Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
24Kommentarer
13079Visninger
AA

17. Kapitel 17.

Kapitel 17.

*Silva*

”Hhh. ”

”Hhh. ”

Jeg rejste mig op og rettede på Harrys iltmaske. ”Hey… det er okay. ” Hviskede jeg og satte mig tilbage i stolen. Jeg havde fået en rigtig urinprøve mens jeg var her. Jeg var virkelig gravid. Det gjorde mig rimelig rolig. Det var ikke fup. Men det stressede også. Hvad nu hvis Harry ikke vil kunne komme til at fungere som en person igen? Hvad hvis han er permanent traumatiseret, og er til fare for os? Hvad hvis han får et fysisk eller psykisk handicap, der gør at han ikke kan være i nærheden af os? Hvad hvis han fortsætter sit arbejde? Hvad hvis han dør på en mission mens barnet stadig ikke har lært ham at kende? Hvad hvis han slet ikke vil have noget med barnet at gøre? Hvad hvis han ikke vil have noget med mig at gøre? Måske ville han endda annullere mit stipendium og jeg ville være nødsaget til arbejde så meget som meget overhovedet muligt. Jeg ville ikke have råd til en ordentlig lejlighed. Eller mad til os begge måske.

Hvordan skulle jeg tage mig af et barn? Jeg havde aldrig taget mig af nogen anden end Minerva. Min mor havde jeg taget mig lidt af, når hun var syg, men det var ikke det samme. Hun krævede jo bare at man hentede nogle piller til maven og lavede noget suppe. Måske skulle man lige ryste hendes sengetøj. Det var alt. Men et barn er noget helt andet. Et barn er at få ingen søvn og skulle op i alle døgnets timer for at amme og skifte ble. Det vil være livet de første tre måneder.

”Hhh…” Jeg kiggede hen mod Harry. Han bevægede sit hoved. ”Harry? ” Hviskede jeg og fjernede noget af hans hår fra hans ansigt. ”Harry, er du der? ” Spurgte jeg forsigtigt. ”Vær sød at sige du er ved at vågne. ”

*Harry*

*En uge tidligere*

”Harry! Harry! ”

”Kom nu, Harry. Du er en stærk dreng, er du ikke? Start hjertestarteren igen! ”

Hvorfor gør alting så ondt? ”Hans hjerte banker igen. Det arbejder sig langsomt op. Et slag mere i minuttet. ”

Hvorfor er der så koldt og varmt? Hvad er det de gør med mit hoved? Hvorfor har jeg hovedpine?

”Sy stingene sammen, forsigtigt men stramt. Er noget af hjernen skadet? ”

”Nej, doktor. Der var splint. Men ingen skade. Vi kan tage røntgen inden for 48 timer. ”

Hvad mente med skadet? Ville jeg blive handicappet? Fysisk? Mentalt?

”Hvad er der ellers at sige? ”

”Lungen er reddet. Den kunne sys sammen. Men han vil være nødt til at have iltmaske de næste fire til fem uger. Ikke respirator, bare iltmaske. ”

Hvad mente de? Var min lunge itu? Fuldstændig? Trak jeg ovehovedet vejret? Hvorfor var der så mørkt endnu?

”Han er helt stabil nu. Feber, men stabil. ”

Lyset var som et mareridt. Jeg kunne intet se, nej, men jeg kunne pludselig genkende stemmer. Der var et blændende lys. Det var vildt træls.

”Forbind ham de værste steder. Aktiver stomiposen. Jeg ved ikke helt om vi giver ham den permanent eller giver ham en halv falsk tarm endnu. ” Det var Anastacia! Det var Anastacia! Det var en genkendelig stemme! Det var en, jeg vidste hvem var!

”Han skal over i privaten. Der er sikkerhedsvagter. Kør med ham. Jeg kommer om lidt. Jeg skal have alt den her blod af. Husk at han skal have… ehm… jeg kan ikke huske det. Det står i hans journal. ” Min journal? Er jeg på et offentligt sted? Men, folk ville nemt kunne finde mig her. Så ville de slå mig ihjel. Jeg ville ikke se Silva igen. Åh Silva, hvor er du henne i den store verden?

