Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
25Kommentarer
13051Visninger
AA

13. Kapitel 13.

ADVARSEL: Voldsomt kapitel, hvis ikke man kan tåle at læse om blod, krænkelser, så læs ikke med. 

Kapitel 13.

*Inconnu*

Lænkerne var kolde og mørke. Lyset fra det lille kældervindue snittede en mand. Han var hængt op i sine hænder. Gaffatape omkring om sin mund, fødderne lænket til gulvet. Der blå mærket på overkroppen og benene. Lidt væk fra manden, lå der et par rustne jernrør.

”Er han ved at vågne? ” Spurgte en dyb stemme. ”Jeg ved det ikke. I gav ham en ordentlig røvfuld i går. Store lejemorder… pff. Hvornår ankommer Cliff til fængslet? ” Spurgte manden. Han havde mange tatoveringer på overarmene, og nogle på halsen. ”Cliff vil elske at få fat i ham igen. ” Grinte en mand, amerikansk, hvid, tynd og gule tænder.

”Jeg går op og venter. Du bliver her med ham. ” Sagde den tynde mand og gik. Manden tatoveringerne satte sig foran manden der hang i loftet. Han havde intet tøj på og sårene han havde fået, blødte stadigvæk. Det var ikke meget, men lidt nok til at man kunne se der var noget blod som lige knap, langsomt flød ned af såret.

Manden tog en slurk af sin øl og kiggede på manden igen. Det brune hår hang slasket om skuldrene på manden. Sveddråberne skinnede i hans ansigt. Manden med de tatoverede overarme, fandt en kasse, med en masse kanyler i. Han fandt en lille flakon, med gult væske i. Forsigtigt satte han kanylen ned i flakonen. Da den var fyldt op til 1,5.

Han stak den ind i siden på manden der hans i loftet.

”Så, du vil være vågen når han kommer, men du kan intet gøre. ” Grinte han og satte sig ned. Han smed kanylen hen i et hjørne. Han tog endnu en øl frem. Det var begyndt at blive kedeligt. Han rejste sig op og tog en af jernrørene. Han begyndte at prikke til ham.

”De kommer snart. Så tager de hævn. ” Sagde han til den livløse krop. ”De vil gøre det hele om og om igen ved dig, som de gjorde for ti år siden, Harry. ”

***

Cliff var en gråhåret mand, han var tynd og senet. Hans hår var lagt tilbage med gele. Han havde allerede fået en fængselsdragt. Hans tænder var brede og havde gule eller brune streger i sig.

”Hvor er knægten så henne, John? ” Spurgte manden, Cliff. ”Han er i kælderen. Jeg har lige givet ham lidt medicin. ” Sagde John, manden med de tatoverede overarme. ”Hvor lang tid har han været væk så? ” Spurgte han stille.

”Tre dage. Folk tror han er stukket af. Køkkenchefen er helt ulykkelig. Hans lille dreng er væk. ” Grinte John. ”Fantastisk. ” Smilte Cliff. ”Skal vi ikke gå derned nu? ” Spurgte John. ”Jo. Lad os gå i gang med at vaske. "

De vendte sig og gik ned mod kælderen, ned i vaskerummet. De lange gange var belyst af billige pærer. Væggene var nøgne, bortset fra slutningen af gange. Der stod skabe. ”Vi fandt rummet inden han kom hertil. Vi hørte rygter fra nogle af vagterne. ” Cliff grinte. ”Jeg vil nyde det her. ” Sagde han da skabene blev flyttet. ”Ingen ved hvor vi er henne i timer. Det er fantastisk. Vi har tit overvejet at få den lille bibliotekar med herned. Hvis du forstår. ” Grinte John.

