Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
24Kommentarer
13106Visninger
AA

16. Kapitel 16.

Kapitel 16.

*Anastacia*

”Hvornår vil han vågne? ” Spurgte Yushi. ”Jeg er ikke sikker. Han er meget udmattet. Jeg tror der går nogle uger, før han virkelig kommer sig, fysisk set. Men jeg kan forsikre dig, han vil vågne snart. Han er jo ikke i koma. Han hviler sig jo bare stadig. ” Sukkede jeg. Mine fingre rørte let enden af Harrys seng og imens kiggede jeg ud af vinduet. Lige over for hospitalet lå et advokatkontor og til venstre for det kontor var der et pressehus og til højre var der en stor bogbutik, som ud over bøger, tilbød notesbøger, hæfter, papirer, farver, lærreder og skoletasker. Det typiske. Der var både noget kunstnerisk og noget praktisk.  ”Undskyld, doktor? ” Jeg vendte mig om, det var hospitalets overlæge. Hvad lavede han her? Var det allerede tid til vores møde? ”Overlæge. Hvad kan jeg gøre? ” Spurgte jeg og kiggede op mod klokken. Der var stadig to timer til mødet. Havde han flyttet det, uden at jeg havde opdaget det? Han kiggede alvorligt på mig og kiggede i de n kopi af Harrys journal han havde fået af mig. ”En kvinde påstår hun kender patienten. ” Silva.

”Hvor er hun? ” Spurgte jeg og trak min kittel på. ”Hun er på mit kontor. Er der noget galt? Skal jeg ringe til politiet? ” Spurgte han. ”Nej. Yushi. Bliv hos Harry. ” Sagde jeg og gik. Overlægen nåede lige præcis at gemme journalen godt ind til sig imens vi gik hektiske skridt ned mod hans kontor, i den anden ende af hospitalet. ”Næste gang, så ring til mig. Hun kan ikke være alene. Hun kan være en fare for alle, grundet Harry. Hvis nogen har set hende, og kan genkende, grundet mørklagte netværker, kan det gå galt.

”Hun er i et venteværelse. Kom med denne vej. ” Han åbnede døren op, til et af mere bekvemmelige værelser. Mit hjerte bankede nervøst. ”Du er her. ” Sagde jeg overrasket. ”Jeg kom så hurtigt som muligt. Hvor er han henne? Hvornår kan jeg se ham? ” Spurgte den unge pige desperat. ”Nu. ” Hviskede Anastacia. ”De kender pigen? ” Spurgte overlægen. ”Om jeg gør. ” Sagde jeg med en monoton stemme. ”Jeg vil gå igen. ” Hørte jeg overlægen sige. ”Hvordan er du endt her? ” Spurgte jeg hende. ”Harry er ikke den eneste der kan komme ud af en klemme. ” Sagde hun stille. ”Hvor er han? Er han vågen? ” Spurgte hun desperat. ”Kom med. Men bliv inde ved ham. Der er allerede nok som har set ham. ” Hvordan var hun kommet ud af Canada? ”Følg med. ” Sagde jeg og vendte mig. Jeg kunne høre hvordan hun rejse sig. Hun var helt anspændt. Jeg stoppede foran døren, med Harrys navn på og vendte mig mod hende. ”Jeg ved ikke hvad det er du ser, men jeg ser at han allerede er i bedring. Du ved ikke hvad der er sket, vel? ” Spurgte jeg. ”Nej. Ingen vil sige det. ” Det var der god grund til. ”Det du skal se, er et resultat af ondskab. ” Jeg åbnede døren op. Tiden stod stille. Det var som om jeg stod i hendes sted. Hendes smerte og følelsen af skyld der så godt som druknede hende.

