Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
24Kommentarer
13081Visninger
AA

15. Kapitel 15.

Kapitel 15.

*Ella*

Jeg vågnede ved at Monroes telefon ringede. ”Hallo? ” Sagde jeg træt. ”Hallo? Er det Monroe? ” Spurgte en ældre kvinde stemme. Hvorfra kendte hun hans navn? ”Hvem er det jeg snakker med? ” Spurgte jeg alvorligt. ”Mit navn er Mary. En gravid kvinde sagde jeg skulle kontakte ham. Han jæger i området. Mit barnebarn er forsvundet. Hun har to hunde med sig. Jeg beder dig, vær sød at overtal ham til at hjælpe. ” Tiggede kvinden. ”Jeg vil se hvad jeg kan gøre. Hvor kan vi møde dig? ” Spurgte jeg. ”Gasstationen. ”

”Okay. ” Jeg lagde på og tog tøj på. ”Monroe. ” Sagde jeg og kastede en tung sok i hans hoved. ”Hvad? ” Mumlede han træt. ”En pige er forsvundet. Hjælp mig med at finde hende. ” Sagde jeg og tog en striktrøje på. ”Hvem ringede lige? ” Spurgte han og begyndte at tage tøj på. ”En gammel kvinde, hun sagde en… ” Hvorfor slog det mig ikke tidligere? Jeg for ud af værelset og ned af trapperne. Der var iskoldt i huset. Jeg skubbede døren op til Silvas værelse. Det ene vindue var pivåbent og Baltho lå alene og sov på sengen. Hun var stukket af. Jeg kiggede ud af vinduet. Hun havde taget den eneste bil.

”Fuck. ” Sagde jeg irriteret. ”Monroe! ” Råbte jeg. Han kom træt ned med armene om sig. ”Hvorfor er her så koldt? ” Spurgte han. ”Hun er stukket af. ” Sagde jeg irriteret. ”Silva? ” Monroe så helt overrasket ud. ”Hun er… virkelig? ” Spurgte han forvirret. ”Ja. ” Snerrede jeg. ”Skulle vi ikke finde et barnebarn? ” Spurgte han. ”Jo. Hun har taget bilen, Monroe. Vi bliver nødt til at stå på ski ned til tankstationen i byen. Vi kan ikke… vi kan ikke dele os. Det er for farligt. ” Sagde jeg med et suk. ”Det er rigtigt. Hvad gør vi så? ” Spurgte han. ”Vi finder pigen. Så ringer vi til Yushi. Vi må finde ud af hvor hun er. ” Sagde jeg og lagde mine arme over kryds. ”Lad os finde den pige. ”

***

Baltho gik sejt igennem sneen imens jeg stod på ski bag ham. Monroe kørte let ved siden af. ”Nogle spor? ” Spurgte jeg. ”Nej. ” Sukkede Monroe. Vi fortsatte med at lede videre. ”Tror du hun er blevet spist? ” Spurgte han. ”Nej. Måske bare, frosset ihjel. ”

*Silva*

Gladelig tog jeg imod vandet fra stewardessen og tog en kold slurk. Jeg lagde plastikglasset ned i en pose og lagde mig godt tilbage med et tæppe. Det var mærkeligt. Det var gået godt indtil videre. Måske havde nogle fundet mig. Måske ikke. Forhåbentlig havde ingen. Jeg rejste jo også alene. Så det var vel ikke så stor en ting igen. Forhåbentlig.

Jeg lagde mig godt tilbage i sædet ned og kiggede ud på skyerne. Solen lyste skarpt og reflekterede sine stråler i de tykke sker. Vi var inde i en let sky. Vingen skar igennem og separerede skyen så let som ingenting. ”Frue? ” Jeg vendte mig. ”Er der mulighed for at De vil komme med mig? ” Spurgte hun med et smil. Jeg kiggede på hende. Hun var den stewardesse som gav mig vand tidligere. ”Er der noget galt, som der ikke kan siges her? ” Spurgte jeg. Rejsen kunne selvfølgelig ikke foregå uden problemer.