”Jamen godmorgen, solstråle. ” Sagde Cliff glad. Han gik rundt om Harry. ”Lidt tatoveringer, det gør ikke noget. Det er lidt… specielt. Unikt. ” Smilte han og lod sine fingre køre rundt om Harrys talje. Cliff kiggede op mod Harry. Han var vågen. ”Jamen dog, min lille dreng-  ” Han kiggede af ham. ”Du er blevet voksen. Men du er ikke blevet voksen for mig. Få ham ned. ” Sagde Cliff og vendte sig om. ”Har I herrer nogensinde voldtaget en dreng? ” Spurgte han. ”En voksen mand har jeg knaldet. Det er vel tæt nok på? ” Grinte John. ”Det er det. Hvorfor bevæger han sig ikke? ” Spurgte Cliff. ”Vi har bedøvet ham. Så han skal nok ligge stille. ” Sagde John og vendte Harry om på maven. Hans fødder blev lænket fast til jorden og hans arme lænket fast til væggen. ”Hvad gør vi med hovedet? ” Spurgte John. Cliff gik rundt om Harry. De havde lagt ham op af et gammelt skab som var væltet. ”Han vil f ondt i nakken af at hænge sådan der. Han hev fat i det lange hår og fandt noget snor og puttede om det. Han kastede snoren hen til John. ”Hiv. ” Sagde han med et smil. John hev til og hovedet blev rykket helt op. Harry lukkede sine øjne hårdt sammen.

”Det virker perfekt. ” Sagde Cliff. ”Jeg har lyst lige nu. Hvad med dig? ” Spurgte han. ”Ja. Der er nok plads til os begge. Skal du se. ” Sagde John og trak ned i sine bukser. Cliff gjorde det samme. ”Jeg vil nyde det her. ”

*Silva*

Jeg trak mig væk fra toiletbrættet. Kvalme, igen. Jeg børstede mine tænder og spyttede det overskydende tandpasta og skum ud. Baltho klynkede uden for døren og kradsede utålmodigt på den. ”Jeg kommer. ” Sagde jeg og åbnede døren. Han logrede straks da han så mig. ”Jeg ved det godt. Jeg skal gøre noget ved maden. Uanset hvad jeg spiser, brækker jeg mig jo. Hvorfor er det så svært at holde mad nede? ” Spurgte jeg ham og kløede ham bag øret. Han slikkede min hånd. Det er godt nok svar for mig. Min fod havde det allerede meget bedre. Jeg haltede ikke længere og stokken var ikke nødvendig.

Ella sad og læste en bog. ”Hvad læser du? ” Spurgte jeg. ”Symptomer på graviditet. ” Sagde Ella. ”Hvorfor det? ” Spurgte jeg og satte mig over for hende. ”Jeg tror du er. ” Mig? Gravid? Ella måtte være skør. ”Du er skør. Jeg er ikke gravid. ” Sagde jeg bestemt og tog noget te. ”Hvornår havde du sidst menstruation? ” Spurgte hun. ”Tre måneder siden. Den er uregelmæssig. ” Sagde jeg roligt. ”Har du brugt beskyttelse de gange du har været sammen med Harry? ” Nej, hvorfor skulle jeg, når jeg alligevel ikke havde regelmæssig menstruation. ” Sagde roligt. ”Kvalmen, kan du forklare den? ” Spurgte hun så. ”Jeg har bare ikke vænnet mig til den canadiske mad. ”

Hun sukkede ”Jeg har købt fem tests til dig. ” Sagde hun alvorligt. ”Vil du jeg skal tisse på nogle penne? ” Sagde jeg irriteret. ”Hvad? Hvorfor klager du over det her, men ikke at jeg flytter dig fra kontinent til kontinent? ” Spurgte hun irriteret. ”Ja, det ved jeg ikke. Giv mig de der tests. ” Sagde jeg og rakte min hånd ud. Hun tog en lille plastic pose frem. ”Monroe er hjemme i dag. Hvis du vil have, mother to be. ” Sagde hun og rejste sig. Jeg tog posen med ud på toilettet. Mig gravid. Chancen for at være gravid var lav. Jeg fungerede da slet ikke til at være gravid med min krop. For tynd, ikke nok fedt.

Baltho gik med ind. Jeg prøvede på at få ham ud af toilettet, men han hoppede bare op i badekarret. Dumme hund. Han lagde sig til at sove i badekarret. Hvor var han skør. Jeg satte mig ned og pakkede dem alle sammen op. Hvis jeg nu tisser på dem på samme tid. Det ville være nemt nok. Jeg trak mine strømpebukser ned og satte mig på toilettet. Ugh, det var træls det her. Hvad hvis mit tis ramte mig selv? Det ville jeg hade. Det er altid ulækkert. Valget imellem blod eller tis, var for mig helt afgjort. Blod. Blod lugter, ja. Men det er ikke tis.

