Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
25Kommentarer
13131Visninger
AA

14. Kapitel 14.

Kapitel 14.

*Inconnu*

”Hvilken vej skal vi? ” Spurgte ambulancefolkene. ”Denne vej! ” Sagde en kontordame. Hun løb sammen med to andre betjente igennem fængslet. Ingen af de indsatte sagde noget. Alle havde hørt det allerede. Selvom de indsatte havde gjort en masse, var denne form for kriminalitet stadigvæk utilgiveligt. Det var rygtedes, at Harry var offer for pædofili i sine tidligere år. For nogle af de rockere som var indsat, var det taktisk set en god ide, at åbne et gammelt sår op. Men som det var blevet afsløret, så var der ingen grund til at åbne et gammelt sår op. Pædofile havde ingen chance for at overleve i et fængsel, sandt. Et offer på den anden side, havde. John og Cliff ville ikke komme ud af fængslet i live, det var sikkert.

Ambulancefolkene blev guidet ned til kælderen hvor det store skab var blevet fjernet helt så de kunne komme til. Lægen som var til stede, var en kvinde. Hun satte sig hurtigt ved siden af Yushi. ”Han har en lav puls, og flere brud, jeg ved ikke om han overlever. ” Sagde Yushi og holdte sit slips over Harrys store sår i hovedet. ”Få ham over på baren. ” Sagde hun og hjalp med at få ham over. Han fik en iltmaske på, og hun tjekkede straks de mest nødvendige steder om han havde brækket noget. ”Bækken er ikke skadet… benene er intakte, med muskelbrud. Få ribben er brækket. Han har måske blod i sine lunger. Jeg opererer ham selvfølgelig med det samme. ” Sagde hun til Yushi. Han nikkede og kiggede på Harry.

Forsigtigt lagde han en hånd over hans pande. Han var meget varm. Sveden var tørret ind på hans pande, men den piblede frem andre steder på kroppen. Der blev sat et drop i hans ene arm og han blev dækket til. Minerva stod forvirret og kiggede op på Harry. Hun vidste der var noget galt, og hun kunne ikke gøre noget for ham.

Langsomt imens de skyndte sig op, begyndte Harry at åbne sine øjne. ”J… jeg skreg ikke… ” Sagde han med en hæs stemme. Lægen bad dem stoppe vognen. ”Harry? Harry kan du se mig? ” Spurgte hun og kiggede ham alvorligt i øjnene. ”Jeg skreg ikke… ” Gentog han og lukkede sine øjne i igen. ”Få ham ud i ambulancen sagde hun og løb med. Yushi stod og kiggede på at de fik ham op i ambulancen. En betjent fulgte med. Yushi satte sig på en stol, med Minerva mellem sine ben. ”Lad og se at komme af sted. Vi bliver nødt til at give dem besked. ” Sagde han og gik mod sin bil.

*Ella*

*To dage senere*

Jeg gabte lavt og lagde mig over mod Monroe. Han havde sin arm om mig og nussede min nøgne ryg. ”Hvordan har Silva det? ” Mumlede han. ”Fint nok, tror jeg. Hun sover da endnu. ” Sagde jeg træt og satte mig op. ”Jeg sulten. Skal jeg ikke lave noget mad til os? ” Foreslog jeg. ”Bacon og æg… det ville være lækkert.

Jeg satte mig op og fik hurtigt noget tøj på. ”På sengen? ” Spurgte jeg imens jeg satte mit hår op. ”Jeg kommer ned og hjælper dig, lige om lidt. ” Sagde han og tog en dyb indånding. Jeg lukkede døren ind til soveværelset og listede ned i køkkenet. Solen skinnede uden for. Der var ikke en sky. Hvor var her smukt.

Jeg hørte en dør blive lukket i, og Silva kom ud. Hun satte sig ved bordet, imens jeg fandt noget kød frem, jeg kunne stege. ”Godmorgen. ” Smilte jeg til hende. ”Jeg er gravid. ” Hviskede hun. ” Er der noget galt? ” Spurgte jeg og vendte mig mod hende. ”Jeg kan ikke opdrage et barn, Ella. Hvordan skal jeg kunne få råd til det? ” Spurgte hun fortvivlet. ”Du har råd. ” Sagde jeg roligt. ”Hvordan det? ” Spurgte hun forvirret. ”Harry. Han efterlader altid penge til dig hvert år. ” Sagde jeg og gav hende et krus med te. ”Har han været i gang med en opsparing til mig? ” Spurgte hun overrasket. ”Der er over 12 millioner pund, der bare står i dit navn. Det er ikke engang en 1/8 af hvad Harry har tjent de sidste ti år. Tag det med ro. Slå dig ned i et godt kvarter. ” Sagde jeg og tog en tår af min egen te. ”Har du hørt fra Yushi? Han har været væk i tre dage nu. ” Sagde jeg og kiggede ud af vinduet. ”Solen skinner. ” Sagde hun med en lille stemme. ”Ja. Det er rart. Synes du ikke det? ” Spurgte jeg hende. Hun nikkede.