*Silva*

Lyden af maskinerne som hjalp ham med at trække vejret, bandagen over hænder og ben. Sting. En skaldet plet som var dækket med et hvidt plaster som nok skjulte flere sting. ”Hvad skete der? ” Spurgte jeg stille, som om jeg var bange for at vække ham. ”Han blev fængslet. Der var forbrydere derinde som kendte de pædofile, der fandt ham for ti år siden. De ville have hævn over at han havde slået halvdelen af deres netværk ihjel. ” Sagde hun stille imens hun fandt en journal frem. ”Det er hans journal. Jeg kan ikke give dig mere information for nu. Du skal have lov til at have ro sammen med ham. ” Anastacia gik ud. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg havde forstået det var slemt, ja, men, jeg havde personligt selv tænkt et knivstik eller to og måske var han vågen når jeg kom. Det var åndssvagt at tænke.

”Hvem gjorde det, ved du det? ” Spurgte jeg mig selv. Hvor åndssvagt. Selvfølgelig havde jeg ingen ide. Hvordan var det muligt? Han sagde han var den bedste i branchen. ”Jeg må hellere kigge på det. ” Forsigtigt satte jeg mig i stolen ved siden af hans seng og kiggede på journalen. Den lå på hans natbord. Idet mine hånd havde taget fat, kunne jeg pludselig mærke noget, som på en måde var surrealistisk. Det var som om at jeg havde Stone Henge i min hånd. Velvidende om at hvis jeg åbnede journalen op, ville en af klippestykkerne falde ned over mig og knuse mig fuldstændig. Men jeg måtte åbne op og blive knust, for så at samle mig selv, selvom det nok var umuligt. Min anden hånd tog fat i forsiden og åbnede op. Jeg kunne mærke hvordan den ene sten først knuste mine ben og langsomt kom op ad mig krop. Den knusende følelse.

Punkteret lunge, men helet igen. Høj feber. Lige da han var kommet ind, var på den over 40, næsten dødelig! Lige nu var hans blodtryk normalt, men den havde svunget mellem for høj og for lav. To brækkede ribben. Tydelige seksuelle overfald?! Voldtægt… skæringer i kødet omkring hans legemsdel. Mental misbrug. Han prøvede at stikke af inden narkosen?

”Åh, Harry. ” Klynkede jeg.

***

Yushi kom ind med en kande kaffe og brød. ”Du må være sulten. ” Sagde han stille. ”Du er ikke sur på mig, er du? ” Spurgte jeg forsigtigt. ”Du er en 20 år gammel kvinde. Men, jeg vil nu være ærlig at sige, at vi alle var meget nervøse i de timer vi ikke vidste hvor du var. Men Ella sagde at du selv var stukket af. Åbent vindue afslørede dig. ” Smilte han og hældte noget kaffe op til mig. ”Er det godt for barnet? ” Spurgte jeg. ”Nå ja. Øhm, ved jeg ikke. Hvad med noget te? Jeg henter noget varmt vand og breve. ” Smilte han og gik hurtigt ud igen. Jeg tog mig til maven. ”Er du der endnu? Stress kan give abort. Jeg har ikke følt om du er der, eller er væk. Men jeg håber du er. ” Hviskede jeg og kiggede over mod Harry. Jeg kiggede ned igen. ”Du skal vide, at selvom du måske, har hørt eller opfattet noget som helst, der kan tyde på at din far er en dårlig person, synes jeg du skal vide, at han er en helt. Han har faktisk reddet mit liv. Et par gange nu. Han er rigtig sød. Han er lidt mærkelig, ikke særlig god til at få tiden til at gå til tider. Men han er rigtig sød. Han er klog. Han er fornuftig, og kan godt virke meget hård og streng, men han er ligeså blød som en teddybjørn, når man først lærer ham at kende. Han elsker at gå ture og kilde folk. Mest mig, så når du kommer, skal du forvente at du kommer til at grine en del. Han elsker at lytte til eventyr, og han elsker også at fortælle. Sådan rigtige, klassiske, vidunderlige, fantasifulde og forunderlige eventyr. ”