Jeg lagde de to første over og prøvede på at holde mig. Det var egentlig rimelig svært. Det var som om at der var en kæmpe sten i min blære, som trykkede længere og længere ned. Jeg fik endelig tisset på den sidste. Hvorfor ikke bare tage til lægen? Ingen ville alligevel vide hvem jeg var. Alt som var nødvendigt, ville være at scanne min mave. Kan man det efter en måned?

Jeg trak mine strømpebukser op og trak ud i toilettet. Baltho reagerede og kiggede op. ”Du er en mærkelig, men god hund. ” Sagde jeg og gik ud. Jeg var ikke gravid. Jeg kunne umuligt være gravid. ”Nå, har du set på dem? ” Spurgte Ella og lagde en bog fra sig. ”Nej. De er ikke færdige med at trække? ” Sagde jeg med tvivl i stemmen. ”Jeg går ud og henter dem. Du bliver her. ” Hun løb af sted, som om hun håbede på at de alle sammen var positive. Jeg rullede mine øjne og ville til at række ud efter et krus.

Jeg rystede på min hånd. Jeg måtte være nervøs. Ella kom tilbage med dem alle sammen. ”Jeg har ikke set på dem. Er du klar? ” Klar til at vide jeg ikke var gravid? Ja da. Hun satte sig ned og gemte testene bag hende bog. ”Okay… første test. ” Sagde hun roligt og kiggede på den. ”Negativ. ” Jeg vidste det. ”Positiv. ” Der var altid en fuser, som sagde det der. ”Positiv. ” Sikke mange fusere, hvad er chancen? ”Negativ. ” 50/50… ”Positiv” Nej. ”Positiv. ” Nej. Det kunne ikke passe.

*Ella*

Jeg kiggede mod Silva. Hun så helt bleg ud. ”Silva? ” Spurgte jeg roligt og rakte min overkrop over bordet og viftede min hånd over hendes øjne. ”Silva, er du der? ” Spurgte jeg igen. Hun var væk. ”MONROE! ” Jeg rejste mig fra bordet og løb efter ham. Jeg var ikke engang nået til trappen før han stod på øverste trin. ”Hvad er der? ” Spurgte han og kom hurtigt ned.

”Silva er gravid. ”

Han løb forbi mig. Jeg løb efter. Han rykkede stolen med hende, væk fra bordet og tog fat i hendes skuldre. Hun kiggede op på ham. Hun havde helt røde øjne, hendes læber skælvede, man kunne ikke høre hun trak vejret. ”Hvad har jeg gjort? ” Hulkede hun og lagde sit hoved på hans skulder.

Han lagde sine arme om hende. ”Hvad end du vil der skal ske. Skal vi nok få det til at ske. ” Sagde han alvorligt. ”Find Harry, Monroe. Jeg beder dig. Find ham. ” Sagde hun. Hendes krop blev helt slap. Han løftede hende let op og lagde hende i sofaen.

Baltho nåede at lægge sig ved puderne. ”Gå væk, hund. ”
”Nej. ” Hviskede Silva. Han lagde hende forsigtigt ned, med hovedet mod Balthos bløde pels. Monroe lagde et tæppet over hende. ”Få noget søvn. ” Sagde han roligt til hende. Jeg kyssede hende en enkelt gang på panden og hun lukkede øjnene i. Mange gange, havde jeg følt, jeg måske ingen nytte var. Men i det øjeblik hvor hun lå på sofaen, gravid, væk fra faren til hendes kommende barn, følte jeg mig lam, ude af stand til at kunne hjælpe hende på nogen måde.

Jeg betragtede hende ånde roligt fra midten af trappen. Med lette, dog alligevel på en måde tunge, skridt gik jeg op til Monroe. Han sad inde på sit værelse og så meget koncentreret ud. ”Hvad er der? ” Spurgte jeg. ”Harry forsvandt for fire dage siden. Han forsvandt bare. Jeg fandt i fængslet. Men han er så godt som forsvundet. ” Sagde han irriteret. ”Han er ikke stukket af? ” Spurgte jeg og satte mig på hans disk. Han lagde sin ene hånd på mit lår og kiggede mig i øjnene. ”Hvis han var stukket af, vidste vi det. Jeg har kontaktet Yushi, og han er her om en time. Han har skaffet Minerva tilbage, og han tager hende med til Oregon fængslet og finder Harry. ” Sagde han og kørte en hånd igennem sit hår.

