min tilgivelse og bede hende om at blive hos mig, til alt evighed. 

Hvad skulle jeg dog gøre for at gøre det godt igen?

*Silva*

Jeg tog teen op til min mund igen og kiggede hen mod Harry. Hvornår ville han dog vågne? Hvis ikke han snart vågnede, så var der ikke håb. Der var ingen håb.

”Hvornår vågner du op? ” Spurgte jeg og gik hen til ham. ”Du bliver nødt til at vågne op. Vi kan ikke blive ved med at skjule dig her. Vi bliver snart nødt til at komme på farten igen. Det ved du også godt. Vær sød at vågne op. Jeg har brug for dig. Vores barn har brug for dig. ” Hviskede jeg. Det var for tåbeligt, han ville aldrig vågne. Det var alt for sent.

Hvad skulle jeg dog gøre? Jeg kunne ikke opfostre et barn selv. Jeg rejste mig op og kiggede på Harry. ”Jeg har ikke tænkt mig at bringe et barn ind i den her verden, uden en far. Beklager. ” Jeg vendte mig væk fra ham og gik ud. Anastacia kom hen mod mig. ”Hvad laver du herude? ” Spurgte hun. ”Jeg kan ikke være forælder selv, Anastacia. Jeg skriver mig op til bortadoption. Her. Det er sikrest. ”

”Hvad? Nej. Det kan du da ikke. Vi kan hjælpe dig! ”

”I er alle uden for nogle systemer. Barnet har brug for sikkerhed. ” Sagde jeg i forsvar. ”Vi kan komme ind i et system. Vi kan gå under jorden. Vi kan nemt give hende en tryg opvækst. Du kan også være en del af den, hvis du vil. Kom nu, vi kan godt få det til at fungere. ” Sagde Anastacia. ”Men… Harry… hvad med ham? ” Spurgte jeg bange. Der blev stille. ”Jeg ved ikke om han vågner op længere. Jeg… jeg tror ikke at det kan gå længere… vi må snart slukke. ” Sagde hun stille. Det overraskede mig ikke. Snart ti dage. Det kunne jo ikke blive ved. Det var jo umuligt. Han var nok også hjerneskadet. ”Vi slukker for iltmasken og fjerner droppet. Vi fjerner også hans hjertetæller. Den er der ikke længere grund til at bruge. Vi slukker for ham snart. Så stopper alt det her. ” Sagde Anastacia. ”Hvad skal der så ske? ” Spurgte jeg. ”Pak de ejendel du har, og tag hjem. Flyt tilbage til England. Måske Skotland. Vær i live. ” Hviskede hun. ”Hvordan? ” Spurgte jeg. ”Alt står i dit navn. Det er sørget for. Det hele skal nok gå. Vi vil gøre alt for at du aldrig vil os igen. ” Sagde Anastacia. ”Hvad med Ella? ” Spurgte jeg. ”Heller ikke Ella. Minerva, hun vil selvfølgelig blive hos dig. Det er der ingen tvivl om. Hun er opdrættet for din skyld. Hun bliver selvfølgelig hos dig. Er der andet? ” Spurgte hun.

”Barnet. ” Sagde jeg og stoppede op. ”Behold barnet. Ikke som et minde, eller som et ar. Men for en ny og frisk start på livet. Du har gået længe nok og har haft triste miner. Du fortjener en god, retfærdig start. Du fortjener et liv, hvor du ikke skal tænke på om der kommer en lejemorder ind af døren for at slå dig ihjel. Dine største bekymringer skal være om du har købt en forkert mælk. ” Grinte hun og kiggede på mig.

”Undskyld, fordi jeg stak af. ” Hviskede jeg til hende. ”Det er okay. Selv på godset, var det okay. ”

***

Døren ind til overlægens kontor blev lukket op. Anastacia og Yushi, gav ham hånden og nogle andre, måske fra en bestyrelse, hånden også. ”Det er afgjort. I aften. ” Sagde de og gik. ”Kom med, Silva. ” Sagde Yushi og lagde en hånd bag min ryg. Roligt gik vi hen mod den private afdeling. ”Slukker de? ” Spurgte jeg. Yushi nikkede. ”Det er bedst. Vi skal ikke holde dem vi elsker i live, for egne selviske grunde. Det er ikke retfærdigt. Det er umenneskeligt. Tænk sig hvis man bliver handicappet og et lettere mål, for folk med hævntørst? ” Sagde han og åbnede døren til Harrys værelse. Der var blevet sat blomster ind til ham. ”De slukker i aften, gør de ikke? ” Spurgte jeg. Han rystede på hovedet. ”Du har en time. Så lukker og slukker de. Vi skal ikke lade ham vågne op. Det er synd for ham. Det vil jeg gerne indrømme. Jeg vil lade jer få fred. ” Sagde han og gik.

Jeg vendte mig mod Harry. Nå, jeg havde en time til at snakke med ham. Hvad skulle jeg dog sige?

”Hej igen… ” Sagde jeg og satte mig ved siden af ham. Jeg tog hans hånd og flettede vores fingre sammen. ”Jeg ved ikke hvordan… jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det her. Jeg er ikke engang sikker på hvad jeg skal gøre. Vi har en time. Vi har en time sammen. Jeg burde nok fortælle dig hvad den her time går ud på. ” Jeg tog min ene hånd op til mig hoved og fjernede tårerne på mine kinder.