”Selvfølgelig. ” Jeg kunne ikke kæmpe på nogen måde, hvis de prøvede at gøre mig fortræd og jeg kunne ikke finde ud af at være kreativ og bruge mine omgivelser. Jeg skulle have bedt Ella om at lære mig nogle kneb i det mindste. Jeg fortrød lidt at mine kraveben var synlige nu. Mit hjerte begyndte at banke hårdere og hårdere. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hvordan skulle jeg reagere på hvad de ville gøre? Var de i ledtog med Argent? Eller de amerikanere som vi vidste havde gjort noget ved Harry?

Jeg blev lukket ind i noget der lignede et kontor. Andenpiloten sad derinde. ”Er der noget galt? ” Spurgte jeg roligt. ”Ja. Det er der. Hvordan får en Oxford-studerende, som er død, råd til at tage til USA? ” Spurgte han. ”Tænk at I tør spørge mig mens jeg er oppe i luften. ” Om jeg så ville dø, så ville jeg åbne en af nøddørene og springe ud. Jeg ville dø i luften, da mit hjerte ville stoppe med at banke, grundet så meget adrenalin. ”Du rejser under falsk ID, hvordan kan det være? ” Spurgte han. ”Jeg vil ikke findes. Indtil videre er jeg overrasket over at et par stewardesser og en anden pilot kunne regne det ud, på knap en time. Hvad vil I gøre? Jeg er ikke en trussel for nogen om bord. ” Sagde jeg. ”Vi bliver nødt til at ringe til myndighederne. ” Sagde de. ”Virkelig? Hvor mange folk er ikke rejst med jer, som har haft et falsk ID og kommet igennem det. Den eneste grund til at jeg er blevet opdaget, er at mit billede har været på TV. ”

”Vi bliver nødt til at beholde dig herinde. ”

”Jeg skriger. ” Advarede jeg. ”Hvorfor skulle det være en trussel? ” Spurgte piloten. ”Fordi, jeg er gravid. Har du lyst til at komme i TV, fordi du lænkede en gravid, ung, studerende inde? Hvorfor rejser hun mon alene af sted? Er hun på flugt fra en voldelig fortid? Tro ikke jeg er en lille dum pige. Jeg er udmærket godt klar over hvordan det her fungerer. Så nu går jeg tilbage til min plads. ”

Piloten sad og så vred ud. Han vidste jeg havde ret. De havde heller ingen ret til at tage mig ind og forhøre mig. Jeg var ingen trussel. Hvorfor skulle jeg være en trussel? Ville jeg kunne komme tilbage på Oxford igen efter det her? Sandsynligvis ikke. Cambridge ville være fint nok ellers.

Men det var ikke vigtigt! Det var vigtigt at komme til Salem. Jeg kunne ikke tage et fly. Jeg måtte gøre mit bedste for at de ikke kunne få fat i mig. Jeg skulle videre. Men jeg skulle passe på. Mit blik gled hen mod vinduet igen. Fire timer tilbage

***

Jeg trak jeg havde fået med godt ned over mig indtil jeg kom ud. Jeg løftede den lidt op og kiggede omkring mig. Igen trak jeg den ned og kiggede efter en taxa. Jeg viftede med min hånd i noget tid og en kørte op til mig. Hurtigt satte jeg mig ind. ”Til den indre by. ” Svarede jeg roligt og kiggede hen mod lufthavnen. ”Javel frue. Noget mere præcist? ” Spurgte han. ”Så tæt på privathospitalet som overhovedet muligt, tak. ” Han begyndte at køre. Jeg kiggede bag ud og kunne genkende andenpiloten. Han sad i bilen lige bag mig. ”Bare sæt mig af omkring et en kilometer derfra. ” Sagde jeg roligt. ”Noget galt, frue? ” Spurgte han lidt uroligt. ”Jeg tror andenpiloten fra mit følger efter mig. Han prøvede hele tiden at kontakte mig i flyet. Vær sød at køre væk fra ham. Men stadigvæk til hospitalet. Jeg skal nok betale dobbelt, hvis det kræver. ” Sagde jeg og kiggede bagud. Han fulgte stadig efter os.