”Jeg giverham nyt drop. Han skal også have noget mere morfin. Bare 10 ml. ” Sagde en dyb stemme. ”I orden. ”

Hvordan kunne det føles så tomt? Det var ikke til at forstå. Var jeg død? I live? Sov jeg? Hvorfor kan jeg så tænke? Var jeg kommet i et koma?! Nej, det kunne jeg ikke. Jeg var jo… jeg er ikke svag! Uanset hvad, ville jeg aldrig kunne være endt her. Uanset hvad der var sket med mig. Hvad skete der egentlig? Hvis jeg husker hvad der skete, ville jeg måske, opleve noget som giver mening.

 Okay, jeg var hjemme i lejligheden. Jeg havde fået Silva med hjem. Hun var blevet forsøgt voldtaget. Men han nåede kun at få noget at tøjet af. Hun var ikke helt dækket, så jeg havde givet hende min jakke på. Hun havde få blå mærker på sin nakke, men den var ikke blevet knust eller noget. Den havde blot små blå mærker. De forsvandt efter en dag. Min nabo, min nabo fortalte mig, at der var noget galt. Nogle vidste hun var i bygningen. Hvem end de var, så slog de hende ihjel, mens vi flygtede. Jeg havde brug for at beskytte Silva, nogle var ude efter hende, for at få ramt på mig. Jeg kunne ikke lade hende komme til skade. Jeg skulle jo beskytte hende så hun ikke ville komme til skade, eller ville være nødsaget til at opleve den smerte jeg allerede har givet hende. Hvad nu hvis hun stadig ville få den smerte? Eller en smerte værre? Hvad hvis jeg ikke kunne beskytte hende, fordi jeg måske ikke vågner op eller vågnet op, og er handicappet? Hvad hvis jeg mangler mine ben?

”Hvordan har han det? ” Hvor kom stemmen fra? ”Jeg er ikke sikker. Han har stadig 39,9 i feber. Men den er faldet fra 41,5 i det mindste. Lungen ser ud til at komme sig hurtigere end vi havde forventet. ”Har du hørt noget fra Ella om Silva? ” Det var Anastacia. ”De tror hun er på vej hertil. Jeg kan ikke risikere at blive set lige nu. Hovedkvarteret siger der er skytter nærmest på hvert hjørne i byen. Vi må blive her. De har intet på Silva, siger hovedkvarteret. Så det betyder vel at de heller ikke har et billede af hende. Vi kan intet gøre. Ella og Monroe sidder desuden fast i Canada. ” Han sukkede. Hvis ikke jeg tog fejl, så havde han en af hænderne på sin ene side. Eller krydset arme. Det var vel meget normal opførsel. Men han gjorde det mest når han virkelig stressede. Jeg ville nok også stresse, hvis jeg pludselig var i hans situation. Jeg kan ikke helt forklare den over for mig selv.

Det var et mareridt.

***

Endelig.

Jeg vidste ikke helt hvad der skete. Men det var vel den her ting, som skete for folk når de blevet opereret. Ud af kroppen følelsen. Bortset fra, at jeg ikke var væk fra min krop. Jeg lå stadigvæk ned. Jeg kiggede ned af mig selv. Pludselig gik døren op. Lyset ude fra gangen kom ind i værelset. Der var mørkt det meste af tiden herinde.

Jeg kunne intet mærke. Men i det jeg så hende i døren. Der følte jeg en værre smerte, end jeg nogensinde havde følt før. Hun stod helt stille, hendes øjne, de havde været lyse af håb, og pludselig, var de så mørke at det var lige før, man kunne falde i dem, i al evighed. Langsom kom hun tættere på. Hendes vejtrækning, den løs ustabil. Hun stod nu for enden af min seng og kiggede på mig, med tårerene rendende ned af sine kinder. Hun græd ikke, hun var helt tom i ansigtet for udtryk. ”Hvad skete der? ” Hviskede hun og vendte sig mod Anastacia. ”Han blev fængslet. Der var forbrydere derinde som kendte de pædofile, der fandt ham for ti år siden. De ville have hævn over at han havde slået halvdelen af deres netværk ihjel. ” Sagde hun stille imens hun fandt min journal frem. ”Det er hans journal. Jeg kan ikke give dig mere information for nu. Du skal have lov til at have ro sammen med ham. ” Hun gik bare ud. Hvorfor blev hun ikke? Måske havde Silva brug for nogen at snakke med! Det er jo ikke lige frem fordi en der ligger i koma er god at snakke med!