”Er han vred på os? ” Spurgte jeg. ”En smule. Men han er urolig. Han er i chok. Harry blev taget. Han forstår det ikke. Noget må være gået galt. Men han siger at han vil hjælpe. Han skal nok finde Harry. Det lovede han. ” Jeg satte mig på Monroes skød og kiggede ham længe i øjnene.

”Vi skal nok finde ud af det. ” Sagde han og trak mig ind i et kram. ”Jeg er bange for at det er sidste vi har set Harry. ” Sagde jeg stille. ”Vi skal nok få ham at se igen. ”

”Sidst jeg så ham, sagde at jeg aldrig ville han skulle komme tæt på mig eller Silva igen. Jeg fortryder det virkelig. ” Sagde jeg og gemte mig helt ind til Monroe. Jeg rystede over det hele. På en eller anden måde følte jeg at det var min skyld. Hvad hvis, at jeg blev straffet for at have behandlet Harry så dårligt på det seneste? Jeg skulle have passet bedre på hende fra starten af. Hun ville aldrig været udsat for vold, eller set Harry blive skudt, eller være tvunget til at blive isoleret fra verden, på den måde vi har gjort.

”Det hele skal nok gå. ” Sagde han og kyssede mig i hårbunden. ”Tror du det vil? ” Spurgte jeg og kiggede op. ”Det tror jeg det vil. ” Smilte han og nussede mit hår. ”Gå i seng. Jeg kommer om lidt. ” Sagde han og begyndte at trykke løs på nogle knapper.

Jeg kiggede kort på ham og gik ud af værelset. Jeg lagde mig i min egen seng. Havde tykke pelse over dynen. Jeg trak mine bukser og trøje af. Hurtigt fik jeg en anden trøje på og lagde mig under dynen. Jeg var virkelig træt. Det var slet ikke rigtig gået op for mig, hvor træt jeg egentlig var. Jeg lukkede mine øjne i og tog dybe indåndinger.

Døren ind til kontoret, hvor Monroe sad, blev lukket i og jeg kunne høre nogle fodtrin. De kom tættere på. Jeg åbnede mine øjne op og så Monroe sætte sig på sengekanten. Han trak selv sine bukser af, og trøje og lagde sig ind til mig.

***

”Vil du gerne have noget at drikke, Yushi? ”

”Te, mange tak, Silva. ” Jeg åbnede mine øjne op. Var Yushi her? Jeg satte mig forsigtigt op og fik nogle bukser og sokker på. Forsigtigt gik jeg hen af det mørke trægulv og kiggede ned i stuen. Silva havde hentet te og brød til ham.

”Du er her. ” Sagde jeg stille og gik ned. ”Ella. Du ligner en der er stået op. Lige nu faktisk. ” Sagde Yushi og satte sin kop fra sig. Jeg kiggede hen mod Silva og så at Minerva fulgte efter hende. Lænet helt op af benet af hende faktisk.

”Ja. Jeg er lige stået op. Monroe sover stadigvæk. Han kom for to timer siden. Silva vågnede lidt efter jeg kom. Jeg hører hun er gravid. ” Sagde han roligt. Jeg nikkede. ”Omkring en måned. ” Sagde jeg roligt. ”Det lyder realistisk. Har I fundet Harry endnu? ” Spurgte han. ”Nej. Hvornår tager du af sted? ” Spurgte jeg. ”Hurtigst muligt. Jeg har billetter og købt en bil et sted i Oregon. Jeg regner med at få ham med mig. Hvis ikke resterne i det mindste. ” Sagde han roligt. ”Hvad skal der ske med Silva? ” Spurgte jeg. ”Harry har i et testamente nedskrevet at alt hans af værdi, skal gå ubeskåret til hende og hvad end af problemer hun vil støde på. ” Sagde han roligt.