”Tror du Harry vil kunne lide barnet? ” Spurgte hun nervøst. ”Vil du beholde det? ”

”Ja. Jeg har tænkt over det. Hvis ikke jeg får Harry tilbage, så er det okay. Men vi valgte selv at have sex. Jeg ser det ikke som en straf. Jeg har fået et barn, som jeg kan give alle de goder, jeg ikke selv havde som barn. ” Sagde hun og nussede sin mave. ”Jeg vil gerne være mor og far. ” Indrømmede hun og smilte for sig selv. ”Bare rolig. Du får en god mor. ” Sagde jeg til maven. ”Hvordan skal jeg gøre det, tror du? ” Spurgte hun. ”Hvilket? ”

”Opdrage barnet. Jeg vil gerne have dig indblandet. Men er det sikkert? ” Spurgte hun. Det var det nok ikke. Det ville være farligt hvis jeg var i nærheden af barnet. ”Hvis du kunne flytte til en forstad, så ville det være bedre. ” Sagde jeg. Det ville jeg nu ikke have noget imod, hvis jeg var en del af den lilles liv. Det ville være rart på en måde.

”Godmorgen piger! ” Monroe kom glad ned af trappen imens han trak en tyk sweater over hovedet. ”Er morgenmaden klar? ” Spurgte han. ”Ikke endnu. Jeg har kun lagt fedtet på panden. Kan du ikke lave det? ” Spurgte jeg. ”Så skidt. ” Sagde han og begyndte at stege noget bacon og æg. ”Pandekager kunne også være godt til. ” Sagde Silva med et grin og tog noget af sin te. ”Ja, ja. Kvinder. ” Mumlede Monroe med en vis kær provokation i stemmen.

”Har I hørt noget fra Yushi? ” Spurgte jeg for at afbryde den tavse stilhed. ”Nej. Han har været væk i to dage. Giv manden tid. ” Sagde Monroe og slog æg ud på en pande. ”Jeg tror han har ret. Det tager alligevel sin tid at finde en fange i USA. Han kan sagtens være flygtet. Måske er han på vej tilbage til England. ” Sagde Silva. ”Mærkeligt at høre dig sige det. Jeg håber han er okay. ” Sagde jeg og gik hen for at hjælpe Monroe. ”Vil I ikke have noget hjælp? ” Spurgte Silva. ”Nej, du er gravid, bare blid siddende. ” Sagde Monroe og rørte en dej sammen. ”Jeg sætter på bordet. ” Sagde Silva irriteret.

*Silva*

Jeg kiggede længe på flammerne i kaminen imens Baltho lå og sov. Klokken var halv tre om natten. Der skete ingenting. Der var musestille i huset. Jeg havde taget Ellas telefon tidligere på dagen. Jeg kunne godt koden, men jeg var i tvivl om jeg ville ringe til Yushi. Hvad hvis jeg hørte noget, jeg ikke ville høre? Hvad hvis en anden tog den, og de var blevet taget begge to? Monroe havde sagt at Yushi ville ringe, når tiden var inde. Han havde nok ret. Ville det være for selvisk at ringe? Det ville nok være selvisk at ringe.

Jeg tog en dyd indånding og lagde hånden på maven. Jeg var gravid. Med hans barn. Harrys barn. Jeg kørte min hånd frem og tilbage. Ville Harry have noget med barnet at gøre? Eller ville det som jeg havde set ham blive udsat for, være nok for at han ikke kunne fungerer igen? Ville det være sådan?

Jeg rejste mig fra sofaen og gik ind på mit værelse. Jeg trak mit tøj af og lagde mig i sengen. Jeg ville gerne krybe mig sammen som jeg plejede, men pludselig ville jeg ikke. Så kunne jeg ikke have en rolig hånd på min maven.