”Hvem gjorde det, ved du det? ” Spurgte hun mig, eller snakkede hun til sig selv? Det var nok sig selv. Jeg må hellere kigge på det. ” Snøftede hun og tog en dyb indånding. Hun var bange. Jeg lagde mit hoved tilbage igen og prøvede at få det op. Jeg kom op og sidde nu. Det hjalp faktisk. Jeg fik det psykisk bedre af at kunne se på hende, mere rigtigt.

Hun kiggede hen mod mig, vi havde nærmest øjenkontakt! Hun kiggede længe. Som om hun ledte efter noget. Noget som ikke var der. Så kiggede hun ned igen. Hun spændte helt sin hånd om journalen, som om den vejede et ton. Hun kiggede på første side. Hun gispede. Hun var som frosset i tiden, bortset fra, at hendes øjne kiggede på siden, om og om og om igen. Når det kom til stykket, så huskede jeg ærlig talt ingen af mine skader. Men jeg husker de sagde så mange ting til mig. Om at slå mig ihjel, tror jeg. Det står nok ikke deri.

”Åh, Harry. ” Klynkede hun og faldt sammen. ”Nej, vær sød at rejse dig. Du må ikke græde! Jeg er ked af det! Silva! Silva, se på mig! ” Jeg prøvede med alt min kræft at rejse mig op. ”Du må ikke græde! Jeg er så ked af det her, Silva! Jeg ville aldrig skade dig! Tilgiv mig! ” Min ene arm rakte ud efter hende. Det sagde knæk ved min albue og i mine led. ”SILVA. ”

***

Silva lå og sov. Yushi var kommet ind og havde samlet hende op. Hun lå i den anden seng med dynen over sig. Anastacia og Yushi var gået ind til os. ”Hvordan tog hun det? ” Spurgte Anastacia. ”Jeg fandt hende grædende foran hans seng. Jeg tror ikke hun var bevidst. Hun sagde konstant undskyld. ” Ja, mind mig ikke om det, tak. ”Hun må være knust fuldstændig. ” Sagde Anastacia og tog sig til hjertet. ”Hun er stærk. Hvis der er nogen som kan klare sig igennem det her. Så er det hende. Hun kan godt. Det tror jeg på. Tingene går bare ikke som hun vil have det. Det er alt. Jeg ville også være knust hvis jeg fandt, den jeg elsker i denne situation. Det er noget jeg aldrig ville have brug for at opleve. Jeg ville gøre alt i min magt for at de skulle være i sikkerhed. ” Sagde Yushi og drak noget te. ”Måske er det problemet, Yushi. Måske har Harry passet for godt på hende.

Solen var på vej op. Det kunne jeg se. ”Vil du ikke have solen ind? ” Spurgte Anastacia. ”Nej. Folk lurer jo altid fra andre bygninger. Det er så træls. Hvis vi kunne få ham højere op, ville det ikke være noget problem. ” Sagde Yushi. ”Jeg gør det. ” Sagde hun og gik hen mod vinduet. ”Hvad laver du?! ” Vrissede Yushi stresset. ”Jeg ruller bare lige… jeg ved ikke hvad det hedder. Men lidt sol kommer ind. ” Solstreger kom ind på gulvet.

”Hun er gravid. ” Hvad. ”Hvem? ” Hvem er gravid? ”Silva. Hende og Harrys. Da jeg kom sidst hvor jeg besøgte dem, da havde hun lige taget ti graviditet test. 8 ud af 10, tror jeg, var positive. ” Yushi. Det er ikke sjovt det her. Jeg kan ikke blive forælder. ”Hans hjerterytme er forøget, stop droppet!”