Chaufføren kørte rundt i byen i nok en halv time, før piloten forsvandt. Han parkerede ved hospitalet. ”40$. ” Sagde han. ”Værsgo. ” Sagde jeg og rakte ham nogle sedler. ”Behold resten. ” Sagde jeg og vendte mig mod hospitalet. Jeg knappede min jakke op. Mit hjerte begyndte at slå hårdere. Jeg skulle se Harry igen. Han var herinde. Nok under et alias. Hvad ville han så hedde? Jeg måtte tjekke hvert rum med patienter. Det havde jeg slet ikke tænkt på. Hvordan skulle jeg finde ham inde i det store hospital? Jeg kiggede fra side til side, bare for at være sikker på ingen fulgte efter mig.

Jeg tog det første trin løftede hele min vægt over det på ene ben. Jeg stoppede igen op og kiggede omkring mig. Jeg måtte skyndte mig ind. Hurtigt fik jeg fat i døren og blev straks forvildet ind i travlheden. Sygeplejersker og læger gik side om side og snakkede om patienter, diagnoser eller om fritid.

Forsigtigt manøvrede jeg mig igennem gangen og hen mod disken hvor der sad en sygeplejerske. ”Hej. Jeg leder en… ” Sagde jeg nervøst. ”Ja? ” Spurgte hun roligt. ”Kan jeg få et navn på patienten? ” Spurgte hun. ”Det er en… som jeg ved ikke helt hvorfor er her. Jeg fik kun af vide han var her. Så jeg ved ikke engang om han er en patient. ” Sagde jeg ærligt. ”Nå. Hvem er vedkommende? ” Spurgte hun og fandt nogle journaler frem. ”Han hedder Harry. Jeg ved ikke meget. Er der mulighed for at snakke et andet sted? ”

”Søde, er du okay? ” Spurgte hun og gik væk fra sin trygge plads bag disken og gik hen mod mig. ”Jeg har det fint. Jeg vil virkelig gerne finde min… min kæreste. ” Sagde jeg og kiggede med tiggende øjne på hende. ”Hvad hedder han ud over Harry? ” Spurgte hun. ”Harry Edward Williams Styles. Han går normalt under Harry Styles. ” Sagde jeg. Det var en stor chance at tage. Men jeg havde ikke andet at gå efter længere. Jeg var nødsaget til at bruge hans rigtige navn. Jeg skulle have gennemtænkt det her. Hvorfor havde jeg ikke gennemtænkt det her yderligere? Det burde jeg have gjort. ”Finder De noget? ” Spurgte jeg. Måske var jeg nervøs. Jeg ville ikke have hun skulle opdage, at jeg frygtede, hvis han ikke stod på listen over patienter.

”Her er noget. Er du sikker på at du vil ind til ham? ” Spurgte hun. ”Ja, selvfølgelig vil jeg det. ” Sagde jeg åbenlyst. ”Vil du ikke med mig ind på overlægens kontor? ” Jeg bakkede tilbage. ”Hvis ikke du kan fortælle mig hvor han er, går jeg igen og kommer ind en anden vej. ” Sagde jeg roligt. ”Rolig nu. Det er ikke fordi, der er noget du har gjort. Det har noget med ham at gøre. Det er meget alvorligt. Ved du hvad der er sket med ham? ” Spurgte hun. ”Jeg ved kun han blev overfaldet i fængslet. Jeg ved det er slemt, ellers ville han stadig ikke være her. ” Sagde jeg roligt og kritisk.