”Undskyld, Yushi. Vi skulle have taget ham med. ” Hviskede jeg. ”Nej. I troede I gjorde det rigtige. Man lærer af fejl. ” Sagde han roligt og drak noget te. Silva kom tilbage med smøren. ”Hvornår vil du tage af sted? ” Spurgte Silva og satte sig over for ham. ”Hurtigst muligt. Jeg skal nok gøre mit bedste. Han skal nok komme tilbage. ” Sagde han med et smil og tog den sidste slurk af teen. ”

*Inconnu*

Harry lå på et skab, uvidende om hvad der skete. Måske vidste han det godt inderst inde. Måske ikke. Cliff lod endnu en cigaret brænde sig godt ind på en af håndfladerne. ”Hvad gør vi med ham? ” Spurgte John og trak sine bukser på. ”Jeg ved det sku ikke helt. ” Sagde Cliff og røg det sidste af sin smøg. Han slukkede den helt ved at gnide den op og ned af Harrys ene skinneben.

”Kan vi snart komme i gang igen? ” Spurgte John og tog en smøg. ”Du er lige blevet færdig med knægten. Det er snart min tur. ” Sagde Cliff og begyndte at tage sit tøj. ”Jeg kunne vente til at han var vågnet. Så kunne du også få lidt igen. Vi kunne også bare vække ham. ” Sagde han og gik hen mod hovedet. ”Sikker på at han faktisk er i live? ” Spurgte John med et grin. ”Ja, selvfølgelig er han det. ” Cliff tjekkede pulsen. ”Hjertet slår stabilt igen. Mærkeligt. Jeg vækker ham. ” Cliff vendte kroppen om. Rev hårdt i hans hår. ”Vågn op, knægt. ” Hvæste han og tog et kvælertag på Harry.

Han åbnede sine øjne op, helt hvidt. Han tog så dyb en ånding det var muligt, uden at lave for meget larm. ”Se, han er vågen. Vores lille dreng er vågen? Er du sulten? Vi har noget til dig! Det er meget saltet. ” Grinte Cliff og gav slip på hans hoved. Harry tog en dyb indånding efterfulgt af en anden. Han havde set, at Cliff havde taget sig tøj af, igen. Han begyndte allerede at skælve igen. ”Du kender reglerne, hvis du larmer. Gør du det kun værre for dig selv. ”

Han lænede sig ind over Harry, med hele sin gamle tynde krop og tog fat i håret af ham og trak hans hoved tilbage. ”Husk, jeg gør kun det, han ville jeg skulle gøre, intet galt i det. Åben din mund. John vil også være med. ” Han slog hårdt Harry på kinden og trak stoffet væk fra hans mund. John rejste sig og betragtede hvad Cliff gjorde ved Harry. Harrys krop spændtes over smerten. Den stoppede aldrig. ”Se! Han bløder fandeme endnu! Lille jomfru. Har du ikke savnet det? ” Spurgte han og lagde ekstra tryk på. Harry bed tænderne sammen for ikke at skrige. Tårerne pressede på, de havde presset på så længe.

”Åben munden. ”

***

De havde bundet hænderne sammen igen, efter han gik sort, så han stod op igen. ”Vi vender tilbage. ” Sagde Cliff og gik ud med John bag sig. Mørket havde sneget sig ind over fængslet. John kiggede ud af et lille hul de havde lavet igennem skabet som holdte deres lille hemmelighed skjult for hele verden. ”Fri bane. ” Sagde John og skubbede til skabet. Cliff skyndte sig ud og John lige efter. De gik roligt hen mod døren op til fængslet. ”Tænk at ingen siger noget til det. ” Sagde John. ”Det er lige meget. De tror nok ikke de finder ham igen. ” Sagde Cliff og suttede på sin finger. ”Hvad? ” Spurgte John. ”Drengen er sku ved at blive knækket. Hvis jeg havde vist, det var alt der skulle til, og ikke at sende en Argent dreng hen mod hans lille dukkepige, så havde jeg gjort det lige fra starten af. ” Grinte ham lumsk og tørrede sin oversavlede finger af.

Han åbnede døren op til en af gangene. En vagt kom forbi. ”Går det fint med maskinen dernede? ” Spurgte han. ”Ja. Vi har ordnet det. Det var en løs skrue. Den skulle lige sættes lidt ekstra fast. ” Sagde John roligt. ”Godt så. ” Vagten gik videre.

John smilte klamt for sig selv og gik mod spisesalen. Jeremiah stod og lavede mad. Han så ikke glad ud. Han havde fået en ældre herre, som erstatning for Harry i køkkenet. Men det var ikke det samme for ham. Der var ingen lille rod han kunne rode i håret, eller fortælle sin viden til. Niall havde fået som job at oplære ham. Det var fint nok, men der var ingen at snakke med i køkkenet på hans egen alder. Det var lidt underligt. Niall kunne godt lide Harry. Niall syntes Harry var sær, men ikke ond eller psykotisk. Han var helt sikker på, at hvad end Harry havde gjort, så fortjente han ikke at komme i fængsel.