”Åh… man skulle tro han hørte det. ”

***

Silva sad stadig med dynen over sig. Håret lå tungt på hendes skuldre imens hun nussede sin mave. Døren gik op. Det var Yushi. ”Du må være sulten. ” Smilte han til hende. ”Du er ikke sur på mig, er du? ” Spurgte hun forsigtigt imens hun pillede ved sine hårspidser. ”Du er en 20 år gammel kvinde. Men, jeg vil nu være ærlig og sige, at vi alle var meget nervøse i de timer vi ikke vidste hvor du var. Men Ella sagde at du selv var stukket af. Åbent vindue afslørede dig. ” Grinte han kærligt af hende. Han hældte noget kaffe op til hende. ”Er det godt for barnet? ” Spurgte hun og kiggede på kaffen. ”Nå ja. Øhm, det ved jeg ikke. Hvad med noget te? Jeg henter noget varmt vand og breve. ” Hurtigt gik han ud. Silva byttede om på de to tekopper og tog sig igen til maven. ”Er du der endnu? Stress kan give abort. ” Hun snakkede til barnet. ”Jeg har ikke følt om du er der, eller er væk. Men jeg håber du er. ” Hviskede hun og kiggede over mod mig. Hun kiggede ned igen. ”Du skal vide, at selvom du måske, har hørt eller opfattet noget som helst, der kan tyde på at din far er en dårlig person, synes jeg du skal vide, at han er en helt. Han har faktisk reddet mit liv. Et par gange nu. Han er rigtig sød. Han er lidt mærkelig, ikke særlig god til at få tiden til at gå til tider. Men han er rigtig sød. Han er klog. Han er fornuftig, og kan godt virke meget hård og streng, men han er ligeså blød som en teddybjørn, når man først lærer ham at kende. Han elsker at gå ture og kilde folk. Mest mig, så når du kommer, skal du forvente at du kommer til at grine en del. Han elsker at lytte til eventyr, og han elsker også at fortælle. Sådan rigtige, klassiske, vidunderlige, fantasifulde og forunderlige eventyr. ” Syntes hun virkelig alle de ting? Hun nussede omkring maven igen.

”Jeg er tilbage. ” Smilte Yushi. Han satte sig ned lige over for hende. Men jeg kunne stadigvæk se hende. ”De havde urtete. Det drak min kone meget, da hun var gravid. Har du snakket lidt? ” Spurgte han. ”Ja. Det er ikke mærkeligt, vel? ” Spurgte hun, nærmest nervøs. Det var der ingen grund til. Jeg havde vænnet mig til det. Hendes krop ville snart ændre sig. Mon jeg ville være vågen til at se det? ”Nej, slet ikke. Det er normalt. Så snart man ved der er liv, så begynder man, hele tiden. Man laver ikke andet. Snakker og snakker. Fortæller om ens dag, normalt ikke det dårlige. Nogle små ting. Hvordan man så en fugl måske. Eller man fik en god kop kaffe, eller grinte med en kollega. ” Smilte han og drak noget kaffe. ”Hvad lavede du inden det her? ” Spurgte hun ham nysgerrigt.

”Jeg har fem børn. Jeg var Samurai. Ikke rigtig, selvfølgelig. Jeg var sikkerhedsvagt for kejserfamilien. Men så stoppede det hele da min søn blev kidnappet. Siden da, har jeg lavet dette. Min regering er udmærket godt klar over det her. Den engelske er også. Det er bare begrænset hvad hvem der ved i den regering. Det er kun topcheferne og sekretærerne der er klar over at ting som dette sker. Folk tror bare han er blevet udvalgt som et tilfældigt offer. Men vi er de våben, som ingen nogensinde vil true med. Vi er de ultimative dræbermaskiner. ” Sukkede han og kiggede væk. Han havde jo ret. Jeg var en dræbermaskine. Jeg skulle være far og mit barn ville have en morder som far. Det kunne simpelthen ikke passe. Alle ville opdage det en dag. Jeg kunne ikke blive med Silva og få et normalt liv. Hun ville altid skulle flygte. Ja, jeg kunne give hende nok penge, til aldrig at skulle løfte en finger igen. Men jeg ville ikke være en del af hendes liv. Det kunne jeg ikke tillade mig selv at være. For barnets skyld.

Jeg ville heller ikke kunne være en rigtig far. Hvad hvis jeg ville få traumer over et eller andet? Hvad hvis jeg fik et anfald? Hvad hvis jeg efter det her, ikke var et stabilt menneske, som jeg plejer at være? Hvad hvis jeg en dag fik et anfald, mens jeg har våben i mine hænder og jeg kom til at skyde Silva, eller vores barn! Vores barn. Kun Silvas barn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...