”Okay. Men vær sød, kom med ind til overlægen. ” Sagde hun og prøvede at overtale mig. Hun strakte sin hånd forsigtigt frem. ”Jeg kan godt gå selv. ” Sagde jeg og tog et skridt tilbage. ”Okay. Vær sød at følge mig. Jeg lover dig, at jeg vil gøre alt for at hjælpe dig, hvis jeg kan. ” Sagde hun roligt. ”Okay. Jeg vælger stole på dig. Indtil videre. ” Åndede jeg ud. ”Godt… denne vej… ms? ” Spurgte hun efter. ”Williams. ” Sagde jeg roligt. ”Det er mit rigtige familienavn. ” Hviskede jeg til mig selv. ”Ms. Williams, overlægen kommer om lidt. ” Sagde hun og lukkede døren halvt i.

Jeg kiggede omkring mig. Denne overlæge måtte have noget herinde, som kunne være nyttigt, hvis han valgte at ringe til politiet. Hvad hvis det hele så blev afsløret, og Harry kom i fængsel, for alle hans mord? Jeg ville aldrig se ham, det ville barnet heller ikke. Han ville være tvunget til at leve i isolation resten af sine dage, hvis han blev dømt til at afsone sin straf i USA. Ville han nogen sinde overleve det? Hvad hvis der var noget han ikke kunne overleve?

”Miss… Williams? ” Sagde en stemme. En ældre herre omkring de 50 kom ind af døren. ”Det er mig. ” Sagde jeg roligt. Jeg kan forstå på dig, at du kender min patient. ” Sagde han og satte sig over for mig i sin kontorstol. ”Det er korrekt. Han er min kæreste. Hvordan har han det? ” Spurgte jeg. ”Kender du en officer, som hedder Yushi? ” Spurgte han. ”Det kommer an på hvorfor du spørger. ” Sagde jeg roligt. ”Okay så. ” Han gik hen mod døren. Han stoppede op. ”Der en officer her. Han vil være med til at sikre sig at du ikke en fare for patienten. ” Sagde han og gik ud.  Et lille klik. Han havde låst døren. Jeg skyndte mig hen til døren. Jeg drejede, drejede og drejede rundt på håndtaget. Jeg prøvede med hårnåle. Intet. Hvad skulle jeg gøre? Hvis han havde låst døren, ville jeg blive herinde, indtil han kom tilbage. Hvad hvis han ikke kom tilbage?

”Frue? ” Jeg vendte mig forskrækket om. En kvinde havde låst døren op. ”Den låser nogle gange af sig selv. Kom du hellere uden for og sid. ” Smilte hun roligt til mig. ”Okay så. ” Mumlede jeg til mig selv og gik roligt frem. Jeg satte mig foran en disk. Det var hel ubehageligt. Jeg følte mig virkelig malplaceret.

”Undskyld, men hvornår kommer doktoren tilbage? ” Spurgte jeg. ”Snart. Han er bare lidt langsom. Ikke andet. ” Smilte hun roligt. Det gjorde mig utilpas, at der ikke rigtig skete noget.

”Han kommer her. ” Jeg vendte mig om og så at hun faktisk talte sandt. ”Ja… jeg har lige diskuteret det med politibetjenten. De kan godt se ham. Men, han er ikke i sit fineste puds, eller genkendelig for dig. ” Hvad skulle det betyde?

”Hvad mener du? ” Spurgte jeg. ”Oh… De må nok hellere selv se det. Kom med. ” En underlig følelse af tomhed vendte pludselig tilbage. Hvad mente han, med det han sagde? Det gav ingen mening. Jeg kunne godt tænke mig til at der var noget galt. Men ligefrem ugenkendelig? Det måtte være en overdrivelse. Ugenkendelig, tror jeg slet ikke på. Måske mener de bare at de ikke selv ville kunne genkende ham. Han var nok bare lidt bleg i hovedet og handle nogle sting hist og her. De gjorde det nok til noget det ikke var. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...