”Nå, jeg kan se du allerede har fået ny hjælper i køkkenet, Jeremiah! Er han lige så lydig? Eller lige så god til at være en lille rod? ” Grinte John og satte sig ved et bord. Jeremiah ignorerede ham. ”Hvis du har ondt at sige om knægten, så spar dig. ” Sagde han og fortsatte med at røre rundt i en gryde.

John gik ud af salen for at finde Cliff. ”Jeg tror bare han er væk i nogle dage. Han kommer tilbage. Det er jeg helt sikker på. Han snakkede jo om sin kæreste. Hvis han hurtigst vil se hende igen, så ville han blive herinde. Måske er han bare smuttet hjem til hende. ” Sagde Niall opmuntrende. ”Niall, et smut hjem er i England. ” Sagde Jeremiah tungt. ”Hvad er det med knægten? ” Spurgte en af hjælperne i køkkenet. Jeremiah satte sig på en skammel og kiggede op på hans køkkendrenge. ”John ved noget om Harry. Det er jeg sikker på. Ellers ville han ikke være så stor i munden som han er om det. ” Sagde Jeremiah irriteret.vor lang tid siden er det du er ankommet? ” Spurgte jeg. ”Jeg 

”Hvorfor er han egentlig så meget i kælderen? Det er jo ikke fordi det tager så lang tid at ordne vasketøj. ” Sagde han irriteret og kørte sin hånd over sit hoved. ”Det skal nok gå. ” Sagde Niall. ”Jeg tror han kommer tilbage. ” Sagde Niall og begyndte at røre rundt i gryden, som Jeremiah gjorde før.

Døren til spisesalen blev åbnet op. En mand, nok i sine fyrrere, lige i begyndelsen, asiatisk afstamning kom gående ind sammen med en schæferhund ved sin højre side. To vagter var lige bag ham. ”Goddag. Kan jeg snakke med jer? ” Spurgte han roligt. Niall kiggede hen mod Jeremiah. Han nikkede til ham. ”Ja. Jeg slukker lige. Et øjeblik. ” Sagde Niall og gik rundt for at slukke de forskellige komfurer. Køkkendrengene og Jeremiah satte sig ude ved et spisebord sammen med manden.

”Min navn er Yushi. Det her, min partner, er Minerva. Hun har været Harrys gamle hund. Hun er nu politihund. Vi tænkte hun var bedst til sagen. ” Niall lyste helt op ved ordene. ”Så hun kan finde ham? ” Selv Jeremiah så helt overrasket ud. ”Er det sandt? ” Spurgte han. Mande, Yushi nikkede. ”Kan I fortælle mig noget om dagen hvor Harry forsvandt? ” Spurgte Yushi og tog en blok frem.

Jeremiah nikkede. ”Jeg havde lige ladet Harry få fri. Så gik han på biblioteket. Da jeg var færdig med min vagt, lå han og sov tungt i sin seng. Helt væk. Han fik ikke særlig meget søvn. Så jeg lod ham sove. ” Yushi nikkede. ”Det har andre indsatte også sagt. Hvad skete der følgende? Jeg hører han har aftenvagt i køkkenet. ” Sagde Yushi roligt. ”Jeg tog hans vagt. Jeremiah sagde han var helt væk den eftermiddag. Så han havde nok brug for søvnen. ” Sagde Niall roligt. ”Hvad så derefter? ” Spurgte Yushi. ”Da vi gik tilbage til vores senge, Nialls er lige over for mig og… min seng, så vi at Harry ikke var der. Vi tænkte ikke yderigere over det. Han var måske gået på toilettet, var alt vi tænkte. ” Sagde Niall. Hans ansigt var præget af skyldfølelse. ”Hvorfor bekymrer I jer sådan om ham? ” Spurgte Yushi. ”Han har bare den effekt på folk du ved. Den knægt, som helst vil være for sig selv og passe sig selv, og så pludselig, så åbner han sig. Han er en alle tiders knægt. Han var rolig. Var god med drengene og en realist. Han pissede nogle af, ja. Men alle har jo temperament herinde. ” Sagde Jeremiah og prøvede at tage en dyb, dyb indånding. Det var nødvendigt for ham. ”Hvad så bag efter? ” Spurgte Yushi. Niall kiggede ned i gulvet, ligesom de andre. Jeremiah kiggede op på Yushi. ”Undskyld. Det er… vi indså først der var noget galt, da han ikke kom tilbage ” Sagde Jeremiah trist.