”Jeg er tilbage. ” Smilte Yushi. ”De have urtete. Det drak min kone meget, da hun var gravid. Har du snakket lidt? ” Spurgte han og hentydede til min hånd. ”Ja. Det er ikke mærkeligt vel? ” Spurgte jeg. ”Nej, slet ikke. Det er normalt. Så snart man ved der er liv, så begynder man, hele tiden. Man laver ikke andet. Snakker og snakker. Fortæller om ens dag, normalt ikke det dårlige. Nogle små ting. Hvordan man så en fugl måske. Eller man fik en god kop kaffe, eller grinte med en kollega. ”

”Hvad lavede du inden det her? ” Spurgte jeg nysgerrigt. ”Jeg har fem børn. Jeg var Samurai. Ikke rigtig, selvfølgelig. Jeg var sikkerhedsvagt for kejserfamilien. Men så stoppede det hele da min søn blev kidnappet. Siden da, har jeg lavet dette. Min regering er udmærket godt klar over det her. Den engelske er også. Det er bare begrænset hvad hvem der ved i den regering. Det er kun topcheferne og sekretærerne der er klar over at ting som dette sker. Folk tror bare han er blevet udvalgt som et tilfældigt offer. Men vi er de våben, som ingen nogensinde vil true med. Vi er de ultimative dræbermaskiner. Atomvåben er ikke nødvendige. Harry kunne uden problemer slå nogle af jordens værste diktatorer ihjel, uden så meget som at blinke. Dog skal de være et problem for os. Jeg vil personligt ikke have noget imod at gøre noget ved Nordkorea. Men der er en hel paranoid befolkning der. Så indtil videre, før vi kan få nogle som helst beskeder, så ordner vi mere moralske ting. En mand har voldtaget min datter, men fik kun tre måneder. Hun begik selvmord. Hvis et menneske bliver efterladt med ar på sjælen som ender med død, så har jeg intet problem med at vise over for den skyldige, hvad de er skyld i. ”

”Jeres job lyder pludselig mere kompliceret. Harry sagde I var undergound. ” Sagde jeg stille. ”Vi er. Men vores ordrer kommer fra skyerne. ”

Jeg drak min te og kiggede hen mod Harry. ”Hvornår vågner han? ” Spurgte jeg stille. ”Ingen ved det. De tør ikke helt tage ham ud af fuld narkose endnu. Men jeg vil håbe de snart gør. Så han kan vågne af sig selv. ” Smilte Yushi. ”Det håber jeg han gør. Det ville være så trist, hvis det ville blive tvunget. ” Sagde jeg stille og nussede min mave igen. ”Jeg vil komme tilbage om et par timer. Men hold af dig vinduerne. Kontoret over for os snager altid. Lægerne har oplevet det flere gange. Vi ved ikke hvorfor de gør det. ”

Mit blik gled hen mod Harry igen. Hans hår var stadigvæk fedtet. En læge havde været inde tidligere og rykke på ham, så han ikke fik liggesår. Lægen havde sagt, at hans sår helede fint og arrene efter så også fine ud. Det gjorde mig mere rolig. Men jeg var stadig urolig. Jeg vidste ikke rigtig hvad han faktisk havde været ude for. Ingen havde fortalt mig det. Jeg kendte ikke de præcise skader, jeg kendte ikke de præcise detaljer, eller motivet for det. Men, det var nok hævn. Han var virkelig kommet til skade. Så det var vel med motiv. Jeg tror ikke, at nogen ville gøre den slags i så lang tid, bare for sjov.

”Hvor lang tid har han været i koma, eller ubevidst? ” Spurgte jeg Yushi. ”Næsten fire dage. Det er meget længe. Men han har brug for det, det tror jeg. I det mindste er han helt ude af narkosen. Det er ham selv der sover. Det bedre end det koma. ” Sagde han roligt.

”Hvordan plejer de at vågne? Altså når de bare sover sådan her? ” Spurgte jeg. ”Det er forskelligt. Nogle vågner ved a opdage at, de selv trækker vejret og får så vejrtrækningsproblemer. Måske vågner han bare, og er træt og fortumlet. ” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...