”Jeg skal nok passe dig. Jeg elsker dig. ” Hviskede jeg stille. Det var nok åndssvagt, men jeg følte, at mit barn allerede kunne høre mig.

Mit lille barn. Min lille øjensten.

*Inconnu*

”Saks, sygeplejerske. ”

”Værsgo. ”

”Tang. ”

”Her. ” Anastacia Velongsky rykkede på et stykke af lungen. ”Nål og tråd. ” 

”Her. ” 

”Færdig. Min pande, sygeplejerske. ” Sagde hun og fik duppet sin pande. ”Giv ham bandager over sine ribben… og sæt en afføringspose på. Han er helt betændt i underlivet. Vi skulle nødig skære noget af, som virker fint. ” Sagde hun og så på hendes sygeplejersker.

Dørene til operationsstuen blev åbnet. ”Hvordan ser det ud? ” Spurgte Yushi med det samme. ”Han klarer den. Hans lunge var punkteret i to dage. Jeg forstår ikke hvordan han har overlevet. Hvad gjorde du ved den knægt dengang? ” Spurgte hun og fik sin turkisgrønne dragt af.

Yushi smed den ned i en kurv. ”Jeg er glad for at du kom med så kort varsel. ” Sagde han roligt. ”Er der andet du vil vide? ” Spurgte hun. ”Så meget som muligt. ” Svarede han lettet. ”Vi kan gå ind på hans stue om lidt. Der er vagter uden for værelset og ingen håndjern eller noget på ham. Jeg har tydeliggjort han er psykiatrisk patient og håndjern gør ham mere urolig. Så længe han står i mit navn, er han mit ansvar. Det hele skal nok gå. Det må du tro på. ” Sagde hun og vaskede sine hænder i sprit.

”Kom med. Han er på privatafdelingen. Ingen kan komme ind medmindre jeg siger det. Men jeg får ham flyttet så hurtigt som muligt. Ingen tvivl om det. ” Sagde hun og gik svævende over gangene. De kom til den private gang og gik ind til værelse nr. 113B.

En maskine, der tjekkede hjerterytmen, et drop, en respirator, som var med til at hjælpe Harry til at trække vejret. Han havde bandage på sin ene hånd, maven og sit ene kraveben. Noget af hans hår var blevet barberet af hvor han havde fået en flænge. Han havde fået seks sting i hovedet. I alt over 100.

”Skal jeg læse journalen? ” Spurgte Anastacia. Yushi satte sig ved siden af Harry. ”Ja tak. ”

”Kl. 20:30. Fangenummer 1138, fundet i Oregon State Prison. Høj feber, 41,5 næsten dødelig. Svang mellem for højt eller for lavt blodtryk. Mangel på blod. To brækkede ribben, en punkteret lunge. Vævs heling viser tegn på at lungen har været skadet i over 48 timer. Seksuelle overfald, sket af gentagende gange. Næsten ødelagt endetarm. Skæringer i kødet omkring legemsdel. Mental misbrug. Da patienten skulle i narkose, prøvede han at stikke af. Tydeligt mærket af cirka næsten 100 timers tortur. Operationen påbegyndte 22:15. Slut 3:44. ” Hun lukkede journalen sammen. Yushi kiggede på Harry. Hans brystkasse gik langsomt op og ned imens maskinen bippede hver gang hans hjerte slog. Der var ingen mistakt endnu.

”Hvornår vågner han op? ” Spurgte Yushi. ”Ikke foreløbig. Ring til Monroe og sig han er kommet godt over operationen.  Jeg skriver journalen i morgen. Vil du sove herinde? ” Spurgte hun. ”Helst. ” Svarede Yushi. ”I orden. ” Sagde hun og gik ud.

*Silva*

*tre dage senere*

Jeg pakkede stille mine ting sammen i en lille taske og tog mine støvler på inde på værelset. Klokken havde slået to og Ella og Monroe sov tungt. Jeg ville i hvert fald efter sådan et heftigt skænderi og genforening. Genforing med dyriske lyde. Ting kan høres i hytten, når man larmer nok. Baltho kiggede på mig med bedene øjne.

”Undskyld. Men jeg bliver nødt til at gå. ” Jeg tog jakke og hue på og et par vanter. Forsigtigt åbnede jeg vinduet op. Stjernerne lyste så meget op, sammen med månen at sneen var lysende. Jeg landede i den bløde sne. Forsigtigt gik jeg hen til bilen. Den var ikke så gammel, nærmest ny. Jeg startede den forsigtigt. Den brummede lidt. Men de lagde nok ikke mærke til det. Jeg slukkede for lysene, så det kun var dagslygterne der var tændt. Jeg bakkede forsigtigt ud af indkørslen og vendte da jeg kom ud på en stor nok skovvej. Der var ikke noget som skulle forhindre mig i at finde Harry nu. De ville opdage jeg var væk føre eller siden.