Hunden, Minerva kiggede op mod Yushi. ”God pige. ” Sagde han og klappede hende på hovedet. ”Må vi se hvor han sov? ” Spurgte Yushi en af vagterne. ”Selvfølgelig. Vend bare tilbage til jeres arbejde. ” Sagde Yushi med et smil og gik videre.

”Sig mig. Hr. Yushi, hvorfor går FBI så meget op i denne sag? ” Spurgte en af vagterne. ”Fordi. Han er en agent. Som skulle være på et privat psykiatrisk hjem. Han så sin bedsteven blive tortureret ihjel. Han overlevede. Han fungerer ikke. Minerva var hans terapi. Pludselig forsvandt han. Vi fandt hende i Washington. Men igen, vi er i samarbejde med Interpol og Londons politi distrikt. Vi ved ikke hvordan han er kommet hertil. Men vi håber det er en ond joke. Det er barsk at sige. Men jeg håber det er forståeligt. ” Sagde Yushi og gav Minerva mere snor. ”Hun er meget observant. ” Sagde den ene vagt imens de ledte Yushi til et af sovekamrene. ”Hun er trænet til det. Hun bor hos hans kæreste nu. Hun slider røven ud af sine bukser for at blive færdig med sin uddannelse. ” Sagde Yushi. ”Hvis de bor i England, hvordan er hunden så kommet hertil? ” Spurgte en anden vagt. ”Held, vil jeg påstå. En hund vil følge sin ejer, eller ejere i tykt og tyndt. Hans kæreste ringede og sagde at hunden var væk. Hun frygtede noget var sket med Harry. Hun havde ret. ” Sagde Yushi og rettede lidt på sit jakkesæt.

Da de nåede til området hvor Harry plejede at sove. ”Lad os hvad vi har. Minerva burde kunne finde ham. Han fjernede hundesnoren fra Minervas sele. Roligt gik hun hen mod sengen, som stadig stod uredt og snuste. Hun begyndte at gå rundt inde i værelset. Men ikke med logrende hale. Hun begyndte at hyle. Yushi kiggede bekymrende på hende. ”Hvad betyder det? ” Spurgte en af dem. ”Noget er helt galt. Minerva. Sit. ” Minerva satte sig modvilligt ned. ”Søg. ” Straks sprang hun af sted. Hun gøede af Yushi. ”Følg med hende. ” Sagde han og løb efter hende.

”Find nogle andre vagter. ” Råbte en vagt til anden. Minerva gøede noget mere. Hun logrede stadigvæk ikke med halen. Hun var alvorlig, som var hun på jagt efter et dyr. Det bekymrede Yushi, hun burde ikke opføre sig sådan. ”Jeg tror der er noget helt galt. ” Sagde Yushi og fortsatte i løb efter Minerva. Hun drejede af til et bibliotek. Hun snuste rundt og løb ud igen. Yushi vendte sig hurtigt om og var næsten ved at løbe ind i en af vagterne. ”Hun har fundet noget. ” Sagde han og prøvede at følge efter. Hun kom til en dør. ”Det er til vaskerummet. ” Sagde en af vagterne. Yushi lukkede døren op og Minerva løb ned. Hun stoppede et af trappetrinene. Hun begyndte at snuse igen. ”Hvad er det? ” Spurgte en vagt. ”Jeg ved det ikke. ” Hun begyndte at knurre. Minerva var ikke en hund som knurrede, medmindre noget var galt. Hun ville tie stille og måske dreje på sine ører. Men hun ville ikke knurre. Hvis hun knurrede var noget galt. Hun gik langsomt hen mod den sidste dør ind til gangen som førte til vaskerummene. To af de fire vagter som var kommet med, åbnede døren. Minerva kiggede ind og hun knurrede stadig, men stoppede. Hun begyndte at hyle igen. Langsomt gik hun frem mod enden af gangen. Hun begyndte at knurre igen. Yushi trak sin pistol.