”Det er meget svært og mærkeligt det her. Men sagen er den… de tror ikke du vågner, og det gør jeg heller ikke. ” Det gjorde helt ondt at indrømme. ”Det er ikke for at være ond overhovedet. Men det er for det bedste, vi kan ikke tillade at du vågner op og intet kan. Det er ikke det værd for dig. Du… du fortjener den her ro. Det var vel også tåbeligt at tro, at du kunne overleve, det du har gået igennem. Jeg er berettiget til at skulle give afsavn til slukningen af maskinerne. Jeg har givet. Men jeg lod den passere til Yushi. Vi var begge enige, men jeg kunne ikke bære at snakke med lægerne. Desuden… så ville jeg ikke… jeg ville ikke udsætte vores barn for noget. Eller… jeg vil gerne beholde barnet. Ikke som et mindre, måske nærmere som en ny start. Det er en god ide. Det syntes jeg i hvert fald. Jeg er begyndt at syntes det i hvert fald. Men, barnet vil også minde mig om dig selvfølgelig. ” Jeg tørrede igen tårer væk fra min kind. Det var meget mærkeligt, han var jo stadig i live, teknisk set. ”

Jeg ved ikke helt om det er muligt. Eller om… nej… jeg vil bare gerne have at du ved, at jeg gør det her for din skyld. Du har lidt nok. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg kunne jo fortælle dig et eller andet… vil du gerne det? Ingen har vel fortalt hvad der foregår rundt omkring i verden. Øhm… der er kommet rigtig mange flygtninge til Europa. Trump er… jeg ved det ikke. Det ser ud til at han vinder. Er vi heldige, så gør han ikke. Ellers, så stak jeg af. Havde du været ved bevidsthed og hørt det, var du nok i tvivl om du skulle være stolt eller vred. ” Sagde jeg stille og kiggede væk fra ham.

”Jeg vil savne dig, fordi jeg elsker dig. Det er uretfærdigt. Du har ikke fortjent alt det her. Men jeg tror ikke der er så meget mere jeg kan sige. Tak, tusind tak fordi du har passet på mig i så lang tid. Jeg er så glad for at vi mødtes igen. Jeg ved godt, at det ikke var på de bedste betingelser, men sådan er det jo. Men jeg er stadig glad for det. Jeg skal nok passe på vores barn. Hvis han eller hun, spørger til dig, så tro mig, jeg vil fortælle om alle de gode ting om dig. Om hvor modig du var, hor smuk du var, så rolig du kunne være, hvordan du ku… hvordan du kunne elske mig, uanset hvad. ” Hulkede jeg og knugede hans hånd lidt hårdere. ”Jeg elsker dig, jeg elsker dig så højt. Jeg lover at blive ved. Jeg skal nok give vores barn, den bedste barndom. Der skal være fødselsdage og pudekampe, der skal være huler i stuen, lavet af alle dyner og tæpper i huset. Der skal laves masser af mad og vi skal ud og se verden. Vi skal have hund, og den skal være kærlig og sove oppe i sengen hos vores barn. De skal passe på hinanden og vi skal være lykkelige. Du vil ikke være der fysisk set, men du vil altid være i vores hjerter. Du vil altid være i mit hjerte. Jeg elsker dig, jeg elsker dig så, så højt. ” Hviskede jeg og kyssede hans hånd. ”Jeg vil være lykkelig, ikke for din skyld kun, men for barnet og for mig selv. Vi skal vel have et fint lille hus. Jeg forestiller mig, at jeg flytter til London og derfra finder jeg et lille hus til os. Du må sove godt, Harry. Engle sover altid godt. Også selvom de ikke ligner engle. ” Jeg lænede mig ind over hans hoved og kyssede hans pande. ”Sov godt, Harry. Der skal nok gå lang tid, før vi ses. ”

Jeg valgte at gå ud. Der var ikke mere jeg kunne sige til ham.

”Er du klar? ” Spurgte Anastacia.

”Ja. ”

”Skriv under her og her. ” Jeg fik skrevet under hurtigt og kiggede hen mod sygeplejerskerne. ”De vil være her som vidner. Overlægen også. ” Jeg kiggede om bag den ene sygeplejerske. Han læste i en journal. ”Er alt ved at være klar? ” Spurgte han. Anastacia nikkede. Yushi åbnede døren op og lod os alle komme ind. Der var mig, Yushi, to sygeplejersker, Anastacia og en overlæge. Fem mennesker. Fem vidner. Anastacia tog hans maske af. Fjernede registrene fra hans brystkasse, tog droppene væk.

”Han kan ikke trække vejret selv. Det stopper snart. Du må gerne gå ud, det vil ikke se rart ud. ” Sagde Yushi. Jeg nikkede og gik ud. Han havde ret. Jeg kunne ikke være der for ham. Der var intet jeg kunne gøre. Jeg lænede mig mod væggen og åndede ud.

”Jeg håber du er okay derinde. Det hele snak nok gå. ” Sagde jeg og nussede min mave igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...