Hvor dumt var det egentlig ikke at Monroe lod sin telefon være ulåst i køkkenet? Harry var okay. Yushi havde fundet ham. Han var indlagt lige nu. Det overraskede mig ikke helt. Han havde vel lavet et eller andet han ikke skulle lave. Men nu var det lige meget. Yushi havde skrevet han nok skulle komme sig. Det var Anastacia som havde udført operationen. Jeg har ingen ide om hvordan hun var kommet hertil. Men det var også lige meget. Bare han havde det godt og ingen smerter følte. Det var det vigtigste. Jeg trak i gearet og satte den ned i anden. Vejene her var fyldt med sne. Der var lagt salt, men jeg ville foretrække at være lidt langsom omkring den slags veje.

Jeg kørte næsten helt op af klippen og kørte forsigtigt ned af bjerget med omkring 30 km/t. Jeg følte mig som en rigtig forsigtig-Per. Hvilken irriterende følelse.

Jeg kunne se at nogle af lysene, som var blevet monteret oppe i bjergene var blevet tændt. Det var sjældent det skete om natten, sagde Monroe. Der var nok en som var væk. En som havde været væk i flere timer. Det var normalt derfor de var tændt.

Jeg rullede forsigtigt længere ned. Der var folk ude og lede. Jeg stoppede bilen op. ”Undskyld… men hvad der sker? ” Spurgte jeg. En kvinde vendte sig om mod mig. ”Mit barnebarn forsvandt med vores to hunde. Hun har ikke jagt certifikat, hun vil ikke overleve derude ” Det ramte dybt. ”Hvilke hunde har hun med? ” Spurgte jeg. ”Alaska. ” Svarede hun. ”Jeg tror hun overlever. Der er en hytte længere op af vejen. Du kan ringe på det her nummer. Manden i hytten står på ski og går på jagt dagligt her omkring. Han kan nok godt hjælpe. ” Sagde jeg og rakte et stykke papir med Monroes telefonnummer. ”
”De kan ikke hjælpe? ” Spurgte hun. ”Jeg er gravid i fjerde måned. ” Løj jeg. ”Det er ikke en god ide. Held og lykke. Skynd dig at ring. ” Sagde jeg og kørte videre. Jeg tændte lysene igen på bilen og kørte videre ned. Jeg var snart ved bunden, hvilket betød at jeg snart ville komme til en motorvej.

Solen var begyndt at pippe frem allerede. Jeg slukkede for langlys og kom til en snefri vej. Det ville være en god ide at køre ind for at købe noget mad. Butikkerne her åbnede så snart solen stod op. Jeg parkerede ved en tank og tog noget jerkey og vand med på vejen og fik skiftet mit skitøj.   

Hurtigt fik jeg uglet mit hår til og lagt en hue over det. Jeg havde plukket mine øjenbryn og klippet noget af lange hår af. Det skulle nok virke. Bare den mindste forandring ville hjælpe. Harry skulle bare kunne genkende mig. Det var det vigtigste. Hvis han kunne genkende mig.

Jeg startede bilen igen og kørte videre. Jeg vidste godt at Monroe og Ella ville opdage jeg var væk. Men hvis et barn var i fare, så var det en del af deres kodeks at finde det barn. Selvfølgelig var der noget tragisk over at et barnebarn var væk. Men jeg valgte at se på det med selviske øjne. Jeg kunne tage til Oregon uden problemer.

Jeg parkerede bilen ude i en skov, lige en kilometer væk fra lufthavnens egen parkering. Bilen skulle helst ikke opdages. Mit blik gled rundt, i håb om at ingen så mig eller at der ikke var nogle store farlige dyr i skoven. Men ville dyr leve så tæt på en lufthavn? Nok ikke.

Jeg fortsatte igennem skov. Mine sko var drivvåde. Godt jeg havde penge til nye. Jeg kunne endelig se parkeringen. Der var en fucking dør til parkeringspladsen. Jeg kunne ikke åbne den, men jeg kunne se at der var ikke var pigtråd over hegnet. Jeg skyndte mig at krydse, da jeg ikke vidste hvor mange overvågningskameraer der egentlig var her. Jeg kom hen til en post, hvor der sad en sikkerhedsvagt. Jeg bankede på hans vindue. Han kiggede op på mig.