”Er det nødvendigt? ” Spurgte en kvindelig vagt. ”Jeg lovede at ingen ville gøre hunden noget ondt. Det har jeg tænkt mig at holde. Amerikanere, skal ikke sige hvem jeg ikke må skyde. ” Sagde han irriteret og fokuserede på hvor Minerva gik hen. Hun stoppede op. Yushi sænkede sin pistol. Han gik ind i de to forskellige vaskerum. Ingenting. Han kiggede bag hver maskine. Der var intet hul eller bare en smule frisk luft, der kunne være undsluppet.

”Jeg forstår det ikke. ” Sagde Yushi. ”Hun er kommet hertil. ” Sagde han forvirret og skuffet. ”Der er ingenting, Minerva. Kom nu. ” Hun begyndte at hyle og gø igen. Det var ikke af nogen af dem. Men af skabene lige foran hende.

”De gamle omklædningsrum. ” Sagde den kvindelige vagt. Hun begyndte at straks at slå løs på skabene og skubbe til dem. Yushi skyndte sig at hjælpe hende. De tre andre vagter sluttede sig til dem. Minerva gøede endnu. Det var ikke længere et desperat forsøg på at blive hørt. Et skab rykkede på sig. Yushi lagde straks sin hånd mod. ”Der er luft. ” Sagde han med og de brugte deres kræfter på at åbne det. Minerva sprang op på mændene i håb om at kunne så hurtigt som muligt igennem skabene. ”Din hund er meget utålmodig. ” Sagde en af dem imens han anstrengt prøvede at flytte på skabet. ”Hun er heller ikke en politihund, som sådan. ” Sagde Yushi anstrengt. Endelig fik de lukket ordentligt op. Minerva begyndte at kurre lavt igen.

”Hehe. Hvad skal vi gøre ved ham nu? ” Yushi stoppede dem alle. ”Jeg ved det ikke. Vi kunne lade ham rådne. ” Sagde den anden stemme. ”Det er John, og ham den nye… Geoff… Cliff? ” Sagde kvinden. En anden betjent nikkede.

”Hey, knægt, vågn op! ” Et stykke metal blev kastet igennem luften ”Hvad laver de dog ved ham? ” Spurgte den kvindelige betjent bekymrende. Yushi gik forsigtigt frem med Minerva lige bag sig. De kastede metal stykker efter ham. Han vågnede da et jernrør blev kastet imod hans bækken. Han mumlede et forpint skrig og prøvede at trække sine ben sammen, men han havde ingen energi til det. Cliff rejste sig op. ”Vi er ikke færdige med dig. ” Sagde han og samlede et jernrør op.

”Læg det jernrør fra dig! ” Råbte Yushi og trak sin pistol og gik hen mod dem. John rejste sig klodset fra sin plads og kiggede forskrækket hen mod Yushi. Minerva begyndte at knurre af dem. ”Hvis du kommer tættere på. Skærer vi halsen. ” Yushi fik øje på Harry. Det lignede ikke Harry.  Gul, sort, blå og lilla over hele kroppen, tydelige brud. Blod ned af hele kroppen. Han så død ud.

Minerva begyndte at gø. Det var ikke bare en almindelig gøen. Hun var vred. Hun var rigtig vred. ”Smid kniven fra dig. ” Sagde den kvindelige betjent. ”Cliff… gør som hun siger. ” Sagde John. Cliff tog fat i Harrys hår og tvang ham til at kigge ned af sig selv. ”Jeg skærer i hans ansigt! ” Råbte han arrigt. Minerva kom tættere på. ”Tving mig ikke til at skyde, Cliff. ” Sagde Yushi.

”HAN SKAL DØ! ” Det hele gik i slowmotion. Minerva sprang mod Cliff. Han skreg i det hendes tænder satte sig fast i hans skulder. John prøvede at få hende væk, men blev væltet af to betjente. To andre løsnede Minerva fra hans skulder. Yushi fik Harry ned.

”Harry? Harry? ” Spurgte han og klappede ham forsigtigt på kinderne. Han reagerede ikke. ”Der er en puls. Ring efter en ambulance. ” Sagde han og lagde jakken over hans skuldre. ”Det skal nok gå det hele, Harry. Jeg er her nu. Jeg skal nok passe på dig. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...