”Godmorgen. ” Smilte jeg. ”Min bil gik i stå ude ved skoven. Jeg har ringet til et bilværksted. Men jeg skal til gate 3 terminal AF56. ” Smilte jeg og viste min billet. ”Der går en bus om to minutter lige derhenne. Skal vi kontakte det lokale værksted? ” Spurgte han. ”Min bror kommer og henter bilen senere i dag. Han er den nye skovfoged ved Everglidge. Så han kommer nok susende på ski. ” Grinte jeg og fik lov til at komme forbi. ”De må have en god dag. ” Smilte manden til mig. ”I lige måde. ” Jeg fortsatte ud af parkeringen og hen mod bussen. Bussen var der allerede.

Hurtigt kom jeg op og satte mig. Det var vildt ubehageligt ikke at skulle betale for en billet. Selvfølgelig var det en del af servicen at blive bragt frem og tilbage, men det føltes stadig mærkeligt, når man var så vant til at skulle betale med wildcard.

Bussen stoppede først ved gate 1 og derefter gate. Vi var kun fem tilbage i bussen. ”Hvor tager du så hen? ” Spurgte en kvinde. ”Washington. Jeg skal bare lige mellemlande der. ” Smilte jeg roligt. ”Hvor dejligt. Hvor hen derefter? ” Spurgte hun. ”Salem. Jeg skriver projekt om heksehistorien. Lige nu er det omkring amerikanske hekse. ” Svarede jeg roligt og kiggede hen mod gaten. Vi var der snart.

”Hvor spændene. ” Svarede kvinden høfligt og kiggede væk. Hekse var altid et emne folk helst ville undgå. Bussen stoppede op rimelig hårdt. Hvor uhøfligt. Jeg svang min taske over ryggen og gik ud. Hvorfor så stor en lufthavn? Meget træls, meget unødvendig. Jeg skyndte mig at tjekke ind og da jeg kiggede mig omkring kunne jeg se en skobutik. Hvis jeg nu tog noget helt nyt tøj på. Folk ville ikke kunne genkende mig overhovedet. Kun Harry.

Da vi var små, klædte vi os ud. Hele tiden. Altid som hemmelige folk. Han ville forstå den med det sammen. Det var jeg sikker på. Jeg gik ind i en finere butik. ”Goddag. Jeg skal have noget nyt tøj. Jeg føler mig ikke tilpas i det her. ” Sagde jeg roligt. ”Selvfølgelig. ” Smilte ekspedienten. Jeg fandt mig en lækker jakke fra Burberry og nogle bukser uden huller og en top uden skuldre, men med en krave, og nogle dejlige nye støvler og en taske fra Michael Kors. Dejligt. Jeg betalte hurtigt. ”Det var bedre. ” Sagde jeg roligt. Hun gav mig en hat med. ”Den er altid praktisk, og gratis, når man køber for mere 1000 amerikanske dollars. ” Smilte hun. ”Mange tak, og tak for at skaffe mit tøj af vejen. ” Smilte jeg og gik ud. Jeg satte mig hen til en hyggelig running sushi og fik noget mad der. Jeg tog kun supperne. Sushi var strengt forbudt når man var gravid. Jeg ville ærlig talt ikke gøre barnet noget.

Jeg betalte igen og gik hen mod takeoff. Klokken var allerede blevet mange. Jeg skulle rejse i seks timer. Monroe og Ella kunne ikke nå at finde mig herinde. Roligt havde jeg sat mig ned med en bog i hånden og læste lidt. Den var på latin. Så det tog sin tid. Indtil videre var det en fornærmelse mod en, som havde, ifølge forfatteren, ’slået så stor en skid, at Nero ville have hørt det i sin grav’. Jeg grinte ved tanken. Antikke romere havde så satirisk en humor. Trist den først kom ferm igen omkring Mozarts tid i skrifthistorien, teknisk set.

Montreal airwing 356 letter om ti minutter. Passagerer som rejser på buisness eller first class, bedes stille sig over i højre side af loungen. ” Jeg rejste mig op og gik hen mod det ene check-in. Jeg havde fundet en ledig plads på first class. De havde senge. Jeg havde ikke noget imod at sove de næste par timer. Det ville være rart nok. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...